DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 26, 2012 21:31 Tangerine Dream leverede en overbevisende to-akter, og måske deres bedste koncert siden 1987, med hjemmebanefordel på Shepherd's Bush Empire.
Koncerten i Royal Albert Hall i 2010 repræsenterede en række dårligdomme, omkring foretagendet Tangerine Dream. Lyden var mudret, repertoiret alt for afhængigt af harddiske. For mange gengangere og en desperat mangel på Quaeschning-kompositioner. Cellokvartetten var ren skuespil, genindspilningerne af klassikerne var rædsomme. Og så videre.
Desuden havde bandet simpelthen ikke skyggen af format til at spille salen op. Det var tragisk uden lige. Men vigtigst af det hele var selvfølgelig at jeg var udbrændt efter otte års intens fandyrkelse.
I dag har jeg et mere afbalanceret forhold til Tangerine Dream, men står dog stadig ved holdningerne omkring Royal Albert Hall koncerten. Det var ikke godt, og alle optagelserne fra denne Zeitgeist turné, illuderer dette tydeligt.
Heldigvis begyndte Edgar Froese at læse spændende bøger igen, efter The Five Atomic Seasons og stormen fra opsamlingshelvedet havde lagt sig. The Sonic Poem Series leverede (til dato) tre yderst spændende og vedkommende albums, med et optimeret musikersammenhold. Her kan nævnes den dygtige violinist Hoshiko Yamane, der gav lydbilledet lige en ekstra en tand finesse.
Livealbummet Gate of Saturn – Live In Manchester (2011) var et friskt pust, i forhold til setlisten, og lidt af en øjenåbner oven på en række lange pauser som TD fan.
Og midt i maj, bestilte jeg helt spontant billet til London udgaven af The Electric Mandarine Tour. Der var ikke tid til at få kolde fødder, eller glæde sig ihjel, da arbejdet fyldte utroligt meget i den mellemliggende periode. Jeg var fast besluttet at den dumme oplevelse fra Royal Albert Hall ikke skulle stå som det endelige punktum for mit virke som koncertgænger hos Tangerine Dream.
Med en uoverskridelig ”søndagscurfew” klokken 23:00, hængende over bandet, gik de rimeligt præcist på, inden klokken var slagen otte. Og med ”The Sensational Fall Of The Master Builder”, fra det sensationelt opbyggede mesterstykke, Finnegans Wake, var tonen sat.
Selv i ”Dolphin Dance” virkede Edgar Froese mere deltagende, og jeg sværger han spillede nogle af melodilinjerne live. Faktisk virkede det til at være det mest liveprægede set siden Chris Frankes afskedskoncert i 1987.
Det der har naget mig ved TDs koncerter, er brugen af harddisk, hvor de præ-programmerede dele fremstår ualmindeligt mudrede, og svært dechifrerbare. Denne aften syntes dette suværent at forholde sig til basgangene, enkelte rytmespor eller sequencerprogrammeringer.
Jeg sad på balkonen (Level 2), og højttalerne var placeret således at lyden blev sendt i retning mod det publikum, der havde siddepladser på gulvet foran scenen. Alligevel kunne man fornemme at enkelte syntesizerinstrumenter alligevel adskilte sig, og var mere livlige end jeg husker dem fra tidligere.
Så kom helt uventet ”Cliffs of Sydney”, hvor Iris trommede præcist og blottet for congas, bongo eller andet perkussivt gøgl. Synthklangene oversvømmede det lyttende publikum, med stor fryd.
Et af ”Logos (Part 1)” allerstærkeste momenter blev spiffet op med powerchords, hurtige soli på keyboards, og der sad en uforløst tåre i øjenkrogen.
Det twangbårne, sentimentale modstykke til ”Le Parc”, ”Ayumi's Loom”, gjaldede ufortrødent derudad, som til lanceringen i Northeim, 2009. Smukt.
Egentlig havde jeg håbet at Views From a Red Train efterhånden havde lidt en stille død i livesammenhæng, men med ”One Night In Space” og Bernhard Beibls orange Ibanez guitar, kunne man overtales endnu en gang. Dette nummer var også lidt af et samtaleenne i baren i pausen.
Første set blev rundet af med den helt igennem storslåede komposition, ”The Silver Boots Of Bartlett Green”. Endnu et eksempel, hvorfor Thorsten Quaeschning er den rette mand i TD.
Og hvor var det dog en fremragende måde at slutte af på.
Især fordi jeg begynder at miste koncentrationen efter halvanden time, og synes alt over to timer er spild af tid. Derfor var de to gange fem kvarter, som at have to særskilte koncerter efter hinanden.
Efter pausen, spillede Edgar Froese introen til klassikeren ”Ricochet Part 2”, med nogle få, pudsige omveje, inden Thorsten Quaeschning trykkede løs på sit tårn af en Schrittmacher sequencer, og et brøl fra publikum udeblev ikke, skulle jeg hilse at sige.
Hvor første del var tiltrængt forfriskende, fulgte oven på ”Ricochet Part 2” en parade af numre, TD havde spillet lidt for mange gange før. Det har sikkert virket for majoriteten af de fremmødte, men Tangerine Dream er ikke hitbaseret rockband, men et elektronisk band, der ikke kan afvige sindssygt meget fra hvordan numrene lyder live. Dette kombineret med de publikumsgengangere, der gerne skulle blive stadigt udfordret live. Hvad har ”Lady Monk” at gøre igen, og tilmed i en rodet version med trommeduet mellem Thorsten og Iris? Det var sgu ikke så godt som de nok havde tænkt det.
