Kan Tangerine Dream
overgå Donna Summer og den spanske
strømforsyning?
Edgar Froese snakker med Dave Fudger.
"DU ER
NØDT TIL at have faciliteterne absolut 100% i orden, for at
gøre det ordentligt. Det har vi normalt, men hvad skal du
gøre når du arbejder i et land, hvor faciliteterne ikke
er der?"
Edgar Froese forklarer hvorfor en udsolgt koncert med 7000
gæster, to ekstranumre og stående bifald ikke var en
succes. I et uforfalsket, lettere trættende tonefald
forværrer han sin fordømmelse af den spanske
strømforsynende industri, med et usundt billede af et land,
styret af forhenværende tjenere fra "Halløj på
badehotellet".
Det var blot et spørgsmål om volt, og i det store hele så det ikke ud til at spanierne havde nok til at give Tangerine Dream og Laserium fuldt kunstnerisk spillerum. Og for Edgar og hans hold, handler det om kreativitet, ikke penge, betoner han roligt, men bestemt: "I går, for eksempel, viste vi 60% af hvad vi kan. Jeg husker at den første del var et klaverstykke, og i slutningen af stykket, var 50% af lyden gået. I det tredje stykke begynder jeg at spille guitar, og jeg kunne ikke høre noget mere. Jeg mener, hvordan forklarer du det til publikum? Siger du: 'Se, her et voltmeter?' Nej, det er latterligt. Publikum kommer ind, de betaler for deres billetter, og de vil høre god og professionel optræden."
Den følgende dag var bandets første fridag i over en uge med at skulle slæbe rundt på deres volt-hungrende arsenal af temperamentsfyldt elektronik i Spanien, og Edgar, Chris Franke, samt de to nye medlemmer, Steve Joliffe og Klaus Krieger, var på rejse et par hundrede kilometer op ad den spanske kyst, for at spendere noget tid med en af Edgars gamle venner, Salvador Dali (med mindre Dali, som en famøs Virgin Records-talsmand foreslog, var andetsteds for at lave hologrammer af Patti Smith). Mens bandet ventede på at checke ud af deres hotel i Barcelona, gav Edgar afkald på en del af hans morgen, for at give mændene fra SOUNDS og NME, som var fløjet ind på Virgin Records' regning, et interview.
Den fortløbende dags koncert blev afholdt på et basketballstadion i Badalona, en støvet, lettere kaotisk forstad til Barcelona. Edgars frustrationer med spansk elektricitet, så ikke ud til at trænge igennem til spanierne, som fik en stor ladning (Av! - red.) ud af Tangerine Dream/Laserium-showet, skønt den fremmødte engelske musikpresse, ikke var synderligt bevægede. Laserium havde en noget hård tid, og uden en stor plan overflade at projektere på, var de nødt til at overdænge deres spiraler og vindinger på en forvirring af bjælker på auditoriets kuppelformede loft. Kriegers trommesæt og Joliffes keyboards dominerede midten af scenen og de to snoende laserstråler bag dem, sørgede for at dominere det visuelle fokus. Lejlighedsvise, instrumentale soloindfald med Edgar på guitar og Steve på Lyricon afhjalp et tilfældigt og meget behersket sceneshow, hvilket det spanske publikum responderede, som et amerikansk publikum sikkert ville have gjort til et af Jim Dandys støjende boogie-gilder, eller et Quo-publikum til en Lancaster, Rossi, Parfitt-session. Denne forvirrende inderlighed, så ikke ud til at påvirke T Dream en tøddel, selvom det er langt fra det søvnige britiske publikum.
