JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Steve Jolliffe: Ab Imo Pectore (2013).

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tir, august 27, 2013 19:23

Af hele mit hjerte. Således kan titlen på Steve Jolliffes seneste studiealbum, Ab Imo Pectore, omtrentligt oversættes. Når de femoghalvtreds minutter ruller forbi, er man da heller ikke i tvivl om at navnkundige Steve Jolliffe har hjertet solidt placeret på rette sted.

Siden exiten fra Tangerine Dream i 1978, er diverse stilarter og genrer blevet endevendt og udforsket til fulde. Det, der i dag er blevet til en ubestemmelig masse af uforudsigelige klangflader, og drømmende tilstande.

Der er ingen trygge A, B eller C-stykker, som vi kender dem, og der improviseres ikke risikofrit til en rytmisk, programmeret sequencer. At lytte til Steve Jolliffes musik er som at betragte skyernes formationer på himlen. Man kan aldrig gennemskue dets bevægemønster. Og det kan trække op til uvejr.

Dette udtryk kom for alvor til sin ret i begyndelsen af nullerne, og det kan være svært at skulle indtage denne frit fabulerende musikalske form som nybegynder.

Ab Imo Pectore afviger ikke fra denne form, og Steve Jolliffe formår endnu engang at henrykke den indviede lytter med den drømmende musik.

Tangerine Dream kendere kommer til at spidse øren, for, som noget nyt, tages der livgreb med det velkendte ”aaaeeyyaaahh” preset, der næsten har defineret bandets lyd i en lang periode. Andre overlappende fabriksindstillinger kan også høres.

Den spanskklingende synthesizerguitar vi kender fra nyere Klaus Schulze finder også sin plads, men tweaket således at den mere lyder som noget fra Ry Cooders Paris, Texas.

I stil med Tangerine Dream klippet fra 1967 på 2003-livealbummet Poland, kommer ud af drømmenes tåger et velkendt flashback, læsere af denne blog ganske givet vil nikke genkendende til.

Kittet mellem disse tre udvalgte nedslag er Steves fantastiske, og uforudsigelige musikalitet. Jazzede pianoakkorder, hylende thereminer og frivole, distortede synthleads a la Jordan Rudess, er blot nogle få ingredienser der fyldes på. Blæseinstrumenterne, der er Steves varemærke, er skubbet i baggrunden og fungerer, på samme linje som de manipulerede (real)lyde, til at kreere de surreelle, drømmende tilstande. Man kan hævde at albummet er udpræget elektronisk. Igennem store dele af albummet høres en vellysten, svulmende sequencer, der dog ikke kan betragtes som et rytmisk fundament.

Albummet rinder ud på det et tidspunkt hvor aktivitetsniveauet er på sit højeste. En direkte efterfølger synes logisk, men sikkert er det, at vi i fremtiden får mere musik, lige fra hjertet.

I det store hele er det en særdeles kulørt lydpalet Steve maler med. Stemninger er der i hvert fald nok af. Stilen er helt sin egen, og sjældent, hvis overhovedet, kopieret. Ab Imo Pectore beviser at Steve Jolliffe er en umåde miskendt kunstner, og sagtens kan placeres i samme liga som de allerstørste.

Albummet kan bestilles ved direkte henvendelse hos Steve Jolliffe på stevejolliffe@btopenworld.com

Loom, 200 002.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou lør, august 03, 2013 22:42

Tidligt sidste år udgav powertrioen Loom albummet Scored, der viste sig at blive årets absolut største albumoplevelse. Dette på baggrund af den koncert i 2011, der i sig selv var en af de mest bemærkelsesværdige denne skribent nogen sinde havde ladet sig bombardere sanseløs til.

Her på tærsklen til sensommeren lader det til at Loom gentager succesen med at indtage førstepladsen for årets bedste udgivelse. Album eller EP, who cares?

Fire numre af særegen episk opbygning udgør sammenlagt 32 minutters i særklasse fremragende musik.