Firserperler som ”Das Mädchen Auf Der Treppe” og ”Warsaw In The Sun” (med pianointro) var dog velkomne genhør. ”Teetering Scales” var i bund og grund et backing track til en jamsession mellem perkussion og violin, og tilpas underlig, som det nu kan være, når Edgar Froeses krøllede hjerne, er den endelige beslutningstager.
"Stratosfear" var pumpet op til Satrianiske dimensioner, og selvom jeg syntes det var lidt vulgært, blev jeg dog alligevel grebet af den fascination, der samtidig efterlod publikum med kæber, der ramte gulvet.
Vivaldis ”Vinter” var dristigt og hurtigt klemt inden klokken blev 23:00. Det var ligeså kitschet som da Jean-Michel Jarre spillede det med Kinas svar på Yngwie Malmsteen i Beijing engang i 2004. Her var leadinstrumentet dog en violin.
Koncerten faldt sammen med Englands VM kamp mod Italien. I Edgar Froeses afsluttende bemærkninger, skulle han dog lige høre resultatet. Ikke fordi det interesserede ham en døjt, men fordi han lige skulle takke publikum for at have valgt at dukke op, og måske lidt drilsk, spolere resultatet, for dem der havde optaget kampen. De afsluttende ord var sjældent morsomme, og man kunne fornemme hvorfor dette liveband har holdt sammen så længe.
Tangerine Dream har tidligere triumferet på Shepherd's Bush Empire. I 1996, 1997, 2001 og 2005. Det var lidt af en homecoming at se dem igen, syv år efter den allerførste gang. Små knap så fremragende momenter var tilstede, men i bund og grund en forbløffende overbevisende oplevelse.
Lidt ekstra betragtninger:
· Folk i London var overraskende interesserede i at snakke om Tangerine Dream. Taxachaufførerne, bartenderne, receptionisten, og spørgeskemadamen i Gatwick. Jeg følte mig helt hjemme. I Danmark er der sgu ingen, der under mine T-shirts et blik eller lade en hurtig kommentar falde. Det må skyldes uvidenhed eller generel manglende interessere i musik og folk generelt.
· Det var fantastisk at se de gamle hoveder på pubben inden koncerten. Men det var primært folk fra UK. De andre landes fans har nok tilvagt koncerterne i Belgien, Italien, Tyskland og Ungarn, og den kommende USA turné
· Der blev udøvet en striks anti-fotograferingspolitik til koncerten, hvilket nogle selvfølgelig trodsede, men langt de fleste respekterede. Jeg tror det er vejen frem. Nogle var jo også modstandere da rygeforbuddet blev indført på spillestederne. Hvor er det dog egentligt distraherende med alle de lysende smart phones og telefoner. Bandet kan selv hyre deres fotograf, og lægge billederne på nettet. Vi skal jo egentlig bare koncentrere os om at nyde showet.
· Der var ingen CD'er udgivet specielt i anledningen. Ikke fra TD i hvert fald, men derimod guitaristen Bernhard Beibl. Helt uventet havde han udgivet en potent progressiv, instrumental heavy metal compact disc, helt på højde med hvad John Petrucci eller Marty Friedmann kan levere.
DK - liveOprettet af Jacob Pertou fre, oktober 21, 2011 22:36 LOOM E-Live, Theater de Enck, Oirschot,
Eindhoven 15/10/2011.
Når bestillingen er gennemført,
sidder man nogle gange med fornemmelsen, at man har købt billet til
en historisk koncert. Looms E-Live koncert var en af dem, og levede
mere end op til hvad man turde forvente.
Sidst jeg for alvor fik dette sug i
maven, var da det blev annonceret at Tangerine Dream skulle give en
koncert sammen avantgardepioneren Terry Riley, på Frankfurts Alte
Oper i 2007. Minimalistiske toner blandt dalíeske klangflader, var
jeg så småt begyndt at indstille mig på. Men selv de mest
legendariske legender svækkes også af alderdommens begrænsninger,
og Terry Riley måtte melde afbud til den historiske begivenhed.
Tangerine Dream gjorde ikke noget usædvanligt for at matche den
oprindelige idé, og lancerede endnu en greatest hits koncert, under
den sært generiske titel One Night In Space.
Komplet uventet landede en nyhedsmail i
indbakken, hvori der stod at Jerome Froese og Johannes Schmoelling
ville stå på scenen sammen i oktober. Denne gang under navnet Loom.
Jerome Froese havde jeg ikke set på
scenen siden Tangerine Dreams Tempodrom koncert i september 2006,
hvor man han så overmåde mellemfornøjet ud. Johannes Schmoellings
sidste færden på de skrå brædder var til Million Bits
koncerten i Køln, i 1987.
Sidste koncert med Tangerine Dream var i december 1983.
Både Johannes
Schmoelling og Jerome Froese bidrog med en karakteristisk sound til
bandet. Johannes tilførte ensemblet en højkoncentreret dosis
musikalitet i firserne – en uudtømmelig mængde gode melodier, og
i halvfemserne blev Edgar Froeses stagnerende dødssejler vakt
kunstnerisk til live da Jerome fik øjnene for dance og drum'n'bass.
Mødet mellem de to
generationer af eks-medlemmer var noget undertegnede ikke måtte gå
glip af. Tangerine Dreams egne koncerter var gået hen og blevet
trivielle. De samme numre, i de samme arrangementer, fra de samme
harddiske. Business as usual.
