JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

ANBEFALING: Erez Yaary - Moab.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou lør, september 07, 2013 10:40


I en periode modtog jeg downloadpromoer fra det tyske, melodiske, elektroniske selskab MellowJet. Det var ikke dem alle jeg tog under behandling. Men et af de albums, der, på det seneste, alligevel har gjort et uudsletteligt indtryk er Moab fra Erez Yaary.

Når jeg vælger at inkludere albummet på nærværende Tangerine Dream-blog, er det grundet en længere coverversion, samt inspirationer og temaer fra det berlinske ensemble, der gentagne popper op hos lytteren.

Hovedbestanddelen af albummet er ”Moab”, findes i to ”parts”. Allerede fra første færd, med den slørede, phasede drone med mellotronstrejf er vi i antikt drømmeland. Et akkordskift senere er vi pludselig tilbage i 1982 på Logosturnéen, hvor der autentisk parafraseres over brudstykket ”One Night In Romania” fra The Keep. Højstemt piano a la Force Majeure fordobler TD-effekten med særlig styrke. Fem minutter inde har ”Moab Part 1” for alvor taget fart. Med et syntetisk celloriff og alskens genkendelig lyde og harmoniseringer lægges der gradvist flere og flere lag på den lagkage, langt de fleste TD-kendere har smag for. Det er dog ikke en skamløs kopi, men en passioneret versionering, der også har karakter af Vangelis' mere orkestrale værker. Enhver kan programmere en sequencer i dag, men at stykke lange suiter sammen efter forbillede, kræver dog alligevel evner ud over det sædvanlige. Det sublime ved ”Moab Part 1” er at der lægges til og der tages fra, for at skabe den dynamiske effekt, et seksten minutter langt nummer skal og bør rumme. I bedste ånd fra vinyltiden, lægges der vægt på at en progression skal finde sted, og at x antal sindsstemninger skal mødes inden nummeret rinder ud.

”Moab Part 2” begynder på en dyster tone, med syntetisk messingsuppe og forlorne strygere. En klang, elektroniske entusiaster nok foretrækker frem for den ægte vare. Et ”triangel” slår pulsen an, og mere original klingende, men klokkelydende elektronik finder dets respektive plads. Den alvorlige, og statiske tone (med rum til store armbevægelser) er mere Klaus Schulze end Tangerine Dream, men det er fedt at Erez Yaary også viser den anden side af medaljen. Det giver albummet, som helhed, en større dynamisk spændvidde. Særligt velvalgt er det fagotklingende soloinstrument, der sikkert og støt leder den Schulzeagtige stemning ind i ”Betrayal”, vi kender som temaet fra Sorcerer. Tre minutter før kollaps får nummeret fast struktur med det programmerede trommespor, og en guidende melodi leder os videre til en særdeles velkonstrueret amalgamation af italo disco og berlinerskole. Jeg drister mig her til at bruge ordet genialt.

Skæring tre ”Desert” er meget alvorlig i sin karakter. Næsten gyserfilmsagtig. En voldsom tone slår regelmæssigt ned. Der mangler blot den susende monostøj vi kender fra VHS-båndenes velmagtsdage, for at det virkelig kan løbe koldt ned af ryggen på én. Hvis vi skal sammenligne med et Tangerine Dream-soundtrack er det nok Strange Behavior eller The Keep. Lidt melodi introduceres i sidste tredjedel, men det opvejer ingenlunde uhyggen.

”Red Logos” er coverversionen. Med et tåget, psykedeliske optrin til sektionen med det samplede - og her tyvstjålne - ”Wake up!” (alternativt transskriberet som ”Wanker!”), skabes her en personlig udlægning af et værk mange elektroniske udøvere har kradset sig i hovedbunden til. Hvordan det er muligt at lave så fantastisk synthesizermusik som TD kunne i 1982, finder man kun ud af, ved at rekreere det selv. Konkluderende bliver der, efter smag og behag, brugt lidt for mange molakkorder, men destotrods er det en fin-fin coverversion. I jpg'en på mit promoeksemplar kun man dog have vist den anstændighed at have krediteret Franke, Froese og Schmoelling, for det er sgu ikke, hvordan man vender og drejer det, ikke Erez Yaary, der har komponeret al musikken på albummet!

Nuvel. Femte skæring ”11 11 11” har en afmålt Dream Mixes-identitet inden den bliver afløst af Exit-agtig melankoli og Vangelisk sødsuppe.

Sidste skæring er højoktan midi-electro og totalt fejlplaceret. Ikke desto mindre er hovedbestanddelen af musikken på Moab virkelig fremragende. Man kan altså sagtens fortolke den lyd Tangerine Dream var garanter for, og lave stor kunst ud af det. Moab er et pragteksempler derpå.



  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1536

Perge: Attalus (2013)

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou ons, maj 15, 2013 22:39

Perge lagde i fjor adskillig en Tangerine Dream afficionado horisontalt ned i immakuleret begejstring, da de tog et særdeles vagt dokumenteret kapitel i Tangerine Dreams historie til miskropisk eftergranskning, og udgav pladen Dyad.

Perge sejrede, da de ud fra tonale forskydninger, transponeringer og hvad har vi, skabte ny musik ud af de melodiske tomrum, Tangerine Dream aldrig selv nåede at udforske.

Dyad havde en særegen kvalitet i sit snævre fokus. Den reelle efterfølger, Attalus, er langt mere vidtfavnende, men ikke mindre interessant.

