JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Thief, 1981. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:46
Blog Image

Thief er gruppens andet soundtrack, og suverænt deres bedste af slagsen. Musikken kan høres i Michael Manns film Violent Streets.
Schmoelling virker godt inkorporeret nu, og Thief er et fremragende resultat af et bestillingsarbejde.
Mann ønskede en meget tung lyd, hvilket paser perfekt ind i min musiksmag.
Sequencerne er hurtige og tunge, Edgar leverer noget så sjældent som powerchords og trommemaskinen er meget dominerende. Alt dette karakteriserer blandt andet Diamond Diary, der måske er det tætteste gruppen kommer på heavy metal.
Lignende numre er Dr. Destructo og Scrap Yard. Pladens største hit er Beach Scene eller Beach Theme, (som åbner pladen, men det er sådan set også det samme nummer, bare lidt kortere), der med en episk guitarsolo skaber en vemodig og meget filmisk sang.
Trap Feeling er pladens mest atmosfæriske og mest soundtrack-agtige nummer, men også det kedeligste.
Det afsluttende nummer, Igneous, er et remix af "techno"-delen fra Thru Metamorphic Rocks, og det fungerer godt, selvom jeg foretrækker originalen.
Den amerikanske version har et ekstranummer, Confrontation, som ikke er lavet af Tangerine Dream, og heldigvis er jeg sluppet for det, da det uden tvivl vil ødelægge det perfekte helhedsindtryk. Thief virker som et rigtigt Tangerine Dream album på deres egne præmisser (det er sidste gang vi ser et nummer på ti minutter, på et soundtrack).
Heldigvis vælger gruppen live i samme periode at bibeholde denne fantastiske, hårde og hurtige lyd, hvilket har resulteret i nogle suveræne bootlegs.
Virgin var iøvrigt meget sløsede med genudgivelsen på cd i 1995. Bagpå står der at Peter Baumann er med, og på ryggen står der at det er en live-plade! Faktisk har Tangerine Dreams cd'er fra Virgin-tiden aldrig været ordentligt udgivet, da der har været mange fejlagtige oplysninger, men også har manglet kriminelt meget af det originale artwork. Derfor: Køb LP'erne!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post355

Exit, 1981. 9/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:45
Blog Image
Exit åbner med en utrolig smuk sang, Kiew Mission, der ifølge Edgar Froese er gruppens eneste politiske sang. En kvinde reciterer på russisk, sagte og meget overbevisende, en tekst om anti-atomkraft og fred i verden. I teksten lægger jeg især mærke til at kontinenterne bliver nævnt, og jeg synes det giver en fed effekt. Netop fordi Edgar Froese ønsker at verden ikke skal bekrige hinanden. Sangen er alt andet end naiv, den er faktisk meget sørgelig, hvilket beviser at gruppen står inde for det de mener.
For at bevise deres seriøse hensigter blev et tusindtal af Exit-plader udsendt gratis til russere i 1981.
Det næste nummer Pilots of Purple of Twilight er et lidt monotont nummer i min bog, og vil aldrig komme til at stå som noget epoke-gørende i Tangerine Dream's karriere. Edgar Froese, derimod, har udnævnt det som et af hans yndlingsnumre fra Virgin-perioden (1974-1983).
Choronzon er et fedt synth-pop nummer, med en ret glad melodi med en sej rumklangseffekt i midten.
Glæden gør at nummeret skiller sig meget ud fra resten af pladen, der er gennemsyret af depression.
De bedste udgaver af Choronzon findes på bootlegs optaget omkring 1980-81, fordi de er meget længere.
Exit er et meget tungsindigt nummer med en meget karakteristisk synth der går igennem hele nummeret. For at understrege den depressive stemning, slutter nummeret af med regn og torden. Fabelagtigt!
Network 23 er et bidskt synth-pop nummer med nogle ret aggressive anslag efter 1½ minut.
Produktionen er fremragende, for hver gang jeg hører nummeret, synes jeg, jeg kan høre min telefon ringe i baggrunden, men det er altså bare en synthesizer. Nummeret slutter af med den fedeste akkordrundgang bandet til dato har lavet.
Exit slutter af efter kun 36 minutter, med pladens mest anonyme nummer, Remote Viewing. Et nummer jeg ikke rigtigt har noget forhold til. Nummeret fører ingen steder hen, og derfor er det med til, sammen med Pilots of Purple Twiligt at hive dette, ellers så fremragende album ned på et 9-tal.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post354

