DK - live anmeldelserPosted by Jacob Pertou Wed, November 05, 2008 23:22:53
Finanskrisen kradsede hos EUROPAS og Sterling. Sidstnævnte
et par dage før afrejse. Planlægning var blevet et logistisk inferno toppet af
en kuldsejlet økonomi på hjemmefronten. I syv timer var mine mange planer
afblæst. Flybilletter til og fra Edinburgh var der taget midlertidig afsked
med, og intet kunne forsvare at købe en flybillet til 25% af min månedlige
indkomst.
TD’s hæderkronede fanskare af venner udtænkte en
redningsplan, og skaffede mig husly, så jeg skippede hotellet og købte en af dyre
flybilletter i sidste øjeblik.
Og vupti – små 48 timer sad jeg i flyveren på vej til
Heathrow, hvorefter jeg skulle tage tube’n til Brixton for at mødes med
BillyTheFish, der ikke er en fisk, men en gæv gut med det borgerlige fornavn
Stephen.
Jeg havde mødt Stephen 3½ år tidligere til fanmødet ved
Shepherd’s Bush Empire koncerten. Jeg blev genkendt på mit lange hår. Jeg var
genert ved synet af levende TD fans, som jeg kun kendte i form af det skrevne
ord.
Men generøsiteten ved at invitere mig hen til deres bord og
3½ år senere til at overnatte i hans hus var et tegn på ubetinget venlighed.
Stephen hentede mig på Brixton Underground. På det tidspunkt
var der gået over 12 timer, siden jeg hoppede på toget i Gråsten. Jeg kunne
nemlig ikke finde et tidligere fly, til at passe sammen med min togrejse, da
jeg var nødsaget til at købe min flybillet i sidste øjeblik. I mellemtiden
skulle adskillige timer slås ihjel på Københavns hovedbanegård og Kastrup
lufthavn.
Men jeg morede mig fint – nød at have god tid til at glæde mig
over at jeg endelig skulle afsted.
Stephen og jeg tog turen gennem Brixton hentil hans hus.
Turen tog cirka 15 minutter, og her måtte jeg løbe hurtigt for at følge med.
Der var her et metropolit-møder-provinsrotte rendezvous, for her hang jeg bare på og
kunne dårligt orientere mig, da Stephen gik rent instinktivt og målrettet hjem.
Imens vi snakkede, nåede jeg ikke at konvertere mine hjernehalvdele til det
britiske trafiksystem, hvor højre er venstre og venstre er højre; jeg fulgte
bare efter uden at kigge mig for!
Stephen er en festlig vært, med hang til mange øl og god
musik. Kort sagt en vært lige efter mit hjerte! Bofællerne skejede ud
andetsteds, så vi havde god mulighed for at larme i dagens anledning – som det
retmæssigt skal nævnes - Halloween. Derfor så vi den stadigt moderne vampyrfilm
”Near Dark” på storskærm og ignorerede gadens børn og deres ”Trick or Treat”
repressalier.
Det var efterfølgende dog svært at holde sig vågen til mere
musik, især fordi det, der blev introduceret havde en kulturel kaliber, der
krævede en vis koncentrationsforpligtelse. AfroCelt System, med input fra Peter
Gabriel, vandt dog størst gehør hos mig med de flot producerede hybrider mellem
irsk og afrikansk musik tilsat kontemporært elektronika.
Stephen havde gerne set mig give mere gas, men efter 10
Beck’s blev mit snakketøj lettere rustent og arbitrært, så klokken 1:30,
takkede jeg høfligt af for en forrygende aften i godt selskab… og curry!
(Fik aldrig skrevet en anmeldelse af resten af weekenden, men det var en rigtig god weekend!)
DK - live anmeldelserPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 17:54:06O' Neills
Inde på TD's forum var
der arrangeret at vi kunne mødes på O'Neills Pub
før koncerten. Jeg kom ca. kl. 14.30. Jeg turde ikke rigtig
kontakte de fans der allerede var kommet, derfor satte jeg mig ned og
begyndte at læse covernoterne til Klaus Schulzes X, som jeg
lige havde købt i Virgin Megastores på Tottenham Court
Road, i håb om at nogle ville begynde at snakke med mig, af den
grund.
Der begyndte at komme flere fans ind, og jeg kunne ikke lade
være med kigge på dem, for på dette tidspunkt,
havde jeg aldrig set TD fans før!
Jeg var meget beæret og imponeret over at en kunne genkende mig
på min tegning på forummet. Det var BillyTheFish, og han
spurgte om jeg ikke ville 'joine' ham og hans venner. Jeg fumlede med
ordene, og gjorde klart at det ville jeg selvfølgelig gerne.
Jeg var så forbløffet over at BillyTheFish kunne
genkende mig på den naive tegning af mig selv på
forummet.
Det var godt selskab, de lyttede, var flinke og havde en
høflighed jeg ikke tidligere havde set magen under mit ophold
i London.
Det var især spændende at møde Sequence C. En
jævnaldrende, som jeg synes jeg har meget tilfælles med:
TD, heavy metal, problemer med at med at finde piger, og så var
han lige så genert som da jeg var i hans alder (19).
Det fedeste var dog var dog, da BillyTheFish introducerede mig, for
sin venner. Især Rubycon1975, der med et glas whisky i
hånden, og godt håndtryk, spurgte om jeg var Chris
Frankes søn!!!
I
køen
Halvanden time før
showet stillede jeg mig i kø. Jeg satte mig ned, det meste af
det tiden, for jeg havde meget ondt i venstre fod. Jeg blev irriteret
over billethajerne udenfor, især fordi, der på et
tidspunkt var fire!
Pludselig kom en forbi fra noget børnevelgørenhed, og
gav en slikkepind, hvis man gav et bidrag. En af billethajerne,
begyndte pludselig at tage en masse slikkepinde uden at betale for
dem. Hans ligeså patetiske ven grinte ad det, og jeg var
forarget over at indsamleren ikke sagde noget til ham!