DET STORSLÅEDE i Tangerine Dreams musikalske koncept og det vedhængende Laserium truer den kommende koncertgænger med den slags BEGIVENHED som i stigende grad bliver almindelig i rockoptrædener, hvor betydningen af isenkram og special effekter tager over fra den optrædende, og sågar musikken som hovedkilden til underholdning. Bliv lidt skæv og alting lyder og ser fantastisk ud. Det så ud til at være tilfældet i Badalona – mængden flippede ud til Tangerama. Og det var tilsyneladende det samme i Valencia, Paris og over alt, åh ja og London. Det er en slags succes. Det er en slags stor succes. Men kritikerne, gid fanden havde dem, værdsætter ikke den slags. Opmuntrende er det dog at Edgar er meget bekymret omkring standarden af Tangerine Dreams optræden. Disse sultne kritikere (inklusive undertegnede), vil altid have noget mere, noget radikalt anderledes, ikke bare mere af denne mere-isenkram-og-special-effekter-er-til-syvende-og-sidst-mindre ting. De vil have noget andet.
EDGAR FROESE GIVER virkelig ikke meget for kritikere. Han behøver ikke vaklende udøvere på skrivemaskiner til at informere ham om, hvornår det er tid til at eksperimentere med en ny indfaldsvinkel eller idé. 'Cyclone', det nye Tangerine Dream album, viser at Froese delvist må stemme i med dem som følte at gruppen var blevet en monolitisk opvisning i repetition. Inkluderingen af en akustisk trommeslager og Joliffes fløjte og vokale evner repræsenterer en livsindsprøjtning ind i den temmelig statiske krop af gruppens nyere produktion.
"Vi har tænkt os ret grundigt om, hvordan vi opsætter en produktion på landevejene", forklarer Edgar, "fordi bandets image er ret usædvanligt – bare sidde der og spille med små blå lys. Det var ret godt op gennem årene, men vi havde lyst til at gøre noget anderledes, og dette medførte en masse problemer." (Den spanske type elektricitet var kun en af dem). "Vi klarede os ret godt igennem Tyskland, for der virker systemet ordentligt, vi kom ret godt igennem Paris".
Indlemmelsen af de akustiske instrumenter og en vokalist, kom efter Froese bad Peter Baumann forlade gruppen. Peter var åbenbart blevet utilfreds over at bandet ikke havde kontakt med dets publikum. Han er involveret i producerarbejde og hans egne projekter, selvom Froese ikke udelukker muligheden for at Peter arbejder med gruppen igen. "Vi er gået fra Peter seks gange", småler han, "vi er ikke den slags band, der skal blive sammen i tyve år, bare for at indsamle penge."
Froese genkender ikke nogle lette kategorier man kan putte hans gruppe i og ser den nye musikdille tilknyttet synthesizer disco og tyske bands som Kraftwerk, som et stykke beskidt arbejde af kritikerne. "Jeg ved ikke hvordan en kritiker overhovedet kan være objektiv, jeg tror overhovedet ikke på kritikere. Jeg antager, det må være en en slags generel smag. Hvis du ikke er på kritikernes tidslinie, så er du ikke moderne." "Jeg kan lide succes, selvfølgelig, men jeg vil ikke gøre hvadsomhelst, bare for succes. Det ser du med alle disse musikere vi har, vi kunne gøre det...vi har gjort det, en dag, bare for sjov for at bevise det er muligt. Vi kunne lave tyve "Magic Fly"er, vi kunne lave alle disse Donna Summer ting, absolut uden problemer. Vi forstår alt det, med at få denne lyd på bånd, det er så simpelt. Ingen kan forestille sig hvor simpelt det er, og du kan få en masse penge ud af det. "Det er virkelig ikke så svært, men det er meget hårdt at være succesfuld, eller at få en god respons, ved at gøre dine egne ting uden at kompromittere dig selv for meget. Endda med den sidste plade vi lavede – med vokal på – diskuterede vi nat efter nat og til sidst blev vi enige om at bruge Steves vokal. Men det er en ting jeg ikke er hundrede procent glad for, det har en smag af kompromis."
