JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

»The Electric Mandarine Tour 2012« -- Shepherd's Bush Empire, London, den 24. juni.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 26, 2012 21:31

Tangerine Dream leverede en overbevisende to-akter, og måske deres bedste koncert siden 1987, med hjemmebanefordel på Shepherd's Bush Empire.


Koncerten i Royal Albert Hall i 2010 repræsenterede en række dårligdomme, omkring foretagendet Tangerine Dream. Lyden var mudret, repertoiret alt for afhængigt af harddiske. For mange gengangere og en desperat mangel på Quaeschning-kompositioner. Cellokvartetten var ren skuespil, genindspilningerne af klassikerne var rædsomme. Og så videre.

Desuden havde bandet simpelthen ikke skyggen af format til at spille salen op. Det var tragisk uden lige. Men vigtigst af det hele var selvfølgelig at jeg var udbrændt efter otte års intens fandyrkelse.

I dag har jeg et mere afbalanceret forhold til Tangerine Dream, men står dog stadig ved holdningerne omkring Royal Albert Hall koncerten. Det var ikke godt, og alle optagelserne fra denne Zeitgeist turné, illuderer dette tydeligt.

Heldigvis begyndte Edgar Froese at læse spændende bøger igen, efter The Five Atomic Seasons og stormen fra opsamlingshelvedet havde lagt sig. The Sonic Poem Series leverede (til dato) tre yderst spændende og vedkommende albums, med et optimeret musikersammenhold. Her kan nævnes den dygtige violinist Hoshiko Yamane, der gav lydbilledet lige en ekstra en tand finesse.

Livealbummet Gate of Saturn – Live In Manchester (2011) var et friskt pust, i forhold til setlisten, og lidt af en øjenåbner oven på en række lange pauser som TD fan.

Og midt i maj, bestilte jeg helt spontant billet til London udgaven af The Electric Mandarine Tour. Der var ikke tid til at få kolde fødder, eller glæde sig ihjel, da arbejdet fyldte utroligt meget i den mellemliggende periode. Jeg var fast besluttet at den dumme oplevelse fra Royal Albert Hall ikke skulle stå som det endelige punktum for mit virke som koncertgænger hos Tangerine Dream.

Med en uoverskridelig ”søndagscurfew” klokken 23:00, hængende over bandet, gik de rimeligt præcist på, inden klokken var slagen otte. Og med ”The Sensational Fall Of The Master Builder”, fra det sensationelt opbyggede mesterstykke, Finnegans Wake, var tonen sat.

Selv i ”Dolphin Dance” virkede Edgar Froese mere deltagende, og jeg sværger han spillede nogle af melodilinjerne live. Faktisk virkede det til at være det mest liveprægede set siden Chris Frankes afskedskoncert i 1987.

Det der har naget mig ved TDs koncerter, er brugen af harddisk, hvor de præ-programmerede dele fremstår ualmindeligt mudrede, og svært dechifrerbare. Denne aften syntes dette suværent at forholde sig til basgangene, enkelte rytmespor eller sequencerprogrammeringer.


Jeg sad på balkonen (Level 2), og højttalerne var placeret således at lyden blev sendt i retning mod det publikum, der havde siddepladser på gulvet foran scenen. Alligevel kunne man fornemme at enkelte syntesizerinstrumenter alligevel adskilte sig, og var mere livlige end jeg husker dem fra tidligere.

Så kom helt uventet ”Cliffs of Sydney”, hvor Iris trommede præcist og blottet for congas, bongo eller andet perkussivt gøgl. Synthklangene oversvømmede det lyttende publikum, med stor fryd.

Et af ”Logos (Part 1)” allerstærkeste momenter blev spiffet op med powerchords, hurtige soli på keyboards, og der sad en uforløst tåre i øjenkrogen.

Det twangbårne, sentimentale modstykke til ”Le Parc”, ”Ayumi's Loom”, gjaldede ufortrødent derudad, som til lanceringen i Northeim, 2009. Smukt.

Egentlig havde jeg håbet at Views From a Red Train efterhånden havde lidt en stille død i livesammenhæng, men med ”One Night In Space” og Bernhard Beibls orange Ibanez guitar, kunne man overtales endnu en gang. Dette nummer var også lidt af et samtaleenne i baren i pausen.

Første set blev rundet af med den helt igennem storslåede komposition, ”The Silver Boots Of Bartlett Green”. Endnu et eksempel, hvorfor Thorsten Quaeschning er den rette mand i TD.

Og hvor var det dog en fremragende måde at slutte af på.


Især fordi jeg begynder at miste koncentrationen efter halvanden time, og synes alt over to timer er spild af tid. Derfor var de to gange fem kvarter, som at have to særskilte koncerter efter hinanden.

Efter pausen, spillede Edgar Froese introen til klassikeren ”Ricochet Part 2”, med nogle få, pudsige omveje, inden Thorsten Quaeschning trykkede løs på sit tårn af en Schrittmacher sequencer, og et brøl fra publikum udeblev ikke, skulle jeg hilse at sige.