Efter halvanden time, blev dørene lukket op, og jeg gik
direkte mod merchandise-boden, hvor jeg brugte 73 pund!! (...på
TDs Space Flight Orange single, der kun kunne købes til dette
show, Kyoto, en Phaedra T-shirt, Jeromes single Radio Pluto og
genindspilningerne af Edgar Froeses Epsilon In Malaysian Pale, Macula
Transfer og Stuntman!
(I alt brugte jeg 215 pund på TD ting under mit ophold!
arrgh!)
Den længste ventetid, var tiden fra jeg havde købt
merchandise, til koncerten gik I gang. Der gik evigheder!
Koncerten
Ricochet Part 2
improvisation
Mens resten af bandet var
gemt væk bag det sorte bagtæppe, gik Edgar Froese
på scenen og satte sig bag et Yamaha el-piano. Hans attitude
var ret parodisk. Han imiterede en lettere arrogant koncertpianist,
imens han improviserede over Ricochet Part 2 temaet. Han
tørrede sveden af panden, og kastede på en
uimodståelig, nonchalent og ret komisk måde,
håndklædet ud til publikum.
Improvisationen var meget levende, kaotisk, endog meget rolig.
Starten på en uforglemmelig aften, var begyndt!
Phaedra 88 (udvidet version)
Så gik det sorte tæppe, og Edgar gik hen til sin plads.
Bandet sad bag et tyndt, hvidt, transparent tæppe, mens de
spillede en udvidet version af Phaedra '88, som I forvejen er et
uddrag af 1 minut af nummeret Phaedra. De lød meget tæt
op ad Phaedra '88, selvom længden var tredoblet. De optagelser
af nyere koncerter, jeg har hørt, er momentvist uhyggeligt
identiske med studieversionerne, derfor jeg var meget opsat på
at finde variationer og "fejl"! Jeg prøvede at finde
sammenhæng mellem bevægelserne på keyboardsne og
melodierne, men det var svært efter som gruppen sad med ryggen
til.
Foruden Jerome og Edgar, havde de fået følgeskab af
Thorsten Quäschning, som har været engineer på de
seneste TD og EF udgivelser.
Gruppen sad med ryggen til, og deres udstyr, og dettes opstilling
så næsten identisk ud. Det jeg bad mest mærke i,
var de tre monitorer der skulle forestille gamle sequencere. Genial
kobling mellem nutid og fortid.
Efter Phaedra '88 faldt det hvide gardin....
Mysterious Semblance At The
Strand Of Nightmares
Noget lækker,
stilskabende ambient blev der også plads til. Men som lovet,
blev hele Phaedra ikke opført.
Rubycon (Crossing Part)
Det gjorde ikke noget,
for jeg var ikke syndeligt imponeret over de første par numre
i koncerten. Heller ikke Rubycon Part 1. Denne version var meget
tæt op af Tangents-versionen, dvs. med lidt for meget fyld.
Desuden var der ikke megen variation. Dette var med andre ord, for
trofast mod Tangents-versionen.
Force Majeure
Siden 1980 og frem til
denne koncert, er der altid spillet det samme uddrag fra Force
Majeure, og det irriterer mig lidt. Det er en smuk del, fra et nummer
på min ultimative yndlingsplade, men hvorfor ikke tage f.eks.
delen med den overdubbede guitar, der var da nok af guitarister, den
aften!
Desert Dream (Tangents
version)
Meget melankolsk. Fedt
utraditionelt valg.
Underwater
Twilight
Endelig sker der noget rigtig fedt - øjenkontakt! Iris
Kulturer Camaa kommer på scenen. Hun er et fortryllende stykke
kvindemenneske. Utrolig smuk, smilende og langt bedre end de
koncertoptagelser jeg har hørt. Der var ikke noget fyld, hun
var meget præcis og smilende.
Trommebeatet var ret godt, og efter at have kigget på på
tre stillesidende mænds rygge i et pænt stykke tid, var
mit fokus rettet mod hendes bevægelser.
Warsaw In The Sun
Midnight In Tula
Aparte valg! Rubycon1975 (aka. Convention24) var kommet ned for at
tage billeder, og han var virkelig entusiatisk og råbte meget!
Det var for meget for mig, så jeg gik ud i siden, tæt
på højtaleren i højre hjørne. Problemet
var altså at TD ikke spillede højt nok efter min
standard! (for mange heavy-metal koncerter?)
Rubycon1975 skulle have lov til at skeje ud! Jeg ønskede
nemlig ikke at være som dem til Peter Gabriel koncerten, der
tyssede på mig, fordi jeg sang med!
Og så må vi ikke glemme det fede lysshow!
Silver Scale
Fed version. Den fra
Valetine Wheels, med de Mike Oldfield-inspirerede
"sækkepiber".
Logos 1 (sektionen der
begynder fra 6.46)
Hårene begyndte at
rejse sig på armene. Her gik koncerten for alvor i gang.
Choronzon
Er ikke blevet spillet live siden 1983! Mellem 1980 og 1983, blev den
spillet til praktisk talt hver koncert. Men den har aldrig lydt som
godt, som til denne koncert, jeg dybt imponeret.
Og så havde Edgar, Jerome og Thorsten endelig kontakt med
publikum. De stod ved deres keyboards, og det at vi ikke kun så
deres rygge, gjorde koncerten meget bedre!
Poland (de sidste 7-8 minuter
af albumversionen)
Thorstens pianosolo.
(Improvisation over Song Of The Whale Part Two: To Dusk)
Thorsten gik bag el-pianoet, og leverede en flot præstation.
Jeg er allerede fan af ham!
Oriental Haze
Som en overraskelse
kommer Linda Spa på scenen og leverer en flot sax-solo. Jeg
troede aldrig jeg skulle sige det, men det virkede så godt
live.
Towards The Evening Star
(Blue Gravity Mix)
Altid velkommen, og fremragende udført. Her begyndte jeg selv
at råbe "yearh" og lignende.
