JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Stratosfear – elektronisk indian summer.

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou tir, oktober 02, 2012 20:58


Albummet, der var med til at definere Tangerine Dream, dissekeres for Undertoner.
http://www.undertoner.dk/2012/10/tangerine-dream-stratosfear/



Electronic Meditation, 1970. 7/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:16
Blog Image
Tangerine Dreams første plade blev allerede indspillet i 1969. Bandet har eksisteret siden 1967, og Edgar Froese var sågar med i band et før TD, der hed The Ones. Denne gruppe udgav dog kun en single.
Tangerine Dreams stil dengang, var udflippet avantgardistisk syrerock, ofte med stærke referencer til Pink Floyd. Af en eller grund var de altid et par år efter dem. Da denne plade blev indspillet lød Tangerine Dream som Pink Floyd lød omkring 1967-68.
Dog er der ingen tvivl om dette er fed syrerock. Der er tale om en jam i en gammel fabrik, som ikke var tænkt som en udgivelse. De fik et tilbud fra en Rolf-Ulrich Kaiser og hans Ohr-label om at udgive en plade, hvis han måtte bestemme titlen og pladecoveret.
Titlen er dog ret misvisende, da TD endnu ikke kan rubriceres som elektronisk musik (dog er der manipuleret med lyde gennem ekkomaskiner blandt andet), og mon ikke det er de færreste, der kan meditere til denne slags musik.
Musikken er nemlig ret forstyrrende, og man bliver ikke strøget med hårene. Måske er det deres mest ekstreme udgivelse?
I hvert fald kan man høre Edgar Froese på en ond Jimi Hendrix-agtig guitar, Klaus Schulze overfalder sine trommer uden nåde, og Conrad Schnitzlers cello giver associationer til gyserfilm. Desuden er der gæsteoptræden fra organist Jimmy Jackson og fløjtenist Thomas Keyserling, der giver syrerocken dét, den lige mangler. Især orglet giver referencer til Pink Floyds A Saucerful of Secrets
Samspillet mellem Froese og Schulze kan næsten beskrives som krig, i glansnummeret Journey Through A Burning Brain. Dog ligger guitaren markant klarere i mixet, og jeg tror det kunne skyldes, de måske brugte den samme teknik som Mike Oldfield brugte da han lavede demoerne til Tubular Bells. Denne teknik går ud på at man sætter et stykke papir mellem båndet og optagehovedet, hvilket gør at man kunne overdubbe på simpelt udstyr.
Pladecoveret er holdt i et simpelt orange-hvidt design, hvor der på forsiden er en dukke og noget der godt kunne ligne de synthesizere Tangerine Dream senere skulle komme til at bruge så meget.
Innercoveret indikerer at der er tale om en slags konceptplade, selvom der ikke er noget sang på pladen. Hans-Ulrich Weigel har på tysk og engelsk beskrevet forskellige stadier et menneskes hjerne er på, fra fødsel til genopstandelse.
Trods det meget ambitiøse koncept, der uden tvivl først er lavet efter de fik en pladekontrakt, er musikken god. Faktisk vil jeg sige, det er min yndlings syre-rock plade, og det er den for sin kompromisløshed, som hverken Pink Floyd, Jefferson Airplane eller Grateful Dead nogensinde har besiddet.
Jeg synes egentlig ikke musikken er enerverende, men den kan ikke høres til alle lejligheder, og skal egentlig kun ses som et kuriosum i TDs lange udgivelsesrække, men godt er det.
Line-uppet holdt kun denne plade. Klaus Schulze blev senere hen en guru udi elektronisk musik både solo og i Ash Ra Tempel. Den nu aldrende Conrad Schnitzler har lavet et kæmpestort udbud af avantgardistisk musik.
Han blev dog i Tangerine Dream et stykke tid længere end Schulze og nåede dog at være med til, sammen med den nytilkomne Chris Franke, at lave en koncert for tolv pinball-maskiner i 1971. Et projekt der blev filmet i tv, men som slet ikke kan opdrives, heller ikke på det sorte marked.

(Anmeldt 27. december 2004)


Alpha Centauri, 1971. 5/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:15
Blog Image
Med en pladekontrakt i hus og mulighed for at optage under nogle ordentlige forhold, gik et nyt line-up i studiet, for at indspille Alpha Centauri. Bandet bestod nu af Edgar Froese, Steve Schroyder og den unge Chris Franke på trommer. Denne gang også med gæstemusikere
Selvom både instrumenteringen (nu også med kaffemaskine!) og produktionen har fået et gevaldigt ansigtsløft, er resultatet ikke bedre end forgængeren. Kun side 1 synes værd at høre på, men den er tilgengæld også fantastisk. Improviseret fløjte og orgel og heftige VCS3-lyde laver et smukt organisk (næsten jordslået) lydtapet i glansnummeret "Fly And Collision of Comas Sola" hvor den unge håbefulde og prisbelønnede jazz-trommeslager, slår sine folder. Tangerine Dream har hverken før eller siden haft bedre trommeslager.
Side 2, derimod, er frygteligt belastende og svær at komme igennem. Titelnummeret der varer 22 minutter, er syrerock (eller krautrock om du vil) i sin værste skikkelse, og det bliver ikke bedre når de skæve hoveder begynder at synge, og gæsten Udo Dennebourg reciterer et digt på tysk. Især dennes fløjtespil er så ringe, det slet ikke kan beskrives!
Har man anskaffet sig cd-udgaven fra 2002 virker bonusnummeret som en stor lettelse. Ultima Thule Part I er kompromisløs tung rock, og det absolut bedste fra det tidlige. Edgars guitarriff er dræbende, orglet er gotisk og storladent, trommerne bliver bogstaveligt talt overfaldet. Infernalsk larm - but I like it!
Ultima Thule Part 1 udkom på en single 1971. Komplet idiotisk man ikke har inkluderet b-siden Ultima Thule Part 2 her!! A og B-siden er dog at finde på den boksættet Nebulous Dawn fra 2006, der indeholder de fire første albums og 7"-singlen Lady Greengrass/Love Of Mine af The Ones, som var Edgars band, før han dannede Tangerine Dream.
Tangerine Dream mener selv de har skabt "The first space album in history", men man får slet ikke fornemmelsen af at være i rummet, da musikken er så analog og organisk i sit udtryk.

