DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou Fri, July 23, 2010 21:06:10
Da Tangerine Dream i 1970 debuterede med Electronic Meditation, var det svært at
høre at dette var et samarbejde mellem tre spirende genier, der senere hen, og
hver for sig, skulle belemre den elektroniske musik med et ocean af udgivelser.
Edgar Froese og Klaus Schulze fik succes med deres tilgængelige, men samtidigt
surrealistiske og repetitive musik i store dele af Europa, mens Conrad
Schnitzler, der sjældent har forladt Berlin, har nået ud til meget få
tilhørere.
Og det er der ikke noget at sige til. Kompromiser eller
melodier tiltaler ikke Hr. Schnitzler synderligt, for som han siger: ”Jeg laver kunst for
kunstens skyld”, og: ”Melodier er en som en orm i hjernen, der ikke vil gå væk
igen”.
Så er stilen vist lagt?
Med et bagkatalog, der vokser uge for uge, kan det være
svært at navigere mellem skidt og kanel, for der er nok af begge dele.
Alligevel, kan man som med Tangerine Dream og Klaus Schulze, med nogenlunde
sikkerhed, trygt henvise til mandens 70’er produktioner. En af mine favoritter
er Con fra 1978, der i 1992 blev
genudgivet som Ballet Statique, med
en stribe bonusnumre.
Oprindeligt blev Con
indspillet i Paragon Studios i Berlin i 1978. Paragon Studios var ejet af Peter
Baumann, der lige var trådt ud af Tangerine Dream, og ind i en kortvarig
periode som producer for banebrydende, alternative, elektroniske artister.
Cluster kan nævnes. Et band som Conrad Schnitzler var medlem af, lige efter sin
tid i Tangerine Dream, dengang de hed Kluster.
Peter Baumann, der altid har haft et godt øje til det mere
lettilgængelige, formår næsten at tæmme vilddyret Schnitzler, for Con er på sin vis et utroligt smukt
album. Baumanns specialbyggede Projekt Electronics synthesizer bliver brugt i
stor stil, og givetvis har ophavsmanden oplært artisten i brugen af dette
apparat.
Overdubs bliver anset for frådseri, da musikken flyder
spontant. Conrad Schnitzler har selv sagt at han ikke betragter sig selv som
musiker, hvilket jeg er uenig i. Conrad har nemlig en forrygende evne til at
lyde som en nybegynder igen og igen. Også her. Om det er en primitiv VCS3
synthesizer eller en dyr specialbygget synthesizer fra Projekt Electronics, lader
ikke til at anfægte ham. Hans tilgang til sequencerne er uortodoks og
disharmonisk. Og bag dysterheden gemmer der sig en udpræget humoristisk tone. (For
hvad er avantgarde blottet for humor? - Ubrugelig, hvis man spørger mig.)
Når jeg på den ene side siger at han virker en anelse tæmmet
i Baumanns tilstedeværelse, og på den anden side, siger at han udfører en
uspoleret eksperimentaltrang, skal det ikke opfattes som et paradoks eller et
kompromis, men hellere som et samarbejde mellem musiker og producer.
Melodierne bliver heldigvis ikke undertrykt, og Ballet Statique klinger lækkert, i
kølvandet på den komplicerede Electric
Garden.
Titlerne er meget præcise, og giver et fingerpeg om hvordan
de lyder. Med en titel som Zug, er
det unødvendigt at gå i detaljer, for titlen siger det hele.
Og i bonusafdelingen på Ballet
Statique er Underwater Church meget
passende navngivet, med de rolige klokker og boblende lyde.
Conrad Schnitzlers musik kræver stor koncentration. Men
giver man den det, er der stort udbytte at hente. Con – eller Ballet Statique, om man vil – er et oplagt sted at starte. De manglende overdubs giver plads til
luft og pauser, og man kløjes derfor ikke i den moderat dystre musik.
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou Tue, July 20, 2010 17:07:48
Det var udsigten til tordenvejr, der udløste idéen til at
nedfælde nogle tanker om Ralf Wadephuls hidtil eneste soloalbum, When Aliens Meet a Drop of Water.
