JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Vintage Vanguard, 2009. 10/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou man, juni 22, 2009 23:48

I efterdønningerne af Jerome og Edgars musikalske samarbejdes endeligt, udkom en horde af compilations, der var tilskrevet enten den ene eller andens copyrightmæssige ophav, således at man hurtigt blev opmærksom på de respektive bidrag, og de individuelle kompositoriske kvaliteter.
Hvor Edgars kreative kræfter spændte over adskillige dusin, syntes Jeromes at findes på et – i forhold til – decimaltal af udgivelser, hvis anstrengelser udmøntede sig i den absolut stærke Vintage Vanguard.
Nuvel.
Jerome har i offentligheden ytret mishag ved TD’s behagesyge i form af latin-inspirerede rytmer og desangående, men formår at intrudere den bølge af succes, som TD heldigvis rider på i øjeblikket.
Og måske kvier du dig ved tanken om at anskaffe et Tangerine Dream album, som næsten synes blottet for Edgar Froeses særpræg – men du må hurtigt kippe med det hvide flag, når først musikken spiller.

Første element af ros er lyden. En nuanceret og skærende klar produktion, hvor alle instrumenterne hurtigt finder sin plads. Andet element er opdateringen. I 1994 syntes du ikke Firetongues var ’the shit’ og i 2001 nikkede du tvivlsomt anerkendende, 70minutter inde i Inferno.

Og i dag er der stor sandsynlighed for at du ønsker Jerome tilbage i folden, selvom du bandede af hans indtræden, for små tyve år siden.

Så kan du lære det!


Tracklist
01. Firetongues (Retouched 2008)
02. Lamb With Radar Eyes (Studio Session)
03. Sun Son's Seal 3 (Retouched 2008)
04. The Conspiracy (Alternative version)
05. Quartermaster's Nightmare
06. Crossed Fingers (UK 1990 guitar session)
07. Towards The Evening Star (Alternative version)
08. On Cranes Passage (Alternative version)
09. A Nautical Night
10. Justice Of The Karma Law / As The Sun Moves Towards Heaven (instrumental)
11. D.I.T.S. (Jerome's Redux 2008)

Flame, 2009. 7/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou søn, marts 22, 2009 16:48

Efter i nogle år at have fulgt heavy-metal genrens udgivelsestaktik, med en ep mellem de regulære albums, er jeg vant til at blive holdt hen med nyindspilninger, genindspilninger, covernumre og rariteter, samlet på en ep. Tangerine Dream udgiver sådanne skiver på samlebånd, og fansene lapper det i sig, og konceptet i TD regi bærer varemærket ’cupdisc’. Så kan man nemlig nå at drikke en kop kaffe, som selvfølgelig serveres i 1-liters ølkrus, for vi skal nå igennem 43 minutters musik, denne gang.
Konceptet har givetvis vundet indpas, grundet filosofien om at udgive cd’erne for den billigste pris muligt. Så kan de også udgives på regelmæssig basis.
Også denne gang er der valuta for pengene, men det photoshoppede cover ligner noget katten har slæbt ind, og enkelte af numrene har også et præg af anden sortering.
Denne konstatering overrasker mig ikke det fjerneste, og der blev i Eastgate-shoppen heller ikke annonceret et stort værk, på linje med nyere udgivelser som Summer In Nagasaki, Autumn In Hiroshima eller Purple Diluvial – sidstnævnte den mest raffinerede ’cupdisc’-udgivelse.
Selvom albummet som helhed er jævnt over middel, formår kun enkelte numre at hæve et par øjenbryn.

Synth Affection
er en utraditionel navngivelse. Tangerine Dream har aldrig excelleret i at lefle for synthesizer-puristers våde drømme og lade instrumenterne være det primære udgangspunkt for at musikken kunne realiseres. De har ikke som eksempelvis Klaus Schulze slynget om sig med tekniske gloser i titlerne, og kørt på samme autopilot. Titlen skal opfattes med glimt i øjet.
Synth Affection er i familie med Trauma fra Autumn In Hiroshima, rent dramaturgisk, men har en anden, mere uhøjtidelig dybde bag den bittersøde melodi. En robotstemme messer ordet ”synthesizer” i ganske få takter af dette tre et halvt minut lange instrumentalnummer. Vi taler her om cd’ens mest uomgængelige skæring. (9/10)

Pier 54 er en sommerlig, funky ting, der synes taget ud af Edgar Froeses soloproduktioner fra Ambient Highway. Det er sequencer, toppet med interimistiske melodier og synthpads, uden den større surrealistiske dybde, Edgar kan mestre. Der er dog et forfriskende drive hele vejen igennem. (5/10)

Lord Nelson forlader sine trygge rammer fra TDOC fanklubbens eksklusive hjemmeside, hvor kun betalende gæster havde glæde af nummeret. Nogle af de indviede fans tryglede dog TD om at udgive det på cd, og heldigvis bukkede de under for presset. Det er et stærkt, rytmisk, dansabelt track i den mørke stil á la Sleeping Watches Snoring In Silence, med en passende melodi i det høje register. Fin komposition fra Edgar Froese. (8/10)