(Anmeldt 27. december 2004, opdateret i 2006)

Zeit, 1972. 8/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:15
Blog Image
Jeg byttede mig til Zeit på dobbelt-lp for 150 Anders And blade og fortrød det lidt bagefter, for jeg syntes pladen var dårlig. Jeg ventede på at der snart måtte ske noget drastisk, for pladen udviklede sig næsten ikke.
Jeg har dog ændret opfattelse med tiden, for det er faktisk en plade der har sine kvaliteter i sin minimalisme, der gør at det er en helt fortrinlig plade at slappe af til. Hvis man vel at mærke har den på cd!
Zeit har undertitlen "Largo In Four Movements" og largo betyder "bredt, langsomt tempo", hvilket karakteriserer "musikken" glimrende.
Zeit er meget lang, og kan være lidt svær at komme igennem, især fordi det ikke er alle numre, der er lige gode, selvom de stilmæssigt er identiske.
Det bedste nummer er det første, Birth Of The Liquid Plejades, hvor der bl.a. er gæster fra en cello-kvartet, der leverer en dyster intro. Efter syv minutter skifter nummeret karakter, og der gives plads til moog-udfoldelser fra den nu afdøde Florian Fricke, kendt fra Popol Vuh.
Netop moog'en, som var et temmelig klodset instrument, med nogle fantastiske lyde, skulle senere hen blive TD's varemærke.
Side to på pladen "Nebulous Dawn" er svært karakteriserbar, men fremragende alligevel, da den indeholder en masse underlige og uhyggelige lyde. Blandt andet hører man tågehorn, helikoptere og VCS3-boble-lyde.
Side tre: "Origin Of Supernatural Probabilities" starter med noget meget roligt guitarspil fra Edgar Froeses hånd, og det lyder meget mudret og fjernt. Men det kendetegner også resten af pladen, der lyder som den egentlig bliver spillet inde hos naboen, grundet den meget organiske lyd og dybe bas. Netop bassen præger dette nummer. En pulserende synthesizer, der ligger svagt i baggrunden, lægger man mere mærke til i kroppen end i hovedet, derfor vil denne plade måske kunne henvende sig til døve mennesker.
Vælger man at sætte side fire på, får man albummets titelnummer og klart albummets dårligste øjeblikke. Efter tre sider synes jeg at Tangerine Dream har bevist hvad de ville med denne plade.
Zeit er et besynderligt bekendtskab og er måske hvad man kunne kalde prototype-ambient. Pladen må have vakt en del opsigt, især fordi det var en dobbelt-lp, også fordi den er fuldstændig uden trommer!
Zeit er den første plade, med det legendariske line-up: Edgar Froese, Chris Franke og Peter Baumann, der skulle levere 70'ernes suverænt bedste plader.
Tangerine Dream har selv udnævnt Zeit til det mest ukommercielle album i rockens historie. Jerome Froese, Edgars søn, som i 1989 kom med i bandet, synes det er TD's dårligste album!
Denne opfattelse deler jeg ikke, fordi det er glimrende plade, selvom den er meget lang.

(Anmeldt 27. december 2004)

Atem, 1973. 8/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:12
Blog Image
Efterfølgeren til Zeit er noget mere "in-your-face". Titelnummeret begynder lige på og hårdt og giver stærke associationer til Pink Floyds "Sysyphus" fra Ummagumma, udgivet fire år tidligere. Introen er fanfare-agtige, og der duelleres mellem trommer og mellotron, præcis som på "Sysyphus". Der er dog ingen tvivl om at jeg foretrækker TD's nummer fremfor PF's.
Vildskaben kulminerer efter fem et halvt minut og det sidste kvarter er rent ambient, lidt i stil med det der er på Zeit, bare noget bedre. Der er masser af fede mellotron- og synth-lyde, akkompagneret af Chris Frankes diskrete slag på en tromme indhyldet i ekko.
Efter 14 minutter skifter nummeret karakter igen og er ren gyserfilm. (Ikke underligt at Tangerine Dream senere skulle blive meget efterspurgte soundtrack-leverandører). Der bliver blandt andet brugt mellotron til at skabe strygere. Hen imod slutningen høres blandt andet den helikoptereffekt, som hørtes på Nebulous Dawn fra Zeit.
Side to åbner med Fauni-Gena der har regnskovs-dyrelyde skabt på synthesizer. Edgar spiller en diskret melodi på mellotronen, der gradvis bliver mere og mere enerverende.
Hen mod slutningen høres også en meget lav synthesizer som senere skulle gå hen og blive hovedelementet i TD's lyd.
Circulation Of Events lyder nærmest som et uddrag fra Atem, mens det afsluttende nummer er fuldstændig anderledes i forhold til Tangerine Dream nogensinde har lavet: Wahn (tysk for vanvid) er et stemmeeksperiment og TD siger/råber/synger/mjaver nogle mærkelige lyde, der er kraftigt manipuleret, men det afbrydes da Franke og Froese vil duellere på trommer og mellotron igen, og så er ringen sluttet.
Atem er et krautrock mesterværk, og skulle også blive Tangerine Dreams sidste indenfor denne genre - heldigvis!

Næste »