Juleplader. Alle laver dem, og langt de
fleste går i glemselen. Fordi, de er så evigt ligegyldige.
Forståeligt, man gerne vil lave et julehit, der kan sikre
pensionen og arven til flere generationers afkom. Mindre begribelig
er trangen til at genindspille de samme udtjente travere. Dette gøres gerne i en sommerferie, således at ens tilhængere har sin egen parade af
julesange, til at akkompagnere den kommercialiserede jul, der starter
i november engang.
Jeg kan desværre kun komme i tanke om én juleplade, der er blottet for denne kvalme, og stopfodrende
livsglæde. Desværre er det ikke Tangerine Dream-medlemmet Thorsten
Quaschnings pendant.
Picture Palace Musics Next year, we
may all be many miles away - music for the winter solstice
videreformidler denne
amerikaniserede, sødladne vinkling, på trods af nogle af de fine
kvaliteter vi kender det fra nyere TD. Særligt Madcap's
Flaming Duty.
Albummet
har rødder helt tilbage til 2003, da Thorsten Quaeschnings band hed
Minory. Med ”Lonely Christmas” lanceres eget bud på en julesang,
der desværre er så tåkrummende ringe, at hverken B- eller
C-stykker retter op på det. Med tyk tysk accent, småklynker den
hjælpeløse sanger sig igennem en fornærmende intetsigende
pseudo-pop sang. Det er som U2 uden højt til himlen. Og så tilmed i
både en 2004 og 2007 version!
Det
skorter nemlig ikke på mængden af numre. Tyve slags fordelt på små
100 minutter. For hvert år ekspanderes albummet med endnu en
julesang. Ret symptomatisk på folks opfattelse af hvad julen skal
indeholde. Mere og mere og mere. Nok om det.
”Silver
Bells” og ”Christmas Song” er ikke meget mere end en middelmådig
sangerinde med udtalefejl og klaver med stryger. Omtrent ligeså
ophidsende som noget fra X Factors boot camps.
I den
mere vellykkede afdeling er det ni minutter lange appendiks til
Madcap's Flaming Duty, "Auld Lang Syne". Melodien kender vi fra
Gasolin's ”Stakkels Jim”, og de dramatiske virkemidler fra ”One
Hour of Madness” eller ”Lake of Pontchartrain”, fra førnævnte
albumfavorit af mine.
Der
læsses på med emotioner og soli, og en konstruktiv opbygning. For
første og eneste gang på albummet, tillader Thorsten Quaeschning
sig selv at brillere.
Han
gør det dog ikke alene. Chris Hausl, der også synger på Madcap,
lægger vokal til lyrikken på en smagfuld, ikke overfraseret,
accent-tolerabel facon. Noget han også får lov til på ”The First
Noel”, hvis succes kan tilskrives ham.
Thorsten,
hamselv, skulle derimod undlade at synge. Accenten er så tyk og
underlig, det ikke engang er charmerende. Det er bare dårligt.
Derfor ikke en overraskelse at hans instrumentale, men kluntede
Memotron versionering af ”God Rest Ye Merry Gentlemen” er ligaer
bedre end den vokale udgave, der præsenteres otte numre senere. En
små-poppet synthetiseret ligegyldighed.
Blødt
punkt for julen, eller ej. Det her er såre simpelt det ringeste
vidnesbyrd fra Thorsten Quaeschnings musikervirke overhovedet. Som
regulær lyttemusik ved volumen til at overdøve en gennemsnitlig
dagligstues baggrundsstøj er det for klistret, klæbrigt og vammelt.
Som lydtapet er det et bedre alternativ til radioens udbud af ”Last
Christmas” og alle de latterlige, udtrådte undskyldninger for
julesange.
Next year, we may all be many miles
away - music for the winter solstice
har adopteret en sjælden flig af regulær vellyd, og vinder på
grund af dette. Der findes bedre juleplader, men ikke meget er
bedre end Picture Palace Music i sin pure form.
At Johannes Schmoelling og Jerome
Froese kunne finde sammen om projektet Loom var intet mindre end en
sensation. Men at de kunne finde en så jævnbyrdig støtte i
tredjepart Robert Waters (Robert Wässer), til at opretholde Looms
stærke position, var noget noget af et fund.
På scenen til deres koncert i
Eindhoven havde Robert Waters lidt af en systemafviklerfunktion, så
det ud til. Ikke megen fysisk udfoldelse, eller kompositorisk input i
setlisten. På den EP der udkom i samme stund – og som nu er
udsolgt – bidrog Robert Waters med to smågeniale værker. Det ene
ualmindelig melodisk og underspillet. Det andet en firserhybrid
af Oldfield og Vangelis.