Catwalk (Dress-up mix)
Melrose
Flot! Linda kunne ikke
lade være med at smile til publikum mellem hendes soli. Og det
kan generelt siges om TD efter de fik øjenkontakt med
publikum.
Backstreet Hero
Zlatko, min helt, indtager scenen og spiller en fed rytmeguitar med
akkorder, jeg ikke lige kan placere, og Jerome leverer sin sindssyge
tabbing-solo. Så fedt at opleve det live!
Jerome, der virkelig er stor, smiler og bukker efter nummeret.
Klapsalverne var fuldt fortjent.
Rising Haul In Silence
Lamb With Radar Eyes
Så får Zlatko lov til at vise ultra-præcise
guitarspil. Han er helt skaldet, muskuløs, og vender tomlen
op, efter en fantastisk præstation. God kontakt til
publikum
Meta Morph Magic
Det bedste fra DM4! Jeg
lagde især mærke til 'sirene-delen' hvor Jerome
løftede sin ene arm fra keyboaredet og lavet cirkulerende
bevægelser! Hans smil bevidnede den spilleglæde TD havde,
den aften.
Efter to-en-halv time med uafbrudt time, med uafbrudt fremragende
musik, var det tid til pause.
Talking To Maddox
Efter pausen vendte
bandet tilbage, og Edgar med en guitar. Publikum var ellevilde, men
Edgar manede til besindighed, med sin mimik og gestikulering. Hans
guitarsolo var smuk med noget så sjældent som
wah-wah-pedal.
Det meste hørte jeg inde på herretoilettet, hvor jeg
så en meget fuld mand. Synd, for ham at nok ikke kunne huske
meget af koncerten bagefter!
Jeg vendte tilbage til min plads, og jeg fik resten af den smukke
solo med, som fortjent fik en flot applaus med på vejen.
Homeless
Purple Haze
Iris og Thorsten spillede
percussion, Edgar, Jerome og Linda keyboard, og Zlatko en guitar
så præcis at Jimi Hendrix, får en til at krumme
tæer i forhold til!
Edgar sagde efter showet at, det havde svært at
finde tre timers musik ud af 250 timer. Og hvis ikke vi havde
hørt det vi allermest ville, skulle vi troppe op næste
gang!
Jeg har derfor store forventninger til Berlin-koncerterne, og hvad de
måtte bringe!
Og så var det slut.
Den bedste dag i mit liv, indtil videre. Jeg trængte til en
øl, men efter kl. 23 i England, er det ikke lige sådan
at få fat i en øl.
Jeg mødte bagefter nogle meget flinke folk fra Skotland, og
Modulator fra forummet, som fortalte om et show, han havde
været til dagen før, hvor de spillede 2 en halv times
uafbrudt sample-mellotronmusik. Jeg tror han havde foretrukket denne
koncert fremfor TD's, som han kaldte for lettilgængelig og
"shining".
For mig var det den bedste dag i mit liv, og jeg glæder mig
så forfærdeligt til de to koncerter i Berlin.
Jeg fik dette klistermærke af en ung fyr, som åbenbart var V.I.P. til koncerten. Heldige satan!
I got this sticker from young lad, appearently he was a V.I.P.
Lucky son of a bitch! I realised afterwards, it could have been my
access to meet the band! Damn!
Tracklist:
ChrisMonk
DK - live anmeldelserPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 17:44:55
Fredag
Jeg var ankommet i god
tid, for at møde et par fans at snakke med, og det var aftalt
at det skulle være på Bistro am Gendarmenmarkt, men der
kom ikke nogen. Hverken fredag eller lørdag. (Det viste sig at
de var på et sted, der hed Löwenbrau). Jeg gik
rastløs rundt i området, og jeg var endda så
heldig at se noget af lydprøven. Det i sig selv var på
sin vis større end koncerten, da der blev improviseret.
Jeg gik
ned på Refugium, som egentlig er en del af Französischer
Dom, med udsigt ud over Gendarmenmarkt, for at få en øl.
I baggrunden kunne svagt høres mere lydprøve, men jeg
var faldet i snak med en TD-fan, så jeg lod lydprøve
være lydprøve. Ham jeg snakkede med, var ret imponeret
at jeg var taget hele vejen fra Danmark. Det tog ellers ikke så
lang tid!
Kl. 19.45 stillede jeg mig i kø, men tog ikke initiativ til at
få snakket, isedet overhørte jeg andres konversationer
om TD. Kl. 20.15 blev dørene åbnet, og eftersom jeg gik
i retning af merchandiseboden, hvor jeg brugte alt for mange penge,
var der ikke den bedste plads til mig. På turen købte
jeg følgende cd'er: Alpha Centauri m. bonustrack, Underwater
Sunlight, Turn of The Tides (TDI-version m. bonustrack), The Keep (50
euro!), The Dream Mixes One (2-CD), i-Box (6-CD), Vault IV (4-CD),
The Melrose Years (3-CD) , Arizona Live (2-CD), The Seven Letters
From Tibet (som erstatning for en brændt cd),
genindspilningerne af Edgar W. Froeses Ages, Aqua og Pinnacles, Iris
Camaas Straight From The Shoulder og en Ground Liftaz (Jerome Froeses
label) compilation.
Tilbage til koncerten. Jeg havde altså ikke fået den
bedste plads. Jeg sad til venstre for scenen, og kunne tydeligt se
Edgar, Iris og Thorsten, men Jerome var helt væk, eftersom jeg
blev blændet af et blåt lys, når jeg kiggede hen
mod ham.
Selve musikken var dog en
relativt stor skuffelse. Inden koncerten gik i gang kunne
høres en irriterende brummende lyd fra venstre
højttaler, der godt kunne minde om akustisk feedback fra en
pladespiller.
Det første nummer rykkede meget godt, med Iris' gode
percussionspil. Men som koncerten skred frem blev jeg mere og mere
irriteret over de manglende sequences, gode melodier og
fængende momenter.