DER ER et nydeligt paradoks i det faktum at disco og kommerciel musik bevæger sig ind i Tangerine Dreams område af teknologi, mens the Tangs selv bevæger sig hen mod akustisk og mere konventionel instrumentering. Selvom Edgar finder synthesizer disco tankeløst simpelt, ser han sig ikke selv som modstander af dets ophavsmænd. "Set i bakspejlet, har disse gutter også gjort lidt for vores musik, så et større publikum måske forstår hvad vi gør. Måske er der noget feedback der, og det hjælper en smule." "Så længe du hører en sequence: 'Bop bop bop bop bop' kaldes det elektronisk musik nu, det er latterligt, men hvad kan du gøre ved det? Hvordan skal du forklare nogen hvordan "envelope shaper" eller en filter-enhed virker, og hvad skal du gøre ved dine frekvenser og oscillatorer? Det er kedeligt for nogle der kun vil snakke om musik, men for mig er det en del af mit jeg. Det er ligesom at stemme en guitar, det er den samme ting, men publikum forstår ikke hvad der foregår". Froese finder det hårdere at præcist placere bidragene fra mere seriøse rockkunstnere som Bowie og Eno, som har indført synthesizere som en ingrediens i deres arbejde. Efter at have iagttaget dem begge i arbejde og diskuteret musik med dem, føler han ikke at der er nogen let basis for sammenligning med Tangerine Dream, grundet den måde offentligheden ser dem. "Du ser det er anderledes, når Bowie putter "Warszawa" på "Low" eller vi slipper ubemærket afsted med en ny lyd på en af vores plader – tager Bowie et par nye sko på, opdager alle det. Jeg har fundet så mange ting på begge hans plader ('Low' og 'Heroes'), du ved. Okay, det er godt det sker, når alt kommer til alt, for jeg bekymrer mig ikke meget, at han måske har hørt for meget af hvad jeg lavet gennem årene og sådant. Til syvende og sidst, er det godt når ny lyd får et større og bredere publikum. Så til sidst betyder det ikke noget hvis hr. Bowie gjorde det eller John Lennon ville gøre det, eller en gut i en kælder prøver det, får en pladekontrakt og bliver vældig populær. Det er bare vigtigt at, der er nye influenser i musikken."
TANGERINE DREAM har mistet
megen kritisk opbakningen, fordi de tilsyneladende har forladt deres
tidligere, eksperimenterende pioner-attituder – 'Cyclone' og
bandet repræsenterer et lille skridt i en mere dristig
ånd. Edgar er klar over at gruppen delvist har lavet en
tilbagevenden, men nægter at eksperimentere for
eksperimenternes skyld.
"For at starte med
trommerne, hvad trommeslageren kunne gøre, han kunne spille
mod rytmerne med rytmerne, han kunne dreje rundt mens han spillede
på sit trommesæt, han kunne smide trommestikkerne
væk og spille med sine hænder – hvad er pointen? Det
afhænger virkelig af hvad publikum vil have ud af det, og
hvordan de vil se det. Hvis de vil se det på en meget
kommerciel og traditionel måde, så er det de ser, uanset
hvad man gør. Deres øjne er på et
trommesættet, sådan er det, det er meget traditionelt
– de kan lide traditionelle ting."
Edgars bekymring om at offentligheden fejler i at se udover det
traditionelle, resulterende i Cyclone, som værende et halvt
skridt fremad.
"Det var planen at det
skulle være et helt skridt, og vi forberedte vores ting og og
bånd, som måske kunne kaldes 'et skridt'. Der er absolut
ingen mulighed for at vi kunne gøre det nu, det ville
være et halvt skridt. Så vidt er det ikke en rigtig
bevægelse i en bestemt retning. Kun en bevægelse i sig
selv."
Edgar vil ikke give nogle spor til hvordan det fulde skridt vil se
ud, men nævnte hvordan en af verdens andre pionerer indenfor
musikgrupper, Pink Floyd, for længst havde opnået deres
højdepunkt. Tangerine Dream har indspillet bånd i Berlin
som Froese hævder måske er to år forud gruppens
nuværende publikum. Han siger at hans publikum ikke er dumme,
men 'de er endnu ikke klar' og båndene vil ikke blive udgivet
før om to-tre år.
