JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangents 1973-1983, 1994. 9/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 05:14
Blog Image
Nogle gange kommer der noget enestående ud af arbejdsnarkomani. Tangents er et velgennemtænkt boks-sæt.
Efter Turn Of The Tides valgte Edgar at isolere sig studiet og indspille overdubs til numrene, hvis de ikke blev helt genindspillet.
De tre første cd'er består af grundigt udvalgte numre og sekvenser fra Phaedra til og med Hyperborea. Jeg mangler stadig noget fra Cyclone, men ellers er alle albums retfærdigt præsenteret.
Jeg holder især af genindspilningerne, der simpelthen er uspoleret vellyd. Numrene fra Encore, og numre fra Logos og Phaedra gør ikke vold mod originalerne. Jeg holder især af nummeret Phaedra (genindspillet i 1988), da opdateringen blot beviser hvor stilskabende nummeret var dengang. Det er så godt produceret, det næsten ikke kan beskrives. Trommemaskinerne farer fra den til ene højtaler til den anden. Ordet perfekt synes ikke tilstrækkeligt.
Numrene fra Encore er 100% genindspillet, og især uddragene fra Monolight virker upåklageligt
Det er især rart at Hyperborea har alle numre (nogle i uddrag) med på boxen. Cinnamon Road har fået endnu en dimension. Mere keyboard og trommemaskine, giver lige nummeret et pift.
På en compilation er det rart at der en vis homogenitet. Det har Edgar skuldret til UG, for netop overdubbingen og lydrensningen gør at numrene sagtens kan høres sammen uden der er hørbare produktionsforskelle, og i en hvilken som helst rækkefølge.
Live er TD mestre i at få numre til at gå over i hinanden, og dette kunne Edgar også snildt have gjort her, for mange af numrene slutter af med nyindspillet keyboard.
Mht. overdubbing så virker det dog bedst på de i forvejen meget digitaltlydende indspilninger. På Stratosfear-numrene falder det mindst heldigt ud, hvor det derimod på White Eagle faktisk er bedre end i originalversionen! Desuden lyder Tangram-uddragene ufatteligt friske og kontemporære.
På den fjerde CD med soundtrack-musik er der især overdubbet meget på Sorcerer-numrene, hvorfor ved kun Edgar.
Der er meget at komme efter på de tre numre fra Wavelength og Firestater. Alien Goodbyes har med sin 12-strengede guitarakkorder referencer til Tangram, og Charly The Kid og Rainbirds Move fra Firestarter fortjener at blive hørt på plade, så jeg ikke behøver se den ringe film, for at høre musikken. Derudover høres musik fra Thief, Risky Business og Flashpoint.
Denne cd repræsenterer noget af det bedste filmmusik TD har lavet.
Den sidste cd indeholder ikke tidligere udgivelser, så derfor skal den også anmeldes separat.
Vulcano er et statisk nummer. Sequenceren er som altid godt udført, men ikke ekstraordinær. En synth lyder som en mundharpe, og derfor har vi samme ørkenstemning som Lost In The Dunes (Flashpoint) og 3 AM... (Stratosfear). Slet ikke dårligt.
The Jogger er skrevet i samarbejde med Schmoelling. Det åbner med en meget 70'er-agtig trommemaskine, og har en ret melodisk synth-melodi, der er tilpas munter til at få tankerne overpå Jarre. Intensiteten øges en lille smule, og det resulterer i et godt klimaks.
South Dakota lyder som noget fra Optical Race på det musiske og tekniske plan. Lyden er steril, synthesizerne metalliske og kolde, mens melodien er tilpas åndet til at være fra Optical Race. Nummeret kommer ikke rigtigt nogen vegne, men det har en høj underholdningsværdi.
Cuppercoast lyder som noget fra starten af 80'erne i sequencerne, og det alene er kvalitet nok i sig selv, for det øvrige keyboardspil hører ikke til cremen af TD's produktion.
Great Barrier Reef har repeterende sequencer, der står meget alene. Jeg kan godt lide det, men det lyder som rent hygge i studiet og ikke mere. Jeg tror at en af grundene til at Tangerine Dream har indspillet meget musik, skyldes at det er resultatet af leg og eksperimentering med instrumenter. Jeg tror simpelt ikke Edgar, og hans slæng, kan lade være med at sidde og programmere sequencere og derefter lægge flere lag på. At det er så kun, som i Great Barrier Reefs tilfælde er interessant for fans at høre på, tror jeg, de er ret ligeglade med. Hvis jeg en dag fik en mulighed for at spørge Edgar, hvad hans artistiske visioner var for enkelte numre, og fik et kvalificeret svar, ville jeg uden tvivl sætte større pris på ligegyldige numre.
Faktisk synes jeg netop at en del af de uudgivne numre er lidt ligegyldige. De er gode, men så heller ikke mere. Det bedste ved den femte cd er at prøve at sætte årstal på enkelte numre. Det er nemlig svært, da lyden er meget ens, og måske er hele denne cd indspillet i 1994. Hvis de er det, så kunne det være at de er baseret på sketcher og demooptagelser, som Edgar lavede mens resten af bandet fik tid til at slappe af.
Ikke alle numre fortjener omtale, dog skal det siges at jeg i titler og i mange af numrene tænker meget på numre fra Canyon Dreams, indspillet i 1986. En efter min mening, lidt overvurderet plade.
Heldigvis findes livefavoritten fra 1981, Silver Scale, endelig i en officiel version. En sand perle med fed sequencer a la den vi fik serveret på Thief. Sequenceren er meget repeterende, og derfor er de små skift, der kommer, så væsentlige. Minimalmusik har TD altid været mestre i og Silver Scale er ikke uden grund en fan-favorit.
Konklusion på det uudgivne materiale, må siges at det ikke helt er på højde med de fire andre cd'er. Separat ville denne cd få 7/10.
Det er trods alt bedre end så meget andet TD har lavet. Eller måske skulle jeg hellere sige Edgar, for mange af numrene er kun krediteret ham. Det er også ham der har stået for det tekniske, med hjælp fra Schmoelling og Ralph Wadephul, som spillede keyboard med TD live i 1988, og skrev et nummer til Optical Race.
Den stil Edgar har praktiseret på denne boks, er desværre blevet temmelig udvandet på senere udgivelser, hvilket desværre også har fået min fascination til at blegne en smule.


