JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Rettelse til anmeldelsen af Music For Sports - Cool Races, 2009.

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou tir, januar 12, 2010 21:38

Citat fra nævnte anmeldelse: »The First Curve er hørt før. Ved første lyt kunne jeg allerede nynne med på sequencerprogressionen. Det må være et remix – og givetvis fra den ufremkommelige Chandra – The Phantom Ferry Part 1

Små tre måneder senere modtog jeg en e-mail, fra en anden undrende Tangerine Dream fan, der spurgte om jeg ikke havde noteret mig at The First Curve faktisk er identisk med Timeless fra Flame.

Bingo! Nu kunne jeg endelig identificere nummeret, hvilket ikke gjorde mig gladere for at have erhvervet opsamlingen. I mellemtiden var det eneste rigtigt eksklusive nummer, The Last Goal offentliggjort til abonnenter af Tangerine Dream Online Club (TDOC).

Så i princippet har jeg ikke fået noget for mine penge ved at købe denne opsamling. Jeg var egentlig blevet lovet to nye numre. Men kun et af dem var nye. Og det fik jeg alligevel via TDOC.

Denne udspekulerede og falske markedsføring fra Tangerine Dream, synes jeg sætter dem selv i et rigtigt dumt og kynisk lys. Det beviser at de ikke har styr på deres eget bagkatalog, og bruger dette på at binde deres fans en sensation på ærmet, der i virkeligheden intet har på sig.

Hvorfor satan havde de ikke bare udgivet The Last GoalBooster III eller en af de der ”cupdiscs”? Eller i det mindste offentliggjort nummeret i TDOC inden CD’en udkom?

Man undres. Karakteren for denne udgivelse ændres hermed til nul ud af ti mulige.

Music For Sports - Cool Races, 2009. 2/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou søn, oktober 04, 2009 22:24

Det er frustrerende at skulle være taget som gidsel i et opsamlingscirkus, ikke set lignende hos andre bands. Tangerine Dreams ellers, på overfladen, så store produktivitet, har siden Edgar Froese lancerede den første Eastgate-udgivelse i 2005, også været synonym med et utal af gentagne skæringer på et hav af udgivelser.
Strategien har været at indpakke et fåtal af eksklusive, hjemløse numre på enkelte eller dobbelte compilationsalbums, for derefter at genudgive dem et par år efter, med endnu et par nye numre. Og sådan kan de ellers blive ved og ved.
Den i skrivende stund to-delte Music For Sports fremkaldte på Tangerine Dream’s eget forum en reaktion, der gjorde brug af ordet ”ubrugelig”, hvilket blev returneret af Eastgate med den lettere frelste påstand om at hvis der med denne tankegang fandtes ubrugelige albums, fandtes der også ubrugelige mennesker. Og så kunne man da i øvrigt lade være med at købe albummet, i stedet for at beklage sig – det var jo oprindeligt heller ikke tiltænkt den hårdkogte Tangerine Dream fan.
Når de henviser til andre potentielle markeder end deres fans, bliver jeg lidt småvrissen, for det lyder simpelthen alt for spekulativt og arrogant. Og så er det det rene sludder og vrøvl.
Music For Sports – Cool Races indeholder allerede adskillige numre man ligesåvel kunne have rekvireret på andre compilations. Eastgate ved udmærket at TD fans samler på alt deres indspillede musik – og helst i et fysisk format som cd.
Derfor pungede jeg selv 16 Euro+porto ud, på trods af højlydte protester, blot for de 11 minutters eksklusive musik. Og skuffet blev jeg.
The Last Goal er en lettere mørk og eftertænksom skæring, med nonchalent sequencer og dvælende strygerakkorder, der trygt lægger sig i den ambiente motorvejs højre side, uden at gøre tiltag til at overhale – for nogenlunde at benytte en Froesesk terminologi.
The First Curve er hørt før. Ved første lyt kunne jeg allerede nynne med på sequencerprogressionen. Det må være et remix – og givetvis fra den ufremkommelige Chandra – The Phantom Ferry Part 1.
Rent musikalsk kan anmeldte udgivelse opsummeres i 72 ord, hvilket siger meget om dens appel. Jeg giver et point for hvert nyt nummer.
Jeg er komplet ligeglad med de andre numres musikalske kvalitet. De passer nemlig bedre ind på deres oprindeligt tiltænkte pladser. De var ikke tiltænkt at skulle agere lydtapet til fysisk udfoldelse.
Nej, hvis man vil høre ordentlig musik til sport, kan man med fordel se dette videoklip fra "Tim & Eric Awesome Show".

