DK - Tangerine Tree IIPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 22:28:20
Koncerten bliver præsenteret af den
legendariske, nu afdøde dj John Peel, der i sit velkendte radioprogram
kårede Atem som hans yndlingsplade i 1973.
Selve koncerten er ligeså legendarisk. Den blev spillet på en meget
kold dag i april 1975. Publikum stod udenfor og ventede på at komme
ind, og da de kom ind i den bagende varme, skete der simpelthen det at
(de stenede) folk faldt i søvn!
Andre vil nok hævde at det var fordi musikken var kedelig. Det har dog
ikke noget på sig. Musikken er meget interessant, især fordi Peter
Baumann er erstattet af Michael Hoenig, som sammen med gruppen spillede
meget få koncerter. Dette line-up er ufatteligt kompetent, så meget at
man næsten ville have ønsket, han blev i gruppen.
Det første nummer, Part One, varer 69 minutter, men er klogeligt delt op i fem dele af forskellig varighed.
Den første afdeling på 14 minutter er ret typisk for TD på den tid. Her
lyder det mest som om de skal prøve udstyret af, og sammen prøve at
skabe noget spændende. Det bedste ved nummeret er en
mellotron/synthesizer-interaktion. Mellotronen bruger kor-effekten fra
Rubycon, mens synthesizeren frembringer nogle boblende lyde.
Anden del varer 5 minutter. Bandet har fundet frem til hinanden, og
skaber fremragende ambient, før overhovedet var opfundet. Edgar synes
dog han skal ødelægge dette et kort øjeblik, ved at lave larm på sin
mellotron.
Den forsvinder for et kort øjeblik, da den 17 minutter lange tredje
afdeling går igang. Et par extravagante, dybe, hurtige sequencere over
og overskygger komplet Edgars geniale mellotronspil. Men kun rent
volumenmæssigt, for den ligger stadig og ulmer i baggrunden. Der bliver
lagt flere lag af synths: En slår den hurtige rytme an, en anden lægger
staccato-akkorder.
Lydbilledet er fyldt helt ud nu, og tempoet er så hurtigt man bliver helt forpustet.
Det her er klasse på højde med Phaedra, Rubycon og Ricochet, og
højdepunktet inden for synthmusik.
I de sidste par minutter begynder de altoverskyggende synthesizere
gradvist at forsvinde, og vi er tilbage i den mere svævende afdeling.
Denne del varer 14 minutter, og lægger ud med synthesizer-eksperimenter
og mellotron. En synth laver blæsende lyde, mens vi hører klingende
lyde (jeg kommer til at tænke på vindharper). De resterende minutter er
ligeså fremragende ambient!
Sidste afdeling af det 69 minutter lange nummer, varer ligegodt 19
minutter. De første tre-fire minutter er lidt kedelig
mellotron-arbejde, men det bliver hurtigt bedre, for det lægges op til
noget spændende, og efter syv minutter er sequencerne tilbage med samme
bombastiske effekt som før. Behøver jeg at sige mere end at vi får et
fremragende klimaks i et fantastisk nummer?
Det andet nummer, Part Two, varer 40 minutter og er delt op i tre dele.
Første og anden del består af den type ambient vi hørte på CD 1 og den
der åbner Rubycon. Majestætisk, smuk ambient, med masser af mellotron.
Tredje og sidste del af nummeret er mere af den ubeskriveligt fede,
massive og hurtige sequencer-musik. Det er virkelig onde sager det her!
De næsten 22 minutter dette stykke varer er ikke for meget. Man skriger
næsten efter mere, for TD har sjældent spillet så fremragende!
Dette numre får en velfortjent mur af applaus!
Part Three
starter med stormlydende synths, der bliver en afbrudt af en
insisterende "trommerytme", mens der i baggrunden ligger en dyb bas.
Rytmen er meget fængende, og lydbilledet bliver hurtigt kompakt og
voldsomt psykedelisk. Vi er selvfølgelig tilbage til den fremragende
sequencermusik.
Dette nummer slutter en fantastisk koncert af med bravur!
Disse to cd'er tager primært udgangspunkt i en BBC-radioudsendelse.
Denne
koncert er efterfølgende udgivet officielt på The Bootleg Box Set Vol.
1. Jeg anbefaler man støtter Tangerine Dream, og køber denne udgivelse!
DK - Tangerine Tree IIPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 22:27:32
1981 var et
forbløffende godt år for publikumsoptagelser, og det her må nok siges
at være den bedste. Seriøst, jeg har hørt officielle live-udgivelser
som ikke når denne kvalitet. Alle lydende synes at være i den rette
volumen. Og musikken... store dele findes ikke i officielle versioner,
og det er synd for det er fremragende synth-(heavy)rock! Eneste
kritikpunkt er at numrene ikke er meget repeterende...og dog, for hvis
det virker godt, hvorfor så ikke fortsætte ad nauseum?