Men at se Johannes
Schmoelling på scenen for allerførste gang nogensinde, og Jerome
Froese efter fem års fravær skulle simpelthen opleves. Andet ville
have været en tragedie.
Det blev i
Oirschot, en forstad til Eindhoven at slaget skulle stå. Ikke det
mest centrale sted i Europa, men ikke nødvendigvis en hindring. Som
del af den elektroniske festival E-Live, hvor artister i ligaen under
Loom også fik chancen for at blive hørt for et relativt stort
publikum. 300 havde indløst billet, og arrangementet var derfor helt
udsolgt.
René van der
Wouden gav koncerter i et tilstødende lokale, det meste af dagen.
Bundsolid berlinerskole, med stærke, rytmiske progressioner, og
monofone soli i lange passager. Stemningsmæssigt havde det passet
bedre ind i den store koncertsal, i en mere dæmpet belysning, hvor
folk ikke kunne gå til og fra. Men godt var det, desuagtet.
Eric van der
Heijden leverede småsentimental new-aget musik, med en overordnet
tematik omkring følelsen i musik. Ganske fermt formidlet, men også
lidt for pænt. Ovenpå den lange rejse til Oirschot, valgte jeg at
lade tonerne fise ind igennem det ene øre, og ud af det andet. Da
sæderne var bløde og musikken ufarlig, var det en oplagt lejlighed
til lige at tage sig en tiltrængt lur.
Derfor var
batterierne helt ladet op til Loom koncerten. I forhallen blev
forventningerne langsomt bygget op. I køen var der snak om hvor
fantastisk dette kunne blive. Klokken 21 kunne ikke nærme sig
hurtigt nok.
Festivalarrangør
og velrenommeret musiker, Ron Boots, løfter klokken 21:15 tomlen til
lydmanden.
”Ladies and
gentlemen – Loom!”
Tæppet deler sig.
På scenen er placeret et flygel, foran tre stationer med diverse
former for keyboards, guitarer, laptops og anden elektronik.
Ind
træder Johannes Schmoelling, sætter sig ved flygelet. Og med tre
dramatiske akkorder er koncerten i gang. I 1980 var Tangerine Dream
var det første vesteuropæiske rockband, der fik lov at give koncert
i DDR. Det var også den første med Johannes Schmoelling. Her var
han af Edgar Froese beordret at improvisere en intro til koncerten
på flygel, og afslutte på en bestemt akkord, inden elektronikken
ville tage helt over. For en nybegynder på koncertfronten var dette
selvfølgelig med nerverne uden på tøjet.
Som genfødt
nybegynder, over tredive år efter, var det også med rystende hånd
at Johannes spillede samme pianointro (med små variationer
selvfølgelig). Historiens vingesus gav genlyd i salen, og en højlydt
jubelseance brød ud efter de førnævnte akkorder.
Flygelet blev
hurtigt gennet væk af scenefolket, og derefter var koncerten i gang.
Et hidtil uhørt
nummer med svævende klange, moderne rytmik og et velfungerende miks
mellem de to generationers respektive sounds. Mere kryptisk
formuleret; et mash-up af Jeromes post-milleniale guitartronica og
Johannes' distortede keyboardsoli og retroauditive håndklapsrytmik
fra Poland livealbummet. Lettere gement, men udsøgt
formuleret electronica.
Johannes træder
ned fra sit podie med synthesizers og går hen til mikrofonstativet.
Ydmygt og høfligt bydes vi velkommen. Det berettes at begivenheden
ikke havde fundet sted uden en vis form for pression fra Jerome og
tredje hjul, Robert Waters. Johannes virker overvældet over
reaktionen fra publikum. Det nævnes kortvarigt at Jerome er
semi-halt, og at det forhåbentlig ikke kan høres på hans
guitarspil. Han forventes nemlig ikke at stjæle spotlyset, da han er
på krykker, og derfor er lænket til sin plads i venstre side af
scenen.
Foto: Tim Pullen
Denne aften spiller
Jerome kun på guitar. Hans såkaldte guitartronica er blevet hans
varemærke, og når der ikke spilles heavyrockinspirerede soli,
bliver elektroniske lyde genereret via strengene og igennem
computerisenkrammet. Ofte er de præ-indspillede guitardele højere
end det der spilles live, hvilket er lidt underligt, og nok burde
være korrigeret af lydmanden. Men hvad fanden.
Foto: Tim Pullen
I midten står
Robert Waters som mejslet i granit. Hvad han egentlig bidrager med er
svært at se og høre. Det meste af tiden stirrer han koncentreret
ind i en computerskærm, holder en hånd som et blylod på et
keyboard, og drejer ind i mellem på en knap. Han ligner en
supervisor, en systemafvikler, der skal sikre der ikke er grus i
maskineret, mens Jerome og Johannes lystigt kan jamme derudad.
Foto: Tim Pullen
Johannes
Schmoelling er dog ubetinget aftenens allermest feterede mand i
skysovs. At se ham på en scene er et ubeskriveligt privilegium. For
en håndfuld år siden takkede han nej til at optræde live sammen
med Edgar, primært grundet manglende selvtillid. Ingen af os turde
håbe han ville stå på en scene igen. Her står han og præsenterer
numre fra hans og Jeromes solokarriere, og selvfølgelig også
enkelte Tangerine Dream numre. Første af slagsen er det stærke
tema, fra den ualmindeligt ringe Flashpoint film.
