JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Guide til 10 albums du bør kende som Tangerine Dream-entusiast.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou man, januar 19, 2015 00:39
Tangerine Dream er for den elektroniske musik, hvad Beatles er for rocken og Black Sabbath er for metallen. Indflydelsen på kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Her er ti favoritter, der på direkte eller indirekte vis, lægger sig i slipstrømmen på nogle af bandets bedste albums.

Så kan du kan du lide Tangerine Dreams album, vil du også kunne lide...



Zeit » Soliloquy for Lilith af Nurse With Wound
Hvem: Steve Stapleton, tidligere roadie for Guru Guru, og kompromisløs musiker under alter-ego'et Nurse With Wound.
Hvad: Organiske droner, der trods deres lettere ondsindede karakter, skaffede Hr. Stapleton penge nok på bordet til et huskøb.
Hvor: eMusic.




Green Desert » Spectra af VED
Hvem: Mattias Nihlén, scientolog og mastermind af det psykedeliske ensemble VED fra Malmö.
Hvad: Det var som opvarming for Michael Rother i Malmö, 2010 at jeg fik ørerne op for VEDs ubetingede kvaliteter. Det er skandinavisk krautrock per excellance, og ligesom på Green Desert duellerer guitar og trommer på en bund af droner.
Hvor: Vinylen kan købes på Amazon.




Rubycon » Redshift af Redshift
Hvem: Mark Shreeve, den britiske sequencerlegende, der aldrig går ned på udstyret.
Hvad: Da Berlin School-genren fik sin revival i midthalvfemserne, var det briter som Radio Massacre International og Redshift. Titelnummeret kan bedst beskrives som "Rubycon Part 3". Mere autentisk bliver det ikke.
Hvor: Kan streames og købes på Bandcamp.




Force Majeure » Uragan af Hakenecho
Hvem: Unge Alexander aka PC-72, forhenværende medlem af Tidal Force, Danmarks bedste eksponent af Berlin School.
Hvad: Force Majeure er, efter min ublu mening, det bedste eksempel på indspillet musik. Nogensinde. Ikke mange har haft mod og mandshjerte til at matche dette semiproggede magnum opus. Men Hakenecho har lavet mesterværk i Uragan. Selveste Edgar Froese ejer et eksemplar af dette fantastiske album.
Hvor: Gratis download i højt opløseligt format på Bandcamp.




Poland » Mythos Part One af Perge
Hvem: Graham Getty og Matthew Stringer. Kontrafaktisk Tangerine Dream-trio konverteret til nutidig duo.
Hvad: Perge på denne liste er selvskreven. Deres diskografi er et must, og som coveret antyder, er Poland mere end bare en inspiration. Også Logos bliver hyldet.
Hvor: Download på iTunes, fysisk format på Groove.nl.




Le Parc » The Construct af D/A/D
Hvem: Ikke Danmarks udtrådte rockinstitution, men et californisk enmandsband med firserfanatikeren Zach Robinson i absolut front.
Hvad: Streethawk møder Miami Vice. Så enkelt kan det siges. Sjov og ballade for alvor.
Hvor: Kassettebånd til bilen og compact disc til festen på Bandcamp.




Livemiles » Symphodyssé af Klaus Schønning
Hvem: Klaus Schønning, dansk legende indenfor New Age og progressiv elektronisk musik.
Hvad: Første album i en række af Symphodysséer. Storladen musik med tidens klinisk klingende synthesizer og andre akustiske instrumenter. Side 1 er blid og drømmende, mens side 2 perfekt matcher stivheden fra Livemiles.
Hvor: Fønix Musiks hjemmeside.




Canyon Dreams » Aphelion af Arcane
Hvem: Paul Lawler. Geni med imponerende maskinpark.
Hvad: Det er svært at udpege bare et enkelt værk fra Arcane, så det bliver seneste skud på stammen. Her er den gennemgående inspiration Canyon Dreams, og Paul Lawler har nærlyttet og med stor kærlighed genskabt magien fra Haslinger, Franke og Froese-vældet. I sandhed gennemført.
Hvor: Download til spotpris på Bandcamp.




220 Volt » Waves of Wheels af Can Atilla
Hvem: Tyrkiets svar på Tangerine Dream.
Hvad: Særdeles kløgtig amalgamation af halvfemsernes TD-produktion, med 220 Volt i højsædet. Masser af spade og lummersax inkluderet.
Hvor: Groove Unlimited.




