JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

The Private Music of Tangerine Dream, 1992. 7/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:01
Blog Image
Med numre som Too Hot For My Chinchilla, After The Call, Dolls In The Shadow og Electric Lion, samt de to ikke tidligere udgivne Beaver Town og Roaring Of The Bliss, er The Private Music Of Tangerine Dream en udemærket compilation.
Denne compilation opsamler på The Melrose Years, dvs. tiden på Peter Baumanns (!) pladeselskab, Private Records.
Optical Race, Lily On The Beach, Miracle Mile og Melrose er præsenteret, men er ikke essentielle TD-udgivelser, så derfor har denne compilation sin berettigelse. Især for sine to ny numre, der dog ikke er af nævneværdig kvalitet, for andre end fans. Beaver Town skal ses som et forvarsel på de ringe numre, der findes på Rockoon, mens Roaring Of The Bliss, lyder som en sketch til det der findes på 220 Volt og Quinoa.

Rockoon, 1992. 4/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 01:00
Blog Image
Da jeg modtog denne plade med posten, blev den med det samme udråbt som den dårligste Tangerine Dream plade. Heartbreakers, Optical Race og i særdeleshed Destination Berlin har dog senere overgået Rockoon (elendig titel!).
Der er, på trods af hvad så mange siger, ikke meget rock over denne plade. Hvis vi skal tale om rock, så mangler der i ufattelig høj grad vildskab og nerve. Så hvis du vil have rock, så gå istedet efter Electronic Meditation!
Paul Haslinger var nu ude af bandet, så Tangerine Dream var reduceret til duoen Froese/Froese, med gæstemusikerne Richi Webster på sax, og Zlatko Perica, min helt, på guitar.
Big City Dwarves er i samme boldgade som Electric Lion fra Melrose. Big City Dwarves er dog mørkere i sit udtryk, hvilket efter min mening gør nummeret bedre. Nummeret lægger ud med en meget metallisk synth, som ikke kan bryste sig at være særlig fremragende fremført, men lad nu det være.
Den tager dog til i intensitet og bliver baggrund for en fantastisk guitarsolo fra Jerome, og dette er, hvis ikke albummets, så nummerets højdepunkt.
Nummeret slutter på samme måde som det startede, præcis som Electric Lion. Selvom det er bedre end det sammenlignede nummer, så får det ikke meget credit for sin opfindsomhed.
Red Roadster, er sammen med Big City Dwarves, et af Rockoons bedste numre. Det tager et par minutter før Red Roadster byder på noget tiltalende. En klaverfigur a la den harpsichord, vi hørte i Alchemy of The Heart fra Tyger, sætter nummeret op i tempo, og fire minutter inde i nummeret, beviser Zlatko Perica hvilken virtuos han er. De sidste par minutter er meget rolige. Richi Webster spiller noget sax, der egentlig ikke irriterer mig - det er bare overflødeligt.
Med Red Roadster beviser Tangerine Dream, hvor gode de er til at oparbejde et klimaks, for derefter at tone nummeret ned igen.
Touchwood er et af mine yndlingsnumre fra 1990'erne med Tangerine Dream, bare ikke i denne version. Selvom den hører til et af de bedre numre på pladen, så er nummeret lettere intetsigende og ret dårligt instrumenteret. Vi hører blandt andet den trommemaskinelyd, som TD brugte meget i 90'erne, og den kan jeg ikke lide. Den er meget utroværdig, og lyder utrolig stiv, da der slet ingen efterklang er på anslagene, og jeg forstår simpelthen ikke hvad de så i denne lyd.
Graffiti Street har svært ved at finde fokus og selv guitarspillet af den ellers så fremragende Perica, lyder stift og forceret uden nerve og kærlighed til nummeret.
Afslutningen på nummeret er meget malplaceret. Et plastic-keyboard spiller et klassisk tema, og det er så kitchet, at man ikke kan forstå hvilke geniale plader de tidliger har stået for.
