JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Phaedra, 1974. 10/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:11

Efter Atem, skrev Tangerine Dream kontrakt med Richard Branson på hans nystartede Virgin-label, der var toneangivende indenfor progressiv musik i 70'erne. Lyden på Phaedra er markant anderledes end Atem, og det skyldes den moog som Chris Franke havde købt for de penge de fik i forskud fra Virgin. En anden væsentlig faktor var at han også havde havde solgt sit trommesæt.
Tangerine Dream var derfor nu hvad man kunne kalde elektronisk musik.

Titelnummeret er rent improviseret. Udstyret var meget besværligt at håndtere og programmere, og derfor blev lydteknikerne instrueret i at optage hvad der nu engang kom ud af synthesizerne, mens de øvede.
Musikken var stadig uden fængende melodi-linjer, men den pulserende sequencer, - nu er blevet TD's varemærke - er kraftigt dominerende. Nummeret er ren tour-de-force, perfekt produceret hovedtelefonmusik, der gør effektiv brug af stereoeffekter. Der er begravet uvurderlige skatte i mixet.
Efter 12 minutter går nummeret over i ren atmosfære med vibrafon, mellotron og elpiano, for til sidst at slutte af med lyde fra en legeplads, hvor man kan høre en 3-årig Jerome Froese lege. (Dog har cd-versionen fra 1995 fejlagtigt placeret Jerome-delen i begyndelsen af næste nummer!). Jerome er iøvrigt at finde på coverne fra Alpha Centauri (1971) til og med Exit (1981), og i 1990 kom han med i bandet.

Mysterious Semblance At The Strand Of Nightmares er en lækker Edgar Froese komposition, med mellotron kørt igennem en synthesizer. Efter fem minutter med det, beslutter Edgar at han vil spille noget så utraditionelt som akkorder, men der vendes hurtigt tilbage til udgangspunktet.

I Movements of a Visionary, bliver der leget med effekter. Der bliver brugt orgel i stor stil og dette nummer minder om noget fra Edgars første soloalbum, Aqua, fra samme år. Heldigvis er der også lagt sequencer ind over, og det giver nummeret mere kant.

Sidste nummer, Sequent 'C', er krediteret Peter Baumann, og er et dragende, to-minutters, improviseret, fløjtestykke udsat for effekter.

Phaedra blev gruppens hurtigst sælgende album nogensinde. Ikke uden en vis hjælp fra John Peel.
Det gjorde at pladen kom på hitlisten og solgt til guld i England.
På trods af de besværlige forhold med hensyn til at få instrumenterne til at virke, havde TD lavet deres bedste album til dato, men det skulle heldigvis vise sig at blive bedre og bedre.

Rubycon, 1975. 10/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 02:03
Blog Image
Denne plade var mit første køb med Tangerine Dream, og det var den plade der gjorde mig forelsket i bandet.
Nummeret Rubycon er delt i to "parts": Der lægges ud med el-piano fra Baumann, og det efterfølges af et meget smukt stykke med mågelyde fra synthesizere, og en mellotron giver en fornemmelse af et stort mandskor. Det er meget roligt og smukt. Pludselig, er der noget der lyder som bækkener, synthesizerne laver dystre lyde, og når sequenceren sætter ind er nummeret for alvor skubbet i gang.
Edgar Froese spiller en melodi på mellotronen, der bliver afløst af Baumanns el-piano. Uforfalsket Tangerine Dream!
Sequenceren varsler at der er noget i gærde. Den er meget dyb og går lige i kroppen. Den bliver mere intens og hurtig, for at nå det første klimaks efter 10:40, hvor en baglænsspillet klaver-akkord er nummerets højdepunkt.
Nummeret går nu meget hurtigt, endnu en baglæns klaverakkord og en til.
Det her er simpelthen synthesizermusik, når det er allerbedst. Prototype-techno uden tunge beats.
Tempoet bliver langsommere og musikken bliver mere fjern. Produktionsmæssigt er vi tilbage til Zeit, for lyden er ligeså organisk.
Der bliver udforsket i lyde på et flygel, da det hen mod slutningen bliver spillet som en harpe.
Så er Tangerine Dreams absolut bedste nummer indtil videre slut.
Part 2 åbner som lyden af et mareridt. Luftalarmer og ambulancer og spøgelseskor spillet på mellotron. Det bliver dog mere roligt for en kort bemærkning, og ind kommer en altoverskyggende sequencer.
Den forsvinder efter 12 minutter og bliver afløst af strandlyde og uhyggelig atmosfærisk musik. Det sidste der bliver hørt er Edgar Froeses enlige mellotron, der spiller en ikke særlige fængende melodi, og så fader nummeret ud.
Nummeret har ikke samme kvaliteter som part 1, men er stadig fremragende. Nummeret er bygget op på samme måde som part 1, men de ikke lyder ens.
Rubycon er uden tvivl bandets bedste album på dette tidspunkt, men de følgende udgivelser bliver endnu bedre.
Rubycon skal høres på vinyl. CD-udgivelsen mangler den tyngde som vinylpladen har. Rubycon på vinyl går lige i kroppen, mens cd'lyden synes mere flad.

