DK - Tangerine Tree VPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 21:29:50
Den dag Berlin fyldte 750 år, benyttede Chris Franke muligheden for at holde "afskedsreception".
Med flotte omgivelser, som Brandenburger Tor, spillede Tangerine Dream
en lidt over to timer lang koncert, der skulle blive den sidste for
Chris Franke.
Beslutningen havde været taget et pænt stykke tid i forvejen, og
Frankes begrundelse var at Tangerine Dream var blevet et stressende
foretagende, og for meget tid gik med soundtracks, men mest
bemærkelsesværdigt var det, at han mente at de ikke længere var på
forkant med udviklingen. Et udsagn, man delvis kunne give manden ret i,
men faktum er at hans solokarriere heller ikke bød på meget nyskabende.
Chris Frankes bidrag i TD var meget karakterisk, især for hans sequences, som megen elektronika i dag er baseret på.
Musikken til denne koncert går lige til grænsen, for hvor klinisk elektronisk musik må være, så det stadig er til at holde ud.
Repertoiret er en eufonisk 80'er-tour de force, med mange kendte, såvel
sjældne numre, og dem som udgjorde suiten Live Miles Part II: The
Berlin Concert, fra Live Miles.
Blandt de sjældnere er, det sidste nummer, A Time For Heroes, som var
skrevet af John Lyons til Handicap OL, 1987. En version fandtes også
med Meat Loaf og Brian May! A Time For Heroes er dog ret kvalmende.
Denne krystalklare FM-optagelse er syntetisk, velbalanceret synthrock,
med vemodige over- og undertoner, og jeg kneb en lille tåre i Tyger
(Instrumental), med tankerne på at det var Frankes sidste show med TD!
DK - Tangerine Tree VPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 21:28:14
Hvis man er lidt af et
skarn, og ikke bliver grebet af stemningen til nutidens Tangerine Dream
koncerter, og iøvrigt mener at man ligeså godt kunne blive hjemme og
høre albummet, kan der måske være noget om sagen! Sådan var det
imidlertid langt fra i 1977, og denne spontant formidlede koncert er
endnu et bevis på at TD er verdens bedste liveband!
Denne CDR repræsenterer dog ikke den komplette koncert, således må man
ty til TT vol. 71: Adventures in LoFi 1971-1981, for at høre Monolight,
som altid var andet nummer på repertoiret.
På Seattle '77 er der masser af famlen og lyst til udforskning, og
optageren (Gud velsigne ham) har videregivet en kulturskat, som TD
aldrig vil dele med os, på en officiel udgivelse. Stol på det!
DK - Tangerine Tree VPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 21:27:05
I
1983 blev der ikke givet koncerter i samme målestok, som før. På dette
tidspunkt begyndte bandet at isolere sig med studiearbejde, især
soundtracks som Wavelenghth, The Keep, Risky Business m.fl., og mens
Schmoelling og Franke tog en velfortjent slapper, kunne Froese lige
sætte noget tid af til et soloalbum - den glimrende Pinnacles!
Af koncerter i 1983 blev det blandt andet til en hyldestkoncert for
Rainer Werner Fassbinder, en lille østeuropæisk vinterturné, og
sommeren før det, en miniturné i Japan.
Med for den tid, en teknologisk ret fremadstormende lyd, virker det
indlysende at give koncerter i Japan. Faktisk skulle man næsten tro at
det var robotter der fremførte den minutiøst præcise musik.
Det er det selvfølgelig ikke, men den uomgængelige kendsgerning at
afvigelserne fra, det kommende livealbum, Poland og ditto Logos (næsten
i sin helhed!), er mikroskopiske, trækker det derfor ned i bedømmelsen
af den ellers så enestående musik!
Heldigvis blev det en anelse bedre, da TD to dage efter spillede en koncert igen samme sted (TT vol. 72)!
