JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 17 - East Berlin Palast der Republik, Germany 31st January 1980. 9/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:16

Denne koncert blev optaget den 31. januar 1980 i DDR, og var en legendarisk begivenhed, eftersom Tangerine Dream var det første vesteuropæiske band, til at spille i DDR. Efter lang tids tovtrækkeri, gav myndighederne dem lov at give koncert, da de mente at de ikke havde noget politisk budskab, eftersom de var et instrumentalt band.
Denne betragtning finder jeg forkert. Jeg anser det for at være politisk, af et band fra Vest-Berlin, kæmper en lang og sej kamp, for at spille et par kilometer østpå, for rock-hungrende folk.
Billetter til koncerten røg hurtigt på det sorte marked, til vanvittige priser. Efterspørgslen var stor, og mange stod udenfor og ventede på at komme ind. Tangerine Dream valgte dog først at spille, da resten blev lukket ind.
Om det er helt korrekt ved jeg ikke, men det er god historie, der beviser at de ikke er et apolitisk band. Og mon ikke de hvide klæder, som scenen var overdænget med, havde en eller anden form for symbolik, f.eks. fred?
Tangerine Dream spillede to koncerter den dag. En om eftermiddagen og en om aftenen. Denne fan-udgivelse, tager udgangspunkt i en optagelse, der blev sendt i Østtysk radio.
Det musik der bliver præsenteret på denne optagelse er meget anarkistisk, og af en meget improviseret, 70'er-agtig natur.
Det helt nye medlem Johannnes Schmoelling har altså ikke rigtig fået sat sit tydelige præg på gruppens lyd endnu. Han har senere udtalt, han ikke var klar til sådan en stor koncert på dette tidspunkt.
Set Two, som minder om albummet Quichotte/Pergamon, starter med en flot pianosolo, spillet af Johannes Schmoelling. Denne solo har mange små temaer fra Tangram. Senere hen hører vi en pulserende synth, der uden tvivl også er hentet fra Tangram, men ellers består nummeret helt og holdent af nyt materiale/improvisationer, på en meget 70'er-agtig måde. Dette beviser hvor fremragende et liveband Tangerine Dream var dengang. Hver koncert var noget specielt.
Efter et klimaks, 23 minutter inde i nummeret, bliver der trådt psykedeliske vande, i noget der minder om det flippede stykke fra Tangram set 2. Da et par sequencere endelig tager over, kører de i lang tid
For en kort bemærkning tager Edgar sin guitar frem, blot for at blive afløst af eksplosive synth-soli. Væsentlig anderledes end Quichotte Part 2, hvor guitaren var det primære instrument.
Ekstranummeret er mere af den anarkistiske skuffe, og markerer en afslutning på 70'erne!
Selvom du har Quichotte/Pergamon (Set Two), og måske Staatsgrenze West (Set One), så giver denne udgivelse det bedste indtryk fra d. 31. januar 1980, i virkelig god lydkvalitet.

Volume 18 - Montreal Place des Arts, Canada 9th April 1977. 10/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:15

Mere god lydkvalitet er at finde på denne dobbelt-cd. Jeg kommer nok ikke til at sige et dårligt ord om koncerterne fra 1977, og denne optagelse er intet mindre end genial.
Lyden fra denne CHOM-FM optagelse er ikke bare fantastisk, musikken er ditto oplagt. Det faktum at musikken er fremført 100% live, og ikke er redigeret bagefter i et studie, gør at jeg foretrækker den her frem for Encore.
Cherokee Lane (her kaldet Part I) er langt mere frisk i udtrykket end versionen på Encore, og man bliver hurtigt grebet af den stemning, der var den 9. april 1977 i Montreal.
Monolight (Part II) ligner heller ikke sig selv. Klaverintroen, og det medfølgende akkompagnement er kraftigt modificeret. Sektionen med elektronisk percussion er mere diabolsk, og derfor er overlapningen til synthpop-delen, virkelig funktionel. Denne del tilføjer dog ikke meget nyt, men da den diabolske percussion vender tilbage, og den uptempo del med mellotron og hurtige sequencere tager over, er vi tilbage til den ekstatiske spilleglæde.
Jeg har før sagt at Monolight er et af de fineste øjeblikke i livesammenhæng, og det her er nok den bedste version, men det kan man også takke lydkvaliteten for.
Part III er virkelig en overraskelse. Det starter ret uhyggeligt, enten bliver der snakket gennem en synthesizer, eller også er den besat af en gal djævel, der messer uhyrlige budskaber. Det kryber ned af ryggen, og hårene på armene rejser sig imens en sequencer laver høje, uhyggelige lyde. Der bliver hamret i en mellotron, men bliver disciplineret, da en sequencer lægger en langsom puls. Indenfor disse fem minutter denne intro varer, ligger allerede inspiration nok for gyserfilmsinstruktør til at lave en film.
Stilmæssigt har TD også bevæget sig over i Sorcerer-stilen, uden dog man kan udpege et nummer det minder om. Resten af tiden på denne improvisatoriske perle, er ligeså ekstatisk som førnævnte Monolight, især fordi der sker noget så sjældent som en guitar/synth-duel, og lyden bliver fyldt helt ud. Men jeg kunne dræbe den stenede radiovært, der pludselig begynder at hviske indover musikken! Arggh!
Jeg stopper anmeldelsen her, inden du brækker dig over min skamros, for det er endnu bedre på cd 2!; men Montreal '77 er altså et must på højde med Force Majeure, Ricochet og Stratosfear!