White Eagle, 1982. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:44
Blog Image
Opkaldt efter en indianerhøvding, og udgivet i begyndelsen af 1982, er White Eagle blevet en stor fanfavorit. Selv om albummet har modtaget den kranke skæbne at være placeret mellem andre klassikere som Exit og Logos, synes jeg personligt, at det skiller sig ud fra mængden som et kompositorisk højdepunkt fra firserne, trods den anden halvdel er TD på autopilot. Men selv i denne position, lavede Tangerine Dream stadig fremragende musik dengang. Tangerine Dream tog hele albummet på landevejene, hvor det blev udført med stor succes i Australien, februar 1982.

Albummets åbner hører til blandt de allerbedste numre overhovedet.
Mojave Plan er intet mindre end en synthesizer-tour de force. Jeg savner ikke de traditionelle instrumenter, der ikke er at finde på denne plade eller den forrige.
Nummeret bliver gradvist mere og mere spændende at lytte på, og spekret af (kunstige) lyde, har aldrig været større. Vi hører blandt andet rundsave, tog på togskinner der udgør beatet, og et heftigt overdubbet viske-stykke (hvis jeg må være plat igen!), med masser af stemmer, der minder om et lignende sted på Mike Oldfields 1990-album, Amarok.
Efter denne brug af sampling, går nummeret over i ren synth-rock, som unge upcoming-artists i 1982 må være grønne af misundelse over at høre.
Nummeret slutter af med symfoni-orkester, og denne slutning er, hvad man på engelsk kan kalde, "breath-taking". Ja, dette nummer kan ikke beskrives med ord.
Side 2, virker som fyld i forhold til side 1.
Midnight In Tula er et uptempo nummer med et heftigt, tungt beat, der den dag i dag stadig virker friskt. Skulle man sige noget negativt om nummeret, så skulle det være at det ikke udvikler sig så meget. Convention of the 24 er et langt, lidt kedeligt nummer, dog uden at være dårligt. Man kan på dette nummer godt høre at der er brugt nogle af de samme effekter på Edgar Froeses plade Pinnacles, og at det er optaget omkring samme tid.
Det afsluttende nummer er tåreperseren White Eagle, som blev brugt i den tyske krimiserie Tatort i afsnittet Das Mädchen Auf Der Treppe, som nummeret også er kendt som. Denne signatur-melodi blev også Tangerine Dreams første og sidste hitsingle.
Endnu et klassiskt album.