Ligesom fornøjelsen
ved at lytte på (uautoriserede) liveoptagelser med Tangerine Dream
fra startfirserne var Schmoellings sublime soli, er arbejdsgangen
denne aften uændret. Alt hvad Johannes foretager sig er med samme
arbejdsmoral som han blev oplært i, da han lærte at mestre
flygelet. Ingen dovne smutveje. Ingen playback.
Der skiftes hurtigt
mellem de mange keyboards. Der spilles med plads til begejstring og
spontanitet. Der spilles disciplineret efter noder, med fokus rettet
gennem halvbrillen. Nodepapirerne lægges sirligt på gulvet efter
brug.
Hvad der
efterfølgende er enighed om blandt koncertgængerne er hvor godt de
forskellige numre egentlig passer sammen. Hvem havde troet at
Johannes kunne bidrage til Jeromes halvfemserdance, og Jerome kunne
lire en hårdtrockende solo af til Johannes' sentimentale
keyboardmusik?
Foto: Tim Pullen
De fleste numre til
koncerten er premierer. Fra Johannes' Vangelis-agtige tåreperser ”A
Long Way Home” og Jeromes upbeat guitartronica tracks fra
mesterværket Shiver Me Timbers. Man føler sig som del en af
en eksklusiv gentlemansklub.
Efter en generøs
times tid med en parade højkvalitativ musikalitet, er der indlagt en
pause. Mest til ære for bandet velsagtens, for jeg har i hvert fald
ikke i sinde at forlade min plads på forreste række, lige ud foran
Jerome. Pausekritikken med min sidemand er umiddelbart kortfattet, og
formuleret i enkelte ord. Det er for tidligt at excellere i de store,
dybsindige sætningskonstruktioner, for oplevelsen har ikke
bundfældet sig, og man er tabt for ord.
Efter pausen bliver
det store flygel rullet ind igen. Her er det ”Circles” fra Early Beginnings - et opsamlingsalbum med outtakes
fra Tangerine Dream perioden. Dedikeret de gamle bandkumpaner, Edgar
Froese og Christoph Franke, er det en fornøjelse at Johannes spiller
nummeret live.
Fra Tangerine Dream
tiden, hæfter yderligere tre numre sig i bevidstheden. ”White
Eagle”, ”Beach Scene” og allersidste encore, ”Choronzon”.
”White Eagle”
fra 1982-albummet af samme navn, var billedligt ledsaget af en
Super-8 kollage af klips fra Tangerine Dreams turné i Østeuropa.
Triste, gråmelerede bylandskaber i Karl-Marx-Stadt, betrådt af
Edgar , Johannes og en 12-årig Jerome, passer
upåklageligt ind i den længselsfulde ode ”White Eagle”, som er
en af den elektroniske musiks allervigtigste hymner.
Foto: Tim Pullen
”Beach Scene”
er fra filmen Thief (1981), hvor man ser en småfed
James Belushi bryde bølgerne til tonerne af Edgar Froeses ikoniske
guitarsolo. Her spillet af sønnike, på en næsten legendarisk
modus, så man næsten kan ikke ryste det af sig. Hvorfor skulle man
også det?
”Choronzon” er
en staccato-opbygget klassiker fra Exit (1981), med de ret så
karakteristiske soli, et af de mest spillede livetracks i Schmoelling
perioden. At der var plads til små svinkeærinder, gjorde blot det
hele mere fornøjeligt, for ret beset er det et lidt fjollet nummer,
og det var en perfekt afslutning på en af de allerbedste koncerter
jeg nogensinde har og vil komme til at opleve.
Foto: Ståle Tandberg
Foto: Charles Coursaget
Efterfølgende blev
jeg lokket til at tage mit billede sammen med Jerome og Johannes. For
ligesom at udtrykke min allermest skrabede grattitude, forklarer jeg
Johanes at jeg ikke håber det var sidste gang vi så ham på en
scene. Høfligt, men kontant, forklarer han mig at han er helt
udmattet, og mest af alt ønsker en seng, end at tage stilling til
min observation. Ja, sådan er det vel, når trætheden tager over.Foto: Ståle Tandberg
Jeg selv var dog
mere lysvågen end nogensinde. I foyeren i de Enck var der ekstatisk
konsensus om koncertens klassiske berettigelse. Måske er det svært
at gennemskue ved blot at læse dette. Måske skal det slet ikke
forklares. Men dem der var til stede ved hvad jeg snakker om.
Finanskrisen kradsede hos EUROPAS og Sterling. Sidstnævnte
et par dage før afrejse. Planlægning var blevet et logistisk inferno toppet af
en kuldsejlet økonomi på hjemmefronten. I syv timer var mine mange planer
afblæst. Flybilletter til og fra Edinburgh var der taget midlertidig afsked
med, og intet kunne forsvare at købe en flybillet til 25% af min månedlige
indkomst.
TD’s hæderkronede fanskare af venner udtænkte en
redningsplan, og skaffede mig husly, så jeg skippede hotellet og købte en af dyre
flybilletter i sidste øjeblik.
Og vupti – små 48 timer sad jeg i flyveren på vej til
Heathrow, hvorefter jeg skulle tage tube’n til Brixton for at mødes med
BillyTheFish, der ikke er en fisk, men en gæv gut med det borgerlige fornavn
Stephen.