Nu er Robert Waters på banen igen i
samme kaliber med EP'en I've Seen The Invisible med særdeles
velproduceret, udførligt detaljeret, ultramelodisk elektronisk
musik, med et twist af melankoli og appetitlig, human bittersødme.
EP'en er med sine 17 minutter en
hurtigt overstået affære. Den har fire numre, hvoraf de to ikke
sniger sig over meget mere end to minutter. De har dog adskillige
memorable passager i form af skønne melodier, og småtriste
sindsstemninger. Der er måske lidt noget jingle skråstreg
reklameagtigt over dem, men de formidler på kort tid et budskab, der
ikke er til at tage fejl af. Robert Waters har opbygget erfaring til
dette, blandt andet i kraft som komponist til børnefjernsyn, og her
fuldendes det uforløste potentiele i de fine tracks ”I've Seen The
Invisible” og ”Puzzle Di Sogno”
Mere tid til at dvæle ved de højere
mentale luftlag sker i ”Memory Hunter”, og særdeles ”Ninety 4
Seconds Left Over”. Sofistikerede toner, syntetiske, ordløse
elegier og længselsfuld cello smelter sammen med bastunge beats i et
kludetæppe af elektronisk overlegenhed.
Denne EP bør, i kraft sin status som
netop EP, ikke gå i glemmebogen. Den har al den kraft et godt album
skal rumme, og når den har roteret i cd-afspilleren har den oftest gjort det tre-fire gange ad gangen. Den har allerede fået en prominent placering på min
liste over årets albums. Jeg havde gerne set at Robert Waters' bidrag
til den udsolgte 100 001 EP, eller de to eksklusive numre på hans Soundcloud, var at finde her, men det er en petitesse.
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou 2012-07-12 22:51 Fuldstændigt overraskende sonisk guitarangreb, fra helt uventede kant. Tangerine Dreams leadguitarist Bernhard Beibl har begået en genistreg i form af EP'en 2012.
Noget af det bedste, efter en veloverstået Tangerine Dream koncert, er at lægge sig udkørt på hotelsengen, og lytte til den nye EP på discman'en, udgivet i begivenhedens anledning, og blidt blive indført til nattesøvnen. På den snarligt overståede The Electric Mandarine Tour, var sådan en fornøjelse ikke programsat. Denne ære var i stedet betroet leadguitaristen, Bernhard Beibl. En ekvilibrist, der over en årrække er blevet vel modtaget af det publikum, der har troppet op til Tangerine Dreams koncerter.
Forventningerne til en EP af Bernhard Beibl var tæt på ikke-eksisterende. For det første er han ikke krediteret en eneste skæring i TD regi. Sekundært har demoerne på hans nedlagte hjemmeside ikke været særligt ophidsende. Underholdende, men kitschet muzak af den slags du hører i amatøragtige musikdokumentarer, hvor man ikke har rettigheder til den oprindelige musik, og derfor hyrer en kønsløs studiemusiker, til at lave lamme afskygninger af ”the real deal”. Derudover har han betrådt Wien og omegns klubscener med ligegyldigt covermateriale af røvballet musik som ZZ Top, og andet jeg nu lykkeligt har glemt.
Når de hæsblæsende guitararrangementer til ”One Night In Space” og ”Leviathan” har forbløffet en hver guitarentusiast, så jeg har hele tiden vidst han havde et uforløst potentiale inden for den progressive, instrumentale metal. Før 2012 udeblev dette, med andre ord. Men jeg havde sørensjaskme ikke forventet at han ville tage revanche med så nådesløs styrke, og indfri potentialet med så professionel en kaliber.
Da EP'en 2012 slog de første toner an fik jeg et boost af ny energi, og var parat på at blive oppe et par timer endnu, og lade EP'en køre på repeat. Jeg havde ikke set den komme at Bernhard Beibl er så dygtig en komponist og arrangør, på et niveau, der når John Petrucci (Dream Theater), Marty Friedman (Megadeth) og Steve Vai til deres respektive, vigende hårgrænser.
2012 er, hvis man kan lide guitarlir, lidt af en uomgængelighed. Der shreddes i kæbedroppende lyntempo, leges overlegent med taktarterne i diverse staccatosammensurier, og for at maskuliniteten ikke tipper over, så gives der albuerum til mere emotionelle og refleksive åndehuller, i de to sidste tracks. Martin Weninger sidder bag gryderne, og gør sit for ikke at overskygge dagens mand i rampelyset, med en anonym, sikker og præcis performance.
Nøj, hvor er det godt. Og hvor jeg glæder mig til et pladeselskab bider på krogen, og udgiver et helt album.