Hvor første del var tiltrængt forfriskende, fulgte oven på ”Ricochet Part 2” en parade af numre, TD havde spillet lidt for mange gange før. Det har sikkert virket for majoriteten af de fremmødte, men Tangerine Dream er ikke hitbaseret rockband, men et elektronisk band, der ikke kan afvige sindssygt meget fra hvordan numrene lyder live. Dette kombineret med de publikumsgengangere, der gerne skulle blive stadigt udfordret live. Hvad har ”Lady Monk” at gøre igen, og tilmed i en rodet version med trommeduet mellem Thorsten og Iris? Det var sgu ikke så godt som de nok havde tænkt det.

Firserperler som ”Das Mädchen Auf Der Treppe” og ”Warsaw In The Sun” (med pianointro) var dog velkomne genhør. ”Teetering Scales” var i bund og grund et backing track til en jamsession mellem perkussion og violin, og tilpas underlig, som det nu kan være, når Edgar Froeses krøllede hjerne, er den endelige beslutningstager.

"Stratosfear" var pumpet op til Satrianiske dimensioner, og selvom jeg syntes det var lidt vulgært, blev jeg dog alligevel grebet af den fascination, der samtidig efterlod publikum med kæber, der ramte gulvet.

Vivaldis ”Vinter” var dristigt og hurtigt klemt inden klokken blev 23:00. Det var ligeså kitschet som da Jean-Michel Jarre spillede det med Kinas svar på Yngwie Malmsteen i Beijing engang i 2004. Her var leadinstrumentet dog en violin.

Koncerten faldt sammen med Englands VM kamp mod Italien. I Edgar Froeses afsluttende bemærkninger, skulle han dog lige høre resultatet. Ikke fordi det interesserede ham en døjt, men fordi han lige skulle takke publikum for at have valgt at dukke op, og måske lidt drilsk, spolere resultatet, for dem der havde optaget kampen. De afsluttende ord var sjældent morsomme, og man kunne fornemme hvorfor dette liveband har holdt sammen så længe.

Tangerine Dream har tidligere triumferet på Shepherd's Bush Empire. I 1996, 1997, 2001 og 2005. Det var lidt af en homecoming at se dem igen, syv år efter den allerførste gang. Små knap så fremragende momenter var tilstede, men i bund og grund en forbløffende overbevisende oplevelse.


Lidt ekstra betragtninger:

· Folk i London var overraskende interesserede i at snakke om Tangerine Dream. Taxachaufførerne, bartenderne, receptionisten, og spørgeskemadamen i Gatwick. Jeg følte mig helt hjemme. I Danmark er der sgu ingen, der under mine T-shirts et blik eller lade en hurtig kommentar falde. Det må skyldes uvidenhed eller generel manglende interessere i musik og folk generelt.

· Det var fantastisk at se de gamle hoveder på pubben inden koncerten. Men det var primært folk fra UK. De andre landes fans har nok tilvagt koncerterne i Belgien, Italien, Tyskland og Ungarn, og den kommende USA turné


· Der blev udøvet en striks anti-fotograferingspolitik til koncerten, hvilket nogle selvfølgelig trodsede, men langt de fleste respekterede. Jeg tror det er vejen frem. Nogle var jo også modstandere da rygeforbuddet blev indført på spillestederne. Hvor er det dog egentligt distraherende med alle de lysende smart phones og telefoner. Bandet kan selv hyre deres fotograf, og lægge billederne på nettet. Vi skal jo egentlig bare koncentrere os om at nyde showet.

· Der var ingen CD'er udgivet specielt i anledningen. Ikke fra TD i hvert fald, men derimod guitaristen Bernhard Beibl. Helt uventet havde han udgivet en potent progressiv, instrumental heavy metal compact disc, helt på højde med hvad John Petrucci eller Marty Friedmann kan levere.

· Tag færgen, når du skal til England.

smiley

LOOM.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou fre, oktober 21, 2011 22:36
LOOM
E-Live, Theater de Enck, Oirschot, Eindhoven 15/10/2011.

Når bestillingen er gennemført, sidder man nogle gange med fornemmelsen, at man har købt billet til en historisk koncert. Looms E-Live koncert var en af dem, og levede mere end op til hvad man turde forvente.

Sidst jeg for alvor fik dette sug i maven, var da det blev annonceret at Tangerine Dream skulle give en koncert sammen avantgardepioneren Terry Riley, på Frankfurts Alte Oper i 2007. Minimalistiske toner blandt dalíeske klangflader, var jeg så småt begyndt at indstille mig på. Men selv de mest legendariske legender svækkes også af alderdommens begrænsninger, og Terry Riley måtte melde afbud til den historiske begivenhed. Tangerine Dream gjorde ikke noget usædvanligt for at matche den oprindelige idé, og lancerede endnu en greatest hits koncert, under den sært generiske titel One Night In Space.

Komplet uventet landede en nyhedsmail i indbakken, hvori der stod at Jerome Froese og Johannes Schmoelling ville stå på scenen sammen i oktober. Denne gang under navnet Loom.

Jerome Froese havde jeg ikke set på scenen siden Tangerine Dreams Tempodrom koncert i september 2006, hvor man han så overmåde mellemfornøjet ud. Johannes Schmoellings sidste færden på de skrå brædder var til Million Bits koncerten i Køln, i 1987. Sidste koncert med Tangerine Dream var i december 1983.