Allerede ved bekendtgørelsen af albummet, kom han ud i et mindre
stormvejr, hvor fordomsfulde tunger udnævnte Ralfs projekt som noget af en
dødssejler, og en dolk i ryggen på Edgar Froese. Ralf skrev på sin hjemmeside
at de to herrers fælles samarbejde, Blue
Dawn, ikke faldt ud efter hans smag, og derfor ønskede at udgive sine
bidrag i en anden, og lettere bearbejdet sammenhæng.
Denne skepsis overfor albummet
var egentligt dybt ironisk, når man tager udgivelser som Phaedra 2005 eller Tangram
2008 i betragtning, der af samme type fanfællesskab blev meget vel
modtaget.
Heldigvis havde Chris Newman, i sit TD FANS ZONE podcast,
den formåen at skelne snot fra skæg, og proklamerede at skulle man såfremt
anskaffe et album fra 2008, så skulle det være det her.
Nuvel. Jeg havde fornøjelsen at stifte bekendtskab med When Aliens Meet a Drop of Water samme
aften det blev udgivet. Pladeselskabet Manikin holdt release-party, den 30.
april 2008 på et charmerende ”Ballhaus” i Berlins Kreuzbergkvarter, hvor Der
Spyra og Picture Palace Music gav koncerter til at promovere deres respektive
albums; Gasoline 91 Octane og Symphony For Vampires. Jeg spottede Ralf,
der sad blandt publikum, sammen med sin kone.
Efter to meget intense optrædener for et publikum på
maksimalt 30 (betalende) gæster, skulle jeg finde mit hotel, der, meget
upraktisk, var placeret i udkanten af Neukölln. Turen gennem Berlin var lettere
skræmmende, da jeg var blevet advaret om kommende 1. maj optøjer.
Det var derfor med stor lettelse at jeg senere hen kunne gå
til køjs uden yderligere ar på sjælen. Som sædvanlig skulle natten imødekommes
med musik på discman’en, der er en uundværlig følgesvend på mine rejser. Valget
faldt oplagt på When Aliens Meet a Drop
of Water.
De første tre-fire skæringer var en genkendelig, men dejligt
poleret, reminder af temaer og melodier fra TDs Nordamerikanske turné i 1988,
samt den i mine øren, næsten mislykkede Blue
Dawn skive, der ikke fungerede som helhed. Edgars bidrag var fantastiske,
såfremt han spillede guitar på Ralfs kompositioner, hvorimod hans han egne ditto,
i denne sammenhæng, faldt til jorden med et eftertrykkeligt, kedsommeligt skrald.
When Aliens Meet a
Drop of Water bliver sammenkædet af et tema, som titlen antyder, om vand.
Der er i overgangsfaserne numrene imellem, diverse bud på vands brede
lydspektrum.
Og det var i relation til nummer fem, Into The Thunder, at jeg i tordenvejrets buldren blev mindet om
albummet og dets ubetingede kvaliteter, her lidt over to år siden jeg hørte
albummet for første gang.
Into The Thunder
er et af de få nye numre, men befinder sig dog særdeles godt i den tidslomme,
som de andre tyve år gamle kompositioner blev undfanget i. Det er yderst
bombastisk, med masser af synthesizerlag, hooks, og nerve. Hovedattraktionen er
dog den centrale minimoogsolo, der næsten synes planket fra en af Camels
midthalvfjerdserklassikere.
Det er dog ikke eneste gang der hentes inspiration i de
progressive halvfjerdsere:
1st Sunlight
(tidligere kendt i Tangerine Dream sammenhæng som Lily’s Waltz eller Riding
The Wind), er i den rytmiske struktur, en klokkeklar reference til Steve
Hacketts smågeniale skæring, Shadow of
the Hierophant fra 1975s Voyage of
the Acolyte LP.
Suffering Sharks
(også kendt som Blue Dawn) er et
indlysende plagiat af Pink Floyds One of
these Days fra 1971, når trommerne introduceres. Trommefillsne kunne være
lavet af Nick Mason, ligesom klimakset med elektrisk forstærket piano ikke
springes over. Man siger derfor, automatisk ved sig selv: "One of these days I'm gonna chop you into little
pieces"!