(Anmeldt 27. december 2004)


Ricochet, 1975. 10/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:57
Blog Image
Allerede samme år som Rubycon, udgiver TD sit første "live"-album. Selvom Rubycon er et fantastisk album, er Ricochet meget bedre.
Der er tale om liveoptagelser efterbehandlet og og overdubbet i studiet. Musikken er mere lettilgængelig end den før har været, dog uden at være mainstream.
Part 1 er et af TD's bedste numre overhovedet. Chris Franke leverer sin måske bedste trommeindsats til dato, der tydeligvis er overdubbet bagefter, da han håndterer moog-sequenceren.
Selvom der er trommer på, bliver synthesizeren klogt brugt som trommemaskine.
Edgar Froese spiller en repeterende guitar-figur, for derefter at improvisere. Guitaren har en sej Mike Oldfield-agtig lyd, som til tider er indhyllet i rumklang.
Sequenceren står klart og tydeligt, og der duelleres på livet løs med trommerne. Produktionsmæssigt er Ricochet måske den bedste plade overhovedet, for den bruger stereoeffekten til fulde. Den er også godt remasteret, hvis man vil have den på cd.
Ricochet Part 1 er et meget tungt nummer, og netop med dens brug af vanvittig guitar, trommer og sequencer, appellerer den også til den heavy-rocker, der er gemt i mig.
Der sker simpelthen så meget godt i det her nummer at jeg aldrig ville kunne beskrive det hele. Derfor: lyt til nummeret og bliv suget ind i TD's fantastiske lydunivers. Det her er simpelthen genialt!
En ulempe ved cd-versionen er at der af Part 2 bliver fjernet de første par sekunder, hvor der en fra bandet der klapper. Det er indspillet i studiet, og skal ses som et ironisk twist, fordi det ikke er en live-plade i ordets sande betydning.
Det siges at Ricochet bl.a. blev indspillet i Croydon i 1975. Den koncert findes på "The Bootleg Box Set Vol. 1", og man kan tydeligt høre referencer, men der er ingen tvivl om at musikken kun er blevet forbedret efter at være kommet i studiet og fået en makeover.
Introen på part 2 er blevet spillet mange gange live, men om den version, der findes på Ricochet, er live, er yderst tvivlsomt.
Denne intro er det smukkeste Tangerine Dream har lavet på det tidspunkt i deres karriere. Kammermusik, er et ord der, popper op i mit hovede, for der er et klaver der akkompagneres af en fløjte (uden tvivl spillet på mellotron).
I et sequencerpusterum, begynder synthesizerne at snakke. Den ene siger doh-doh, doh-doh... og den anden er messer mekanisk "Edgar, Edgar, Edgar..." (i tidsrummene 13:07-13:17 og 13:40-13:51)
Nummeret er meget rytmisk, hvilket Tangerine Dream ikke tidligere havde været.
Ricochet er et synthesizer-orgie, der får Kraftwerk, Jean Michel Jarre og andre senere kunstnere til at ligne amatører.
Ikke mere snak - hør pladen!

(Anmeldt 27. december 2004)