EFTER AT HAVE ødelagt min hjerne for spor til hvordan den nye retning måtte være, husker jeg hjemrejsen fra Badalonakoncerten, hvor gruppens manager gav os et lift i gruppens Range Rover. På turen spillede han et kassettebånd med et album, han fortalte var Edgars favorit for tiden – han spillede det hele tiden. Men uanset hvilken retning the Tangs vælger at tage, kan jeg ikke forestille mig de laver et album som Blondies 'Plastic Letters'.
Tak til "24db". Oversat 1-2/2-05.Edgar Froese taler om Tangerine Dreams fremtid
Tangerine Dream ser frem til enorme stilistiske og tekniske forandringer. Bandet vil ikke længere producere soundtracks, og de vil snart skabe nye lyde, ved hjælp af nyt udstyr, bekendtgjorde Edgar Froese i et interview med Dream Collector i hans studie i Berlin.
Dream Collector: Jeres nye studie-cd, Turn Of The Tides, findes i "New Age" sektionerne i butikkerne igen... Hvad med Tangerine Dreams musikstil?
Edgar Froese: Fra et stilistisk synspunkt, kan de otte numre på Turn Of The Tides sammelignes med Rockoon, men vi brugte mere guitar. Det adskiller os fra det såkaldte "New Age" musik. Vi håber en dag at folk vil forstå forskellen mellem vores musik og "New Age". Der er stadig mange der ikke har fattet det.
Dream Collector: Du kan ikke lide den slags musik, skønt mange "New Age" kunstnere henviser til Tangerine Dream, som deres musikalske forbilleder...
Edgar Froese: Det er ikke den slags musik vi spiller, heller ikke selvom pladehandlere, musikanmeldere og lyttere altid leder efter en bås at putte Tangerine Dream i. Og endda mere irriterende end musikken er "New Age" filosofien, hvor alting er en karikatur på en positiv verden, og folk skal se denne "gelé-agtige babyverden" gennem rosa-farvede briller. "New Age musik" er blot lydtapet til dette verdensbillede, men det er ikke sådan vi ser verden omkring os. Tangerine Dreams musik er ikke det rette valg for folk, der stadig er til babymad.
Dream Collector: Tilbage til jeres album: Skal I promovere Turn Of The Tides ved hjælp af nogle livekoncerter?
Edgar Froese: Vi havde en idé omkring en turné i Tyskland, i det sene forår i år, men pladeselskaberne ville ikke tage nogle kommercielle risici. De vil altid vinde en præmie i lotteriet, før de tager del i sådant. Så vi har ingen klargjorte tourplaner lige nu. Der er idéer om en tourné i Japan og i USA, og der tænkes her på nogle virkelig ekstraordinære koncerter.
Dream Collector: Ved siden af studieproduktioner, er der nogle soundtrackplaner for den kommende fremtid?
Edgar Froese: Endelig har jeg fundet det temmelig absurd at bruge min musikalske energi på baggrundsmusik til biljagter, drabsprocedurer, horrorklichéer og andre afskyelige "realiteter". Heldigvis, har jeg valgt at trække mig fra dette skøre og dumme miljø.
Dream Collector: For et par år siden informerede fordums Tangerine Dream International Fan Club omkring dit personlige filmprojekt om den hollandske middelalderkunstner Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516), som skabte, for eksempel, religøse billeder om Dommens Dag og pinsel. Vil du nogensinde blive færdig med denne film?
Edgar Froese: Jeg arbejder stadig på den film, som er planlagt til at være et projekt af musik og video. Angående hans malerier, er Bosch for mig et slags surrealistisk soundtrack.
Dream Collector: Er det så vidt din eneste idé, for dine egne filmprojekter?
Edgar Froese: I dette forår har jeg brugt noget tid i Venedig, for at lave mit første filmprojekt, som kameramand og producer. Det er en underlig dokumentar om nogle turister i det 14. århundrede...
Dream Collector: Hvad blev der af videoprojektet Mandala?
Edgar Froese: Den film blev endelig færdigjort i Tokyo. Den blev vist på en Japansk video-festival, og vandt førsteprisen. Senere hen, blev videoen fremført i en stor forretning i Tokyo, hvor der vises film hver dag. Der er planlagt en udgivelse på video i nær fremtid.