Da koncerten blev spillet i en kirke, var der en del rumklang, og
lydene syntes at flyde ud i hinanden.
Jeg ventede på at
Jeanne d'Arc delen skulle høre op, til fordel for velkendt
materiale. Vi fik desværre kun Underwater Twillight, med
højdepunktet i slutningen af nummeret, klaverarpeggioen,
temmelig forvrænget.
Så var koncerten slut. En skuffende aften. Det var dog en
fornøjelse at se to jævnaldrende piger foran mig, nyde
koncerten. Piger på min alder, der hører TD, er et
sjældent syn. Sådan en må jeg have fat i en
dag!
Lørdag
Jeg var udemærket
klar over at jeg ville nyde den anden koncert endnu mere. Ikke alene
på grund af min mere positive indstilling, men fordi visse
momenter havde sat sine spor: Iris' gode trommespil, Thorsten
Quaeschnings vilde arpeggio og Jeromes afdæmpede klaverspil, og
de få andre genkendelig momenter, gjorde koncerten meget bedre.
Især fordi jeg også havde fået en meget bedre plads
midt for, men også fordi der var bedre ekstranumre. Den ret
tunge Ca va, Ca Marche, Ca Ira Encore, et ligegyldigt roligt stykke,
komplet uegnet til live-brug, samt den mægtige
TimeSquare.
Det blev en ganske god
koncert, for ved anden gennemlytning blev musikken markant bedre.
Musikken kunne ved anden gennemlytning bedst sammenlignes med de
rolige stykker fra 220 Volt, grundet Linda Spas saxofon, samt The
Seven Letters From Tibet, grundet de manglende sequences. (Hvor tog jeg da fejl!)
Jeg ser frem til udgivelsen
af Jeanne d'Arc, som en souvenir fra de to koncerter, hvad enten det
bliver en CD eller en DVD. (Der var nemlig kameraer
tilstede, begge aftener).
Det er en smule besynderligt,
efter min mening at Linda Spa er kommet tilbage i TD igen. Edgar har
engang sagt i et interview, at hun var en bedre keyboardspiller end
saxofonist. Jeg synes heller ikke hun har noget særligt at byde
TD, men hun gjorde det godt i London og Berlin. Især var hendes
tværfløjtesolo et velkomment indslag, der gav
associationer, til 70'ernes TD.
Da vi blev lukket ind til
koncerten, blev jeg noget forbløffet over at Bianca Acquaye
stod ved indgangen og velvilligt snakkede med publikummerne. Da jeg
ikke ville have kunnet sige andet "I like your pictures", kunne jeg
ligeså godt lade være.
Efterfølgende fandt jeg ud af at der havde været en
udstilling på Swäbische Straße af hendes malerier
fra Divine Comedy-serien, samt malerier af Edgar Froese, helt tilbage
fra 60'erne.
Det missede jeg, og det var ærgerligt, for jeg havde ellers
været på Schwäbische Straße samme dag, for at
se den kontaktadresse, som stod i de gamle TD-covers, men at der
skulle have været en udtsilling, gik fuldstændig min
næse forbi. Øv, øv, og atter øv!!
Efter koncerten mødte jeg Morten og Anne, som nok er de
eneste, der læser min hjemmeside. Tak for sidst!
DK - live anmeldelserPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 17:24:13
Forventningens glædeJeg har fået billetter til de to første
Paradiso-koncerter. Paradiso er sidste del af Dantes Guddommelig
Komedie, i Tangerine Dreams fortolkning.
Jeg har meget store forventninger til koncerten. Anden del,
Purgatorio var et storslået episk stykke, med masser af
dynamik, og smukke melodier.
Det bliver, hvis ikke bedre, så om muligt endnu mere
storslået, for TD bliver akkompagneret af de seks sangerinder
fra Inferno og Purgatorio, samt et 12-stemmigt kor og et klassisk
orkester!!!
Kompositorisk må dette være Edgar Froeses mest
ambitiøse projekt overhovedet. Når der skal skrives
musik til så mange sangerinder og musikere, må projektet
have spændt over en betydeligt længere periode, end alle
de andre albums.
Jeg er meget spændt på resultatet.
23. september
Det var meningen at der skulle være et fanmøde på
en restaurant før koncerten, men det nåede jeg ikke. I
stedet gik jeg direkte til Brandenburger Theater.
Mens jeg ventede på at komme ind, kunne jeg gennem ruden se
Edgar ved merchandiseboden. Personalet gik ud og ind ad døren,
så jeg kunne også have gået ind , og fået en
autograf eller noget, men det gjorde jeg ikke. Det ville have
været alt for akavet, jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige,
og var nok alligevel bare blevet sendt ud igen.
18.45 var jeg dog så fræk at spørge om jeg
måtte komme ind, da jeg genkendte et par hoveder fra de
tidligere koncerter. Jeg fik lov, bare jeg ikke gik ovenpå.
I foyeren var der foruden en velassorteret merchandisebod, også
en utrolig flot udstilling af Bianca Froese-Acquayes (jo, det er
Jeromes nye onde stedmor!) abstrakte og kubistiske billeder.
I forhold til at se dem i bookletterne på Ambient Highway,
Inferno og Purgatorio, var der en stor forskel, da de malertekniske
detaljer skinnede mere igennem.
Jeg havde inden jeg drog til den trøstesløse by
Brandenburg, prøvet at finde moqART galleriet på
Schwäbische Strasse 7 i Berlin, hvor Edgar og Bianca udstiller
værker, men det var komplet umuligt at finde, så det var
rart at se at nogle af Biancas billeder før koncerten.
Jeg fik snakket med en Conrad, som på en eller anden måde
kender Johannes Schmoelling, og havde sørget for at han kom
med til koncerten. Conrad sagde at jeg var velkommen til at komme med
op og snakke med ham, ved baren, men jeg var lidt i samme dilemma som
før. Hvad skulle jeg sige?