Det indledende pragteksemplar ”Rejuvenation” er velsagtens Looms første reelle stykke kooperative skilderi, hvor tre kreative hjernespind beviser, at de kollektivt tænker større tanker end hvad de individuelt kan præstere.
Nummeret tager turen fra Jerome Froeses tilbagelænede guitartronica med tressertwang, over Robert Waters melankolsk funderede, fintmaskede elektronika til Johannes Schmoellings melodiske synthleads, der er sentimentale, indestængte og tilgivelsessøgende på samme tid. Sådan vekselvirker der frem og tilbage, til man slutteligt ikke kan skelne, hvem der bidrager med hvad.
Enkelte motiver kan isoleret synes poppede, men de står alligevel ikke ud af den soniske mængde som letkøbte eller platte.
”Rejuvenation” er et überfantastisk stykke kompositorisk arbejde, der overskrider kvalitetsidealer indenfor den melodiske elektroniske musik, og burde anerkendes og omtales i mainstreammedier for sin reinkarnerede pionermentalitet. Masserne kan dog heldigvis nyde nummeret ganske gratis i sin helhed, som musikvideo på Youtube.

Et nummer, der ikke var at høre til førnævnte koncert i 2011 i Eindhoven, er Schmoelling-kompositionen ”A Long Time Ago”, men her i Budapest udgaven fra 2012. Oprindeligt udgivet på det herlige, men harmløse soloalbum Instant City. Her præsenteret med klassiske rockidealer, og Johannes og Jerome side om side i klimakset, som to solister i spotlyset til en klassisk defineret progrock koncert ultimo halvfjerdserne, primo firserne. Dette kombineret med fuldfed, dynamisk og krystalklar lyd, der i sig selv er kæbe-til-gulvet.
Tempo og intensitet bygges op, og nedlægges efter forbillede. Al fysisk ophobning efter leadstykkerne er renset, da nummeret klinger ud.

Tredje nummer ”Jet” åbner med et riff, med inspiration fra David Gilmours About Face. Jerome er tydeligvis drivkraften bag dette nummer, og samarbejdet er ikke så indlysende som i de forgående to eksempler. Men godt er det. Der hænger erratiske toner i tyk luft, og energien fra halvfemserne er tilstede over det hele. Guitarmenageriet får en elegant udtoning.

Man kunne synes at temaet fra enkelt-sæson-serien Streethawk er udtrådt, træt og ikke kan bære flere fortolkninger. Så tager man fejl. Denne liveversion fra Budapest 2012 udbygger det latterligt simple tema til en episk mastodont på ni minutter. Fra introen med improviseret guitar og flygel, emanciperes, efter et par staccato-anslag på pianoet, selve temaet i et nyt arrangement. Derefter kommer endnu et semi-improviseret stykke, der muligvis kunne være hentet direkte fra serien, eller opfundet til lejligheden. Schmoelling agerer synthesizerhelt på linje med Emerson og Wakeman – fraregnet den dårlige smag – indtil nummeret igen spiller en høj-energisk finale over temaet. Og helt uden publikumsstøj ender 32 minutter på et uhørt højt plan. Det er op til lytteren at komme med de højlydte jubelsalver og stående ovationer, for sådanne fortjener albummet.

Picture Palace Music: Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice. 4/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tor, december 27, 2012 21:37


Juleplader. Alle laver dem, og langt de fleste går i glemselen. Fordi, de er så evigt ligegyldige. Forståeligt, man gerne vil lave et julehit, der kan sikre pensionen og arven til flere generationers afkom. Mindre begribelig er trangen til at genindspille de samme udtjente travere. Dette gøres gerne i en sommerferie, således at ens tilhængere har sin egen parade af julesange, til at akkompagnere den kommercialiserede jul, der starter i november engang.

Jeg kan desværre kun komme i tanke om én juleplade, der er blottet for denne kvalme, og stopfodrende livsglæde. Desværre er det ikke Tangerine Dream-medlemmet Thorsten Quaschnings pendant.

Picture Palace Musics Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice videreformidler denne amerikaniserede, sødladne vinkling, på trods af nogle af de fine kvaliteter vi kender det fra nyere TD. Særligt Madcap's Flaming Duty.

Albummet har rødder helt tilbage til 2003, da Thorsten Quaeschnings band hed Minory. Med ”Lonely Christmas” lanceres eget bud på en julesang, der desværre er så tåkrummende ringe, at hverken B- eller C-stykker retter op på det. Med tyk tysk accent, småklynker den hjælpeløse sanger sig igennem en fornærmende intetsigende pseudo-pop sang. Det er som U2 uden højt til himlen. Og så tilmed i både en 2004 og 2007 version!