Det gør de fra staren i den hypnotiske version af introen til Logos.
Denne intro kører i ti minutter og går på dramatisk vis over i
Sobernost (Edinburgh Castle). Da nummeret sparkes igang er får vi et
komplekst indtryk af sequences, der har et mere robot-agtigt-Kraftwerk
præg over sig, men så heller ikke mere, for Tangerine Dream lyder kun
som sig selv.
Overgangen til Digital Times Suite er enormt disharmonisk, og i løbet
af et kvarter får vi atmosfærisk, dyster, soundtrackagtigt uforfalsket
Tangerine Dream-electronica, med fængende hook-lines. Rent stilistisk
lyder det som et outtake fra Exit, især fordi det lyder så
gennemarbejdet. Der er jo også tale om en suite, og det betyder jo vi
kommer vidt omkring i et varieret nummer.
Bondy Parade starter med blæsende synthlyde og et effektivt beat, gør
det svært for en at sidde stille. Nummeret er statisk og netop denne
staticitet er næsten trance-fremkaldende.
Som til en anden jazz-koncert bliver en af de perfekte soli efterfulgt
af klapsalver. Her høres det også at Edgar er blevet bedre til at
spille guitar med tiden.
Efter
guitarsoloen kommer en næsten orientalsk-præget synth, hvilket får
tankerne hen på afslutningen af Quinoa (dvs. One Night In Medina). Det
var slut på CD 1, og som I nok læse var jeg umådeligt begejstret.
CD 2 starter med et af mine yndlingsnumre, Mojave Plan, der ligesom
Logos endnu ikke var udgivet på plade. Det må derfor have været en stor
fornøjelse at være tilstede denne aften. I forhold til originalen er
der ikke stor variation at hente, men på trods af det er denne version
7 minutter længere! Det slutter ikke, men går direkte i over Thermal
Inversions heavy-rockende startakkorder. Det er metallisk, industrielt
og der bliver fyret nogle helt helt forrygende soli af. Vi får også en
"trommesolo"! Her er en masse tromme-sequences lagt oven i hiananden,
hvilket skaber en forpustende effekt. Nummeret skifter karakter, men
ikke væsentligt, for det er stadig ekstremt hårdt - især et par
minutter før slut, hvor det dør ud i en larmende vindtunnel-effekt.
Tangerine Dream lader ikke publikum klappe og fortsætter med Remote
Viewing (Intro)/Force Majeure (Excerpt)/The Price. Uddraget fra Force
Majeure er det eneste der er blevet spillet live, og det er en synd og
skam for det er ikke denne fremragende plades bedste moment. Uddraget
der er meget rørende (dvs. det stykke der grænser op til det
melankolske, naive synthpop-stykke) går direkte over i den flotte,
vemodige finale The Price.
Efter denne finale lader de folk give deres applaus, og hvor er det
fortjent!
De første af ekstranumrene er Kiew Mission i en instrumentalversion og
genkendelsesglæden blandt publikum er stor. Nummeret har selvsagt ikke
samme effekt uden recitationen, men smukt er det alligevel.
Andet ekstranummer er Choronzon. Live var dette nummer meget bedre, for
der blev givet tid til at understrege temaerne enkeltvis.
For ikke at gentage mig selv mere, vil jeg ikke bruge mere tid på at rose denne ekstraordinære koncert!
Denne
koncert er efterfølgende udgivet officielt på The Bootleg Box Set Vol.
2. Jeg anbefaler man støtter Tangerine Dream, og køber denne udgivelse!
DK - tangerine tree IIPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 22:26:07
Musikken vækker minder om en horribel bustur, men det vil I ikke høre mere om.
Selve musikken er kompromisløs og syret. Den er optaget på
Cyclone-turnéen i 1978. Part One, på 43 minutter, lægger ud med
klaverintro, hvorefter nummeret går over i noget der tager sit
udgangspunkt i Madrigal Meridian, bare mere vildt. Joliffe får også rig
lejlighed til at lave sine karasmatiske og tankeprovokerende
stemmeeksperimenter (efter 35 minutter proklamerer han at 'He's A
Liar'!). Han spiller noget forrygende fløjtespil der er ligesom hans
stemmeksperimenter er forfriskende i det noget mudrede lydbillede.
Kriegers trommespil er næsten helt væk, men det er uden de store armbevægelser og uden dramatiske skift
I nummerets afsluttende fase vælger Froese at sætte skik på vanviddet,
ved at gentage temaet fra begyndelsen, og så er nummeret slut.
Part Two varer kun 9 minutter, men på den tid får vi samme mængde
vildskab som i Part One. Fløjtespillet er så flippet at den får Jethro
Tulls ditto til at virke pænt og poleret. Sequenceren sætter ind til
publikums jubel, og vi får mere i stil med Madrigal Meridian. Nummeret
er meget hurtigere end Part One, og derfor får vi alligevel det
essentielle med. Klimakset i nummeret er virkelig ikke for sarte sjæle,
så er I advaret!