Dream Collector: Hvad vil blive jeres næste projekter efter Turn Of The Tides og din soloplade?
Edgar Froese: Ved udgangen af 1994, vil vi udsende vores næste CD, som vil blive den sidste for Miramar Records. Vores kontrakt vil derefter udløbe, og måske vil vi lave et stort skift af meget dristige dimensioner, musikalsk som visuelt.
Dream Collector: Vil det være med det lydsystem, du har har omtalt adskillige gange?
Edgar Froese: Ja. Vi havde bestemt håbet på at bruge dette system tidligere, men det tog længere tid end forventet. Så vi arbejder stadig på det, og vores nye CD, Turn Of The Tides, er stadig produceret ved hjælp af vores velkendte teknologi. Jeg håber snart jeg kan holde med at arbejde med det udstyr. Det er udmattet nu, og det er på tide at benytte nogle fuldstændigt nye tekniske muligheder.
Dream Collector: Hvordan vil resultatet blive, når du introducerer dette nye lydsystem i din musik?
Edgar Froese: Jeg er ikke tekniker, men jeg ved hvordan musik skal formidles ad teknisk vej. Disse nye veje vil være fuldstændig anderledes end dem vi har fulgt indtil nu. De tekniske påfund vi bruger, vil ikke blive solgt nogle steder. Dette vil medføre et teknisk og musikalsk brud med vores traditioner, endda mere end de tidligere 70'ere, hvor vi hvor introducerede synthesizere og sequencere i vores musik. Det tog ti år før folk accepterede analoge synthesizere, og i 80'erne, tog det ti år før folk blev vant til musik fremført af digitalt udstyr og computere. Så det tager nok yderligere ti år, før lytterne vil forstå vores kommende, nye drejning i musikken.
Dream Collector: Hvad anser du for at være Tangerine Dreams musikalske idé?
Edgar Froese: Hver enkelt lytter må selv finde svaret i effekten som vores musik er skyld i. Musikken er som en udløser, der giver impulsen for de spørgsmål der omhandler dit personlige jeg. Tænk bare på dine følelser og reaktioner, mens du hører vores musik .
Dream Collector: Denne effekt må være totalt forskellig fra person til person, afhængig af det individuelle synspunkt. Der er mennesker som føler glæde, når de lytter til jeres musik, men vi kender også mennesker som føler sig grebet af frygt eller knuget, når de hører visse kompositioner eller lydeffekter. Hvorfor?
Edgar Froese: Folk snakker som regel om alt i deres liv, men hvis de kommer til eksistentielle hovedsager, bliver det meget ubehageligt for dem. Det er præcis hvad der ofte sker, når folk lytter til vores musik. Indvendigt kører der en film, og folk ser, det præcis er en film om deres selv. For nogle lyttere kan det være en glæde eller hjælp, for andre kan det være en meget ubehagelig effekt.
Dream Collector: Hvad skyldes denne effekt?
Edgar Froese: Mange mennesker identificerer sig med vores musik, hvis du gør det, har du noget tilfælles med dem som som udarbejder musikken. Det er afhængigt af mange ydre betingelser. Angående min musik, føler jeg at jeg ankommer med det forkerte tog, på det forkerte tidspunkt, på den forkerte station. Tangerine Dreams musik er ikke andet end et spørgsmålstegn; det er middel til at betvivle ting. Det er godt hvis musikken kan give disse impulser til lytteren. Mit svar som den spørgende er ikke nødvendigvis det samme som det fra lytterne. Svaret må være forskellig for hver enkelt.
Dream Collector: Mange tak for dette interview.
© Peter Stöferle / Dream Collector. Oversat af Jacob Pertou 28-29/1-05.
Edgar Froese taler om TD's
nye teknologi- og stilskifte
Tangerine Dream når en alder af tre dekader denne sommer, men bandet bevæger sig stadig mod nye græsgange. Bandgrundlægger Edgar Froese snakkede med Dream Collector omkring hans fremtidsplaner - og hvorfor han har været i branchen meget længere end han selv regnede med.