Det bliver værre endnu, for Funky Atlanta, er uden tvivl et af Tangerine Dreams dårligste numre overhovedet.
For det første har nummeret intet af gøre med funk. Var der ikke guitar, ville nummeret lyde som noget fra Info-kanalen.
Hvis dette nummer blev genindspillet i et regulært rock-lineup, kunne jeg acceptere det, men instrumenteringen og den kolde, mekaniske lyd ødelægger nummeret. Føj!
Det bliver ikke meget bedre i Spanish Love, Lifted Veil, Penguin Reference, Body Corporate og Girls On Broadway, der kort sagt ikke skulle være sluppet ud af studiet. Og den saxofon gør musikken så lummer, at jeg godt forstår hvorfor nogle har kaldt noget af Tangerine Dreams musik for pornofilmsmusik.
Heldigvis er Rockoon et fængende nummer, som jeg tit har ønsket indspillet af Liquid Tension Experiment, da Perica momentvis lyder meget som John Petrucci. Og det er slet ikke dårligt!
Grunden til at pladen får et 4-tal, er at de to første numre og titelnummeret har en høj kvalitet. Men resten er noget bras, og dette album er et godt bevis på at instrumentering og produktion betyder ufatteligt meget for sangenes kvalitet.


220 Volt Live, 1993. 8/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:59
Blog Image
220 Volt er en overflod af vidunderlige guitar-soli, og på det tidspunkt, bandets bedste plade siden 80'erne.
220 Volt er optaget i 1992, på Rockoon-turen, og heldigvis indeholder den kun nyt materiale.
220 Volt er desuden den første plade med keyboardspilleren og saxofonisten Linda Spa. Numrene er delt op i to suiter (med lidt for lange overgange mellem numrene), samt et ekstra- og et bonusnummer.
Den første suite åbner med Oriental Haze. For en gangs skyld irriterer saxofonen mig ikke, for den er er ikke overeksponeret, og får ikke lov til at ødelægge det glimrende åbningsnummer.
I de sidste par minutter, går nummeret over i ren afslapningsmusik. Dette skal ses som en overgang til det næste nummer, og det lyder som om bandet improviserer en smule.
Two Bunch Palms har et sejt klaverriff, der bliver afbrudt af Zlatkos virtuose guitarspil. Efter 1:20, får han lov at bevise at han var mere end studiemusiker.
Guitarsoloen er note-perfect blær, og der er ingen slinger i valsen. Efter 2:20 lyder Tangerine Dream næsten som Dream Theater, med det perfekte sammenspil mellem guitar og trommemaskinen. Det fede klaverriff ligger stadig i baggrunden, mens Zlatko beviser hvilken gevinst han er for Tangerine Dream. Efter fem minutter gives der plads til klaveret igen, og et keyboard laver en atmosfærisk bro til titelnummeret.
220 Volt åbner på en dramatisk, næsten symfonisk måde. De markante trommebeats støttes op af en utrolig smuk melodi. Åbningsakkorderne vender tilbage et par gange, mens vi i spænding venter på hvad Zlatko nu vil lire af. I mellemtiden kan vi nyde det fantastiske keyboardarbejde, der er ualmindeligt friskt og beviser en spilleglæde, der ikke er hørt lignende hos bandet siden 80'erne. Da Perica endelig sætter sine fingre på gribebrættet, bliver vi forkælet med en guitarsolo og -lyd, der minder meget om Dream Theaters Another Day.
Den triste keyboardmelodi vender tilbage, og nummeret sluttes af med en lang overgang til Homeless.
Homeless er uinteressant de første tre minutter. Heldigvis træder Zlatko i karakter og giver nummeret en god tyngde. Homeless er nok det nummer der giver ham mest tid til store armbevægelser, og det er en fryd at høre på. Jeg tænker stadig på John Petrucci i hans stille øjeblikke, hvis jeg skal give en reference.