Jeg havde mødt Stephen 3½ år tidligere til fanmødet ved
Shepherd’s Bush Empire koncerten. Jeg blev genkendt på mit lange hår. Jeg var
genert ved synet af levende TD fans, som jeg kun kendte i form af det skrevne
ord.
Men generøsiteten ved at invitere mig hen til deres bord og
3½ år senere til at overnatte i hans hus var et tegn på ubetinget venlighed.
Stephen hentede mig på Brixton Underground. På det tidspunkt
var der gået over 12 timer, siden jeg hoppede på toget i Gråsten. Jeg kunne
nemlig ikke finde et tidligere fly, til at passe sammen med min togrejse, da
jeg var nødsaget til at købe min flybillet i sidste øjeblik. I mellemtiden
skulle adskillige timer slås ihjel på Københavns hovedbanegård og Kastrup
lufthavn.
Men jeg morede mig fint – nød at have god tid til at glæde mig
over at jeg endelig skulle afsted.
Stephen og jeg tog turen gennem Brixton hentil hans hus.
Turen tog cirka 15 minutter, og her måtte jeg løbe hurtigt for at følge med.
Der var her et metropolit-møder-provinsrotte rendezvous, for her hang jeg bare på og
kunne dårligt orientere mig, da Stephen gik rent instinktivt og målrettet hjem.
Imens vi snakkede, nåede jeg ikke at konvertere mine hjernehalvdele til det
britiske trafiksystem, hvor højre er venstre og venstre er højre; jeg fulgte
bare efter uden at kigge mig for!
Stephen er en festlig vært, med hang til mange øl og god
musik. Kort sagt en vært lige efter mit hjerte! Bofællerne skejede ud
andetsteds, så vi havde god mulighed for at larme i dagens anledning – som det
retmæssigt skal nævnes - Halloween. Derfor så vi den stadigt moderne vampyrfilm
”Near Dark” på storskærm og ignorerede gadens børn og deres ”Trick or Treat”
repressalier.
Det var efterfølgende dog svært at holde sig vågen til mere
musik, især fordi det, der blev introduceret havde en kulturel kaliber, der
krævede en vis koncentrationsforpligtelse. AfroCelt System, med input fra Peter
Gabriel, vandt dog størst gehør hos mig med de flot producerede hybrider mellem
irsk og afrikansk musik tilsat kontemporært elektronika.
Stephen havde gerne set mig give mere gas, men efter 10
Beck’s blev mit snakketøj lettere rustent og arbitrært, så klokken 1:30,
takkede jeg høfligt af for en forrygende aften i godt selskab… og curry!
(Fik aldrig skrevet en anmeldelse af resten af weekenden, men det var en rigtig god weekend!)
Inde på TD's forum var
der arrangeret at vi kunne mødes på O'Neills Pub
før koncerten. Jeg kom ca. kl. 14.30. Jeg turde ikke rigtig
kontakte de fans der allerede var kommet, derfor satte jeg mig ned og
begyndte at læse covernoterne til Klaus Schulzes X, som jeg
lige havde købt i Virgin Megastores på Tottenham Court
Road, i håb om at nogle ville begynde at snakke med mig, af den
grund.
Der begyndte at komme flere fans ind, og jeg kunne ikke lade
være med kigge på dem, for på dette tidspunkt,
havde jeg aldrig set TD fans før!
Jeg var meget beæret og imponeret over at en kunne genkende mig
på min tegning på forummet. Det var BillyTheFish, og han
spurgte om jeg ikke ville 'joine' ham og hans venner. Jeg fumlede med
ordene, og gjorde klart at det ville jeg selvfølgelig gerne.
Jeg var så forbløffet over at BillyTheFish kunne
genkende mig på den naive tegning af mig selv på
forummet.
Det var godt selskab, de lyttede, var flinke og havde en
høflighed jeg ikke tidligere havde set magen under mit ophold
i London.
Det var især spændende at møde Sequence C. En
jævnaldrende, som jeg synes jeg har meget tilfælles med:
TD, heavy metal, problemer med at med at finde piger, og så var
han lige så genert som da jeg var i hans alder (19).
Det fedeste var dog var dog, da BillyTheFish introducerede mig, for
sin venner. Især Rubycon1975, der med et glas whisky i
hånden, og godt håndtryk, spurgte om jeg var Chris
Frankes søn!!!
I
køen
Halvanden time før
showet stillede jeg mig i kø. Jeg satte mig ned, det meste af
det tiden, for jeg havde meget ondt i venstre fod. Jeg blev irriteret
over billethajerne udenfor, især fordi, der på et
tidspunkt var fire!
Pludselig kom en forbi fra noget børnevelgørenhed, og
gav en slikkepind, hvis man gav et bidrag. En af billethajerne,
begyndte pludselig at tage en masse slikkepinde uden at betale for
dem. Hans ligeså patetiske ven grinte ad det, og jeg var
forarget over at indsamleren ikke sagde noget til ham!
Efter halvanden time, blev dørene lukket op, og jeg gik
direkte mod merchandise-boden, hvor jeg brugte 73 pund!! (...på
TDs Space Flight Orange single, der kun kunne købes til dette
show, Kyoto, en Phaedra T-shirt, Jeromes single Radio Pluto og
genindspilningerne af Edgar Froeses Epsilon In Malaysian Pale, Macula
Transfer og Stuntman!
(I alt brugte jeg 215 pund på TD ting under mit ophold!
arrgh!)
Den længste ventetid, var tiden fra jeg havde købt
merchandise, til koncerten gik I gang. Der gik evigheder!