  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post353

Logos, 1982. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:43
Blog Image
Logos er optaget live d. 6/11 1982 på Dominion Theatre i London, og er bagefter klippet sammen af forskellige dele, til to dele (en del på cd-udgaven fra 1995) på i alt 45 minutter og et ekstranummer på 5 minutter.
Jeg har lp-versionen, så det er den anmeldelsen tager sit udgangspunkt i.
Part 1 starter med en introduktion af bandet, konferencien takker publikum for deres tålmodighed, da gik på scenen meget senere end først planlagt.
Nummeret indledes med nogle spruttende synths, der spiller en dyster melodi. Denne del kunne høres til koncerter året før, i en udvidet og ondere version.
Og det faktum at Tangerine Dream spillede ekstremt højt i løbet af de tidlige firsere, kunne blot forstærke fysisk følelse af stemningen. Electronic Body Music? Ja, det tror jeg nok lige du skal regne med!
Lidt senere høres en smuk, vemodig melodi. Det må have været rørende at være til stede denne aften, for det er simpelthen smukt. Folk holder sig ikke tilbage for at klappe, selvom en synth holder en tone. Det er sikkert Chris Frankes, for han har udtalt at det har irriteret ham at folk begyndte at klappe så hurtigt bagefter, og at han egentlig gerne ville have et par minutters stilhed efter nummeret. En måde man kunne gøre det på, var at spille den samme tone et stykke tid.
Nummeret går over i pladens sejeste del, hvor en godt programmeret trommemaskine bliver ledsaget af en sampling (det lyder næsten som scratching), der gentager: "Wake Up!".
Den sidste del af Logos Part 1 er en meget flot melodi, som egentlig også kan puttes i kategorien af Tangerine Dream-klassikere. Behøver jeg sige mere?
Side to åbner også rigtig dystert, og fortsætter sådan et stykke tid, før en naiv bippe-lyd, skaber en mere behagelig stemning, dog uden at være glad.
Nummeret går hen og bliver ondt igen, og pludselig bliver det afbrudt af en enlig trommemaskine, der spiller et indviklet beat. Der kommer nogle synths ind skaber en mere neutral stemning, der kører i et pænt stykke tid.
Denne del af koncerten på Logos-koncerterne toppet med en imponerende og livelig soli. Virkelig fed, og en synd og skam at TD valgte et mere nedbarberet arrangement på pladen. De er der et eller andet sted i mixet, som publikumsoptagelsen af showet (TL vol. 1) afslører.
Derefter kommer finalen, der opsummerer den sørgmodige stemning, der har været pladen igennem.
Sørgeligt kan man ikke helt kalde ekstranummeret Dominion, der er en lallet pop-melodi, som giver associationer til et computerspil, jeg engang havde. Dette skal dog ikke ses som en kritik, for nummeret er en forløsende afslutning på et stort og melankolsk mesterværk.
Pladecoveret viser bandet på scenen med deres store udbud af udstyr, og af eller anden grund så virker sådanne udstyrs-billeder meget tilfredsstillende!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post352

Hyperborea, 1983. 10/10

DK - 1980-1989Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:42
Blog Image
Hyperborea er et undervurderet mesterværk, der skiller sig ud på den måde at bandet har flirtet med indisk musik.
No Man's Land er en munter, ikke særlig krævende, albumåbner hvor der blandt andet bliver spillet på tabla-trommer, og nummeret er meget rytmisk og opmuntrende.
Det kan man ikke sige om det næste nummer, Hyperborea, der er meget langsomt og melankolsk så man får gåsehud, især i B-stykket, der har en lækkert programmeret trommemaskine med masser af rumklang, men der alligevel er diskret.
I stil med Dominion fra Logos, er Cinnamon Road en lille delikat perle med sitar, spillet over de bedste sequences fra 80'erne.
Melodilinjen er charmerende, uskyldig og meget forfriskende i forhold til resten af pladen, som er intellektuelt søgende og seriøs.
Sphinx Lightning fylder hele side to, og er stilmæssigt identisk med hvad der findes på livepladen Poland, der blev udgivet året efter. Det ligger også tæt op af Froeses solo-plade Pinnacles fra samme år
Det er svært at vurdere om lyden er kold eller varm, men genialt er det. En repeterende trommemaskine ligger i baggrunden, mens der spilles henover den på synth. Faktisk har den overtaget sequenceren, og bagefter kommer et atmosfærisk rytmeløst stykke, så man tror nummeret er ved at være slut, især fordi nummeret fader langsomt ud. Men der mangler syv minutter, og pludselig kommer en trommemaskine ind igen, sammen med en synth, der lyder som dråber. Trommemaskinen går fra den ene højtaler til den anden, hvilket er perfekt, hvis man lytter på den med hovedtelefoner. 16 minutter inde i nummeret er trommemaskinen altdominerende, men kort tid efter bliver der anslået en akkord på en synth, hvilket indikerer at nummeret er i sin afsluttende fase. Trommemaskinen fader helt ud, og alene står synthesizerne, og nummeret slutter af på den typiske facon.
Hyperborea er et helstøbt album, og hvis du bliver rørt af musikken ligesom mig, så tøv ikke med at anskaffe Pinnacles by Edgar Froese!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post351
« ForrigeNæste »