Så er suiten slut. Dette skal ses som Zlatkos glansnummer i Tangerine Dream. Simpelthen fabelagtigt, og noget af det bedste nykomponerede musik i 90'erne.
Sundance Kid, der åbner den næste suite, er et opdateret Tangerine Dream nummer. Der bruges masser af sequencer, og af en uforklarlig, og ikke særlig logisk grund, kan jeg ikke lade være med at tænke på noget fra Madrigal Meridian. Sundance Kid, der er uden guitar, er et velkomment "genhør", for dem der har savnet sequencerne.
Backstreet Hero er et tungt nummer med en typisk guitarsolo fra Jerome Froese. Her spiller Zlatko en repeterende rytmeguitar. Det er fremragende, og mere uddybende behøver jeg ikke at være.
The Blue Bridge bør ikke ses som mere end en bro til det næste nummer. Nummeret har saxofon, og kan slet ikke måle sig med guitarnumrene.
Nu er det Edgars tur til at bevise, hvad han kan på en guitar. Hamlet er en tung sag, hvor Edgar præsenterer pladens mest "beskidte" guitarlyd. I baggrunden bliver der lagt nogle fede powerchords af Zlatko. Det er ikke på samme tekniske højde, som det vi har hørt fra Zlatko, men Edgar har altid vidst hvordan en guitar-solo skal gå rent ind. Med andre ord er Hamlet en TD-klassiker efter min opfattelse.
Dreamtime, der også findes i en vokalversion, er efter min mening en anelse sødladen. På trods af det er det et flot nummer, takket være Perica igen. Han og Spa afløser hinanden, hvilket der kommer nogle flotte soli ud af.
Ekstranummeret Purple Haze, der selvfølgelig er skrevet af Hendrix, er en munter sag, der uden tvivl ikke vil fornøje Hendrix-fans. De guitarentusiaster, der synes Hendrix, teknisk set, manglede en del at begære, vil uden tvivl kunne lide Zlatkos meget tighte præstation.
Bonusnummeret Treasure of Innocence, er et lidt naivt nummer, der samtidig er meget sørgeligt. Det har ikke samme kvalitet som det foregående, men det er stadig bedre end noget fra Rockoon.
220 Volt er Zlatkos plade, selvom alle leverer en pragtpræstation, fordi han har givet bandet spilleglæden tilbage.

Turn Of The Tides, 1994. 4/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:57
Blog Image
Turn Of The Tides er endnu en plade med besætningen Froese/Frose/Perica/Spa. Bookletten indeholder et uddrag af en tekst som Edgar har skrevet (The Coachman's tales). Nogle af titlerne findes i denne tekst, så derfor kan Turn Of The Tides ses som et konceptalbum.
Imidlertid er teksten meget svær at forstå, og derfor vil jeg koncentrere mig om musikken.
Selvom musikken er i følgeskab med en eventyrlig tekst, højner det ikke den musiske kvalitet. Produktionen er lidt bedre end Rockoon, men er stadig steril, trommebeatsne er stramme, og generelt får man ikke nogen eventyrlig stemning ud af musikken. Coveret harmonerer heller ikke med de indre billeder jeg danner, når jeg læser teksten. Havde bookletten været udformet som en billedbog, og ikke halvgrim computergrafik, havde det hjulpet meget.
Pictures At An Exhibition af Mussorgsky (her kun Promenade) er det eneste klassiske musik, jeg virkelig holder af. Jeg har dette værk i sin helhed i fire forskellige udgaver. Den værste fortolkning er dog uden tvivl Tangerine Dreams, da den med fake-strygere lyder ret syntetisk og tandløs.
Nummerets kvalitet ligger heller ikke i det musikalske, men i lydeffekterne. Vi hører torden, nattergalekvidder og travende heste, som giver et godt stemningsbillede, selvom de uden tvivl er skabt rent elektronisk. Nummeret henviser til begyndelsen af teksten.
