JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 38 - Berlin Reichstagsgelaende, Germany 1st August 1987. 8/10

DK - tangerine tree VOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:29

Den dag Berlin fyldte 750 år, benyttede Chris Franke muligheden for at holde "afskedsreception".
Med flotte omgivelser, som Brandenburger Tor, spillede Tangerine Dream en lidt over to timer lang koncert, der skulle blive den sidste for Chris Franke.
Beslutningen havde været taget et pænt stykke tid i forvejen, og Frankes begrundelse var at Tangerine Dream var blevet et stressende foretagende, og for meget tid gik med soundtracks, men mest bemærkelsesværdigt var det, at han mente at de ikke længere var på forkant med udviklingen. Et udsagn, man delvis kunne give manden ret i, men faktum er at hans solokarriere heller ikke bød på meget nyskabende.
Chris Frankes bidrag i TD var meget karakterisk, især for hans sequences, som megen elektronika i dag er baseret på.
Musikken til denne koncert går lige til grænsen, for hvor klinisk elektronisk musik må være, så det stadig er til at holde ud.
Repertoiret er en eufonisk 80'er-tour de force, med mange kendte, såvel sjældne numre, og dem som udgjorde suiten Live Miles Part II: The Berlin Concert, fra Live Miles.
Blandt de sjældnere er, det sidste nummer, A Time For Heroes, som var skrevet af John Lyons til Handicap OL, 1987. En version fandtes også med Meat Loaf og Brian May! A Time For Heroes er dog ret kvalmende.
Denne krystalklare FM-optagelse er syntetisk, velbalanceret synthrock, med vemodige over- og undertoner, og jeg kneb en lille tåre i Tyger (Instrumental), med tankerne på at det var Frankes sidste show med TD!

Volume 39 - Seattle Paramount Theater, USA 21st April 1977. 10/10

DK - tangerine tree VOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:28

Hvis man er lidt af et skarn, og ikke bliver grebet af stemningen til nutidens Tangerine Dream koncerter, og iøvrigt mener at man ligeså godt kunne blive hjemme og høre albummet, kan der måske være noget om sagen! Sådan var det imidlertid langt fra i 1977, og denne spontant formidlede koncert er endnu et bevis på at TD er verdens bedste liveband!
Denne CDR repræsenterer dog ikke den komplette koncert, således må man ty til TT vol. 71: Adventures in LoFi 1971-1981, for at høre Monolight, som altid var andet nummer på repertoiret.
På Seattle '77 er der masser af famlen og lyst til udforskning, og optageren (Gud velsigne ham) har videregivet en kulturskat, som TD aldrig vil dele med os, på en officiel udgivelse. Stol på det!

Volume 40 - Tokyo Nakano Sun Plaza, Japan 23rd June 1983. 8/10

DK - tangerine tree VOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:27

I 1983 blev der ikke givet koncerter i samme målestok, som før. På dette tidspunkt begyndte bandet at isolere sig med studiearbejde, især soundtracks som Wavelenghth, The Keep, Risky Business m.fl., og mens Schmoelling og Franke tog en velfortjent slapper, kunne Froese lige sætte noget tid af til et soloalbum - den glimrende Pinnacles!
Af koncerter i 1983 blev det blandt andet til en hyldestkoncert for Rainer Werner Fassbinder, en lille østeuropæisk vinterturné, og sommeren før det, en miniturné i Japan.
Med for den tid, en teknologisk ret fremadstormende lyd, virker det indlysende at give koncerter i Japan. Faktisk skulle man næsten tro at det var robotter der fremførte den minutiøst præcise musik.
Det er det selvfølgelig ikke, men den uomgængelige kendsgerning at afvigelserne fra, det kommende livealbum, Poland og ditto Logos (næsten i sin helhed!), er mikroskopiske, trækker det derfor ned i bedømmelsen af den ellers så enestående musik!
Heldigvis blev det en anelse bedre, da TD to dage efter spillede en koncert igen samme sted (TT vol. 72)!
En overgang kunne man på www.tangerinedream.org se en super-8 optagelse fra opholdet. I dette klip sås blandt andet, bandet vente på en banegård på det ultrahurtige bullettrain, som var den foretrukne rejseform under deres turné i Japan. Opholdet i Japan var endvidere inspirerende til, det album vi i dag kender som, Kyoto!