Volume 19 - Paris Palais du Sport, France 22nd November 1976. 9/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:13

Super koncert! I stedet for at gentage mig selv i '1976' klichéer, har jeg her oversat en koncertanmeldelse, af 'Miles', fra samme år, for at give et mere præcist billede af hvordan koncerten var:

PARIS
"T-DREAM havde ingen opvarmning, så de startede kolde, men så snart lysene dæmpede i Palais Des Sports, brølte og hujede publikummet og tændte deres lightere ligesom til en Rollers koncert.
Det udsolgte publikum på 5500 unge franskmænd, lod enten stadig deres hår gro - eller for de virkelig hippes vedkommende - der allerede havde hørt om punk rock, havde trimmet det væk. De fleste af dem var stadig skoleelever.
Åbningsnummeret var et traditionelt Tangerine Dream stykke - meget lyrisk og med orgellyde, som fyldte den kæmpe geodætiske kuppel med sammenstyrtende billeder af gotiske katedraler. De opbyggede et stykke fra "Stratosfear", spillede den genkendelige melodi (Nej, melodien er ikke fra Stratosfear, red.) i en evigt skiftende keyboard indstilling på orgel og trompet henover en rytmesektion med bas og tromme.
Det andet nummer åbnede med Edgar Froese, som lavede en Chopin-lignende klirren på flygelet, som udviklede sig til noget meget højt og rytmisk. De publikummer som prøvede at klappe i takt med rytmecomputeren, løb hurtigt ind i problemer - forsøg på sådanne ting kan få din hjerne til at falde ud.
Et behageligt røgtæppe af pot, hang over de skyldige, bevægende i små bølger og hvirvler, imens bastoner pumpede ind i dem fra højttalerne.
Det var ret meget ligesom at sidde i et lydstudie - handlingen på scenen bestod af tre svagt belyste figurer, som drejede på underlige knapper, og nogle gange rakte over for at trykke på en kontakt, det var indtil Edgar rejste sig med sin guitar og gik som en and.
De folk som sad på gulvet, rejste sig ærbødigst. Lydstyrken blæste folks ører af, selv i denne store sal. De rullende bølger af stereo-ekko voksede til en højde, hvor de ikke kunne komme højere, og det var på det tidspunkt, hvor Peter Baumann faktisk rejste sig op.
Jeg ved godt, det er lidt svært for jer at tro på, men det gjorde han. Han rejste sig og tog en mikrofon, og han skreg ind i den.
De massive pulte af deres synthesizere blev ved med at tikke - røde lys blinkede, spillede musikken - mens parret (Froese og Baumann, red.) vandrede rundt på scenen ligesom en heavy metal gruppe. Formodentlig vil Chris Franke snart have et trommesæt gemt bag sin synthi, som han kan finde frem ved sådanne lejligheder i fremtiden.
Det var meget rytmisk - et af multibeatene var ligesom en der slog på en flyvinge med en forhammer.
Peter introducerede anden del på engelsk. Underligt, taget i betragtning af at gruppen er tysk og vi var i Paris.
Sættet var længere og meget mere varieret end deres Fairfiell Hall optræden, og lyden var meget klarere. Publikum var ellevilde og krævede to ekstranumre.
De musikalske strukturer de bygger nu om dage er som tæt vævet stof i hvilke, de indsætter små yndige noder, som ved denne enorme lydstyrke de bruger, lyder som bobler der sprækker ved den smeltede overflade af en aktiv vulkan.
Egypterne, aztekerne og de gamle irere troede alle at den rette kombination af noder, kunne få sten til at lette. The Tangs må have haft noget af det samme i sinde. (...)
Chris forklarede mig hvorfor koncerten i London var så høj - den var 120db bagerst i salen - "Der var et eller andet galt med vores scenemonitorer, så vi blev vi ved med at hæve PA niveauet, blot for at høre hvad vi lavede." Jeg tror ikke rigtigt på det, men det er deres historie.
Det næste træk er tilsyneladende en form for visuel opvisning. Edgar bekræftede dette. "Det er tiden hvor vi skal have noget visuelt spændende - et lysshow, en film eller noget. Musikken er klar til det." (...)"

Volume 20 - Warsaw Sala Kongresowa, Poland 13th June 1997 'Vintage Set'. 9/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:11

Glimrende alternativ til Valentine Wheels fra 1998! Kilden er en polsk FM-optagelse i sublim lydkvalitet, og her høres versioner af numre som ikke er at finde på Valentine Wheels, f.eks. Exit, Logos '88 og Diamond Diary.

Volume 21 - Detroit Fox Theater, USA 20th October 1992. 7/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:10

Publikumsoptagelser fra 1992 har så godt som mistet al relevans efter udgivelsen af Arizona Live i 2004. Det eneste man kan tydeligvis kan skelne fra optagelse til optagelse, er de lidt forskellige guitarsoli, men der er ingen grund til at lytte til denne og andre optagelser fra denne tour, hvis man har købt Arizona Live, da lyden selvfølgelig er bedst dér. Men indtil da, er det her ikke noget dårligt alternativ.

Næste »