Koncerten
Ricochet Part 2
improvisation
Mens resten af bandet var
gemt væk bag det sorte bagtæppe, gik Edgar Froese
på scenen og satte sig bag et Yamaha el-piano. Hans attitude
var ret parodisk. Han imiterede en lettere arrogant koncertpianist,
imens han improviserede over Ricochet Part 2 temaet. Han
tørrede sveden af panden, og kastede på en
uimodståelig, nonchalent og ret komisk måde,
håndklædet ud til publikum.
Improvisationen var meget levende, kaotisk, endog meget rolig.
Starten på en uforglemmelig aften, var begyndt!
Phaedra 88 (udvidet version)
Så gik det sorte tæppe, og Edgar gik hen til sin plads.
Bandet sad bag et tyndt, hvidt, transparent tæppe, mens de
spillede en udvidet version af Phaedra '88, som I forvejen er et
uddrag af 1 minut af nummeret Phaedra. De lød meget tæt
op ad Phaedra '88, selvom længden var tredoblet. De optagelser
af nyere koncerter, jeg har hørt, er momentvist uhyggeligt
identiske med studieversionerne, derfor jeg var meget opsat på
at finde variationer og "fejl"! Jeg prøvede at finde
sammenhæng mellem bevægelserne på keyboardsne og
melodierne, men det var svært efter som gruppen sad med ryggen
til.
Foruden Jerome og Edgar, havde de fået følgeskab af
Thorsten Quäschning, som har været engineer på de
seneste TD og EF udgivelser.
Gruppen sad med ryggen til, og deres udstyr, og dettes opstilling
så næsten identisk ud. Det jeg bad mest mærke i,
var de tre monitorer der skulle forestille gamle sequencere. Genial
kobling mellem nutid og fortid.
Efter Phaedra '88 faldt det hvide gardin....
Mysterious Semblance At The
Strand Of Nightmares
Noget lækker,
stilskabende ambient blev der også plads til. Men som lovet,
blev hele Phaedra ikke opført.
Rubycon (Crossing Part)
Det gjorde ikke noget,
for jeg var ikke syndeligt imponeret over de første par numre
i koncerten. Heller ikke Rubycon Part 1. Denne version var meget
tæt op af Tangents-versionen, dvs. med lidt for meget fyld.
Desuden var der ikke megen variation. Dette var med andre ord, for
trofast mod Tangents-versionen.
Force Majeure
Siden 1980 og frem til
denne koncert, er der altid spillet det samme uddrag fra Force
Majeure, og det irriterer mig lidt. Det er en smuk del, fra et nummer
på min ultimative yndlingsplade, men hvorfor ikke tage f.eks.
delen med den overdubbede guitar, der var da nok af guitarister, den
aften!
Desert Dream (Tangents
version)
Meget melankolsk. Fedt
utraditionelt valg.
Underwater
Twilight
Endelig sker der noget rigtig fedt - øjenkontakt! Iris
Kulturer Camaa kommer på scenen. Hun er et fortryllende stykke
kvindemenneske. Utrolig smuk, smilende og langt bedre end de
koncertoptagelser jeg har hørt. Der var ikke noget fyld, hun
var meget præcis og smilende.
Trommebeatet var ret godt, og efter at have kigget på på
tre stillesidende mænds rygge i et pænt stykke tid, var
mit fokus rettet mod hendes bevægelser.
Warsaw In The Sun
Midnight In Tula
Aparte valg! Rubycon1975 (aka. Convention24) var kommet ned for at
tage billeder, og han var virkelig entusiatisk og råbte meget!
Det var for meget for mig, så jeg gik ud i siden, tæt
på højtaleren i højre hjørne. Problemet
var altså at TD ikke spillede højt nok efter min
standard! (for mange heavy-metal koncerter?)
Rubycon1975 skulle have lov til at skeje ud! Jeg ønskede
nemlig ikke at være som dem til Peter Gabriel koncerten, der
tyssede på mig, fordi jeg sang med!
Og så må vi ikke glemme det fede lysshow!
Silver Scale
Fed version. Den fra
Valetine Wheels, med de Mike Oldfield-inspirerede
"sækkepiber".
Logos 1 (sektionen der
begynder fra 6.46)
Hårene begyndte at
rejse sig på armene. Her gik koncerten for alvor i gang.
Choronzon
Er ikke blevet spillet live siden 1983! Mellem 1980 og 1983, blev den
spillet til praktisk talt hver koncert. Men den har aldrig lydt som
godt, som til denne koncert, jeg dybt imponeret.
Og så havde Edgar, Jerome og Thorsten endelig kontakt med
publikum. De stod ved deres keyboards, og det at vi ikke kun så
deres rygge, gjorde koncerten meget bedre!
Poland (de sidste 7-8 minuter
af albumversionen)
Thorstens pianosolo.
(Improvisation over Song Of The Whale Part Two: To Dusk)
Thorsten gik bag el-pianoet, og leverede en flot præstation.
Jeg er allerede fan af ham!
Oriental Haze
Som en overraskelse
kommer Linda Spa på scenen og leverer en flot sax-solo. Jeg
troede aldrig jeg skulle sige det, men det virkede så godt
live.
Towards The Evening Star
(Blue Gravity Mix)
Altid velkommen, og fremragende udført. Her begyndte jeg selv
at råbe "yearh" og lignende.
Catwalk (Dress-up mix)
Melrose
Flot! Linda kunne ikke
lade være med at smile til publikum mellem hendes soli. Og det
kan generelt siges om TD efter de fik øjenkontakt med
publikum.
