JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tyger anmeldt i Aalborg Stiftstidende, 1987

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou tir, marts 02, 2010 18:19

Tusind tak til Peter L. for at sende dette sjældne udklip!

Hyperborea anmeldt i Aalborg Stiftstidende, 1983

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou tir, marts 02, 2010 17:44

Tusinde tak til Peter L. for at sende dette sjældne udklip!

Shy People, 1988. 5/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, oktober 10, 2009 17:00

Shy People er et soundtrack til en film, jeg endnu ikke har set, men det skal ikke afholde mig fra at høre musikken.

Shy People er et forholdsvist langt nummer, hvis intro minder meget, om Shine On You Crazy Diamond, fra Pink Floyds plade Wish You Were Here. Sangerinden Jacquie Virgil starter noget ordløs vokal, som er meget smukt, men da hun begynder at synge teksten, bliver man lidt skuffet, for hun vrænger ret meget. Især i omkvædet lyder hun som en dårlig Tina Turner.
På trods af det, er det et acceptabelt nummer.

Joe's Place er en dyster sag, og det lyder lidt som om mellotronen har fået en revival, hvilket får nummeret til at lyde 70'er-agtigt, og netop dette flashback gør det meget korte nummer interessant.

The Harbor, der er indsunget af Diamond Ross, er up-tempo synthrock, med velspillet synth og guitar interaktion, og det skal nummeret have credit for.
Sangeren, der uden tvivl er betalt til lejligheden, kan ikke rigtig sælge varen, for Tangerine Dream har simpelthen skrevet en dårlig tekst.
Rytmen i nummeret får mig til at tænke på One of These Days - endnu engang en reference til Pink Floyd.

Nightfall
er underlægningsmusik - og ikke særlig interessant på plade.

Dancing On A White Moon, er sammen med Brother Or Stranger fra 1986, det tætteste Tangerine Dream kommer på at lave regulær popmusik. Det høres tydeligt at erfaringen med at skrive popsange ikke er stor. Selvom nummeret har et godt synthriff, mangler nummeret en stor del entusiasme, både fra Jacquie Virgil, men også Tangerine Dream, og man fristes til at tro at filmproducerne ønskede et soundtrack med popsange, og Tangerine blot gjorde det, for at få råd til de nyeste synths på markedet.
Nummeret skal dog have applaus med på vejen, da Tangerine Dream, meget sjældent, har prøvet kræfter med nævnte genre. Alene det gør Shy People interessant.

Civilized Illusions lyder som et instrumentalt omarrangement af The Harbor, men bortset fra det, er det meget anonymt.

Swamp Voices vil jeg ikke udtale mig om, da jeg ikke har set filmen, for på plade kan jeg ikke bedømme det retfærdigt, da der er tale om rendyrket underlægningsmusik. Jeg antyder ikke det er dårligt, men der er ikke noget man husker bagefter.

Transparent Days skal dog fremhæves selvom det er i samme kategori. Et hjemsøgende spøgelseskor, lyder som en mellotron, og dette nummer lyder også som noget fra Mike Oldfields eneste soundtrack, The Killing Fields.

Fornuftigt nok er en omarrangeret instrumentalversion af titelnummeret placeret til sidst. Dette skaber en kontinuitet på albummet, og jeg kan næsten se rulleteksterne for mig.

Shy People er hverken et godt eller dårligt album, og kan kun anbefales til fans, men de skal til gengæld også eje det, på grund af de tre numre med sang.