Melrose, 1990. 7/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:04
Blog Image
Jeg tror helt og holdent på at Jerome Froeses, indtræden i Tangerine Dream har været skyld i, at bandet ikke har mistet gnisten.
Melrose er det første album med Jerome, og det sidste med Haslinger. Jerome er med til at give musikken et friskt pust, især i sine heavy-metal inspirerede guitarsoli. Melrose er et lovende nummer, med en meget veludført bro til saxofon-soloen. Denne solo er nummerets største svaghed, for jeg bryder mig ikke om saxofon. Det skaber en til tider lummer, muzak-aktig stemning, der ikke falder i god jord, hos en heavy-rocker for mig. Vi hører heldigvis ikke mere sax på denne plade.
Misforstå mig ikke, det er en anstændig albumåbner, selvom den er en kende maskinel.
Three Bikes In The Sky, hvilket coverbilledet måske er afledt af, er en etnisk inspireret meget rolig sang, indtil en trommemaskine tager over og bliver afløst af ef en guitarsolo. Nummeret slutter med begyndelsen. Mere er der sådan set ikke i det nummer, men smukt er det.
Dolls In The Shadow er en albumfavorit med klaverarpeggio, meget karakteriske og dominerende akkorder og et fint rytmespor. Dette nummer bliver jeg aldrig træt af. Yucatan er et meget rytmisk nummer, og har netop sin force i rytmerne, for det har ikke nogen nævneværdige melodier. Dette bliver dog endnu engang reddet af guitarspillet. Det lyder som om Edgar har den første solo, hvorefter Jerome spiller den næste.
Electric Lion slutter side 1 af på fornem vis. Efter min smag er starten på sangen lidt for harmonisk, men det er fint tænkt som kontrast til Jeromes vanvittige guitarsolo, kort før slutningen. Der bliver tabbet i vildskab, og der bliver leget meget med (stereo)effekter, hvilket ødelægger en hver spekulation om dette nu skulle være new-age.
Den harmoniske intro udgør også slutningen, så nummeret virker mere komplet.
Electric Lion skal senere hen vise sig at være et arketypisk 90'er Tangerine Dream nummer.
Rolling Down Cahuenga er en uptempo album-favorit. Det jeg lægger mest mærke til er keyboard-akkorderne i begyndelsen. En lidt kikset trommemaskine gør plads for et mere roligt, dernæst etnisk inspireret, stykke. Nummeret går dog lidt i tomgang et stykke tid, og når et lille højdepunkt igen, da synthen lyder som noget fra The Weapon af Rush, for til sidst at dø helt ud. Art Of Vision er svær at beskrive, måske mest fordi det skifter karakter så tit, men det hører uden tvivl til et af de bedre numre på pladen. Disse karakterskift varsles når trommemaskinen bliver agressiv. Godt nummer, der kompositionsmæssigt passer perfekt i det daterede lydbillede.
Desert Train starter med et klaver/keyboard og har en påtrængende elektronisk hi-hat. Generelt om dette nummer, kan vel siges at det albummets mest eksperimenterende, og har derfor sin kvalitet i dette, især fordi det skiller sig en smule ud fra den ellers så stramme, maskinelle produktion.
En anden kvalitet ved nummeret er at klaveret, et godt stykke inde i nummeret, leverer en solo, der lyder som om det oprindeligt er lavet af en klassisk komponist.
Cool At Heart er i stil med Twenty-Nine Palms fra Lily On The Beach, dog en smule mere trist, hvilket blot er en fordel.
Det var alt jeg havde at sige om sangene. Jeg finder nogle øjeblikke stærke, hovedproblemet er lyden, som nævnt igen og igen. Melrose er bestemt ikke perfekt, men interessant skridt fra et band på vej mod en ny sound. Melrose blev genindspillet på den tredobbelte The Melrose Years, men denne udgave var en komplet katastrofe.