Både Johannes Schmoelling og Jerome Froese bidrog med en karakteristisk sound til bandet. Johannes tilførte ensemblet en højkoncentreret dosis musikalitet i firserne – en uudtømmelig mængde gode melodier, og i halvfemserne blev Edgar Froeses stagnerende dødssejler vakt kunstnerisk til live da Jerome fik øjnene for dance og drum'n'bass.

Mødet mellem de to generationer af eks-medlemmer var noget undertegnede ikke måtte gå glip af. Tangerine Dreams egne koncerter var gået hen og blevet trivielle. De samme numre, i de samme arrangementer, fra de samme harddiske. Business as usual.

Men at se Johannes Schmoelling på scenen for allerførste gang nogensinde, og Jerome Froese efter fem års fravær skulle simpelthen opleves. Andet ville have været en tragedie.

Det blev i Oirschot, en forstad til Eindhoven at slaget skulle stå. Ikke det mest centrale sted i Europa, men ikke nødvendigvis en hindring. Som del af den elektroniske festival E-Live, hvor artister i ligaen under Loom også fik chancen for at blive hørt for et relativt stort publikum. 300 havde indløst billet, og arrangementet var derfor helt udsolgt.

René van der Wouden gav koncerter i et tilstødende lokale, det meste af dagen. Bundsolid berlinerskole, med stærke, rytmiske progressioner, og monofone soli i lange passager. Stemningsmæssigt havde det passet bedre ind i den store koncertsal, i en mere dæmpet belysning, hvor folk ikke kunne gå til og fra. Men godt var det, desuagtet.

Eric van der Heijden leverede småsentimental new-aget musik, med en overordnet tematik omkring følelsen i musik. Ganske fermt formidlet, men også lidt for pænt. Ovenpå den lange rejse til Oirschot, valgte jeg at lade tonerne fise ind igennem det ene øre, og ud af det andet. Da sæderne var bløde og musikken ufarlig, var det en oplagt lejlighed til lige at tage sig en tiltrængt lur.

Derfor var batterierne helt ladet op til Loom koncerten. I forhallen blev forventningerne langsomt bygget op. I køen var der snak om hvor fantastisk dette kunne blive. Klokken 21 kunne ikke nærme sig hurtigt nok.

Festivalarrangør og velrenommeret musiker, Ron Boots, løfter klokken 21:15 tomlen til lydmanden.

”Ladies and gentlemen – Loom!”

Tæppet deler sig. På scenen er placeret et flygel, foran tre stationer med diverse former for keyboards, guitarer, laptops og anden elektronik.

Ind træder Johannes Schmoelling, sætter sig ved flygelet. Og med tre dramatiske akkorder er koncerten i gang. I 1980 var Tangerine Dream var det første vesteuropæiske rockband, der fik lov at give koncert i DDR. Det var også den første med Johannes Schmoelling. Her var han af Edgar Froese beordret at improvisere en intro til koncerten på flygel, og afslutte på en bestemt akkord, inden elektronikken ville tage helt over. For en nybegynder på koncertfronten var dette selvfølgelig med nerverne uden på tøjet.

Som genfødt nybegynder, over tredive år efter, var det også med rystende hånd at Johannes spillede samme pianointro (med små variationer selvfølgelig). Historiens vingesus gav genlyd i salen, og en højlydt jubelseance brød ud efter de førnævnte akkorder.

Flygelet blev hurtigt gennet væk af scenefolket, og derefter var koncerten i gang.

Et hidtil uhørt nummer med svævende klange, moderne rytmik og et velfungerende miks mellem de to generationers respektive sounds. Mere kryptisk formuleret; et mash-up af Jeromes post-milleniale guitartronica og Johannes' distortede keyboardsoli og retroauditive håndklapsrytmik fra Poland livealbummet. Lettere gement, men udsøgt formuleret electronica.

Johannes træder ned fra sit podie med synthesizers og går hen til mikrofonstativet. Ydmygt og høfligt bydes vi velkommen. Det berettes at begivenheden ikke havde fundet sted uden en vis form for pression fra Jerome og tredje hjul, Robert Waters. Johannes virker overvældet over reaktionen fra publikum. Det nævnes kortvarigt at Jerome er semi-halt, og at det forhåbentlig ikke kan høres på hans guitarspil. Han forventes nemlig ikke at stjæle spotlyset, da han er på krykker, og derfor er lænket til sin plads i venstre side af scenen.

Foto: Tim Pullen

Denne aften spiller Jerome kun på guitar. Hans såkaldte guitartronica er blevet hans varemærke, og når der ikke spilles heavyrockinspirerede soli, bliver elektroniske lyde genereret via strengene og igennem computerisenkrammet. Ofte er de præ-indspillede guitardele højere end det der spilles live, hvilket er lidt underligt, og nok burde være korrigeret af lydmanden. Men hvad fanden.

Foto: Tim Pullen

I midten står Robert Waters som mejslet i granit. Hvad han egentlig bidrager med er svært at se og høre. Det meste af tiden stirrer han koncentreret ind i en computerskærm, holder en hånd som et blylod på et keyboard, og drejer ind i mellem på en knap. Han ligner en supervisor, en systemafvikler, der skal sikre der ikke er grus i maskineret, mens Jerome og Johannes lystigt kan jamme derudad.