En overgang kunne man på www.tangerinedream.org se en super-8 optagelse
fra opholdet. I dette klip sås blandt andet, bandet vente på en
banegård på det ultrahurtige bullettrain, som var den foretrukne
rejseform under deres turné i Japan. Opholdet i Japan var endvidere
inspirerende til, det album vi i dag kender som, Kyoto!
DK - Tangerine Tree VPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 21:25:52
Space
Is The Place, hvis titel er hentet fra en skæring med den højst aparte
jazzmusiker, Sun Ra, er en opsamling med spændende materiale fra de
gamle år.
Det starter ud med musik fra teaterforestillingen Oedipus Tyrannos fra
1974. Musikken blev aldrig officielt udgivet i sin helhed, da TDs
tilfredshed med værket kunne ligge på et lille sted.
Nummeret Overture slap dog ud på en dobbelt kompilations-lp fra Virgin i 1975, kaldet V.
Overture gør sig især bemærket, på grund af de sekunder der senere blev
genbrugt i nummeret Desert Dream, fra Encore (1977), men også på
enkelte lyde der lignende kunne høres på Aqua by Edgar Froese, omend
spillet baglæns.
Mest iørefaldende er nummeret Baroque, der på trods af titlen, henter
lige dele inspiration fra japansk musik, såvel som Bach. Her er noget
så sjældent som Peter Baumanns tværfløjte i front.
Stilen på de tre numre fra Oedipus er mere akustisk og avantgarde end
elektronisk. Bandet var tydeligvis vilde med dissonans, men ikke vilde
nok til at udgive det officielt, og man ærgrer sig over, at de var mere
kritiske overfor deres materiale dengang, end de er i dag.
De tre numre er muligvis fra en radioudsendelse, da de lyder kanongodt.
Så vidt jeg er orienteret blev musikken ikke fremført live, men via et
bånd.
Resten på Space Is The Place er desværre ikke på samme niveau. Musikken
er fremragende, især den 42-minutter lange Mellowtronic fra Birmingham,
1975, og Parihelion fra 1976.
Dog skal det nævnes at lyden, på disse publikumsoptagelser, ikke er
tilstrækkelig når det gælder Tangerine Tree-seriens høje standard!
DK - Tangerine Tree VPosted by Jacob Pertou Thu, September 04, 2008 21:24:48
Den
bedste konkurrent til den officielt udgivne, og meget vellykkede
Rockface, må siges at være denne velklingende soundboardoptagelse.
Meget ligner sig selv, men der er også blevet plads til nummeret
House
Of The Rising Sun, som Tangerine Dream tidligere havde indspillet på en
flexi-disc, til et musikblad.
I 1988 var Tangerine Dream reduceret til en duo, men den østrigske
keyboardspiller, Ralf Wadephul, gav også en hjælpende hånd med.
Optical Race-turnéen, med support af Andy Summers (ex-The Police) havde
en dejlig, kølig lyd, og havde en masse nyt materiale, der klart
overgik selve Optical Race.
I 1988 lød koncerterne meget ens, og det rygtes at de spillede playback. På den anden side, så kan de der
har set Depeche Mode dokumentaren,
101, optaget på deres 1988 turné, nikke genkendende til Alan Wilders demonstration af
keyboardene. På det tidspunkt var keyboards blevet i stand til spille
forskellige lyde på engang, dvs. at der på et klaviatur kunne mange
forskellige lyde. Det var altså blot et spørgsmål om hvor mange hænder
der var til rådighed. Med seks meget rutinerede (på godt og ondt)
hænder fra tre keyboardtroldmænd, var det derfor muligt at skabe en
kompleks lyd.
Men, som sagt mindede koncerterne fra 1988 meget om hinanden, og derfor
er der ikke nogen væsentlig grund til, hvorfor man skulle lytte til
publikumsoptagelserne i Tangerine Leaves-serien, når man har Rockface
og TT vol. 42. Og dog, for TL vol. 4 har den "sjove" egenskab, at
strømmen svigter i Marakesh, og derfor kun varer ét minut!
Opdateret, 25. april 2010.