Efter koncerten tog jeg dog mod til mig og fik en en autograf
på cd'en Sohoman, som jeg lige havde købt.
Johannes var utrolig ydmyg og venlig, og spurgte hvad det
var for en cd. Lidt sjovt at tænke på, eftersom Sohoman
er optaget 1982 i Sydney, hvor han var medlem af bandet. De mere
hærdede fans, han snakkede med, forklarede ham så, at det
var live i Sydney 1982.
Jeg indledte ikke nogen samtale bagefter, det havde været for
absurd for mig at kapere, og jeg var meget tilfreds med en krusedulle
på en booklet.
Klokken nærmede sig 20.00, og det var på tide at finde
sin stol. Det at man havde reservede numre, gjorde at man ikke
behøvede at stå i kø, hvilket gjorde
koncertoplevelsen dejligt ustressende.
Orkesteret og koret gik på rimelig præcist. De spillede
en intro, og jeg opdagede pludseligt at TD også spillede.
Kombinationen af synths, kor og orkester virkede godt, men det var
især i det første nummer med vokal at hårene
rejste sig på armene. Jayney Klimek og Tatjana Kuchev sang den
engelske vokal af en episk karakter, med de uforglemmelige ord
"Sodoma Gomorrah", og orkesteret understregede den storladne karakter
meget overbevisende.
Koncerten var en veksling mellem operatisk vokal på italiensk,
recitation af Bianca på fransk, samt de mere poppede indslag
på engelsk og spansk. Sidstnævnte fremført meget
flot af Iris Camaa, der helt klart havde den bedste kontakt til
publikum. Det var så om hun havde øjenkontakt med mig,
og jeg er sikker på, alle andre havde det på samme
måde.
På et lærred i baggrunden, blev der projekteret
forskellig planeter, sol- og måneformørkelser, men var
egentlig ret ligegyldigt for sammenhængen.
Det mest overraskende under hele koncerten, var da der pludselig stod
et barn på ca. 7 år, og snakkede med Edgar mens han sad
og spillede. Pludselig stod dette barn og sang foran publikum, lidt
falsk måske, men overraskelsen var det hele værd.
Det var konklusionen på en spændende aften. I
modsætningen til andres holdninger, var de to timer og tyve
minutter ikke for lang tid!
Tangerine Dream modtog også et næsten for langt bifald,
og jeg havde det som Peter Windsey fra Casper & Mandrilaftalen,
der går med bandager fordi han ustandseligt klapper!
Under koncerten undrede jeg mig over at Jerome ikke var til stede!!
Han var heller ikke omtalt i programmet, så muligvis vil han
koncentrere sig om soloprojekter. Hvis han forlader bandet, er det
selvfølgelig ærgerligt, eftersom hans bidrag var meget
friskt og nyskabende.
Herfra skal dog lyde et held og lykke, og jeg har al mulig
forståelse for at han prøver at skaffe sig en
solokarriere uden sin fars hjælp.
Jeg tog nogle billeder fra koncerten på et engangskamera, og
eftersom jeg sad ca. 10 meter fra scenen, blev billederne ekstremt
grovkornede. Se selv!
24. september
Koncerten var ligesom gårsdagens, men visse momenter havde
allerede sat sine tydelige spor. Jeg ser meget frem til den
officielle udgivelse, og ærgrer mig ufatteligt over at jeg ikke
også så koncerten om søndagen. Det krævede
bare et par pjækkedage fra mit studie, hvor jeg alligevel
bruger mere af min fritid på denne side, end at studere!.
Til koncerterne hørtes:
Edgar Froese: Keyboard / Synthesizer
Thorsten Quaeschning: Keyboard / Synthesizer / Trommer
Iris Camaa: Percussion
Linda Spa: Saxofon
Barbara Kindermann (Sopran), Jayney Klimek (Alt), Saskia Klump
(Mezzosopran), Iris Camaa (Sopran), Tatjana Kouchev (Alt), Bianca
Acquaye (Recitation)
Brandenburger Symphoniker under ledelse af Michael Helmrath
Neuer Kammerchor Potsdam.
DK - live anmeldelserPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 16:52:39
Hvis du har den opfattelse at TD lukkede og slukkede med Chris Frankes
farvel i 1987, og ønsker at beholde den overbevisning, eller bare har
en fobi overfor superlativer og skamros, så er det måske bedst at læse
andre steder, f.eks. på emforum.nl
LINDENBRÄU
TDI-forummedlemmet Chris (quinoa2004) havde arrangeret et formøde
ved restauranten Lindenbräu for os fans, i midten af det arketektoniske
vidunder Sony Center kl.17:00. Lokationen virkede oplagt, dels fordi
det kun var ti minutter væk fra Tempodrom, hvor koncerten skulle
holdes, dels fordi Tangerine Dream i 1998 holdt en 18 minutters koncert
på toppen af en af bygningerne, da centeret blev indviet.
Ved ankomsten, ca. kl. 16.00, havde jeg spottet en sej, hjemmelavet
t-shirt med Edgar Froeses gnavne ansigt på. Vi taler selvfølgelig om
Colin (Rubycon1975) iført en Ages-t-shirt, som gav en utrolig varm
velkomst. Man følte sig hurtigt som et fuldbyrdigt medlem af en
eksklusiv loge uden usmagelige indvielsesritualer, og der blev
konverseret på kryds og tværs mens fans hilste på hinanden.
Man må sige at det fællesskab som Tangerine Dream fans har er unikt.
Man ser næsten at nogle er fans af andre fans , og der blev taget
utroligt mange billeder, både mere spontane, mens de fleste var mere
opstillede.
Jeg selv medvirkede på nogle af Colins, blandt andet sammen med den
ungarnske fanklub, der var mødt talstærkt op i flotte t-shirts. Disse
havde t-shirts havde links til deres imponerende hjemmeside,
www.tangerinedream.hu
Stemningen var meget
hyggelig, selvom de sproglige barrier ikke altid gjorde at man kunne
sætte ord på lige præcis det man mente.