Foto: Tim Pullen

Johannes Schmoelling er dog ubetinget aftenens allermest feterede mand i skysovs. At se ham på en scene er et ubeskriveligt privilegium. For en håndfuld år siden takkede han nej til at optræde live sammen med Edgar, primært grundet manglende selvtillid. Ingen af os turde håbe han ville stå på en scene igen. Her står han og præsenterer numre fra hans og Jeromes solokarriere, og selvfølgelig også enkelte Tangerine Dream numre. Første af slagsen er det stærke tema, fra den ualmindeligt ringe Flashpoint film.

Ligesom fornøjelsen ved at lytte på (uautoriserede) liveoptagelser med Tangerine Dream fra startfirserne var Schmoellings sublime soli, er arbejdsgangen denne aften uændret. Alt hvad Johannes foretager sig er med samme arbejdsmoral som han blev oplært i, da han lærte at mestre flygelet. Ingen dovne smutveje. Ingen playback.

Der skiftes hurtigt mellem de mange keyboards. Der spilles med plads til begejstring og spontanitet. Der spilles disciplineret efter noder, med fokus rettet gennem halvbrillen. Nodepapirerne lægges sirligt på gulvet efter brug.

Hvad der efterfølgende er enighed om blandt koncertgængerne er hvor godt de forskellige numre egentlig passer sammen. Hvem havde troet at Johannes kunne bidrage til Jeromes halvfemserdance, og Jerome kunne lire en hårdtrockende solo af til Johannes' sentimentale keyboardmusik?

Foto: Tim Pullen

De fleste numre til koncerten er premierer. Fra Johannes' Vangelis-agtige tåreperser ”A Long Way Home” og Jeromes upbeat guitartronica tracks fra mesterværket Shiver Me Timbers. Man føler sig som del en af en eksklusiv gentlemansklub.

Efter en generøs times tid med en parade højkvalitativ musikalitet, er der indlagt en pause. Mest til ære for bandet velsagtens, for jeg har i hvert fald ikke i sinde at forlade min plads på forreste række, lige ud foran Jerome. Pausekritikken med min sidemand er umiddelbart kortfattet, og formuleret i enkelte ord. Det er for tidligt at excellere i de store, dybsindige sætningskonstruktioner, for oplevelsen har ikke bundfældet sig, og man er tabt for ord.

Efter pausen bliver det store flygel rullet ind igen. Her er det ”Circles” fra Early Beginnings - et opsamlingsalbum med outtakes fra Tangerine Dream perioden. Dedikeret de gamle bandkumpaner, Edgar Froese og Christoph Franke, er det en fornøjelse at Johannes spiller nummeret live.

Fra Tangerine Dream tiden, hæfter yderligere tre numre sig i bevidstheden. ”White Eagle”, ”Beach Scene” og allersidste encore, ”Choronzon”.

”White Eagle” fra 1982-albummet af samme navn, var billedligt ledsaget af en Super-8 kollage af klips fra Tangerine Dreams turné i Østeuropa. Triste, gråmelerede bylandskaber i Karl-Marx-Stadt, betrådt af Edgar , Johannes og en 12-årig Jerome, passer upåklageligt ind i den længselsfulde ode ”White Eagle”, som er en af den elektroniske musiks allervigtigste hymner.

Foto: Tim Pullen

”Beach Scene” er fra filmen Thief (1981), hvor man ser en småfed James Belushi bryde bølgerne til tonerne af Edgar Froeses ikoniske guitarsolo. Her spillet af sønnike, på en næsten legendarisk modus, så man næsten kan ikke ryste det af sig. Hvorfor skulle man også det?

”Choronzon” er en staccato-opbygget klassiker fra Exit (1981), med de ret så karakteristiske soli, et af de mest spillede livetracks i Schmoelling perioden. At der var plads til små svinkeærinder, gjorde blot det hele mere fornøjeligt, for ret beset er det et lidt fjollet nummer, og det var en perfekt afslutning på en af de allerbedste koncerter jeg nogensinde har og vil komme til at opleve.

Foto: Ståle Tandberg

Foto: Charles Coursaget

Efterfølgende blev jeg lokket til at tage mit billede sammen med Jerome og Johannes. For ligesom at udtrykke min allermest skrabede grattitude, forklarer jeg Johanes at jeg ikke håber det var sidste gang vi så ham på en scene. Høfligt, men kontant, forklarer han mig at han er helt udmattet, og mest af alt ønsker en seng, end at tage stilling til min observation. Ja, sådan er det vel, når trætheden tager over.Foto: Ståle Tandberg

Jeg selv var dog mere lysvågen end nogensinde. I foyeren i de Enck var der ekstatisk konsensus om koncertens klassiske berettigelse. Måske er det svært at gennemskue ved blot at læse dette. Måske skal det slet ikke forklares. Men dem der var til stede ved hvad jeg snakker om.