EP'en er selvsikkert og passende navngivet 2012, for når året er omme, og der skal gøres status, vil den helt sikkert figurere i toppen af sådan en årsliste. En virkelig kompetent, potent og sprængfarlig cocktail på 24 minutter, der helt overraskende rystede mit fundament. Når EP'en spiller blev søvnfasen udskudt og forkortet i en rus af adrenalin og eufori. 2012 er ikke i handlen, som sådan, men kontakt Bernhard Beibl via de sociale platforme. Ellers har jeg hans emailadresse.
Er du på, tjek disse albums: Megadeth – Rust In Peace Liquid Tension Experiment – begge albums. Axess & Maxxess - Contact
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou 2012-06-01 17:31 Picture Palace Music "Indulge the Passion" - music for 7-word-influences & monetary capitals - (CD, Groove Unlimited, 2012)
Det efterhånden veletablerede kultband Picture Palace Music, har siden 2007 været lidt af en dark horse, da bandet ikke rigtigt har formået at spille sine kort rigtigt, i forhold promotion og modet til at distancere sig fra mainman Thorsten Quaeschnings hovedband, Tangerine Dream.
Desuagtet er bandet et slags afløb fra den enevældige Edgar Froeses ujævnbyrdige fordeling af kreativt input. Allernådigst får Thorsten Quaeschning nogle tracks gennemtrumfet på hver udgivelse, og de som oftest bliver de mest populære og iførefaldende.
Indulge The Passion fulgte en, i Tangerine Dream kontekst, usædvanlig fremskridelsesproces, da den undervejs affødte videoer, der afspejlede indspilningsprocessen. Det var sjældent lige kønt, og da min internetforbindelse samtidigt lå brak, fik jeg lige netop kun set en brøkdel af dette projekt.
Da oprandt dagen, i påsken – heraf titlen – hvor jeg sad ved en lånt internetforbindelse og desperat trykkede F5 i Picture Palace Musics online shop. I håbet om at download ville være i min varetægt, de få minutter efter. Albummet var dog forsinket, og downloadet udeblev. Men hver ting til sin tid.
Det der fik mig til at sidde kampklar ved tasterne var de så absolut geniale forrige udgivelser. Bombastiske, episke, elektroniske albums med sfæriske kompositioner, og nogle enkle melodiske ledemotiver, der omgående havde et fængende moment. Thorsten selv er et komplekst musikalskt produkt af sine progressive, gotiske og elektroniske guddommelige inspirationer. Den ligeså fremragende komponist og udøver, Sascha Beator, er en slags Martin Gore ghost-writer.
Indulge The Passion gør ingen undtagelse. Vi skipper dog de dissekteriske stuegange af individuelle skæringer.
Lad være at se videoerne. Lad være at gøre dig et indtryk, før du har hørt albummet. Køb albummet på det arkaiske compact disc format, inkluderet spildtid på ventefronten, om så du må. Glem for guds skyld denne opsang.
Indulge The Passion er et svendestykke uden sidestykke. Passionen kan indtages i voluptuøse mængder, på dette fem kvarter lange soundtrack til en imaginær stumfilm.
Picture Palace Music er så meget mere end et irregulært supplement til Tangerine Dream. Det er mere end et hobbyprojekt fra Berlin, der tager ud og spiller sammen med urutinerede Klaus Schulze kloner, på undselige, tyske festivaler. Picture Palace Music fortjener bred anerkendelse, og burde dele scener med bands som Dream Theater og Depeche Mode, rundt om i verden.
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou 2011-10-25 20:01 Også til Loom koncerten kunne Jerome
Froese lancere en mindre compact disc. Einzelkind EP
er knap så sensationslysten, men ikke
desto mindre, en stærk 11 minutters udgivelse.
”Glasmenagerie”
er en hæftig sag, der trækker på de nyere Jerome-influenser, men
med kløgtige temposkift, æteriske klange og mere. En slags rocket shoegaze,
med en flygtig snært fra Prodigys velmagtsdage. Guitar(feedback)
møder breakbeats og shoegazens uomgængelige weltschmerz. Komplekst
og vellykket.
”Sprachlabor”
er efter sigende kreeret mestendels via gamle spillekonsoller og
lignende. Ikke et succeskriterium i sig selv, men udfaldet er
særdeles positivt. Det er ikke en parade af 8-bit Nintendo temaer,
men derimod velkendt Jerome Froese, i det mere drillesyge og sprælske
hjørne. Heldigvis ikke fritaget for refleksive momenter eller
skærende guitarer.
En
ualmindelig vellykket lille EP fra enebarnet, der borger vel for
den kommende fuldlængde Far Side of The Face.
