Steve Jolliffe's "SOUND ART" - an exhibition of mixed media works & musical performance.
newsPosted by Jacob Pertou 2013-05-23 21:32Press release:
- Comments(0)http://tangerinedream.pertou.dk/#post1499
http://bernhardbeibl.bandcamp.com/







Perge triumphed, as they created new music from the melodic voids of tonal displacements, transpositions and what have we not, Tangerine Dream themselves, never got around to investigate.
Dyad had a peculiar quality in its tight focus. The proper follow-up, Attalus, is much more far-reaching, but not less interesting.
In the two-piece ”Attalus I” we get TD references en masse, build around Pergamon, and ultimately Encore. It is raw sequencer with creative figment of imagination, and fabulating, epic roads to destinations unknown.
It gets really interesting in ”Attalus II”, which in four parts sucks out the final powers of Chris Franke's last days in Tangerine Dream, and put them in a thorough perspective. Good thing that it never becomes a far-fetched, nostalgic retrospective on old times.
After a quick soundbite, resembling a fraction of ”Network 23”, we get a capsule summary of the revival in the soundtrack business, in recent years, where everyone besides Tangerine Dream was asked to do the music. (Best result was was the soundtrack to dreadful Refn film Drive.)
In admirable fashion Perge combines this cinematographic angle with Poland's icecold, militant prototechno.
Track five extinguishes itself from its use of discreet electric piano, after a Vangelisish template.
Conclusively, this logic successor to Dyad develops into an independent microcoms, to use a very Edgaresque term. Ultimately, Attalus finds its own world, as the creative powers behind the work has created an unruly monster, far beyond the control of mr. Froese.

Perge lagde i fjor adskillig en Tangerine Dream afficionado horisontalt ned i immakuleret begejstring, da de tog et særdeles vagt dokumenteret kapitel i Tangerine Dreams historie til miskropisk eftergranskning, og udgav pladen Dyad.
Perge sejrede, da de ud fra tonale forskydninger, transponeringer og hvad har vi, skabte ny musik ud af de melodiske tomrum, Tangerine Dream aldrig selv nåede at udforske.
Dyad havde en særegen kvalitet i sit snævre fokus. Den reelle efterfølger, Attalus, er langt mere vidtfavnende, men ikke mindre interessant.
I den to-delte ”Attalus I” får vi TD referencer en masse, bygget op omkring Pergamon, og ultimativt, Encore. Det er rå sequencer møder kreative hjernespind, og fabulerende, episke ørkenvandringer med det ene frodige fata morgana efter det andet.
Rigtigt interessant bliver det for alvor i ”Attalus II,” der i fire dele suger de sidste kræfter ud af Chris Frankes sidste, talte dage i Tangerine Dream, og sætter dem i grundigt perspektiv. Især fordi det ikke bliver et søgt nostalgisk tilbageblik på gamle dage.
Efter en lynhurtig lydsnas, der gengiver noget af ”Network 23,” får vi et pureret resume af den genopblomstring, der har været i soundtrackverden, de seneste år, hvor man har spurgt alle andre end Tangerine Dream til at lave musikken. Bedste resultat var soundtracket til den rædsomme Refn film Drive.
Perge kombinerer på forbilledlig vis denne cinematografiske indgangsvinkel med Polands iskolde, militante prototechno.
Spor fem udmærker sig ved sin brug af diskret elpiano, efter Vangelisks ideal.
Konkluderende, så udvikler den logiske efterfølger til Dyad, sig til et selvstændigt mikrokosmos, for at bruge et meget Edgarsk udtryk. Ultimativt finder Attalus sin egen verden, da de kreative kræfter bag værket har skabt et uregerligt monster langt udenfor hr. Froeses kontrol.