Dagen før 'The London Eye'

DK - liveOprettet af Jacob Pertou ons, november 05, 2008 23:22


Finanskrisen kradsede hos EUROPAS og Sterling. Sidstnævnte et par dage før afrejse. Planlægning var blevet et logistisk inferno toppet af en kuldsejlet økonomi på hjemmefronten. I syv timer var mine mange planer afblæst. Flybilletter til og fra Edinburgh var der taget midlertidig afsked med, og intet kunne forsvare at købe en flybillet til 25% af min månedlige indkomst.

TD’s hæderkronede fanskare af venner udtænkte en redningsplan, og skaffede mig husly, så jeg skippede hotellet og købte en af dyre flybilletter i sidste øjeblik.

Og vupti – små 48 timer sad jeg i flyveren på vej til Heathrow, hvorefter jeg skulle tage tube’n til Brixton for at mødes med BillyTheFish, der ikke er en fisk, men en gæv gut med det borgerlige fornavn Stephen.

Jeg havde mødt Stephen 3½ år tidligere til fanmødet ved Shepherd’s Bush Empire koncerten. Jeg blev genkendt på mit lange hår. Jeg var genert ved synet af levende TD fans, som jeg kun kendte i form af det skrevne ord.

Men generøsiteten ved at invitere mig hen til deres bord og 3½ år senere til at overnatte i hans hus var et tegn på ubetinget venlighed.

Stephen hentede mig på Brixton Underground. På det tidspunkt var der gået over 12 timer, siden jeg hoppede på toget i Gråsten. Jeg kunne nemlig ikke finde et tidligere fly, til at passe sammen med min togrejse, da jeg var nødsaget til at købe min flybillet i sidste øjeblik. I mellemtiden skulle adskillige timer slås ihjel på Københavns hovedbanegård og Kastrup lufthavn.

Men jeg morede mig fint – nød at have god tid til at glæde mig over at jeg endelig skulle afsted.

Stephen og jeg tog turen gennem Brixton hentil hans hus. Turen tog cirka 15 minutter, og her måtte jeg løbe hurtigt for at følge med. Der var her et metropolit-møder-provinsrotte rendezvous, for her hang jeg bare på og kunne dårligt orientere mig, da Stephen gik rent instinktivt og målrettet hjem. Imens vi snakkede, nåede jeg ikke at konvertere mine hjernehalvdele til det britiske trafiksystem, hvor højre er venstre og venstre er højre; jeg fulgte bare efter uden at kigge mig for!

Stephen er en festlig vært, med hang til mange øl og god musik. Kort sagt en vært lige efter mit hjerte! Bofællerne skejede ud andetsteds, så vi havde god mulighed for at larme i dagens anledning – som det retmæssigt skal nævnes - Halloween. Derfor så vi den stadigt moderne vampyrfilm ”Near Dark” på storskærm og ignorerede gadens børn og deres ”Trick or Treat” repressalier.

Det var efterfølgende dog svært at holde sig vågen til mere musik, især fordi det, der blev introduceret havde en kulturel kaliber, der krævede en vis koncentrationsforpligtelse. AfroCelt System, med input fra Peter Gabriel, vandt dog størst gehør hos mig med de flot producerede hybrider mellem irsk og afrikansk musik tilsat kontemporært elektronika.

Stephen havde gerne set mig give mere gas, men efter 10 Beck’s blev mit snakketøj lettere rustent og arbitrært, så klokken 1:30, takkede jeg høfligt af for en forrygende aften i godt selskab… og curry!

(Fik aldrig skrevet en anmeldelse af resten af weekenden, men det var en rigtig god weekend!)

Tangerine Dream - First ever live performance of the classic album 'Phaedra'. Saturday 11th June 2005, SHEPHERDS BUSH EMPIRE.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 17:54

O' Neills

Inde på TD's forum var der arrangeret at vi kunne mødes på O'Neills Pub før koncerten. Jeg kom ca. kl. 14.30. Jeg turde ikke rigtig kontakte de fans der allerede var kommet, derfor satte jeg mig ned og begyndte at læse covernoterne til Klaus Schulzes X, som jeg lige havde købt i Virgin Megastores på Tottenham Court Road, i håb om at nogle ville begynde at snakke med mig, af den grund.
Der begyndte at komme flere fans ind, og jeg kunne ikke lade være med kigge på dem, for på dette tidspunkt, havde jeg aldrig set TD fans før!
Jeg var meget beæret og imponeret over at en kunne genkende mig på min tegning på forummet. Det var BillyTheFish, og han spurgte om jeg ikke ville 'joine' ham og hans venner. Jeg fumlede med ordene, og gjorde klart at det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg var så forbløffet over at BillyTheFish kunne genkende mig på den naive tegning af mig selv på forummet.
Det var godt selskab, de lyttede, var flinke og havde en høflighed jeg ikke tidligere havde set magen under mit ophold i London.
Det var især spændende at møde Sequence C. En jævnaldrende, som jeg synes jeg har meget tilfælles med: TD, heavy metal, problemer med at med at finde piger, og så var han lige så genert som da jeg var i hans alder (19).
Det fedeste var dog var dog, da BillyTheFish introducerede mig, for sin venner. Især Rubycon1975, der med et glas whisky i hånden, og godt håndtryk, spurgte om jeg var Chris Frankes søn!!!