Winter In Hiroshima, 2009. 9/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou søn, september 06, 2009 15:45

Købt til Tangerine Dreams koncert i Northeim, en uge før dette blev skrevet, og hørt umiddelbart morgenen efter, har jeg på kort tid fået et positivt kendskab til dette album.
Det blev efterfølgende brugt som en slags soundtrack under min videre færd i Berlin, på en fire-timers flodsejlads og under selve hjemturen.
Derfor har albummet opnået affektionsstatus hos mig, og vil musikalsk fremkalde indre billeder, stik modsat den konceptuelle hensigt. For jeg kommer aldrig til at læse historien bag pladen. Det er ikke kun fordi det er besværliggjort af den mikroskopiske tekst i coveret, men fordi tidligere pladers historier har beskæftiget sig med en små-elitær bagtanke, her tænkes på Chandra – The Phantom Ferry Part 1, og måske mest nærliggende, Autumn Hiroshima.
Derfor trives jeg godt med at et elektronisk vinterlandskab forbindes med en brandvarm tur på Spree, for musikken er så alsidig, at den egentlig ikke kræver at man læser bookletten.
Autumn In Hiroshima var et introvert og næsten nådeløst album, på trods af sin, på overfladen, rolige fremtoning. Dette album har jeg aldrig fået anmeldt, og kommer det nok aldrig, da musikkens vilje aldrig har budt sig – modsat dens to forgængere, som hver især tog cirka et års tid før jeg kunne være bekendt at nedfælde ord om dem.
Winter In Hiroshima har sine klare momenter, og derfor også sine afgrunde, der nok kan forbindes med ord som ”stilstand”, ”kedsommelighed” og værst af alt, ”ligegyldighed”.
Men den betragtning synes alligevel voldsomt urimelig, for Edgar bruger dette til at skabe dynamik i helheden, og få numre kan derfor stå på egen hånd.
Man har derfor en fornemmelse af at albummet består af tre sektioner: Transition, Ayumi’s Loom og en sidste sektion bestående af de resterende syv skæringer:
Transition kender vi fra TDOC, og det interview Edgar gav til Olaf Zimmerman på Radio Eins' Elektro Beats den 15. juli, hvor nummeret havde verdenspremiere. Et underfundigt, varieret nummer med artificiel nonsensvokal, og en fængende melodi.
Ayumi’s Loom blæste benene væk under mig i Northeim og Berlin, hvor Bernhard introducerede gammeldags twang-guitar til at fuldende lydbilledet, som helt mangler på dette rendyrkede Edgar Froese album.
Men flot er det, og er produktionsmæssigt højdepunktet på albummet. Nummerets melodi er, som var det, skyggesiden af Le Parc (L.A. Streethawk), fængende og dyster på samme tid. Lyde af tunge metaldøre der smækkes i, er en detalje, der fuldender nummeret.
Det bugter sig i bakkedal på de sidste syv skæringer, og vejen mod slutningen er kringlet og kroget, og byder på en udpræget asiatiskklingende musik, med en indadskuende, meditativ og solitær/spirituel form.
Klimaks nås i sidste nummer Glowing Vision, der pirrer én til at sætte næste episode af de fem atomiske årstider på anlægget.
Men vi må vente lidt endnu. Det klarer vi nu nok også sagtens, for uanset albummets ubetingede kvaliteter er det Jerome Froese og Thorsten Quaeschning der internt må vurdere om det henholdsvis er Vintage Vanguard eller Natatorium der er årets bedste album.

A Cage In Search Of A Bird, 2009. 4/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou fre, september 04, 2009 11:36

I anledning af koncerterne i Northeim, Berlin og Japan, udkom denne tyve-minutters ep, eller ’cupdisc’ som Eastgate ynder at kalde dette format.
Der er dog størst kunstnerisk værdi i selve coveret, end musikken. Ep’ens først to skæringer A Cage In Search Of A Bird Part 1 og Part 2 lyder som var det outtakes fra de sidste års udgivelser. Regulært venstrehåndsarbejde. Vi har i den grad hørt det før, og især Part 2 træder vande, noget så grusomt.
Kiev Mission (Remake 2009) er vel okay. Hvis det ikke var for den formaning at tracket er genindspillet instrumentalt, havde jeg været gennemført skeptisk ved annonceringen af denne ep. Tangram 2008 og Hyperborea 2008 blev promoveret med samme salgstale om grundig "sound research", men viste sig egentlig bare at være de originale albums tilsat kontemporære præg?
Nuvel. Sammenlignet med originalen og især liveversionerne fra Northeim og Berlin, er det simpelthen en for udvandet version, og især trommesporet lyder påfaldende billigt. Det bedste er uden tvivl synthesizersoloen, lige inden anden sektion af nummeret.
Gennemslagskraften er blegnet noget i forhold til den budskabsstærke, originale version fra Exit, 1981, hvor en kvinde reciterer på russisk, sagte og meget overbevisende, en tekst om anti-atomkraft og fred i verden. Det er helt væk nu.
Jeg spår A Cage In Search Of A Bird en snarlig plads i glemmebogen.