Desværre bliver der stort set ikke brugt lydeffekter mere på resten af pladen, og det er synd, for lydeffekter er en sikker vinder på konceptplader.
Et tordenbrag går over i pladens ubestridte vinder, Firetongues. Nattergalen er stadig at høre i begyndelsen.
Diskrete taktslag høres i begyndelsen. Et keyboard spiller en melodi, bakket op af elektronisk percussion. Melodien afbrydes af sequencer, der skal ses som en optakt til Zlatkos flamenco-inspirede guitarsolo. Den er albummets højdepunkt, og ufattelig professionelt fremført.
En synth-melodi er overgang til den næste solo. Denne solo repeterer synth-temaet fra begyndelsen, så derfor er dette nummer beslægtet med Electric Lion og Big City Dwarves. Fremragende!
Galley's Slave Horizon lægger ud med twin-guitar fra Zlatkos hånd, men der savnes noget blær og samme mængde vildskab.
En smuk klavermelodi danner en bro til et akustisk stykke. En meget maskinel trommemaskine fører os ind i det næste stykke, der produktionsmæssigt distancerer sig fra resten af pladen, da lyden er meget mudret. Sammen med den stive trommemaskine, har nummeret et lowbudget, demo-agtigt feel. Lydkvaliteten og den lidt lumre guitarsolo, får mig igen til at tænke på ligeså lumre film. Kort sagt, så forstår jeg ikke hvad TD ser i denne lyd.
Death Of A Nightingale har en smuk melodi spillet af Linda Spa, men problemet er endnu engang trommesporet. Dengang var det åbenbart umuligt at programmerede trommer kunne være diskrete. Dette prøver TD at afhjælpe, ved at lægge dem lidt lavere i mixet, men det skurer stadig i mine øren, da de er så krampagtigt stive.
Twilight Brigade lider af samme problem, men man lægger ikke mærke til det i samme grad. Efter min mening er nummeret ganske ufarligt. Det har ikke meget personlighed, og skal kun høres for Zlatkos fremragende guitarpræstation.
Jungle Journey er, sammen med Firetongues, pladens bedste nummer. Jungle Journey er dance-inspireret og energisk. Zlatko spiller en god rytmeguitar, og far og søn får leveret nogle hæsblæsende soli, der desværre også denne gang er næsten umulige at høre.
Nummeret slutter af med motorlyde, hvilket jeg ikke forbinder historien med, men Edgar har sikkert en fornuftig forklaring derpå.
Midwinter Night er ren lummer muzak, og faktisk rigtig ringe. Turn Of The Tides er samba-inspireret kitch, som kun Jean-Michel Jarre kan lave lige så ringe. Ikke vokalerne i slutningen gør nummeret bedre.
TDI-versionens bonusnummer, Story Of The Brave, falder godt i spænd med den kedelige musik.
Havde Turn Of The Tides været en plade, der var inspireret af de kunstnere og bands der stod i takkelisten, så havde det været meget interessant. Interessant kan Turn Of The Tides ikke kaldes, nærmere kedelig. Havde Zlatko ikke været med, var der ganske enkelt intet at komme efter her.
Selvom pladen er lidt bedre end Rockoon, er der de samme problemer rent produktionsmæssigt.



Tyranny of Beauty, 1995. 6/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:36
Blog Image
Zlatko Perica spiller ikke på Tyranny of Beauty, tilgengæld har Mark Hornby og Gerald Gradwohl gjort, deres for at matche hans virtuositet. De gør det så godt, jeg egentlig ikke savner ham. Guitarspillet er endnu engang med til at højne niveauet
Tyranny of Beauty er en kraftig forbedring på det lydmæssige plan i forhold til Turn Of The Tides, og musikken følger trop. Introen i Catwalk består af vocoder, hvilket vi ikke har hørt siden, jeg ved ikke hvornår. Under et minut senere går nummeret i gang og har en meget typisk TD- stemning. Et minut senere tager nummeret en dyster drejning, som helt klart er højdepunktet. Catwalk er dance-inspireret, men det udelukker ikke en fremragende flamenco-guitar, a la den fra Firetongues på Turn of the Tides.