I køen

Halvanden time før showet stillede jeg mig i kø. Jeg satte mig ned, det meste af det tiden, for jeg havde meget ondt i venstre fod. Jeg blev irriteret over billethajerne udenfor, især fordi, der på et tidspunkt var fire!
Pludselig kom en forbi fra noget børnevelgørenhed, og gav en slikkepind, hvis man gav et bidrag. En af billethajerne, begyndte pludselig at tage en masse slikkepinde uden at betale for dem. Hans ligeså patetiske ven grinte ad det, og jeg var forarget over at indsamleren ikke sagde noget til ham!
Efter halvanden time, blev dørene lukket op, og jeg gik direkte mod merchandise-boden, hvor jeg brugte 73 pund!! (...på TDs Space Flight Orange single, der kun kunne købes til dette show, Kyoto, en Phaedra T-shirt, Jeromes single Radio Pluto og genindspilningerne af Edgar Froeses Epsilon In Malaysian Pale, Macula Transfer og Stuntman!
(I alt brugte jeg 215 pund på TD ting under mit ophold! arrgh!)
Den længste ventetid, var tiden fra jeg havde købt merchandise, til koncerten gik I gang. Der gik evigheder!


Koncerten

Ricochet Part 2 improvisation
Mens resten af bandet var gemt væk bag det sorte bagtæppe, gik Edgar Froese på scenen og satte sig bag et Yamaha el-piano. Hans attitude var ret parodisk. Han imiterede en lettere arrogant koncertpianist, imens han improviserede over Ricochet Part 2 temaet. Han tørrede sveden af panden, og kastede på en uimodståelig, nonchalent og ret komisk måde, håndklædet ud til publikum.
Improvisationen var meget levende, kaotisk, endog meget rolig. Starten på en uforglemmelig aften, var begyndt!

Phaedra 88 (udvidet version)
Så gik det sorte tæppe, og Edgar gik hen til sin plads. Bandet sad bag et tyndt, hvidt, transparent tæppe, mens de spillede en udvidet version af Phaedra '88, som I forvejen er et uddrag af 1 minut af nummeret Phaedra. De lød meget tæt op ad Phaedra '88, selvom længden var tredoblet. De optagelser af nyere koncerter, jeg har hørt, er momentvist uhyggeligt identiske med studieversionerne, derfor jeg var meget opsat på at finde variationer og "fejl"! Jeg prøvede at finde sammenhæng mellem bevægelserne på keyboardsne og melodierne, men det var svært efter som gruppen sad med ryggen til.
Foruden Jerome og Edgar, havde de fået følgeskab af Thorsten Quäschning, som har været engineer på de seneste TD og EF udgivelser.
Gruppen sad med ryggen til, og deres udstyr, og dettes opstilling så næsten identisk ud. Det jeg bad mest mærke i, var de tre monitorer der skulle forestille gamle sequencere. Genial kobling mellem nutid og fortid.
Efter Phaedra '88 faldt det hvide gardin....

Mysterious Semblance At The Strand Of Nightmares
Noget lækker, stilskabende ambient blev der også plads til. Men som lovet, blev hele Phaedra ikke opført.

Rubycon (Crossing Part)
Det gjorde ikke noget, for jeg var ikke syndeligt imponeret over de første par numre i koncerten. Heller ikke Rubycon Part 1. Denne version var meget tæt op af Tangents-versionen, dvs. med lidt for meget fyld. Desuden var der ikke megen variation. Dette var med andre ord, for trofast mod Tangents-versionen.

Force Majeure
Siden 1980 og frem til denne koncert, er der altid spillet det samme uddrag fra Force Majeure, og det irriterer mig lidt. Det er en smuk del, fra et nummer på min ultimative yndlingsplade, men hvorfor ikke tage f.eks. delen med den overdubbede guitar, der var da nok af guitarister, den aften!

Desert Dream (Tangents version)
Meget melankolsk. Fedt utraditionelt valg.

Underwater Twilight
Endelig sker der noget rigtig fedt - øjenkontakt! Iris Kulturer Camaa kommer på scenen. Hun er et fortryllende stykke kvindemenneske. Utrolig smuk, smilende og langt bedre end de koncertoptagelser jeg har hørt. Der var ikke noget fyld, hun var meget præcis og smilende.
Trommebeatet var ret godt, og efter at have kigget på på tre stillesidende mænds rygge i et pænt stykke tid, var mit fokus rettet mod hendes bevægelser.

Warsaw In The Sun

Midnight In Tula
Aparte valg! Rubycon1975 (aka. Convention24) var kommet ned for at tage billeder, og han var virkelig entusiatisk og råbte meget! Det var for meget for mig, så jeg gik ud i siden, tæt på højtaleren i højre hjørne. Problemet var altså at TD ikke spillede højt nok efter min standard! (for mange heavy-metal koncerter?)
Rubycon1975 skulle have lov til at skeje ud! Jeg ønskede nemlig ikke at være som dem til Peter Gabriel koncerten, der tyssede på mig, fordi jeg sang med!
Og så må vi ikke glemme det fede lysshow!

Silver Scale
Fed version. Den fra Valetine Wheels, med de Mike Oldfield-inspirerede "sækkepiber".