Backstreet Hero
Zlatko, min helt, indtager scenen og spiller en fed rytmeguitar med
akkorder, jeg ikke lige kan placere, og Jerome leverer sin sindssyge
tabbing-solo. Så fedt at opleve det live!
Jerome, der virkelig er stor, smiler og bukker efter nummeret.
Klapsalverne var fuldt fortjent.
Rising Haul In Silence
Lamb With Radar Eyes
Så får Zlatko lov til at vise ultra-præcise
guitarspil. Han er helt skaldet, muskuløs, og vender tomlen
op, efter en fantastisk præstation. God kontakt til
publikum
Meta Morph Magic
Det bedste fra DM4! Jeg
lagde især mærke til 'sirene-delen' hvor Jerome
løftede sin ene arm fra keyboaredet og lavet cirkulerende
bevægelser! Hans smil bevidnede den spilleglæde TD havde,
den aften.
Efter to-en-halv time med uafbrudt time, med uafbrudt fremragende
musik, var det tid til pause.
Talking To Maddox Efter pausen vendte
bandet tilbage, og Edgar med en guitar. Publikum var ellevilde, men
Edgar manede til besindighed, med sin mimik og gestikulering. Hans
guitarsolo var smuk med noget så sjældent som
wah-wah-pedal.
Det meste hørte jeg inde på herretoilettet, hvor jeg
så en meget fuld mand. Synd, for ham at nok ikke kunne huske
meget af koncerten bagefter!
Jeg vendte tilbage til min plads, og jeg fik resten af den smukke
solo med, som fortjent fik en flot applaus med på vejen.
Homeless
Purple Haze
Iris og Thorsten spillede
percussion, Edgar, Jerome og Linda keyboard, og Zlatko en guitar
så præcis at Jimi Hendrix, får en til at krumme
tæer i forhold til!
Edgar sagde efter showet at, det havde svært at
finde tre timers musik ud af 250 timer. Og hvis ikke vi havde
hørt det vi allermest ville, skulle vi troppe op næste
gang!
Jeg har derfor store forventninger til Berlin-koncerterne, og hvad de
måtte bringe!
Og så var det slut.
Den bedste dag i mit liv, indtil videre. Jeg trængte til en
øl, men efter kl. 23 i England, er det ikke lige sådan
at få fat i en øl.
Jeg mødte bagefter nogle meget flinke folk fra Skotland, og
Modulator fra forummet, som fortalte om et show, han havde
været til dagen før, hvor de spillede 2 en halv times
uafbrudt sample-mellotronmusik. Jeg tror han havde foretrukket denne
koncert fremfor TD's, som han kaldte for lettilgængelig og
"shining".
For mig var det den bedste dag i mit liv, og jeg glæder mig
så forfærdeligt til de to koncerter i Berlin.
Jeg fik dette klistermærke af en ung fyr, som åbenbart var V.I.P. til koncerten. Heldige satan!
I got this sticker from young lad, appearently he was a V.I.P.
Lucky son of a bitch! I realised afterwards, it could have been my
access to meet the band! Damn!
Jeg var ankommet i god
tid, for at møde et par fans at snakke med, og det var aftalt
at det skulle være på Bistro am Gendarmenmarkt, men der
kom ikke nogen. Hverken fredag eller lørdag. (Det viste sig at
de var på et sted, der hed Löwenbrau). Jeg gik
rastløs rundt i området, og jeg var endda så
heldig at se noget af lydprøven. Det i sig selv var på
sin vis større end koncerten, da der blev improviseret.
Jeg gik
ned på Refugium, som egentlig er en del af Französischer
Dom, med udsigt ud over Gendarmenmarkt, for at få en øl.
I baggrunden kunne svagt høres mere lydprøve, men jeg
var faldet i snak med en TD-fan, så jeg lod lydprøve
være lydprøve. Ham jeg snakkede med, var ret imponeret
at jeg var taget hele vejen fra Danmark. Det tog ellers ikke så
lang tid!
Kl. 19.45 stillede jeg mig i kø, men tog ikke initiativ til at
få snakket, isedet overhørte jeg andres konversationer
om TD. Kl. 20.15 blev dørene åbnet, og eftersom jeg gik
i retning af merchandiseboden, hvor jeg brugte alt for mange penge,
var der ikke den bedste plads til mig. På turen købte
jeg følgende cd'er: Alpha Centauri m. bonustrack, Underwater
Sunlight, Turn of The Tides (TDI-version m. bonustrack), The Keep (50
euro!), The Dream Mixes One (2-CD), i-Box (6-CD), Vault IV (4-CD),
The Melrose Years (3-CD) , Arizona Live (2-CD), The Seven Letters
From Tibet (som erstatning for en brændt cd),
genindspilningerne af Edgar W. Froeses Ages, Aqua og Pinnacles, Iris
Camaas Straight From The Shoulder og en Ground Liftaz (Jerome Froeses
label) compilation.
Tilbage til koncerten. Jeg havde altså ikke fået den
bedste plads. Jeg sad til venstre for scenen, og kunne tydeligt se
Edgar, Iris og Thorsten, men Jerome var helt væk, eftersom jeg
blev blændet af et blåt lys, når jeg kiggede hen
mod ham.
Selve musikken var dog en
relativt stor skuffelse. Inden koncerten gik i gang kunne
høres en irriterende brummende lyd fra venstre
højttaler, der godt kunne minde om akustisk feedback fra en
pladespiller.