Det skorter nemlig ikke på mængden af numre. Tyve slags fordelt på små 100 minutter. For hvert år ekspanderes albummet med endnu en julesang. Ret symptomatisk på folks opfattelse af hvad julen skal indeholde. Mere og mere og mere. Nok om det.

”Silver Bells” og ”Christmas Song” er ikke meget mere end en middelmådig sangerinde med udtalefejl og klaver med stryger. Omtrent ligeså ophidsende som noget fra X Factors boot camps.

I den mere vellykkede afdeling er det ni minutter lange appendiks til Madcap's Flaming Duty, "Auld Lang Syne". Melodien kender vi fra Gasolin's ”Stakkels Jim”, og de dramatiske virkemidler fra ”One Hour of Madness” eller ”Lake of Pontchartrain”, fra førnævnte albumfavorit af mine.

Der læsses på med emotioner og soli, og en konstruktiv opbygning. For første og eneste gang på albummet, tillader Thorsten Quaeschning sig selv at brillere.

Han gør det dog ikke alene. Chris Hausl, der også synger på Madcap, lægger vokal til lyrikken på en smagfuld, ikke overfraseret, accent-tolerabel facon. Noget han også får lov til på ”The First Noel”, hvis succes kan tilskrives ham.

Thorsten, hamselv, skulle derimod undlade at synge. Accenten er så tyk og underlig, det ikke engang er charmerende. Det er bare dårligt. Derfor ikke en overraskelse at hans instrumentale, men kluntede Memotron versionering af ”God Rest Ye Merry Gentlemen” er ligaer bedre end den vokale udgave, der præsenteres otte numre senere. En små-poppet synthetiseret ligegyldighed.

Blødt punkt for julen, eller ej. Det her er såre simpelt det ringeste vidnesbyrd fra Thorsten Quaeschnings musikervirke overhovedet. Som regulær lyttemusik ved volumen til at overdøve en gennemsnitlig dagligstues baggrundsstøj er det for klistret, klæbrigt og vammelt. Som lydtapet er det et bedre alternativ til radioens udbud af ”Last Christmas” og alle de latterlige, udtrådte undskyldninger for julesange.

Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice har adopteret en sjælden flig af regulær vellyd, og vinder på grund af dette. Der findes bedre juleplader, men ikke meget er bedre end Picture Palace Music i sin pure form.

Godt nytår.

Robert Waters: I've Seen The Invisible. 9/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou søn, november 25, 2012 22:18


Suverænt ekko fra Looms historiske koncert.

At Johannes Schmoelling og Jerome Froese kunne finde sammen om projektet Loom var intet mindre end en sensation. Men at de kunne finde en så jævnbyrdig støtte i tredjepart Robert Waters (Robert Wässer), til at opretholde Looms stærke position, var noget noget af et fund.

På scenen til deres koncert i Eindhoven havde Robert Waters lidt af en systemafviklerfunktion, så det ud til. Ikke megen fysisk udfoldelse, eller kompositorisk input i setlisten. På den EP der udkom i samme stund – og som nu er udsolgt – bidrog Robert Waters med to smågeniale værker. Det ene ualmindelig melodisk og underspillet. Det andet en firserhybrid af Oldfield og Vangelis.

Nu er Robert Waters på banen igen i samme kaliber med EP'en I've Seen The Invisible med særdeles velproduceret, udførligt detaljeret, ultramelodisk elektronisk musik, med et twist af melankoli og appetitlig, human bittersødme.

EP'en er med sine 17 minutter en hurtigt overstået affære. Den har fire numre, hvoraf de to ikke sniger sig over meget mere end to minutter. De har dog adskillige memorable passager i form af skønne melodier, og småtriste sindsstemninger. Der er måske lidt noget jingle skråstreg reklameagtigt over dem, men de formidler på kort tid et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Robert Waters har opbygget erfaring til dette, blandt andet i kraft som komponist til børnefjernsyn, og her fuldendes det uforløste potentiele i de fine tracks ”I've Seen The Invisible” og ”Puzzle Di Sogno”

Mere tid til at dvæle ved de højere mentale luftlag sker i ”Memory Hunter”, og særdeles ”Ninety 4 Seconds Left Over”. Sofistikerede toner, syntetiske, ordløse elegier og længselsfuld cello smelter sammen med bastunge beats i et kludetæppe af elektronisk overlegenhed.