Logos 1 (sektionen der begynder fra 6.46)
Hårene begyndte at rejse sig på armene. Her gik koncerten for alvor i gang.

Choronzon
Er ikke blevet spillet live siden 1983! Mellem 1980 og 1983, blev den spillet til praktisk talt hver koncert. Men den har aldrig lydt som godt, som til denne koncert, jeg dybt imponeret.
Og så havde Edgar, Jerome og Thorsten endelig kontakt med publikum. De stod ved deres keyboards, og det at vi ikke kun så deres rygge, gjorde koncerten meget bedre!

Poland (de sidste 7-8 minuter af albumversionen)

Thorstens pianosolo. (Improvisation over Song Of The Whale Part Two: To Dusk)
Thorsten gik bag el-pianoet, og leverede en flot præstation. Jeg er allerede fan af ham!

Oriental Haze
Som en overraskelse kommer Linda Spa på scenen og leverer en flot sax-solo. Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men det virkede så godt live.

Blog Image
Blog Image


Towards The Evening Star (Blue Gravity Mix)
Altid velkommen, og fremragende udført. Her begyndte jeg selv at råbe "yearh" og lignende.

Catwalk (Dress-up mix)

Melrose
Flot! Linda kunne ikke lade være med at smile til publikum mellem hendes soli. Og det kan generelt siges om TD efter de fik øjenkontakt med publikum.

Blog Image


Backstreet Hero
Zlatko, min helt, indtager scenen og spiller en fed rytmeguitar med akkorder, jeg ikke lige kan placere, og Jerome leverer sin sindssyge tabbing-solo. Så fedt at opleve det live!
Jerome, der virkelig er stor, smiler og bukker efter nummeret. Klapsalverne var fuldt fortjent.

Rising Haul In Silence
Lamb With Radar Eyes

Så får Zlatko lov til at vise ultra-præcise guitarspil. Han er helt skaldet, muskuløs, og vender tomlen op, efter en fantastisk præstation. God kontakt til publikum

Meta Morph Magic
Det bedste fra DM4! Jeg lagde især mærke til 'sirene-delen' hvor Jerome løftede sin ene arm fra keyboaredet og lavet cirkulerende bevægelser! Hans smil bevidnede den spilleglæde TD havde, den aften.
Efter to-en-halv time med uafbrudt time, med uafbrudt fremragende musik, var det tid til pause.

Blog Image

Talking To Maddox
Efter pausen vendte bandet tilbage, og Edgar med en guitar. Publikum var ellevilde, men Edgar manede til besindighed, med sin mimik og gestikulering. Hans guitarsolo var smuk med noget så sjældent som wah-wah-pedal.
Det meste hørte jeg inde på herretoilettet, hvor jeg så en meget fuld mand. Synd, for ham at nok ikke kunne huske meget af koncerten bagefter!
Jeg vendte tilbage til min plads, og jeg fik resten af den smukke solo med, som fortjent fik en flot applaus med på vejen.

Homeless

Purple Haze
Iris og Thorsten spillede percussion, Edgar, Jerome og Linda keyboard, og Zlatko en guitar så præcis at Jimi Hendrix, får en til at krumme tæer i forhold til!

Edgar sagde efter showet at, det havde svært at finde tre timers musik ud af 250 timer. Og hvis ikke vi havde hørt det vi allermest ville, skulle vi troppe op næste gang!
Jeg har derfor store forventninger til Berlin-koncerterne, og hvad de måtte bringe!
Og så var det slut.
Den bedste dag i mit liv, indtil videre. Jeg trængte til en øl, men efter kl. 23 i England, er det ikke lige sådan at få fat i en øl.
Jeg mødte bagefter nogle meget flinke folk fra Skotland, og Modulator fra forummet, som fortalte om et show, han havde været til dagen før, hvor de spillede 2 en halv times uafbrudt sample-mellotronmusik. Jeg tror han havde foretrukket denne koncert fremfor TD's, som han kaldte for lettilgængelig og "shining".
For mig var det den bedste dag i mit liv, og jeg glæder mig så forfærdeligt til de to koncerter i Berlin.

Jeg fik dette klistermærke af en ung fyr, som åbenbart var V.I.P. til koncerten. Heldige satan!

Blog Image


I got this sticker from young lad, appearently he was a V.I.P. Lucky son of a bitch! I realised afterwards, it could have been my access to meet the band! Damn!

Tracklist: ChrisMonk



Jeanne d'Arc - La Revolte Eternelle / Klang der Rebellion. Friedrichstadtkirche, Berlin 8.-9. juli 2005

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 17:44
Blog Image
Blog ImageBlog Image

Fredag

Jeg var ankommet i god tid, for at møde et par fans at snakke med, og det var aftalt at det skulle være på Bistro am Gendarmenmarkt, men der kom ikke nogen. Hverken fredag eller lørdag. (Det viste sig at de var på et sted, der hed Löwenbrau). Jeg gik rastløs rundt i området, og jeg var endda så heldig at se noget af lydprøven. Det i sig selv var på sin vis større end koncerten, da der blev improviseret.