Catwalk beviser at Tangerine Dream ikke har mistet evnen til at instrumentere et nummer på en ordentlig måde. Derfor er dette nummer, skyld i at Tyranny of Beauty markerer begyndelsen på en periode, hvor udbudet igen er lytteværdigt.
Birdwatcher's Dream lægger ud med kompetent guitar, spillet af Gradwohl eller Hornby. Jeg synes ikke lyden er opdateret på en kontemporær måde, da vi hører en meget metallisk synth, som om det var noget fra slutfirserne. Nummeret, er i al sin afslappethed, lækker at lytte på med det fremragende guitar-spil, men på Catwalks niveau, kommer det dog ikke.
Little Blond In The Park Of Attractions er sløv. En saxofon gør det ikke bedre. Flot guitarspil, af Jerome, tager kampen op mod nummerets struktur, og gør det mere hurtigt og lyttevenligt. Desværre vender sløvheden tilbage.
Living In A Fountain Pen er tilpas cheesy de første fire minutter til at trække helhedsindtrykket ned. Selv det akustiske guitarspil kan ikke redde noget denne gang. Bagefter skal vi endnu engang trækkes med en saxofonsolo. Den hører altså ikke hjemme i TD!
Det bliver meget bedre, da der efter 4½ minut tilføjes en Dream Theater inspireret solo. Denne lægger op til et sejt og tungt stykke, med fed rytmeguitar og guitarblær. Det var lige nok til at redde nummeret!
Genindspilningen af Stratosfear er efter min mening meget vellykket. Den indledende, og lækkert pulserende, sequencer rammer fint lyden fra originalen. Selve den meget kendte melodi, bliver her spillet på guitar, og er tilpas genkendelig og anderledes på samme tid, til at Stratosfear '95 har sin berettigelse.
Desuden er tempoet hurtigt, hvilket gør nummeret mere rocket end originalen. Der er også plads til store armbevægelser på guitaren, så måske det er overflødigt at sige det er det bedste nummer på pladen?
Bride In Cold Tears er ret begivenhedsrig inden for de første 2 minutter. Nummeret lægger ud med lækkert guitarspil, som eurodance-agtige klaverakkorder tager over, for herefter at være etnisk inspireret i nogle sekunder. Et baglæns spillet bånd, som er ret flippet i forhold til resten af pladen, er et af nummerets mange højdepunkter.
Bride In Cold Tears er pladens mest progressive og alsidige nummer. Det er etnisk i sine skalaer og sit rytmespor, og reduceringen af tempoet i slutningen, virker efter hensigten.
Haze of Fame er et afslappende nummer uden den store appeal, men det er interessant, da det stilmæssigt rammer Underwater Sunlight-pladen. Ekstremt roligt, med ligeså rolig guitar fra Edgar Froese.
Titelnummeret er guitar-blær, der får hårene til at rejse sig på armene. Ikke mere at sige om dette nummer.
Largo (from Xerxes) af Händel, er det dårligste nummer på pladen. Det er mærkeligt de gentager fejlen fra Turn Of The Tides, med at nådesløst ødelægge klassisk musik.
Largo er muzak, og vil bedst passe ind på din lokale italienske restaurant, sammen med panfløjteudgaver af Celine Dions og Phil Collins' sange, til at skabe en romantisk stemning, men det hører simpelthen ikke hjemme på en plade med seriøs musik. Dette nummer er med til at trække karakteren gevaldigt ned.
Largo er en træls måde at afslutte et album på, så prøv at se om du ikke kan anskaffe dig versionen med bonusnummeret Quasar. På trods af Largo, er Tyranny of Beauty en lettelse at høre ovenpå Rockoon og Turn of The Tides, og heldigvis bliver resten af 90'erne endnu bedre.


« ForrigeNæste »