I den to-delte ”Attalus I” får vi TD referencer en masse, bygget op omkring Pergamon, og ultimativt, Encore. Det er rå sequencer møder kreative hjernespind, og fabulerende, episke ørkenvandringer med det ene frodige fata morgana efter det andet.

Rigtigt interessant bliver det for alvor i ”Attalus II,” der i fire dele suger de sidste kræfter ud af Chris Frankes sidste, talte dage i Tangerine Dream, og sætter dem i grundigt perspektiv. Især fordi det ikke bliver et søgt nostalgisk tilbageblik på gamle dage.

Efter en lynhurtig lydsnas, der gengiver noget af ”Network 23,” får vi et pureret resume af den genopblomstring, der har været i soundtrackverden, de seneste år, hvor man har spurgt alle andre end Tangerine Dream til at lave musikken. Bedste resultat var soundtracket til den rædsomme Refn film Drive.

Perge kombinerer på forbilledlig vis denne cinematografiske indgangsvinkel med Polands iskolde, militante prototechno.

Spor fem udmærker sig ved sin brug af diskret elpiano, efter Vangelisks ideal.

Konkluderende, så udvikler den logiske efterfølger til Dyad, sig til et selvstændigt mikrokosmos, for at bruge et meget Edgarsk udtryk. Ultimativt finder Attalus sin egen verden, da de kreative kræfter bag værket har skabt et uregerligt monster langt udenfor hr. Froeses kontrol.

  • Kommentarer(4)//tangerinedream.pertou.dk/#post1495

No. 9 Festival / 8.-9. november 2012.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou man, oktober 22, 2012 15:42


  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1392

Perge: Dyad - Live In Concert (2012).

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou tor, september 20, 2012 20:52


Jeg tror ikke det er så svært at genskabe lidt af Tangerine Dreams karakteristiske halvfjerdserlyd. Jeg har hørt meget lort, men også fine, eksorbitante sager, der næsten nåede Tangerine Dream til tænderne.

Men indtil nu har intet band som Perge, formået at genskabe en så rendyrket, professionel tidslomme fra Tangerine Dreams karriere.

Ingen træden vand i Rubycon. Derimod en surreel overlevering af Tangerine Dreams fremragende, strømlinede, energiske 1980 koncerter, og Thief ideologier. En faket livekoncert, fra et parallelunivers, udtænkt af de dygtige hjerner med bopæl i Matthew Stringer og Graham Getty.

Lidt ligesom tyrkiske Can Attila tager den udskældte halvfemserproduktion under kærlige parafraser, genopdager Perge en periode, der ikke er gået inflation i. Perge er nemlig så fokuserede om en kort, men særdeles væsentlig periode i TD's karriere. Og nu er 1980 koncerterne ikke dokumenteret i officiel, udtømmende grad. Derfor er en sådan udgivelse velkommen.

Der jammes ikke åndsforladt til endeløse sequencere, programmeret i billigt software, men derimod til autentiske synthesizere fra perioden. Detaljegraden er forbløffende, selvom selve udtrykket klinger ensartet, goldt og strømlinet. Synth-rock extravaganza.

Og referencerne står i kø, vælter rundt mellem hinanden, men på en måde hvor det er oprigtig hyldest og ikke milimeterkopier. ”Temple of Trajan” tager skridtet videre fra klaversolostykket ved Tangerine Dreams koncert i Østberlin 1980. ”Naafkopf” er en utvetydig genfortælling af hooket i ”Tangram Set 1”, men forskydningerne resulterer i et helt andet nummer. Med de karakteristiske krummelurer i loopene, dukker referencer til ”Calymba Caly”, ”Silver Scale” og andre perler op andre steder.

De usædvanlige titler symboliserer tinder i bjergkæden Rätikon. Et navn, nogle nok kender fra en Tangerine Dream bootleg. Og selve coveret plagierer de hvide bootleg-lp'er med påklistret A4 ark, og tvivlsomme informationer. Lyden lider dog ikke under at være dårligt optaget.

Den vigtigste komponent er melodierne der opstår på baggrund af Graham Gettys velstrukturerede sequences. Johannes Schmoellings måde at fremføre soli på er svært fascinerende, og Matthew Stringer formår næsten at gøre ham kunsten efter. Overbevisende er det i hvert fald.

Det er netop i spændingsfeltet mellem originalmateriale og fortolkning, det interessante opstår. Havde det været en decideret kopi af musikken fra en koncert i 1980/81, kunne man med fordel have tyet til de mange Tangerine Tree / Tangerine Leaves optagelser.

Efter forskrifterne skal "koncerten" så rundes af med et zugabe for sequencer og elguitar. Sidstnævnte må man tænke sig til, for det er ikke rigtig guitar, men rent sonisk, falder det heldigvis ikke udenfor.

Dyad – Live In Concert er ikke en træt kopi af Tangerine Dream. Det er utvivlsomt den bedste hyldest jeg har hørt, og det siger efterhånden ikke så lidt. Perge har med bravur, hæder og ære skabt ny musik udfra et kort, og sjældent fortolket kapitel i vores yndlingsbands historie.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1371

Årets Musikoplevelser 2011.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou fre, januar 06, 2012 17:38
Lidt om Loom og Tangerine Dreams "Eastgate Sonic Poem Series", m.m. > http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=442

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1231
« ForrigeNæste »