Chandra, The Phantom Ferry - Part 1, 2009. 6/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou tir, juli 21, 2009 21:55

Det tog sin tid at samle tankerne om dette specifikke værk, som nok har sat sindene i kog, dog med en vis konsensus om at det med tiden vandt nærmere indpas. Hos undertegnede var første indtryk et virkeligt kedeligt, indtryksløst album, nærmest bare et pauseindslag. Da det kom tættere på, gjorde det mig næsten vred, da jeg syntes det var intetsigende afbræk i bandets ellers så kreative og lytteværdige udvikling. Så kom albummet på hylden i noget der lignede en lille uge. Og efter denne orlov fra cd-afspilleren, var vores gensidige kemi mere sympatisk, og jeg følte mine reaktioner blev mere vedvarende – og derfor valide nok til at putte på en Tangerine Dream blog.

Men stadigvæk - den medfølgende historie virker for mig dybt uinteressant. Den er skrevet af Edgar Froese, på hans ikke-snorlige, kringlede facon, og har et tema om højere bevidsthed. Det er lidt ligesom at høre David Lynch snakke om transcendental meditation, når man hellere vil høre om tilblivelsen af Twin Peaks. Det bliver for abstrakt og uinteressant. Og når man i cd-hæftet bliver belært af liv fra det ydre rum, at vi som mennesker er lavtstående individer, fordi vi spiser kød fra dyr, bliver det næsten urkomisk. Så for en så simpel person som mig (der tidligere har nydt de litterære forlæg til diverse Tangerine Dream albums) står jeg fuldstændig af denne gang.

Tilbage står så musikken.
Og jeg må nok tilstå at det bedste er gemt til først.

Approaching Greenland At 7 PM: Et episk stykke med sequencer sparker pladen i gang med et brag. Der er ikke tvivl om at Edgar Froese (eneste musiker på Chandra) har noget på hjerte. Det er statisk synthrock, med et regulært drive, og en trinvis energiforøgning. Der er også plads til et legesygt percussionfill, til at understrege hvilket sofistikeret et nummer det er. En forrygende album- og eventuel koncertåbner! 8/10

The Moondog Connection: En i mine øren halvfærdig komposition, der slutter præmaturt. Det er lidt som begyndelsen på tre kvarter med Klaus Schulze, hvortil der bare fades ud, inden sequencerne har nået at hilse ordentligt på hinanden, og de destinationsløse soli har kunnet agere som bindeled. 7/10

Screaming Of The Dreamless Sleeper:
Temmelig kedelig, men ikke uden en vis aura af mystik. Mere form end indhold. 4/10

The Unknown Is The Truth: Så går der lydkollage i den. Der er mange musikalske indtryk inde over, men ikke alle bliver lagret i hukommelsen. En drømmetilstand presser sig på, og sammenhængen smuldrer. Karaktergivningen udspringer af stemningen, frem for det musikalske. 7/10

The Dance Without Dancers: Med en snigpremiere i TDOC (Tangerine Dream Online Club), burde man tro at dette track var hestehoveder foran i min bevidsthed, og derfor grunden til at jeg synes dette er pladens bedste moment. Jeg tror ikke dette har noget på sig. Dette er vitterligt det bedste, der høres på albummet. Man fristes til at tro at Edgar har fundet et grundspor frem fra enten Tatort episoden Miriam (1983) eller Heartbreakers (1985) og tilføjet noget substantiel finish. Og godt er det. Sindssvagt godt! 9/10


Her er det at mange, inklusive mig selv, mener det går ned ad bakke for Chandra:

Child Lost In Wilderness: Akkordopbygget, letbenet synthesizermusik med sporadisk vocoder. Det pureste eksempel på Edgar Froese-musik, uden andres indsigelser. Jovist. 4/10

Sailor Of The Lost Arch:
Tager tråden op fra "Screaming of the Dreamless Sleeper" i sin form, men er alligevel noget mere vellykket. Efter tre minutter indtræder klikkende lyde, og nogle harpsichord-agtige figurer, som en sløv udgave af "Alchemy Of The Heart" fra 1987. Kloge børn og voksne keder sig ikke, så jeg giver nummeret 6/10.

Verses Of A Sisong: Jeg er egentlig meget enig med Thomas her, men jeg synes nok det er en tak eller to bedre. 7/10

Silence On A Crawler Lane: Dette er – på trods af irettesættelse fra højere autoritet – et remix af "Moonlight On A Crawler Lane", som er en Edgar Froese komposition. Denne tynde kop te får Chandra til at rinde ud som et regulært antiklimaks. 3/10

Det var enden på 59 minutter. Jeg kan ikke huske hvornår der sidst er blevet udgivet et så ujævnt, og kedeligt album. Transsiberia fra 1998 kunne være en kandidat. Jeg synes dog nu at være fortrolig med min holdning til dette kontroversielle værk, men ser den endelige Part 2 som mere af en hurdle, end noget jeg glæder mig til.

Næste »