Dead Solid Perfect, 1991. 5/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:03
Blog Image
Dette album gør mig rådvild. Det er lidt som at rive en smuk blomst op med rode, hvor kronbladende endnu ikke er blevet udfoldet.
Måske skal jeg bare være taknemmelig, for TD var ikke første band, instruktøren Bobby Roth havde i sine tanker, da han skulle lave en film om en golfspiller. Blues- og countrybands var tilsyneladende ikke gode nok, så han valgte et band han tidligere havde brugt, Tangerine Dream.
22 numre på 36 minutter siger desværre næsten alt. Der har fundet en frihedsberøvelse af Tangerine Dreams kunstneriske integritet sted. Havde numrene nået at udvikle sig, havde vi nok set album, der var Blue Dawn mere end værdigt.
Ralf Wadephul, som var med i 1988 på TD's USA tour, har tydeligvis lagt sit kompositoriske præg på mange af numrene, hvor det bærende tema er ekstremt rørende, med sin folorne obo-melodi.
Lidt cross-fades, numrene imellem, samt evindelige gentagelser, skaber en form for falsk kontinuitet, og man sidder tilbage med en følelse af at være snydt for noget, der kunne have været så godt.

The Park Is Mine, 1991. 7/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:03
Blog Image
Skuespilleren Tommy Lee Jones er hovedpersonen i filmen fra 1986, The Park Is Mine, som Tangerine Dream indspillede musik til året før.
Som covernoterne gør opmærksom på, er denne udgivelse ikke udsendt i samarbejde med Tangerine Dream. Derfor lever lyden ikke op til sin standard, for den er ikke hentet fra de oprindelige masterbånd, men derimod selve lydsporet til filmen, hvor musikken er isoleret fra dialog, real- og effektlyde. Det resulterer i at lydstyrken til tider varierer og er en smule skrattende.
I modsætning til de tilfælde hvor TD har kunnet sætte deres fingeraftryk på det endelig produkt, fremstår dette album en smule rodet. The Park Is Mine vinder dog ved energisk og tidstypisk, sequencerdreven musik, der er mere spændende end så meget andet soundtrackarbejde.
Som det ofte er tilfældet, betår numrene af velkendte temaer, men også temaer der i en senere sammenhæng er blevet velkendte. For eksempel er det interessant at høre nummeret Taking The Park (Part 1), som de fleste nok kender som Industrial Life fra Kyoto - et album der er baseret på kasserede optagelser fra 1983.
Taking The Park (Part 2) er i dets mest fokuserede øjeblik en tidlig udgave af Cool Breeze Of Brighton, da den gennemgående sequence er identisk.
The Park Is Mine er et anstændigt, stemningsfuldt, energisk soundtrack, hvor man nemt kan fornemme filmens intensitet, uden at have set den. Karakteren er givet ud fra den tydeligt hørbare kendsgerning, at Silva Screen har udsendt albummet uden et samarbejde med Tangerine Dream.

L'Affaire Wallraff, 1991. 6/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:02
Blog Image
Udgivet i 1991, men med besætningen Froese/Haslinger og instrumenteringen at dømme efter, så er dette soundtrack indspillet i tiden omkring 1989. Musikken kan sammenlignes med Lily On The Beach, Miracle Mile og Destination Berlin, dog uden at være ligeså elendig som sidstnævnte.
Det bedste, der kan siges om dette middelmådige soundtrack er det de fængende melodier i numre som Taboo Society, Addicted To The Truth, der er ret deprimerede. World Of The "Standard" er ret kikset, på en tidstypisk 80'er agtig måde, men har alligevel en vis charme, på grund af sin naivitet. Egentlig flot at man efter tyve år stadig kan være dette!
Oprindeligt udkom albummet kun i Frankrig på EMI France, da L'Affaire Walraff er en fransk film. Dette betød at soundtracket blev et samlerobjekt, og der udkom en pirat-udgave af cd'en. Den lider under at være dårligt masteret, så der således kan høres digital støj i enkelte numre. Det er svært at skelne piratudgaven fra den rigtige cd, men den har matrixnummeret M7E4 7956172.
Mere har jeg ikke at sige om denne udgivelse!

Næste »