1978 var et spændende år da både Krieger og Joliffe var med, så er du
til Cyclone vil du elske musikken. Jeg selv ser frem til at høre flere
koncerter fra 1978, i Tangerine Tree 7 samt Tangerine Leaves.
Denne koncert er efterfølgende udgivet officielt på The
Bootleg Box Set Vol. 2. Jeg anbefaler man støtter Tangerine Dream, og
køber denne udgivelse!
DK - Tangerine Tree IIPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 22:24:55
Logos-turnéen
i efteråret/vinteren 1982 bød på koncerter med en fantastisk sætliste.
Størstedelen af materialet fandtes endnu ikke på LP, og de bedste
stykker blev sat sammen til LP'en Logos, selvom denne blev indspillet
på London Dominion Theatre, 6. november.
Det første sæt åbner med introen fra Logos, men ellers var resten af
dette sæt mere atmosfærisk soundtrackmateriale, blandt andet nummeret
Heritage Survival fra filmen The Keep.
Nummeret begynder på samme måde som 'Wake-up!'-sektionen, men er
bortset fra det, mere lettilgængelig og melodisk. Dette nummers mest
karakteristiske element er de simple, men effektive akkorder, og den i
baggrunden ligeså karakteristiske sequencer.
Mirage er mere minimalistisk, for her er det rendyrket, dyster filmmusik med få markerede slag, til opbygge en mørk stemning.
Sign In The Dark overlapper Mirage, og i dette nummer viser Edgar, at
han er den primære ophavsmand, for det er stilistisk beslægtet med hans
kommende soloplade Pinnacles, og der bliver sågar brugt nogle af de
samme lyde.
The Night In Romania rammer den melankolske elektroniske musik, der blev præsenteret på Exit, og det er vemodigt og smukt.
Dreamscape er mere ovre i White Eagle-stilen, så der dyrkes ikke de
store radikale skift, men repetitionen. Stemningen er stadig mørk, og
ligesom Choronzon på Exit var et festligt indslag, er det, det også
her. Efter Choronzon bliver første sæt rundet af med et uddrag fra
nummeret Tangent, der først blev udgivet på Poland i 1984.
Andet sæt åbner med de 10 første minutter fra Mojave Plan (fede soli!),
men ellers er sættet baseret på det musik der findes på Logos, dog med
visse afvigelser i de fantastiske soli. Desuden får vi numrene Midnight
In Tula, White Eagle, og selvfølgelig den lettere nævenyttige Dominion.
Logos kunne snildt have været en dobbelt-LP, men heldigvis får vi at
høre en af turnéens koncerter i sin helhed her, og godt er det.
Logos-koncerterne var i store træk meget ens, så man kan godt nøjes med
én af dem, for eksempel denne, der er en ekstremt vellydende
publikumsoptagelse!
DK - Tangerine Tree IIPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 22:23:46
1976 var et godt år at gå til koncert med Tangerine Dream, hvilket især koncerten fra Mannheim beviser!
Mannheim Part One udvikler sig til et trip af af aparte synthesizerlyde og sequences i massevis, præcis som vi elsker det.
Mannheim Part Two kaster sig hovedkuls ud i en spontan klaversolo, med
et fragment fra afslutningen af Invisible Limits - kort sagt en helt
almindelig solo, hvor resten af bandet også falder ind.
Invisible Limits-delen kører uhørt længe. Edgar Froese går simpelthen i
selvsving over hvor smukt det egentlig er, og bliver bare ved. Franke
sender en henvisning til Froese, da han fyrer op under sequenceren, at
det nok efter 11 minutter nok er på tide at slippe hænderne fra
flygelet. Herefter afløser den ene solo på keyboard den anden, og vi er
tilbage til den hårde sequencermusik.
Ligesom Nottingham '76 Part Two tager Edgar sin guitar op og leverer,
en i sammenligning, overlegen guitarsolo, hvor han ikke rammer en falsk
tone. Edgars guitarsolo går lidt senere i baggrunden for Frankes
sequencerprogrammeringer, som er alt andet end statiske, da han
jævnligt skifter skalaer og hastighed, til det grænser til det
vanvittige!
Alt synes at gå op i en højere enhed, og dette beviser hvor gode TD var live i 1976 - Uhyggeligt godt sammenspillede!
Resten af Mannheimkoncerten er fantastisk, især i Part Three med
referencerne til Cherokee Lane fra Encore, 1977, og et tema der senere
skulle dukke op i nummeret Bicentennial Present på Peter Baumanns
solo-lp, Romance '76.
Saarbrückenkoncerten kommer desværre ikke op på samme niveau.