DM3 - The Past Hundred Moons
» Contact af Axess/Maxxess
Hvem: Axel Stupplich på synths og Max Schiefele på guitar.
Hvad: Selvfølgelig er der så godt som ingen leadguitar i Dream Mixes-serien, men melankolien og den soniske produktion på Contact minder meget om DM3 - The Past Hundred Moons og den livelyd Tangerine Dream havde i 2001. Der er ikke et øje tørt i åbningsnummeret "Tsunami".
Hvor: Cue Records.

Perge: Mythos Part One (2014).

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou ons, juni 04, 2014 21:45


Der står i tourprogrammet fra den seneste Tangerine Dream-turné at alle forsøg på at genskabe TD-lyden har været forgæves og uden nogen form for succes. Her fristes man til at tro forfatteren bag programmet har vendt det døve øre til duoen Perge, der med nu fem albums i ryggen, har modtaget særdeles megen hæder og anerkendelse for dets virke. Udsagn som: ”Kan du lide TD's firserperiode med Schmoelling, Froese og Franke, vil du elske Perge,” virker retvisende når en anbefaling gives videre.

Perges koncept kan sammenlignes med litteratur og film, hvor en given detalje fra et plot forsinkes, forskydes eller på anden måde varieres, og der derpå opstår en ny, uforudsigelig historie, i et nyt parallelunivers.

Coveret på femte album Mythos Part One overlader heller ikke meget til tilfældighederne. Det ikoniske Poland-album fra 1984 er den klokkeklare reference. Musikalsk går hentydningen igen i ”Poloart”, albummets første komposition, på hele 26 minutter. Et andet livealbum, Logos, afspejles i det 36-minutter lange epos ”Mythos Rouge”.

Fælles for de to mastodonter er at de afspejler temaer og strukturer fra de givne forlæg, men ikke i stringent rækkefølge. ”Poloart” breder sig ud over Polands fire sider, mens ”Mythos Rouge” relaterer til publikumsoptagelserne fra november 1982, og ikke blot Logos-LP'en.

Bedst fungerende er det, når musikken går ud af en tangent (undskyld ordspillet), og det næsten lyder improviseret. ”Mythos Rouge” fremstår desværre enkelte gange en kende stiv i ledene, når de kendte riffs og soli skal ind i den nye kontekst, og måske er 36 minutter i overkanten. Det tager en halv time at komme til højdepunktet; det flimrende sequencermønster med stortromme, majestætiske synthpads, og en længselsfuld melodilinje. Udtoningen er ret hurtig, og det er tydeligvis fordi der er gemt ideer til Mythos Part Two.

”Poloart” er mere fleksibel og lyttevenlig end ”titelnummeret”, da dens progression er helt ubesværet. Fremdriften skyldes i særdeleshed de fantastiske Schmoelling-agtige soli, der uden vi bemærker det, tager os fra den ene sektion til den næste.

Attalus fra 2013 bød på det års suverænt bedste komposition indenfor elektronisk musik, nemlig ”Tempestas Fronte”. Niveauet nås desværre ikke helt denne gang, men det er alligevel det hele værd.

Tangerine Dream-lyden i dag bliver grundigt udforsket af bandet selv, i form af utallige udgivelser, og en lyd, der tog sit udgangspunkt i The Five Atomic Seasons-serien. Rubycon er fortolket af berlinerskoleensembler et hav af gange. Og så er det jo godt vi har Perge til at rekreere en periode og lyd, der aldrig blev udforsket i tilstrækkelig grad, før nu. Jeg ser i hvert fald frem til Mythos Part Two.

www.perge.bandcamp.com

PLANTS.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou fre, januar 31, 2014 21:34
Ironisk er det at Radio24Syv er DKs bedste musikleverandør på FM-båndet. Efter kanalen spillede et uddrag af indledningen til kassetteudgivelsen Telemark af Plants, var jeg øjeblikkeligt solgt. Hele albummet er lagt gratis ud til den brede offentlighed på nedenstående Youtube-klip. Telemark er et sublimt ekko af midthalvfjerdsernes Klaus Schulze, der på det tidspunkt ikke havde mistet grebet af gejsten til at lave musik, der gjorde en forskel. På forbilledlig vis tager Plants Berlinerskolegenren og opvejer den til en Ph. d.


Og så skal min fætter, Birk Marcus, ikke gå at holde sådanne hemmeligheder for sig selv.
Nedenstående video er hans værk fra 2012. Harmonia-fans skal holde godt fast.