Denne EP bør, i kraft sin status som netop EP, ikke gå i glemmebogen. Den har al den kraft et godt album skal rumme, og når den har roteret i cd-afspilleren har den oftest gjort det tre-fire gange ad gangen. Den har allerede fået en prominent placering på min liste over årets albums. Jeg havde gerne set at Robert Waters' bidrag til den udsolgte 100 001 EP, eller de to eksklusive numre på hans Soundcloud, var at finde her, men det er en petitesse.



Bernhard Beibl - Martin Weninger: »2012«.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tor, juli 12, 2012 22:51

Fuldstændigt overraskende sonisk guitarangreb, fra helt uventede kant. Tangerine Dreams leadguitarist Bernhard Beibl har begået en genistreg i form af EP'en 2012.

Noget af det bedste, efter en veloverstået Tangerine Dream koncert, er at lægge sig udkørt på hotelsengen, og lytte til den nye EP på discman'en, udgivet i begivenhedens anledning, og blidt blive indført til nattesøvnen.
På den snarligt overståede The Electric Mandarine Tour, var sådan en fornøjelse ikke programsat. Denne ære var i stedet betroet leadguitaristen, Bernhard Beibl. En ekvilibrist, der over en årrække er blevet vel modtaget af det publikum, der har troppet op til Tangerine Dreams koncerter.

Forventningerne til en EP af Bernhard Beibl var tæt på ikke-eksisterende. For det første er han ikke krediteret en eneste skæring i TD regi. Sekundært har demoerne på hans nedlagte hjemmeside ikke været særligt ophidsende. Underholdende, men kitschet muzak af den slags du hører i amatøragtige musikdokumentarer, hvor man ikke har rettigheder til den oprindelige musik, og derfor hyrer en kønsløs studiemusiker, til at lave lamme afskygninger af ”the real deal”.
Derudover har han betrådt Wien og omegns klubscener med ligegyldigt covermateriale af røvballet musik som ZZ Top, og andet jeg nu lykkeligt har glemt.

Når de hæsblæsende guitararrangementer til ”One Night In Space” og ”Leviathan” har forbløffet en hver guitarentusiast, så jeg har hele tiden vidst han havde et uforløst potentiale inden for den progressive, instrumentale metal. Før 2012 udeblev dette, med andre ord. Men jeg havde sørensjaskme ikke forventet at han ville tage revanche med så nådesløs styrke, og indfri potentialet med så professionel en kaliber.


Da EP'en 2012 slog de første toner an fik jeg et boost af ny energi, og var parat på at blive oppe et par timer endnu, og lade EP'en køre på repeat. Jeg havde ikke set den komme at Bernhard Beibl er så dygtig en komponist og arrangør, på et niveau, der når John Petrucci (Dream Theater), Marty Friedman (Megadeth) og Steve Vai til deres respektive, vigende hårgrænser.

2012 er, hvis man kan lide guitarlir, lidt af en uomgængelighed. Der shreddes i kæbedroppende lyntempo, leges overlegent med taktarterne i diverse staccatosammensurier, og for at maskuliniteten ikke tipper over, så gives der albuerum til mere emotionelle og refleksive åndehuller, i de to sidste tracks. Martin Weninger sidder bag gryderne, og gør sit for ikke at overskygge dagens mand i rampelyset, med en anonym, sikker og præcis performance.

Nøj, hvor er det godt. Og hvor jeg glæder mig til et pladeselskab bider på krogen, og udgiver et helt album.

EP'en er selvsikkert og passende navngivet 2012, for når året er omme, og der skal gøres status, vil den helt sikkert figurere i toppen af sådan en årsliste. En virkelig kompetent, potent og sprængfarlig cocktail på 24 minutter, der helt overraskende rystede mit fundament. Når EP'en spiller blev søvnfasen udskudt og forkortet i en rus af adrenalin og eufori.

2012
er ikke i handlen, som sådan, men kontakt Bernhard Beibl via de sociale platforme. Ellers har jeg hans emailadresse.


Er du på, tjek disse albums:
Megadeth – Rust In Peace
Liquid Tension Experiment – begge albums.
Axess & Maxxess - Contact

Næste »