I forhold til tidligere koncerter, var jeg mere snakkesalig, og fik
bl.a. snakket med: Gary (hyperboreauk) som skulle sørge for at Colin
kunne holde sig ædru (!); Gerald W. fra Duisburg, som havde holdt en
for alt for lang pause fra bandet, men var vendt tilbage til hvad han
kaldte "sit band"; Michael Berling, manden bag Voices In The Net - den
mest reliable TD-diskografi, og vi snakkede om det at lave en
hjemmeside.
Chris, som havde
arrangeret mødet, gav mig nogle cd'er han havde lavet, hvor adskillige
TD-numre og albums var udvidet. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene
om konceptet, hvor fans laver uautoriserede udvidelser af kendt
materiale, men der kan på ingen måde stilles spørgsmålstegn ved det
tekniske, for det virker på sin vis upåklageligt. Jeg siger mange tak,
og tager det som en lille fan-kuriositet, men foretrækker originalerne
til hver en tid.
Chris holdt også en velkomsttale for de fremmødte. Det var bare som om der manglede nogle.
I talen bad han den højtagtede Heiko, manden bag fanprojektet Tangerine
Tree/Leaves, om at rejse sig, så vi kunne klappe af hans gode arbejde.
Jeg blev også bedt om at rejse mig op. Chris kunne åbenbart se
muligheder i det forum jeg havde oprettet,td.forumup.org, eftersom TD's
officielle forum, belv hacket og delvist ikke fungerer og ville blive
lukket ned. En ny side skulle være klar ved juletid, men indtil da,
opfordrede Chris de fremmødte til at bruge til at bruge td.forumup.org.
Jeg blev spurgt om det kunne udvides.
"Ja, selvfølgelig" sagde jeg, "Good man!" sagde Colin.
Da klokken var ca. 18.30 fulgtes vi i samlet flok til Tempodrom...
TEMPODROM
Umiddelbart da dørene blev åbnet, havde merchandisestanden en magnetisk
tiltrækningskraft på mange fans. Der herskede ingen køkultur, og
jungleloven gjaldt. Er man blot en smule klaustrofobisk eller allergisk
overfor svedige mandfolk, burde man overveje at lade være med at købe
merchandise til en TD-koncert, for det var temmelig ubehageligt at stå
i "køen" i så lang tid.
Muligvis var folk urolige for at de ikke kunne få lige det de vil have,
men jeg havde bagefter opfattelsen af at lageret og udvalget var
tilstrækkeligt. Mest fokus syntes der at være på den limiterede ep, som
skulle markere begivenheden, men ellers var det også udgivelsesdagen
for det mildest talt længe ventede album, Paradiso. Endvidere var der
(signerede) plakater, et krus, meget fra TDI/Eastgate kataloget og lidt
fra Castle (Pink years og Blue years). T-shirtsne var den af den
velkendte, lidt skrabede kvalitet, især dem med den orange påskrift THE
MAGIC OF TANGERINE DREAM. Gary lærte mig et nyt ord, da han kaldte dem
"a bit naffy". Det betyder at de så antikvirede og billige ud, hvilkelt
bestemt var tilfældet. Men i et uv-lys ville de lyse op!
Efter helvedet med at få fat i det ønskede, var det tid til at finde sin siddeplads.
For tres euro fik jeg
nok en af salens allerbedste pladser. Tredje række fra scenen, i
venstre side ved midtergangen. Udsynet var perfekt, og jeg kunne følge
med i næsten alt. I ventetiden blev der ikke spillet TD-muzak som på
deres 1997 turné, men musik som Yes og Enya.
Ligesom på Live In America 1992 dvd'en, der har et tidligt 80'er-klip,
blev der smidt kæmpe balloner ud til publikum, som blev skudt frem og
tilbage, og jeg følte at jeg var en af de mest udsatte. Men det var
svært at lade være med at grine lidt. Gary, Colin og Chris havde det
bestemt morsomt med at skyde dem ud i publikum.
Undervejs gik en kameramand rundt med et håndholdt kamera. Jeg spurgte
om det mon var til en dvd. Et bekræftende smil og tilhørende nik, er
umiddelbart ikke en officiel bekræftelse. På samme måde blev sidste års
London koncert lovet en dvd-udgivelse af en kameramand. Intet er der
sket.
Ventemusikken blev dæmpet, hvilket udløste en reaktion af hujen og
klapsalver. En næsten haltende Edgar, entreerede scenen, med et
ansigtsudtryk, der næppe vidnede om den største entusiasme. I det man
troede at han ville byde os velkommen, tog han en mundharmonika frem.
Tonerne tog sit udspring i 3 A.M. at the Border from the Marsh of
Okefenokee, men var improviseret.
Tæppet gik, og på scenen stod et syv mand stort orkester. Aftenens
line-up var Edgar Froese (keyboards og guitar), Jerome Froese
(keyboards og guitar), Thorsten Quaeschning (keyboards og trommer),
Iris Camaa (slagtøj), Linda Spa (keyboards, saxofoner, tværfløjte og
didgeridoo), Gerald Gradwohl (guitarer) og den nye mand Bernhard Beibl
(guitarer og elektrisk violin).
I baggrunnden var tre storskærme. Der kørte mest en computergrafik
i baggrunden med en kæmpe lastbil med nummerpladen "TD 1967" og dukkede
sporadisk op i tide og utide, blandet med diverse liveklip helt tilbage
fra 1977. Lastbilen symboliserer Tangerine Dream, og Edgar Froese
beskriver sig selv selv som en stor lastbil, mens Jerome er den hurtige
sportsvogn, der gerne vil overhale!
Første nummer var nyt. Det var dejligt repeterende, så man kunne nå at
blive kendt med det i løbet af dets spilletid. Der var frirum til store
armbevægelser i denne etnisk inspirerede musik, og der var plads til
dem alle i det fyldige line-up.