Blog Image
Jeg gik ned på Refugium, som egentlig er en del af Französischer Dom, med udsigt ud over Gendarmenmarkt, for at få en øl. I baggrunden kunne svagt høres mere lydprøve, men jeg var faldet i snak med en TD-fan, så jeg lod lydprøve være lydprøve. Ham jeg snakkede med, var ret imponeret at jeg var taget hele vejen fra Danmark. Det tog ellers ikke så lang tid!
Kl. 19.45 stillede jeg mig i kø, men tog ikke initiativ til at få snakket, isedet overhørte jeg andres konversationer om TD. Kl. 20.15 blev dørene åbnet, og eftersom jeg gik i retning af merchandiseboden, hvor jeg brugte alt for mange penge, var der ikke den bedste plads til mig. På turen købte jeg følgende cd'er: Alpha Centauri m. bonustrack, Underwater Sunlight, Turn of The Tides (TDI-version m. bonustrack), The Keep (50 euro!), The Dream Mixes One (2-CD), i-Box (6-CD), Vault IV (4-CD), The Melrose Years (3-CD) , Arizona Live (2-CD), The Seven Letters From Tibet (som erstatning for en brændt cd), genindspilningerne af Edgar W. Froeses Ages, Aqua og Pinnacles, Iris Camaas Straight From The Shoulder og en Ground Liftaz (Jerome Froeses label) compilation.
Tilbage til koncerten. Jeg havde altså ikke fået den bedste plads. Jeg sad til venstre for scenen, og kunne tydeligt se Edgar, Iris og Thorsten, men Jerome var helt væk, eftersom jeg blev blændet af et blåt lys, når jeg kiggede hen mod ham.

Blog Image
Selve musikken var dog en relativt stor skuffelse. Inden koncerten gik i gang kunne høres en irriterende brummende lyd fra venstre højttaler, der godt kunne minde om akustisk feedback fra en pladespiller.

Det første nummer rykkede meget godt, med Iris' gode percussionspil. Men som koncerten skred frem blev jeg mere og mere irriteret over de manglende sequences, gode melodier og fængende momenter.
Da koncerten blev spillet i en kirke, var der en del rumklang, og lydene syntes at flyde ud i hinanden.


Blog Image


Jeg ventede på at Jeanne d'Arc delen skulle høre op, til fordel for velkendt materiale. Vi fik desværre kun Underwater Twillight, med højdepunktet i slutningen af nummeret, klaverarpeggioen, temmelig forvrænget.
Så var koncerten slut. En skuffende aften. Det var dog en fornøjelse at se to jævnaldrende piger foran mig, nyde koncerten. Piger på min alder, der hører TD, er et sjældent syn. Sådan en må jeg have fat i en dag!

Blog Image


Lørdag

Jeg var udemærket klar over at jeg ville nyde den anden koncert endnu mere. Ikke alene på grund af min mere positive indstilling, men fordi visse momenter havde sat sine spor: Iris' gode trommespil, Thorsten Quaeschnings vilde arpeggio og Jeromes afdæmpede klaverspil, og de få andre genkendelig momenter, gjorde koncerten meget bedre. Især fordi jeg også havde fået en meget bedre plads midt for, men også fordi der var bedre ekstranumre. Den ret tunge Ca va, Ca Marche, Ca Ira Encore, et ligegyldigt roligt stykke, komplet uegnet til live-brug, samt den mægtige TimeSquare.

Blog Image


Det blev en ganske god koncert, for ved anden gennemlytning blev musikken markant bedre.

Musikken kunne ved anden gennemlytning bedst sammenlignes med de rolige stykker fra 220 Volt, grundet Linda Spas saxofon, samt The Seven Letters From Tibet, grundet de manglende sequences. (Hvor tog jeg da fejl!)

Blog ImageBlog Image
Jeg ser frem til udgivelsen af Jeanne d'Arc, som en souvenir fra de to koncerter, hvad enten det bliver en CD eller en DVD. (Der var nemlig kameraer tilstede, begge aftener).

Blog Image
Det er en smule besynderligt, efter min mening at Linda Spa er kommet tilbage i TD igen. Edgar har engang sagt i et interview, at hun var en bedre keyboardspiller end saxofonist. Jeg synes heller ikke hun har noget særligt at byde TD, men hun gjorde det godt i London og Berlin. Især var hendes tværfløjtesolo et velkomment indslag, der gav associationer, til 70'ernes TD.

Blog Image
Da vi blev lukket ind til koncerten, blev jeg noget forbløffet over at Bianca Acquaye stod ved indgangen og velvilligt snakkede med publikummerne. Da jeg ikke ville have kunnet sige andet "I like your pictures", kunne jeg ligeså godt lade være.
Efterfølgende fandt jeg ud af at der havde været en udstilling på Swäbische Straße af hendes malerier fra Divine Comedy-serien, samt malerier af Edgar Froese, helt tilbage fra 60'erne.
Det missede jeg, og det var ærgerligt, for jeg havde ellers været på Schwäbische Straße samme dag, for at se den kontaktadresse, som stod i de gamle TD-covers, men at der skulle have været en udtsilling, gik fuldstændig min næse forbi. Øv, øv, og atter øv!!
Efter koncerten mødte jeg Morten og Anne, som nok er de eneste, der læser min hjemmeside. Tak for sidst!

« ForrigeNæste »