Tangram, 1980. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:50
Blog Image Med det nye medlem Johannes Schmoelling, begynder en ny epoke for bandet. Den legendariske trio Franke/Froese/Schmoelling når at udgive et hav af plader, inden Schmoelling forlader bandet i 1985.
Schmoelling var organist og arbejdede med teatermusik, og det var Froese der opdagede ham.
Schmoelling var med til at ændre stilen i en mere kompositorisk retning, hvilket betød at bandet, mere eller mindre, gik bort fra det improviserede.
Hans første plade med bandet, Tangram, bestod af to numre: Tangram set 1 og Tangram set 2. Det første nummer er simpelthen genialt, men det er også en smule mere anderledes.
Det er til tider mere roligt (næsten new-age), men mest markant anderledes, var at man kunne høre at bandet var på vej ind i firserne, dog skal dette ses som en ros.
Tangram set 1 er næsten symfonisk i sin opbygning, og dette var nu muligt med de synths der hele tiden blev forbedret.
Nummerets højdepunkt i min bog er Edgars guitar, sammenblandet med en synth-figur, der minder kriminelt meget om introen til The Who's Won't Get Fooled Again.
I vanlig Tangerine Dream-stil, afsluttes nummeret med solo-stykker, der her er meget rolige.
Tangram set 2 er ikke helt på samme niveau, men er alligevel glimrende. Her høres galopperende og vrinskende synths. Selve beatet minder om noget fra et tog. (Måske en af grundende til at deres musik er så glimrende at rejse til).
På dette tidspunkt har Tangerine Dream ikke lydt så maskinelle, men de gør det med stil. Ja, selv den akustiske guitar lyder samplet, (noget de nogle få år senere skulle gøre mere i), for den spiller den samme akkord to gange, hvilket bliver gentaget et par gange.
Efter 10½ minut er vi pludselig tilbage til introen af Force Majeure, men der bliver sat skik på tingene med en staccato-synth, og pludselig lapper den ene synth ind over den anden og skaber den tidligere nævnte symfoniske effekt.
Pludselig er vi ovre i et flippet stykke, med samplinger af latter, der næsten bringer os tilbage til 60'erne. Det lyder også som om mellotronen er kommet tilbage, men dette spøgelseskor, kunne jo også være samplet.
Pludselig bryder en synth temmelig umotiveret ind, og slutter nummeret af på sædvanlig Tangerine Dream-vis.
Tangram er en glimrende start på et yderst produktivt årti, med op- og nedture rent kunstnerisk.
Næste gang du ser filmen "This is Spinal Tap", så læg mærke til at Tangram står på hylden, i den pladebutik, hvor bandet skriver autografer. Eller det vil sige, ingen autografer.


'70-'80, 1980. 9/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:49
Blog Image
Dette box-sæt er ren luksus. En booklet i LP-størrelse spækket med interessante billeder, og en forbedret lydkvalitet på de 4 LP'er, i forhold til originalerne.
Det bedste er dog helt klart side 6, der har uudgivet materiale af hhv. Froese, Franke og Baumann. Og så er det tilmed rigtig godt.
Froeses bidrag, Barryll Blue, er indspillet i 1978, og lyder også som noget fra hans soloplade Ages. Spartansk percussion og en basguitar lægger et solidt groove, der sammen med hans synthesizermelodier, udgør det eneste i lydbilledet. Det er et dynamisk, omend lidt langsomt nummer.
Chris Frankes Chimes And Chains, fra 1979, er der noget mere fart på. Lydbilledet er mere fyldt ud, med agressive synth-akkorder og en rigtig synthpop-melodi. Selve produktionen er meget lig Tangram, men det er noget mere frisk og rocket, selvom det er ren elektronika.
Peter Baumanns Haunted Heights, fra 1977, lyder som et nummer der ikke kom med på hans Romance '76. Fede programmeringer og mellotron i et langsomt, faretruende og episk nummer. Der bliver endda brugt stemmesampling, næsten identisk med den fra Ricochet.
Denne side numre med uudgivne numre, er grund nok alene til at købe box-sættet, især fordi, de her i 2005 endnu ikke er at finde på CD.
Side 1 er dedikeret til "The Pink Years", altså numre fra pladerne fra før Phaedra, og det er her uddrag fra de sidelange numre, Alpha Centauri og Nebolous Dawn, samt den vanvittige, Wahn. Side 2 indeholder numrene Phaedra og Sequent 'C', hvorimod de resterende sider har numre og uddrag fra alle plader til og med Tangram.
På side 5, der består af numre fra Encore og Sorcerer, er højdepunktet singleversionen af elektopop-delen fra Monolight. Det er en studieversion, og arrangementet er noget anderledes, især fordi rytmen, foruden den spinkle trommeprogrammering bliver spillet på en tambourin!
'70-'80 er den første, og en af de bedste kompilationer med TD. Den er et must pga. bookletten og lydkvaliteten, men selvfølgelig, mest de tidligere uudgivne kompositioner, der godt måtte være flere af!

Næste »