Volume 41 - Space is the Place: Recordings 1973-1976. 7/10

DK - tangerine tree VOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:25

Space Is The Place, hvis titel er hentet fra en skæring med den højst aparte jazzmusiker, Sun Ra, er en opsamling med spændende materiale fra de gamle år.
Det starter ud med musik fra teaterforestillingen Oedipus Tyrannos fra 1974. Musikken blev aldrig officielt udgivet i sin helhed, da TDs tilfredshed med værket kunne ligge på et lille sted.
Nummeret Overture slap dog ud på en dobbelt kompilations-lp fra Virgin i 1975, kaldet V.
Overture gør sig især bemærket, på grund af de sekunder der senere blev genbrugt i nummeret Desert Dream, fra Encore (1977), men også på enkelte lyde der lignende kunne høres på Aqua by Edgar Froese, omend spillet baglæns.
Mest iørefaldende er nummeret Baroque, der på trods af titlen, henter lige dele inspiration fra japansk musik, såvel som Bach. Her er noget så sjældent som Peter Baumanns tværfløjte i front.
Stilen på de tre numre fra Oedipus er mere akustisk og avantgarde end elektronisk. Bandet var tydeligvis vilde med dissonans, men ikke vilde nok til at udgive det officielt, og man ærgrer sig over, at de var mere kritiske overfor deres materiale dengang, end de er i dag.
De tre numre er muligvis fra en radioudsendelse, da de lyder kanongodt. Så vidt jeg er orienteret blev musikken ikke fremført live, men via et bånd.
Resten på Space Is The Place er desværre ikke på samme niveau. Musikken er fremragende, især den 42-minutter lange Mellowtronic fra Birmingham, 1975, og Parihelion fra 1976.
Dog skal det nævnes at lyden, på disse publikumsoptagelser, ikke er tilstrækkelig når det gælder Tangerine Tree-seriens høje standard!

Volume 42 - New Haven Palace Theater, USA 9th September 1988. 7/10

DK - tangerine tree VOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:24

Den bedste konkurrent til den officielt udgivne, og meget vellykkede Rockface, må siges at være denne velklingende soundboardoptagelse. Meget ligner sig selv, men der er også blevet plads til nummeret House Of The Rising Sun, som Tangerine Dream tidligere havde indspillet på en flexi-disc, til et musikblad.
I 1988 var Tangerine Dream reduceret til en duo, men den østrigske keyboardspiller, Ralf Wadephul, gav også en hjælpende hånd med.
Optical Race-turnéen, med support af Andy Summers (ex-The Police) havde en dejlig, kølig lyd, og havde en masse nyt materiale, der klart overgik selve Optical Race.
I 1988 lød koncerterne meget ens, og det rygtes at de spillede playback. På den anden side, så kan de der har set Depeche Mode dokumentaren, 101, optaget på deres 1988 turné, nikke genkendende til Alan Wilders demonstration af keyboardene. På det tidspunkt var keyboards blevet i stand til spille forskellige lyde på engang, dvs. at der på et klaviatur kunne mange forskellige lyde. Det var altså blot et spørgsmål om hvor mange hænder der var til rådighed. Med seks meget rutinerede (på godt og ondt) hænder fra tre keyboardtroldmænd, var det derfor muligt at skabe en kompleks lyd.

Men, som sagt mindede koncerterne fra 1988 meget om hinanden, og derfor er der ikke nogen væsentlig grund til, hvorfor man skulle lytte til publikumsoptagelserne i Tangerine Leaves-serien, når man har Rockface og TT vol. 42. Og dog, for TL vol. 4 har den "sjove" egenskab, at strømmen svigter i Marakesh, og derfor kun varer ét minut!

Opdateret, 25. april 2010.



Næste »