Ça Va - Ça Marche - Ça Ira Encore (Orchestral): På trods af, at et "orkester" stemmer sine instrumenter i introen, og en "dirigent" slår med sin dirigentstok, er det et helt igennem elektronisk remix af halvfemserfavoritten Ça Va - Ça Marche - Ça Ira Encore. Det lyder friskt og tidssvarende, men er nok solgt på det forkerte grundlag. De semi-technoide værdier, energier og melodier er stadigt intakte, her ti år efter. (7/10)

Timeless: Lidt kedelig sequencerkomposition, i genre – men ikke på højde – med Autumn In Hiroshima. Lyder som et outtake. (5/10)

Ride On The Ray (Atlantic Ocean Version): Dette nummer, har som så mange andre fået en lettere unødvendig tur gennem vridemaskinen, endnu en gang. Det er en okay version, men jeg kan ikke konstant blive opstemt over alle disse genindspilninger, der skyder op som paddehatte på Tangerine Dreams nye udgivelser. (6/10)

Peddington At Five: Her søges en spirituel trance i det meget repetitive sequencerforløb. Det er ganske hurtigt eksekveret, så der kan passere mange takter i dette syv minutter lange track. Er man fan af Mota Atma og Autumn In Hiroshima, har man nok fundet sin favorit på skiven. (7/10)

Morning Star: Stilmæssigt lænes der op ad Paul Haslingers adrenalinpumpende Hollywood soundtracks, men der injiceres en stor mængde velkommenhed, for der kan faktisk ydes sympati for kvaliteten, især i melodien. (8/10)

Morning Star afslutter på energisk vis en ujævn skive, der kan mætte mundene på de allermest sultne TD fans indtil der barsles med et mere regulært album. Og så må coveret gerne være lidt mindre uappetitligt næste gang.

Armageddon in the Rose Garden / Purple Diluvial (2008). 9/10

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou lør, december 13, 2008 00:09
Blog Image
Har man i det sidste års tid sovet i en kiste, og ladet Tangerine Dream køre på vågeblus i underbevidstheden, er man gået glip af mangt og meget. Måske lykkedes det en at overse at Tangerine Dream spillede en koncert i Eindhoven, hvortil der blev fremført kompositioner fra Edgar Froeses bagkatalog. En eksklusiv split-single udkom til lejligheden, hvor et EF-track bærende titlen "Armageddon In The Rose Garden, Part I" blev suppleret af en frigjort og sprællevende Ron Boots, hvis kvalitetskontrol ignorerede skønhedsfejl til ære for spontanitet og spilleglæde, af den gamle, berlinske skole.
I den underspillede Part II, der åbner "Purple Diluvial" med præcist samme intro, inden den sort-kolorerede sequencer spiller sin variant over temaet fra første del, undres man over den manglende lyst eller tiltro til at føre "suiten" til dørs.
Det er mit indtryk at den primære målgruppe stadig gør sine indkøb på cd, og foretrækker at høre musikken i den rette rækkefølge uden større anstrengelse.
Jeg kan derfor undres over Edgar Froeses knæfald for Ron Boots og sin nye rekrut, Thorsten Quaeschning. Jeg ved ikke om det skyldes respekt for disses musiceren, eller manglende dedikation til eget værk. Armageddon In The Rose Garden Part I+II er for mig at se, en uadskillelig kombination, der ender med at blive overskygget af de efterfølgende bidrag.


Blog Image
Hvor Edgar Froese har sat sit blå stempel på "Purple Diluvial", ved at spille en dyster, næsten ydmyg, ouverture løber Thorsten Quaeschning med den største anseelse fra mit perspektiv. Min respekt for Thorsten er ret stor, da han på fortrinlig vis fører TD-arven videre, og endda med accept fra bossen ham selv. Her er intet fragmenteret, men derimod ganske komplet.
Purple Diluvial og Babylon The Great Has Fallen er episke skæringer, hvis appel er logaritmisk. Fascination bliver nemlig gradvist større og større ved hvert gennemlyt. Titeltracket udmærker sig ved en behagelig, lun opbygning. Forløbet er flydende, med en transition fra det melodiske, opløftende i syv minutters tid, over det mere rytmiske, der til sidst koger over med massive, afpressende melodier og skrigende guitarer. Låget løftes, aggressionerne fordamper, og vi kan Mellotronisk sige farvel, mens nummeret langsommeligt køles ned i eftervarmen.
Babylon The Great Has Fallen genbruger bidrag til 2005's Jeanne d'Arc, og i dette kølvand foretages et elektronisk buk i støvet til Kraftwerk, med en kraftig bastyngde.
Opbygningen er ligeså auditivt visuel - og intens - som det foregående eksempel, men langt mere strømført og støvsuget for unødvendige indtryk.

"Purple Diluvial" er vinderen her. Begge cd'ers fysiske fremtræden er meget spinkel og begrænser sig til papcovers, som dengang da sort vinyl var det primære formidlingsmedie til musik. Froese/Boots tingen er vel en slags 12" split single, mens "Purple Diluvial" er en klassisk LP som i de gamle dage. Godt skuldret Thorsten!
Køb.

Tangerine udvalg

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou ons, oktober 08, 2008 16:38


One Night In Space

DK - 2000-2009Oprettet af Jacob Pertou ons, oktober 08, 2008 11:16


« ForrigeNæste »