Lydmanden havde desværre
ikke gjort sit forabejde til mere end "bestået". Med placering midt
for, burde jeg have den bedst lydmæssige balance, men den var helt
sikkert ikke bedre andre steder. Gerald Gradwools sublime guitarspil
druknede lidt i det mudrede lydbillede. Heldigvis var det ikke
ødelæggende, og der blev rettet op på problemet, så alt lød som det
skulle og i rette decibelniveau.
Gradwools heavy guitarspil satte dagsordenen i Ça Va - Ça Marche - Ça
Ira Encore. En personlig favorit fra halvfemserne, som er meget
energisk, på både den rockede og elektroniske facon.
Edgar Froese har det svært med når folk rubricerer hans musik som
elektronisk musik, da de spiller på (konventionelle) instrumenter. For
mig at se, har Tangerine Dream altid været rockband, der tilfældigvis
har valgt synthesizere som hovedinstrumentet.
At kalde Tangerine Dream for et rockband, gav stor mening, til denne
koncert, som skulle markere begyndelsen på Tangerine Dreams 40 års
jubilæum, efterfulgt af en verdensturne i 2007/2008.
Alligevel var det primære fokus de lettilgængelige numre fra 83-95,
hvor få brød tidsrammen. Med de to guitarvirtuoser, Gradwool og Beibl i
forgrunden, var det et regulært rock'n'roll show Tangerine Dream fik
præsteret.
Efter et velkendt uddrag fra Poland-nummeret, spillede de favoritten
Going West fra Flashpoint soundtracket. Trommeintroen blev spillet live
af Iris, og den fængende melodi faldt i god jord hos alle.
Tangerine Dream har
altid spillet det samme uddrag fra Force Majeure. Det brokkede jeg mig
også over til sidste års koncert i London. Det må jeg nok bare affinde
mig med, men her blev Bernhards violin brugt til understrege den
flotte, centrale melodi.
Underwater Twilight var en meget repræsenteret plade til koncerten. Den
noget anonyme Scuba Scuba, gjorde måske heller ikke så meget ud sig
selv denne aften. Dette i modsætning til Catwalk, fra Tyranny of
Beauty, som næsten blev helt syret til sidst, med elguitar- og
tværfløjtesoli. Stort!
Den sensuelle Love On A
Real Train, fra Tom Cruises gennemsbrudsfilm, Risbky Business, var et
velkomment indslag, også sovset ind i Tangentization, men efterfølgeren
var noget mere uventet. No Man's Land, der munteret åbnede det oversete
mesterværk Hyperborea, kom næsten som et chok. Især hos Colin, som
spillede et ubehjælpsomt, men passioneret luftkeyboard. Her var lyden
blevet bedre, og vi kunne nyde den panorerende sequencer.
Tangram set 1 kom også som en overraskelse, men var blot en kort bro
til næste næste nummer. I mens Gerald spillede tunge guitarakkorder,
havde Linda Spa fundet sin saxofon frem til at spille solo i Oriental
Haze. Som skrevet tidligere, har jeg ikke det store til overs for
hendes i bidrag i 90'erne, hvor instrumentet fyldte meget. Da hun
vendte tilbage til bandet sidste år, blev hendes rolle ændret, og
saxofonen skulle kun underbygge melodier, og ikke svulstige og lange
soli. På den anden side, så ville det være dumt ikke at tage soloen med
i 90'ernes numre her til denne koncert.
Oriental Haze var aldeles velkommen og fremragende udført, og ændrede
ikke på det faktum, at setlisten var sublim, og koncerten faktisk er
den bedste jeg nogensinde har overværet.
Herefter fulgte to
Tangentized numre fra soundtracks som Firestarter og Sorcerer, hhv.
Rainbird's Move og Journey. To obskure, miskendte tracks.
Warsaw In The Sun var ligesom versionen fra I-Box, meget moderne i sit
rytmiske udtryk. Iris spillede et bevidst forsinket beat, som passede
godt ind. Warsaw In The Sun, var oprindeligt gruppens single fra
Poland, og derfor var det melodiske meget genkendeligt.
Før den helt igennem triste White Eagle (Das Mädchen auf der Treppe),
kom endnu et nummer fra Optical Race. Det var noget mere minimalistisk
i orkestrering end alt det andet musik.
Omdrejningspunktet var Bernhards akustiske akkorder i sammenspil med
Iris trommefills. Folk der mener at Tangerine Dream mimer, når de
spiller live, kunne i hvertfald ikke bruge dette nummer som et bevis.
The Midnight Trail var blandt de største overraskelser denne aften.
På sin vis er Melrose gået hen og blevet en ny-klassiker, og
signatur-saxofonsoloen, gik da også rent ind hos de fremmødte. Mon ikke
også den udvidede version af Phaedra '88 havde sine tilhængere? Med
undtagelse af percussion fra Iris, mindede den meget om den version de
spillede ved sidste års livekoncert i London, og det lød helt
forrygende, da den ikke var kvalt i fyld, som versionen fra 2005.
De øjeblikke hvor de to primære leadguitarister, Beibl og Gradwool, fik
lov at trylle opstod der selvsagt magi. Intet kunne slå Gradwool ud af
kurs i denne fremragende guitarsolo i Stratosfear 1995, ej heller lidt
problemer med jackstikket, som skabte lidt skratten. Venstre hånd ramte
hele gribebrættet på de rigtige tidspunkter. Ren guitarlir, både
længere og betydeligt bedre end albumversionen.
Efter Mothers of Rain
fra Optical Race, spillede de for første gang i livesammenhæng, Song Of
The Whale Part I, til og med det første pompøse klimaks. En stor
overraskelse, især fordi leadguitarsoloen blev spillet af Bernhard, i
stedet for Edgar. Linda spillede tværfløjte, og om muligt var
lydbilledet temmeligt proppet.
