Jo, indrømmet, dette blogindlæg er temmelig tåbeligt. Men når man virkelig keder sig i sin sommerferie, finder man på de mærkeligste ting. DR P3s satireprogram, Det Sorte Ur, har på det seneste kørt en remix-konkurrence af deres fjollede landeplage Jeg ku' godt drik' en go' kop kaffe, og da jeg på siden for konkurrencebetingelserne læste at nummerets hastighed er 132 BPM, tænkte jeg om man kunne bruge de til rådighed stillede vokalspor sammen med Star Sound Orchestras Transmission 99 (Psy*Force, 1997), der også kører i 132 BPM. Det sad jeg så og morede mig med, ud på starten af natten til i dag. Synkroniseringen voldte nogle gange lidt problemer, men jeg synes resultatet blev ret godt, taget i betragtning af at det nok er første og sidste gang, jeg giver mig kast med sådan noget. Resultatet vil ikke blive sendt til P3, da jeg ikke er ophavsmand til musikken.
Min største betænkelighed er nu heller ikke et sagsanlæg fra Steve Schroyder, men derimod om jeg har fået skabt et kunstigt behov for den ækle brune drik, hver gang turen når til track 8 på Psy*Force.
Min garderobe består i nærheden af et dusin T-shirts, hvorpå
navnet Tangerine Dream tydeligt fremgår. Efter at bandets relativt
tilbagelænede musik gjorde sit indtog i min musikalske bevidsthed, er mit
fysiske omfang ekspanderet til en størrelse XL, hvor det efterhånden har ligget
stabilt omkring, de sidste 7 år, jeg har kendt bandet. I mellemtiden er jeg
vokset ud af T-shirts hvor andre artisters logoer er påtrykt.
Da den massive mængde af officielt og uofficielt udgivet
Tangerine Dream (-relateret) materiale, har krævet en vis tilstedeværelse, både
åndeligt og fysisk, har fornuftige fysiske udskejelser stået ret meget standby.
Hvor TD selv prøver at råde på denne negative indflydelse i form af en ny compilationserie
kaldet Music For Sports, der efter sigende skulle kunne folk få en op af
sofaen, har jeg valgt – lidt modsat – at tæppebombe mine omgivelser med navnet og
brandet Tangerine Dream, selvom jeg ved hvilken effekt det kan medføre. Der
er nemlig så meget at hente i bandets musik.
I dagligdagen er jeg en omvandrende reklamesøjle for bandet,
og da jeg arbejder på en SFO, ser over 200 børn, forældre og kolleger navnet
Tangerine Dream, op til fem dage om ugen - året rundt. Jeg er ikke typen der
bruger en hver mulighed for lige at klemme noget Tangerine Dream musik ind i
mit daglige arbejde, men vil hellere have at navnet bliver dybt lagret i den
kollektive bevidsthed. Min markedsføring søger at være insisterende, men ikke aggressiv
eller påtvingende.
Selvom det ikke giver Tangerine Dream noget som helst afkast, på kort eller længere sigt, vil en masse børn i nærmiljøet, med
tid måske genkende navnet, selvom deres læsefærdigheder ikke er udviklet ret
meget lige nu. Jeg lever i håbet om at en eller to genkender navnet, når de engang
skal købe deres egen musik, men samtidig husker at læse på lektierne, spise sundt og
motionere indimellem!