Dream Collector: Tangerine Dream turnérede med en ny besætning. Betyder det også at bandet har fået nye medlemmer?
Edgar Froese: Vi har opgivet idéen med at arbejde med "faste" medlemmer. Ser vi på vores planer fremover, har vi sagt farvel til konventionel musikkomposition og integrering af forskellige stilarter.
Dream Collector: Stemmer disse planer overens med det længe annoncerede skifte i teknologi og musikstil?
Edgar Froese: Der var tekniske, men også visse personlige grunde til at vi ikke var i stand til at arbejde med de nye påfund, imens vi producerede Goblin's Club. Således, skulle det blive endnu et album i "klassisk" forstand. Efter turnéen vil vi med fuld kraft udvikle det musikalske skifte, vi allerede har annonceret, og som, efter vores mening, er forsinket. Derefter vil alle de "klassisistiske" og "almindelige" instrumentale ting ikke længere være til stede. Nogle bliver måske begejstrede for dette, fordi de muligvis genopdager ting de har savnet i lang tid. Andre er måske ikke entuastiske, men det er sker hver gang en lille revolution finder sted.
Dream Collector: Så du vil snart skabe musik med nye opfindelser som f.eks. "E-Ball"?
Edgar Froese: "E-Ball" er noget der sikkert kommer til at tage yderlige tre år, før det er anvendeligt til musikproduktion. Den vil lave lyde, når du bevæger den i dine hænder. Hvad vi allerede har opnået, er en ny ultimativ adgang til nye lyde og lydforandring, og hvad der også er vigtigt, en ny hastighed ved sådan en adgang. Specielt det, har hele tiden været et problem for os: Vi har haft idéer, lavet computer-indstillingerne, og så har det taget så lang tid, vi har kunnet forlade studiet, og få noget kaffe i mellemtiden.
Dream Collector: Efter en vis form for konstant musikalsk udvikling fra Rockoon over Turn of the Tides til Tyranny of Beauty til Goblin's Club, vil bruddet så markere begyndelsen på en ny stil i TD's musik?
Edgar Froese: Præcis. Men forvent ikke vi præsenterer elefanter i stedet for kameler, men måske en kamel med en elefants hoved...
Dream Collector: Hvad med den tekniske side af sådan et skifte?
Edgar Froese: Vi har vores eget selskab, Tadream Technology, hvor vi udvikler nye instrumenter og studieudstyr. "Codotronics", som f.eks. blev brugt på denne turné, er sådan et nyt instrument; det er et slags slagtøj, baseret på de japanske codo-trommer, men kan også gengive klaver, regulære trommer og udløse alle slags lyde. Men det fungerer ikke på samme måde som en trommecomputer med forudindstillet trommespor; alle lyde er spille rigtigt og i realtid.
Dream Collector: Hvordan fandt du Emil Hachfeld, percussionisten på turnéen?
Edgar Froese: Trommeslageren kommer fra en "high school" i Dresden. Vi lavede en test, hvor vi bad percussionister om at tromme meget præcist i 20 minutter til en bestemt sequencer. De fleste kandidater fejlede efter en fire-fem minutter, men Emil var den eneste som gjorde det på fremragende vis.
Dream Collector: Hvad fik jer til at turnere i Tyskland igen, efter så en lang en pause, på næsten 15 år?
Edgar Froese: Vi fik et interessant tilbud fra "Modern Welt"-agenturet. Vi havde kæmpet mod fristelsen, men til sidst, kunne vi ikke stå imod, ha-ha!
Dream Collector: Engang i midtfirserne, bekendtgjorde du at Tangerine Dream var et slags 20-års projekt, som skulle slutte i 1990. Den tid er ovre, og du fortsætter stadig. Hvad fik dig til at skifte mening, og hvor vil TD's rejse føre hen?
Edgar Froese: Dengang forestillede jeg mig ikke, Jerome og jeg skulle komme til at fortsætte bandet en dag, men Jerome og en anden vi kendte vældig godt. Begge var forberedt på at tage over, men for sådan et samarbejde, var de for forskellige i deres musikalske mål og i deres karakter. Det ville sikkert ikke have fungeret. Så jeg valgte at fortsætte med Tangerine Dream, det viste sig simpelthen at være for tidligt at gå pension, ha-ha!
