JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Perge: Attalus (2013)

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou ons, maj 15, 2013 22:39

Perge lagde i fjor adskillig en Tangerine Dream afficionado horisontalt ned i immakuleret begejstring, da de tog et særdeles vagt dokumenteret kapitel i Tangerine Dreams historie til miskropisk eftergranskning, og udgav pladen Dyad.

Perge sejrede, da de ud fra tonale forskydninger, transponeringer og hvad har vi, skabte ny musik ud af de melodiske tomrum, Tangerine Dream aldrig selv nåede at udforske.

Dyad havde en særegen kvalitet i sit snævre fokus. Den reelle efterfølger, Attalus, er langt mere vidtfavnende, men ikke mindre interessant.

I den to-delte ”Attalus I” får vi TD referencer en masse, bygget op omkring Pergamon, og ultimativt, Encore. Det er rå sequencer møder kreative hjernespind, og fabulerende, episke ørkenvandringer med det ene frodige fata morgana efter det andet.

Rigtigt interessant bliver det for alvor i ”Attalus II,” der i fire dele suger de sidste kræfter ud af Chris Frankes sidste, talte dage i Tangerine Dream, og sætter dem i grundigt perspektiv. Især fordi det ikke bliver et søgt nostalgisk tilbageblik på gamle dage.

Efter en lynhurtig lydsnas, der gengiver noget af ”Network 23,” får vi et pureret resume af den genopblomstring, der har været i soundtrackverden, de seneste år, hvor man har spurgt alle andre end Tangerine Dream til at lave musikken. Bedste resultat var soundtracket til den rædsomme Refn film Drive.

Perge kombinerer på forbilledlig vis denne cinematografiske indgangsvinkel med Polands iskolde, militante prototechno.

Spor fem udmærker sig ved sin brug af diskret elpiano, efter Vangelisks ideal.

Konkluderende, så udvikler den logiske efterfølger til Dyad, sig til et selvstændigt mikrokosmos, for at bruge et meget Edgarsk udtryk. Ultimativt finder Attalus sin egen verden, da de kreative kræfter bag værket har skabt et uregerligt monster langt udenfor hr. Froeses kontrol.

No. 9 Festival / 8.-9. november 2012.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou man, oktober 22, 2012 15:42


Perge: Dyad - Live In Concert (2012).

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou tor, september 20, 2012 20:52


Jeg tror ikke det er så svært at genskabe lidt af Tangerine Dreams karakteristiske halvfjerdserlyd. Jeg har hørt meget lort, men også fine, eksorbitante sager, der næsten nåede Tangerine Dream til tænderne.

Men indtil nu har intet band som Perge, formået at genskabe en så rendyrket, professionel tidslomme fra Tangerine Dreams karriere.

Ingen træden vand i Rubycon. Derimod en surreel overlevering af Tangerine Dreams fremragende, strømlinede, energiske 1980 koncerter, og Thief ideologier. En faket livekoncert, fra et parallelunivers, udtænkt af de dygtige hjerner med bopæl i Matthew Stringer og Graham Getty.

Lidt ligesom tyrkiske Can Attila tager den udskældte halvfemserproduktion under kærlige parafraser, genopdager Perge en periode, der ikke er gået inflation i. Perge er nemlig så fokuserede om en kort, men særdeles væsentlig periode i TD's karriere. Og nu er 1980 koncerterne ikke dokumenteret i officiel, udtømmende grad. Derfor er en sådan udgivelse velkommen.

Der jammes ikke åndsforladt til endeløse sequencere, programmeret i billigt software, men derimod til autentiske synthesizere fra perioden. Detaljegraden er forbløffende, selvom selve udtrykket klinger ensartet, goldt og strømlinet. Synth-rock extravaganza.

Og referencerne står i kø, vælter rundt mellem hinanden, men på en måde hvor det er oprigtig hyldest og ikke milimeterkopier. ”Temple of Trajan” tager skridtet videre fra klaversolostykket ved Tangerine Dreams koncert i Østberlin 1980. ”Naafkopf” er en utvetydig genfortælling af hooket i ”Tangram Set 1”, men forskydningerne resulterer i et helt andet nummer. Med de karakteristiske krummelurer i loopene, dukker referencer til ”Calymba Caly”, ”Silver Scale” og andre perler op andre steder.