Stratosfear, 1976. 10/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:56
Blog Image
Stratosfear er en endnu en milepæl i gruppens historie. Musikken er meget melodisk og yderst fængende. Desuden er instrumenteringen ændret væsentligt: tubular bells, mundharmonika, 12 strenget guitar m.m., hvilket giver en helt ny lyd. En lyd der gjorde pladen enestående og skiller sig ud fra resten af gruppens produktion
På trods af det markante stilskifte, har Tangerine Dream begået endnu et mesterværk, næsten på samme højde som Ricochet.
Titelnummeret, der åbner pladen, er vel nok Tangerine Dreams største "hit", der med en simpel og sørgmodig melodilinie kører hele nummeret igennem. Kort sagt, et fremragende nummer.
The Big Sleep In Search of Hades er et kontrastfyldt, meget kort nummer, hvor en et harpsichord, en mellotron (eller fløjte) og en synthesizer skaber et stykke næsten klassisk musik.
3 A.M. at the Border from the Marsh of Okefenokee består af bippende og boblende synth-lyde med mundharmonika, og er meget beroligende, indtil Edgar frembringer så meget larm på hans mellotron, det overhovedet er muligt.
Herefter er nummeret meget dystert og ondt. En pulserende synth i baggrunden, mens el-piano, mellotron og synths spiller lead. Nummeret kører meget i den samme rille, hvilket skaber en atmosfærisk rolig, men lettere dyster stemning. Nummeret slutter som det startede, med boblende synths og mundharmonika. Ren genialitet!
Invisible Limits er et rent Mike Oldfield-nummer. Komplet med tubular bells og en guitarlyd, der kommer tættere på end nogen, nogensinde har været ham.
Denne geniale guitar som Edgar Froese spiller, er iøvrigt blevet samplet af DJ Shadow i hans nummer "The Changeling."
Der skiftes i tempo og der sluttes af med et ufatteligt smukt klaverstykke. Suverænt pladens bedste nummer.
Tangerine Dream havde med møje og besvær indspillet denne fantastiske plade, på trods af ødelagt udstyr undervejs.
Chris Frankes custom-built synthesizere blev smadret under transport og højtalere gik i stykker, fordi de ikke kunne tåle synthesizernes dybe frekvenser.
Vi skylder bandet en stor tak for deres hårde arbejde.
Pladen kan anbefales til alle TD-fans, synth-fans, og Mike Oldfield-fans pga. Invisible Limits, men også alle der mener, de tager musik seriøst. Essentiel! (Anmeldt i december 2004)

Se i kommentarerne en opdateret anmeldelse fra august 2012!

Sorcerer, 1977. 9/10

DK - 1970-1979Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:54
Blog Image
Sorcerer er et soundtrack til William Friedkins film fra 1977. Peter Gabriel var, ifølge ham selv, tiltænkt jobbet som en slags medforfatter på filmen, men han tog eller fik det ikke. Det skal vi ikke komme nærmere ind på her.
På Tangerine Dreams hjemmesides forum har der, blandt fans, verseret en del rygter om hvornår soundtracket er blevet optaget. Forståeligt nok, for umiddelbart er det et lille tilbageskridt for Tangerine Dream i forhold til Stratosfear.
Produktionsmæssigt ligger vi langt fra tidligere albums, det lyder hverken værre eller bedre, bare anderledes.
I følge den udstyrsliste der står på coveret er dette et rent synth-album, dog stadig med mellotron, klaver og lidt guitar.
Kvalitetsmæssigt er vi ikke på samme højde som tidligere, men det er stadig fremragende.
William Friedkins måde at bruge musikken på i filmen var legendarisk. Tangerine Dream modtog intet manuskript og da Friedkin modtog et bånd fra dem, blev netop det bånd spillet i baggrunden, for at skuespillerne skulle komme i den rette stemning.
Jeg har endnu ikke set filmen, men musikken er meget filmisk og yderst stemningsmættet. William Friedkin udtalte at han var så tilfreds med musikken, at det var ærgerligt han ikke havde mødt TD før, for så skulle de have lavet musik til "The Exorcist"!
Sorcerer består af 12 numre, hvilket på det tidspunkt er uhørt mange numre for et TD-album.
Numrene er af meget forskellige karakter: Main Title er næsten ulideligt uhyggelig at høre på, og man overvejer at springe videre til næste nummer, Rain Forest lyder som noget der er indspillet i dag, mens Impressions of Sorcerer er ren Santana!
Sorcer får kun 9/10. 10-tallet får pladen den dag vi hører de 90 minutter, som der var på det bånd de sendte til Friedkin. Bandet var nemlig sure over, der var blevet redigeret så kraftigt ud af deres musik, og det forstår man godt, for mange af numrene er lige lovligt korte. Indtil da må vi nøjes med det halve, men det er trods alt også fremragende.
Sorcerer er efter Thief fra 1981, deres absolut bedste soundtrack nogensinde. Senere hen blev soundtrack-arbejdet for dem bestillingsarbejde uden megen sjæl.

« ForrigeNæste »