Dream Collector: Således, vil I snart have 30-års fødselsdag som band, hvis man ikke inkluderer The Ones, men TD-besætninger fra de sene tressere.
Edgar Froese: Det var præcis den 29. september 1967; det var begyndelsen på TD. En ting er allerede sikker: vi vil ikke fejre denne dag som et gammelt ægtepar.
Dream Collector: Det siges at 30 år er en generation; så når du ser tilbage, hvad har ændret sig?
Edgar Froese: Vi følte og så det under vores koncerter; bedstefaderen ankom med sit barnebarn, og faderen med sin søn. På en måde er det ligesom i hit-branchen, de tilbyder også noget for alle fra seks til tres. Men i vores musik er indfaldsvinklen af lyttere meget forskellig, det skal være fordomsfrit. For eksemplel modtog jeg for kort tid siden et postkort fra en 74-årig kvinde fra Denver, Colorado. Hun beskrev hvordan sad på et bjerg og havde hovedtelefoner på...
Dream Collector: Bortset fra den konstante stiludvikling på jeres nyeste albums, er der en anden trend: remixing og opdatering af gammelt materiale. Dette gjorde du på Tangents, Book Of Dreams og på The Dream Roots Collection. Og det var mest Jerome som eksperimenterede med velkendt materiale på The Dream Mixes; i fortsatte begge med numrene på Shepherds Bush CD'en, og endda med remixet af Das Mädchen auf der Treppe, som blev præsenteret på jeres Europaturné, dette forår. Vil du fortsætte i den retning?
Edgar Froese: Det er en variation, men bestemt ikke den typiske afdeling af vores produktion. Det er et slags pænt tilbud til Jerome, som havde stor glæde ved at arbejde med materialet. Jeg synes han skulle have denne anerkendelse, uden at sige det er "for meget techno" eller "for simpelt". Det er en gren af træet kaldet TD, men det er ikke roden.
Dream Collector: I midt-firserne, da genudgivelser af nye mix fra gammelt materiale var ret populære, udtalte du i et interview, at det ikke var noget for dig.
Edgar Froese: Bestemt. Det er stadig sandt. Jeg må indrømme at arbejdet på det gamle materiale var den mest udmattende og ubarmhjertige ting jeg nogensinde har lavet. Husk på det ikke er et arbejde som skopudsning, for når du arbejder med gammel musik, skal du - bevidst eller ej - vende tilbage til denne tid i dine tanker. Det var en slags tidsrejse. Men der var en god grund til at gøre det. Pladeselskaberne ville alligevel have udgivet en slags genudgivelse en eller dag, så ved at gøre det selv, kunne jeg bestemme resultatet. Selvfølgelig var der ikke kun applaus, da folk hørte det bearbejdede materiale, men det kan jeg fint leve med. Efter min mening ville det være upassende at tage musik der allerede var udgivet, lave en compilation, og så få fansene til at betale en gang til.
Dream Collector: Når Jerome har det sjovt, vil der så komme en Dream Mixes 2 én dag?
Edgar Froese: Nogle forventer at vi gør sådant, fordi det var en stor succes. Efter vi ikke længere hører under det pladeselskab der udsendte The Dream Mixes, kunne vi måske udsende det på vores eget plademærke, TDI. I så fald, vil det stilmæssigt sikkert blive anderledes i forhold til The Dream Mixes. Og hvad der er mere vigtigt for vores arbejde, er at TDI, i almindelighed, vil tillade os at eksperimentere på nye områder. Derfor kan vi skabe og designe alting uden at spørge om budgetter og støtte fra pladeselskaber.
Dream Collector: Hvad blev der af Hieronymus Bosch-udgivelsen?
Edgar Froese: Den er stadig på trapperne, men denne idé måtte lade andre nutidige projekter komme først.
© Peter Stöferle / Dream Collector. Oversat af Jacob Pertou 27-28/1-05.