De usædvanlige titler symboliserer tinder i bjergkæden Rätikon. Et navn, nogle nok kender fra en Tangerine Dream bootleg. Og selve coveret plagierer de hvide bootleg-lp'er med påklistret A4 ark, og tvivlsomme informationer. Lyden lider dog ikke under at være dårligt optaget.

Den vigtigste komponent er melodierne der opstår på baggrund af Graham Gettys velstrukturerede sequences. Johannes Schmoellings måde at fremføre soli på er svært fascinerende, og Matthew Stringer formår næsten at gøre ham kunsten efter. Overbevisende er det i hvert fald.

Det er netop i spændingsfeltet mellem originalmateriale og fortolkning, det interessante opstår. Havde det været en decideret kopi af musikken fra en koncert i 1980/81, kunne man med fordel have tyet til de mange Tangerine Tree / Tangerine Leaves optagelser.

Efter forskrifterne skal "koncerten" så rundes af med et zugabe for sequencer og elguitar. Sidstnævnte må man tænke sig til, for det er ikke rigtig guitar, men rent sonisk, falder det heldigvis ikke udenfor.

Dyad – Live In Concert er ikke en træt kopi af Tangerine Dream. Det er utvivlsomt den bedste hyldest jeg har hørt, og det siger efterhånden ikke så lidt. Perge har med bravur, hæder og ære skabt ny musik udfra et kort, og sjældent fortolket kapitel i vores yndlingsbands historie.

Årets Musikoplevelser 2011.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou fre, januar 06, 2012 17:38
Lidt om Loom og Tangerine Dreams "Eastgate Sonic Poem Series", m.m. > http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=442

Det spektakulære Supernanny sell-out.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou lør, maj 15, 2010 20:07

Noget, der har distraheret mig for nyligt, er at jeg har fået TDC Home Trio. Nu kan jeg vælge og vrage imellem en masse skod-TV, og tilmed optage det imens jeg er på arbejde, spole tilbage og pause midt i en udsendelse – og alt det der. På kort tid har jeg nydt en masse underholdende skrammel, men én serie har alligevel faldet mig for brystet.
Jeg satte harddiskoptageren til at serieoptage Supernanny på TV2, da det er Christopher Franke, der har komponeret musikken til serien. Ja, selveste Chris Franke, der i 17 år var med til at definere lyden af verdens førende synthesizerband vi kender som Tangerine Dream.
Der er ikke kritik af musikken i serien som sådan. Den er faktisk ret komisk og velegnet til situationerne, og en enkelt gang dukkede der sågar et tema fra Pacific Coast Highway op. Musikken dominerer lydbilledet ret meget, og det er fint med mig.
I min profession beskæftiger jeg mig selv med børn, og ryster på hovedet på af de velmenende, men passive og inkonsekvente forældre, der prøver at tackle deres umulige snotunger på deres desperate, og udygtige metoder. I hver episode, lykkes det dog supernanny’en Jo Frost at få sat familien på rette kurs ved hjælp af indlysende, og positivt motiverende lege og lignende.
Jeg får det dog decideret dårligt, når der præsenteres voldelige overgreb på børn i mit fjernsyn. Jeg har, i kunstens navn, en meget høj tolerancetærskel, men når det bliver til virkelighed, bliver det bare for meget. Et afsnit af Supernanny portrætterer en mor, der truer, slår sine børn og tvinger håndsæbe ned i svælget på dem, efter de har nægtet at makke ret. Ret sygt. Især fordi man vælger at udsende dette i TV som underholdning. Uanset om de sociale myndigheder var kontaktet eller ej, kunne TV-produktionsselskabet i det mindste have haft den anstændighed ikke at vise afsnittet. Og ikke mindst burde Christopher Franke, i sin kunstneriske integritets interesse, have nedlagt veto mod at bakke kriminaliteterne op med sin dramatiske musik. Men det valgte han ikke at gøre, og det skuffer mig at man bruger sit gode navn til sådan noget snavs.

« ForrigeNæste »