Havde jeg opdaget Plants i tide, var en prominent placering markeret på min opgørelse over albums fra 2013.

Perge: Attalus Sessions (2013).

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou fre, oktober 25, 2013 15:02

Duoen Perge har høstet stor anerkendelse for sine tre albums, Dyad, Dyad Sessions og Attalus. På disse skiver, rekreeres lyden fra Chris Franke-æraens TD. Konverteret fra trioformatet, udfylder Matthew Stringer og Graham Getty Schmoelling og Frankes sko, mens Edgar Froeses metamusiske særpræg er hengemt i kulissen. Fokus er derfor på komplekse rytmer og smukke melodier, og resultatet er ofte dynamisk, krystalklart og inspirerende. Ud fra tonale forskydninger, transponeringer og hvad har vi, skabes ny musik ud af de melodiske tomrum, Tangerine Dream aldrig selv nåede at udforske.

Attalus Sessions knytter sig naturligvis til Attalus, der endvidere er en reference til Tangerine Dream albummet Pergamon. Perge er utvivlsomt også slang for dette album. Coveret plagierer bootleggen Antarktis. Referencer er der nok af.

Albummet åbner ligeledes med ”Romance 13”, der tager os tilbage til Peter Baumanns solodebut fra 1976. Men med et skridt fremad i kronologien, og ud af en anden tangent. For selvom instrumentering tager sit afsæt hos Peter Baumann, minder den komplekse melodiøsitet, akkordskift og pulserende stortromme, om noget Michael Garrison begik på sine to første, fremragende plader.

Så der bliver altså tænkt ud af boksen denne Sessions-udgivelse. Noget Perge ikke rigtigt har tilladt sig selv på de stramt konceptfunderede Dyad og Attalus. Resultatet vinder ved dette initiativ.

I indledningen gøres der brug af stemmesamples fra NASAs kontrolrum, hvor ordet ”sequencer” går igen. En sjov gimmick, men ikke da de anvendes i det sytten minutter lange nummer ”Out on a LM”. For ovenpå den ulmende musik, berlinerskole, opdateret til midtfirsernes soundtrackklange, kører noget, der, mest af alt, lyder som en politiskanner. Det er på grænsen til det utålelige. I disse downloadtider, kan man håbe at dette spor bliver slettet, for det er svært at finde nogle godartede sider ved denne overbrug af stemmesamples. Den smukke outro får heldigvis lov at stå alene.

Kuriøst betitlede ”Protonenzerfall” har en intuitiv solostemme henover de glasklare sequences, og et vuggende rytmefundament. Det er ret afdæmpet, i forhold til Perges ofte lige-i-smasken-lyd. I hvert fald de første tre minutter, for så er det ellers all guns blazing. ”Vanishing Blue” og ”Valley of the Sun” er nærtliggende eksempler, hvis man kan tænke Schmoelling ind i den kontekst. Når materiale, af den karakter, udelades fra et album, har man et eller andet sted for meget talent som musiker.

”Lorem Ipsum” er stemningsmættet soundtrackmusik med ophav i Near Dark og Wavelength og kontemporære lydspor som Drive. Det skorter ikke på de rockende soli, og komplekse programmeringer. Der er, om Perge vil det eller ej, kun et spytkast til Picture Palace Music. Stemmesamples benyttes også her, men i passende målestok, og nok til at understøtte stemninger.

”Taking Le Parc (Early Sessions Mix)” tager et 11-minutters afrundingsheat. Først med referencer til det klæge Heartbreakers soundtrack, dernæst et frenzy af Polandske dimensioner, med en basgang a la ”Cool Breeze of Brighton” og dertilhørende, panorerede trommemaskinesalver.

Derfra kan alt ske. Og det gør der.

Det eneste, der ikke fungerer upåklageligt, er de mange stemmesamples, men set bort fra dette, er Perge sindssygt dygtige. Selv ved andensorteringer, brillerer de. Det er skønt at høre nye perspektiver på en æra, der udgør en stadigt mindre procentdel af Tangerine Dreams karriere. Jeg tør slet ikke tænke på reaktionerne, hvis Tangerine Dream selv havde udgivet dette album.

Albummet kan downloades – med og uden CDR – i morgen fra perge.bandcamp.com.

ANBEFALING: Erez Yaary - Moab.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou lør, september 07, 2013 10:40


I en periode modtog jeg downloadpromoer fra det tyske, melodiske, elektroniske selskab MellowJet. Det var ikke dem alle jeg tog under behandling. Men et af de albums, der, på det seneste, alligevel har gjort et uudsletteligt indtryk er Moab fra Erez Yaary.