Efter The Blue Bridge og
vist nok en Mars Polaris-skæring, skulle hovedsættet rundes af med en
finale. Valget faldt på La Liberation fra Jeanne d'Arc. Et populært
valg, eftersom Jeanne d'Arc kom på en fjerdeplads i en repræsentativ
afstemning af TD-fans foretrukne albums. Stort og smukt.
Thorsten Quaeschning, der indgik i skriveprocessen, blev tydeligvis
glad for den positive reaktion, han fik fra publikum, da nummeret
begyndte.
Efter 2 timer og 15
minutter, forlod bandet i første omgang scenen. Det blev til tre
ombæringer af ekstranumre. Først med en instrumentalversion af Loved By
The Sun fra Legend-filmen (også med Tom Cruise...). Det var altså ikke
nummeret Unicorn Theme, da melodilinjen var meget nær Jon Andersons
vokalspor.
En rigtig synthperle er selvfølgelig Le Parc, som jeg gav et brøl med på vejen.
Mobocaster vækker lige umiddelbart ingen minder, men de tre sidste
numre, blæste mig nærmest omkuld. Hvis nogle har mestret de uhørt lange
guitarsoli uden at forfalde til isoleret og fordummende blær for
blærens egen skyld, så kan det kun være Tangerine Dream.
I det publikum spotter at Edgar er ved at gøre sig klar til sin
sædvanlige guitarsolo, har mange allerede forladt deres lettere
ukomfortable stole. Mange midaldrende mænd (og meget få kvinder) bliver
som teenagere igen, og stiller sig op foran scenen, trodser åbenlyst
forbudet om brug af kameraer. Blandt andet optog Colin noget af soloen,
helt tæt på.
Vi taler selvfølgelig om Ride On The Ray, hvor Edgar sad ned, mens han
spillede. Han er uden tvivl blevet en gammel mand (62 år), og så
faktisk temmelig sur ud det meste af koncerten.
Guitarsoloen var dog ekstremt livlig!
Det var også som at Jerome først begyndte at tø op, da han skulle spille Backstreet Hero, en sublim heavy agtig guitarsolo.
Beibl og Gradwool viste
dog, hvem de tekniske bedste guitarister var den aften. Det gjorde de i
House of the Rising Sun, en raritet fra turneerne i 1988 og 1990. Den
har fandme aldrig lydt så fremragende. Der var en guitarduel, som
ellers kun ville være set til en True Metal koncert, og som næsten
ingen ende ville tage, og væk var de pruttende saxofoner nummeret blev
skamferet med i 1990!
Det var afslutningen på en tre timer dejlig høj, overraskende, sexet,
melodisk og sensationelt fremragende koncert. 10/10...mindst!
Jeg mødte ingen skuffede fans. Især var det rart at erfare at Gerald W,
som ikke havde været til nogen TD-koncert siden Köln '86, blev komplet
blæst væk.
Det var også mit mål, denne gang at mødes med bandet. Jeg fulgte med
Colin og Gary, som prøvet proceduren før. Det var kanon at mødes med
musikerne. De var ekstremt høflige og snakkesagelig. Jeg undlod ikke at
rose Beibl og Gradwool (som jeg kaldte min helt!), hvilket de meget
taknemmelige overfor, især da jeg påpegede at deres guitaroptrædener,
blot bekræftede mig i, hvofor Tangerine Dream er mit yndlings
ROCKBAND!!
Gradwool
var næsten ikke til at stoppe igen, da jeg spurgte til hvor meget plads
han til at improvisere. Det viste sig at være ret meget, men ikke helt
på samme måde, som det andet musikalske felt han bevæger sig indenfor,
nemlig jazzen. I øvrigt kunne han bekræfte at han ikke spillede i Los
Angeles 1995, men at det derimod var Milan Polak.
Jeg spurgte om han vidste noget om den kommende verdensturné, om de
måske ville gæste Danmark. I følge ham var intet fastlagt, og han var
sådan set kun booket til lejligheden.
Det var selvfølgelig også en fornøjelse at blive fotograferet med Linda Spa...
Dernæst gik der
autografjæger i mig. Jeg fik autografer af og en sludder for en sladder
med Iris Camaa og Thorsten Quaeschning. Edgar Froese gav også en
autograf, men her stoppede venligheden...
Jeg havde prøvet at få en autograf af Bianca Acquaye (Edgars kone og
medvirkende i Dante-trilogien), men den pen jeg havde virkede ikke. Jeg
præsenterede mig som den eneste danske TD-fan, men fik altså ingen
autograf. Da jeg fandt en bedre pen og spottede Edgar sammen med
Bianca, ville jeg selvfølgelig også have hans krusedulle på min
Paradiso-booklet. Det var som al kommunikation foregik igennem hende,
og hun introducerede mig som den eneste danske fan. Det ragede ham en
høstblomst, så jeg turde ikke spørge om de ville komme til Danmark.
Hun var altså oversætter, selvom han udemærket forstår engelsk, og da
han havde færdiggjort autografen, gav han mig kuglepennen og et højst
besynderligt blik, som om han ville sige nogle utroligt grimme ord til
mig.
Jeg blev umiddelbart lidt ked af det, og ville ikke spørge de
resterende om autografer, da de havde sat sig ned ved et bord med
Radion Eins/Elektro Beats-værten Olaf Zimmerman.
Et ordsprog siger at man
ikke skal møde sine helte, og jeg fortrød også umiddelbart bagefter at
have spurgt om en autograf. Jeg ser heller ikke den store værdi i en
sådan, men bagefter er jeg utrolig stolt over at have mødt legenden og
geniet, Edgar W. Froese. Jeg siger tak til Colin for lån af billederne.
Mit livs bedste dag. Forhåbentligt kommer der flere af den slags, når
Tangerine Dream i 2007/2008 drager på en verdensturné, for at fejre
deres 40-årige eksistens.
Skrevet 25-27/9-2006.
Piotr tog i øvrigt nogle næsten professionelle billeder!!
http://strony.aster.pl/tanger/Berlin06/