Det første nummer rykkede meget godt, med Iris' gode
percussionspil. Men som koncerten skred frem blev jeg mere og mere
irriteret over de manglende sequences, gode melodier og
fængende momenter.
Da koncerten blev spillet i en kirke, var der en del rumklang, og
lydene syntes at flyde ud i hinanden.
Jeg ventede på at
Jeanne d'Arc delen skulle høre op, til fordel for velkendt
materiale. Vi fik desværre kun Underwater Twillight, med
højdepunktet i slutningen af nummeret, klaverarpeggioen,
temmelig forvrænget.
Så var koncerten slut. En skuffende aften. Det var dog en
fornøjelse at se to jævnaldrende piger foran mig, nyde
koncerten. Piger på min alder, der hører TD, er et
sjældent syn. Sådan en må jeg have fat i en
dag!
Lørdag
Jeg var udemærket
klar over at jeg ville nyde den anden koncert endnu mere. Ikke alene
på grund af min mere positive indstilling, men fordi visse
momenter havde sat sine spor: Iris' gode trommespil, Thorsten
Quaeschnings vilde arpeggio og Jeromes afdæmpede klaverspil, og
de få andre genkendelig momenter, gjorde koncerten meget bedre.
Især fordi jeg også havde fået en meget bedre plads
midt for, men også fordi der var bedre ekstranumre. Den ret
tunge Ca va, Ca Marche, Ca Ira Encore, et ligegyldigt roligt stykke,
komplet uegnet til live-brug, samt den mægtige
TimeSquare.
Det blev en ganske god
koncert, for ved anden gennemlytning blev musikken markant bedre.
Musikken kunne ved anden gennemlytning bedst sammenlignes med de
rolige stykker fra 220 Volt, grundet Linda Spas saxofon, samt The
Seven Letters From Tibet, grundet de manglende sequences. (Hvor tog jeg da fejl!)
Jeg ser frem til udgivelsen
af Jeanne d'Arc, som en souvenir fra de to koncerter, hvad enten det
bliver en CD eller en DVD. (Der var nemlig kameraer
tilstede, begge aftener).
Det er en smule besynderligt,
efter min mening at Linda Spa er kommet tilbage i TD igen. Edgar har
engang sagt i et interview, at hun var en bedre keyboardspiller end
saxofonist. Jeg synes heller ikke hun har noget særligt at byde
TD, men hun gjorde det godt i London og Berlin. Især var hendes
tværfløjtesolo et velkomment indslag, der gav
associationer, til 70'ernes TD.
Da vi blev lukket ind til
koncerten, blev jeg noget forbløffet over at Bianca Acquaye
stod ved indgangen og velvilligt snakkede med publikummerne. Da jeg
ikke ville have kunnet sige andet "I like your pictures", kunne jeg
ligeså godt lade være.
Efterfølgende fandt jeg ud af at der havde været en
udstilling på Swäbische Straße af hendes malerier
fra Divine Comedy-serien, samt malerier af Edgar Froese, helt tilbage
fra 60'erne.
Det missede jeg, og det var ærgerligt, for jeg havde ellers
været på Schwäbische Straße samme dag, for at
se den kontaktadresse, som stod i de gamle TD-covers, men at der
skulle have været en udtsilling, gik fuldstændig min
næse forbi. Øv, øv, og atter øv!!
Efter koncerten mødte jeg Morten og Anne, som nok er de
eneste, der læser min hjemmeside. Tak for sidst!
LOOM
Det blev i
Oirschot, en forstad til Eindhoven at slaget skulle stå. Ikke det
mest centrale sted i Europa, men ikke nødvendigvis en hindring. Som
del af den elektroniske festival E-Live, hvor artister i ligaen under
Loom også fik chancen for at blive hørt for et relativt stort
publikum. 300 havde indløst billet, og arrangementet var derfor helt
udsolgt.
René van der
Wouden gav koncerter i et tilstødende lokale, det meste af dagen.
Bundsolid berlinerskole, med stærke, rytmiske progressioner, og
monofone soli i lange passager. Stemningsmæssigt havde det passet
bedre ind i den store koncertsal, i en mere dæmpet belysning, hvor
folk ikke kunne gå til og fra. Men godt var det, desuagtet.
Eric van der
Heijden leverede småsentimental new-aget musik, med en overordnet
tematik omkring følelsen i musik. Ganske fermt formidlet, men også
lidt for pænt. Ovenpå den lange rejse til Oirschot, valgte jeg at
lade tonerne fise ind igennem det ene øre, og ud af det andet. Da
sæderne var bløde og musikken ufarlig, var det en oplagt lejlighed
til lige at tage sig en tiltrængt lur.
Tæppet deler sig.
På scenen er placeret et flygel, foran tre stationer med diverse
former for keyboards, guitarer, laptops og anden elektronik.
Et hidtil uhørt
nummer med svævende klange, moderne rytmik og et velfungerende miks
mellem de to generationers respektive sounds. Mere kryptisk
formuleret; et mash-up af Jeromes post-milleniale guitartronica og
Johannes' distortede keyboardsoli og retroauditive håndklapsrytmik
fra Poland livealbummet. Lettere gement, men udsøgt
formuleret electronica.
Foto: Tim Pullen
Foto: Tim Pullen
Foto: Tim Pullen
Foto: Tim Pullen
Foto: Ståle Tandberg
Foto: Charles Coursaget
Foto: Ståle Tandberg