Når jeg vælger at inkludere albummet på nærværende Tangerine Dream-blog, er det grundet en længere coverversion, samt inspirationer og temaer fra det berlinske ensemble, der gentagne popper op hos lytteren.

Hovedbestanddelen af albummet er ”Moab”, findes i to ”parts”. Allerede fra første færd, med den slørede, phasede drone med mellotronstrejf er vi i antikt drømmeland. Et akkordskift senere er vi pludselig tilbage i 1982 på Logosturnéen, hvor der autentisk parafraseres over brudstykket ”One Night In Romania” fra The Keep. Højstemt piano a la Force Majeure fordobler TD-effekten med særlig styrke. Fem minutter inde har ”Moab Part 1” for alvor taget fart. Med et syntetisk celloriff og alskens genkendelig lyde og harmoniseringer lægges der gradvist flere og flere lag på den lagkage, langt de fleste TD-kendere har smag for. Det er dog ikke en skamløs kopi, men en passioneret versionering, der også har karakter af Vangelis' mere orkestrale værker. Enhver kan programmere en sequencer i dag, men at stykke lange suiter sammen efter forbillede, kræver dog alligevel evner ud over det sædvanlige. Det sublime ved ”Moab Part 1” er at der lægges til og der tages fra, for at skabe den dynamiske effekt, et seksten minutter langt nummer skal og bør rumme. I bedste ånd fra vinyltiden, lægges der vægt på at en progression skal finde sted, og at x antal sindsstemninger skal mødes inden nummeret rinder ud.

”Moab Part 2” begynder på en dyster tone, med syntetisk messingsuppe og forlorne strygere. En klang, elektroniske entusiaster nok foretrækker frem for den ægte vare. Et ”triangel” slår pulsen an, og mere original klingende, men klokkelydende elektronik finder dets respektive plads. Den alvorlige, og statiske tone (med rum til store armbevægelser) er mere Klaus Schulze end Tangerine Dream, men det er fedt at Erez Yaary også viser den anden side af medaljen. Det giver albummet, som helhed, en større dynamisk spændvidde. Særligt velvalgt er det fagotklingende soloinstrument, der sikkert og støt leder den Schulzeagtige stemning ind i ”Betrayal”, vi kender som temaet fra Sorcerer. Tre minutter før kollaps får nummeret fast struktur med det programmerede trommespor, og en guidende melodi leder os videre til en særdeles velkonstrueret amalgamation af italo disco og berlinerskole. Jeg drister mig her til at bruge ordet genialt.

Skæring tre ”Desert” er meget alvorlig i sin karakter. Næsten gyserfilmsagtig. En voldsom tone slår regelmæssigt ned. Der mangler blot den susende monostøj vi kender fra VHS-båndenes velmagtsdage, for at det virkelig kan løbe koldt ned af ryggen på én. Hvis vi skal sammenligne med et Tangerine Dream-soundtrack er det nok Strange Behavior eller The Keep. Lidt melodi introduceres i sidste tredjedel, men det opvejer ingenlunde uhyggen.

”Red Logos” er coverversionen. Med et tåget, psykedeliske optrin til sektionen med det samplede - og her tyvstjålne - ”Wake up!” (alternativt transskriberet som ”Wanker!”), skabes her en personlig udlægning af et værk mange elektroniske udøvere har kradset sig i hovedbunden til. Hvordan det er muligt at lave så fantastisk synthesizermusik som TD kunne i 1982, finder man kun ud af, ved at rekreere det selv. Konkluderende bliver der, efter smag og behag, brugt lidt for mange molakkorder, men destotrods er det en fin-fin coverversion. I jpg'en på mit promoeksemplar kun man dog have vist den anstændighed at have krediteret Franke, Froese og Schmoelling, for det er sgu ikke, hvordan man vender og drejer det, ikke Erez Yaary, der har komponeret al musikken på albummet!

Nuvel. Femte skæring ”11 11 11” har en afmålt Dream Mixes-identitet inden den bliver afløst af Exit-agtig melankoli og Vangelisk sødsuppe.

Sidste skæring er højoktan midi-electro og totalt fejlplaceret. Ikke desto mindre er hovedbestanddelen af musikken på Moab virkelig fremragende. Man kan altså sagtens fortolke den lyd Tangerine Dream var garanter for, og lave stor kunst ud af det. Moab er et pragteksempler derpå.



Næste »