De tre beskrevne eksempler, sammen med det faktum at det
meste af pladen er genbrugsmateriale, virker måske som lidt af et turn-off. Men
albummet er så mesterligt produceret og udført at man skal være noget af en
stivstikker, for ikke at sidde og rokke med under store dele af de 67 minutter
albummet varer. Vi får endvidere fremragende udgaver af Parabola (nu kaldet eller Neptun’s
Cave) fra Rockface og den
virkeligt bedårende Paradise Island,
der på Blue Dawn hed Cardamom Route.
Paradise Island træder
i karakter med et hårdt trommebeat, der sammen med synthpads, introducerer
noget så befriende som akustiske guitarakkorder. Da synthmelodien starter
ovenpå en smuk synthpadakkordrundgang, er tonen ligesom slået an. Der bliver
gradvist lagt flere lag oveni. Melodien forstærkes af en guitar-replika, der
ikke kommer på slingrekurs og dernæst, førnævnte, næsten fremmedartede
synthlyde! Jeg elsker den måde nummeret vender tilbage til sit udgangspunkt, og
bliver rekonstrueret med synthpads plus beatet, der efterfølges af den
gradvise, melodiske opbygning.
Umiddelbart giver beskrivelsen ikke mening, men sammenlignet
med andre bands, er Camel og Opeth, de nærmeste referencerammer, i og med at
det er en bittersød, fortrøstningsfuld melodi, der tager sit udspring i
hjerteknusende melankoli. Man føler næsten at repeat-knappen blev opfundet til et
nummer som dette.
På samme måde kan man sagtens finde hele albummet frem med
jævne mellemrum. Vi taler nemlig om et regulært must for fans af Tangerine
Dream anno 1988. Det skal man dog også være, for den storladne firserlyd er så
tyk at man skære frodige lunser af den!
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou Sun, July 04, 2010 19:28:28
Hvad Steve Schroyder har bedrevet tiden med, imellem
Tangerine Dreams Zeit og hans egen
Star Sound Orchestras Planets står,
for mig, hen i det uvisse. Dog lyder det ikke som om der gået næsten tyve år,
for hengivenheden til de udsvævende klange er intakt. Der er ikke nogen
endegyldig opskrift på den proces der foretages fra A-B, for det er i
virkeligheden meget spontant og ligetil. Lidt ligesom man kunne opfatte Tangerine Dreams Zeit (1972) på en god dag. Men energien er dog,
til trods, langt mere positiv.
Mercury er med sit organiske islæt, som taget ud fra Zeit. Og så er vi ellers i gang.
Ikke overraskende, så tager Venus pludseligt en lettere feminin/etnisk drejning, a la No Man’s Land fra Tangerine Dreams Hyperborea, men drager en langt mere
pacifistisk og inkonsekvent konklusion.
Mars, der
velsagtens skal hamle op med det feminine islæt i Venus, virker mere målrettet end irrationelt famlende, som
hankønnet ellers bliver skudt i skoene i disse dage. Og det er sgu forfriskende
at lytte på, uden at der skal tilknyttes ubetydelige og dumme kommentarer. Lyt
bare til den testosteronfyldte harpsichord-figur, der pludseligt penetrerer
nummeret. Rent kompositorisk synes jeg at Mars
er ret godt gået.
Jupiter. Nu har
vi helt og aldeles forladt Zeit
referencerne og bevæget os ind i de rockende firsere. Guitarer har altid kunnet
opløse den kliniske struktur, som elektronisk musik er berygtet for. Det
kliniske brydes helt ned af nogle diskante pianoklange, og til sidst en meget
forvrænget guitar.
Uranus. Så er vi
tilbage til dronemusikken igen. Gong-gongerne lyder som om de bliver slået på
igennem meget tykke vattæpper. Udover det, er arrangementet yderst sparsomt.
Saturn. En didgeridoo
er det gennemgående instrument i dette nummer. Sporadisk piano og noget der
kunne gå for at være claves byder sig ærbødigt til. Efter fire minutter bliver
det akustiske isæt afløst af primært elektronisk musik. Men stadig på en meget
diskret facon. De næsten larmende trommer, undskylder deres pludselige tilstedeværelse,
og forsvinder hurtigt igen.
Neptune. Man kan
godt høre at Steve har en baggrund i 70’ernes organiske lydtapet, med dette
nummer. Han formår dog at supplere den brummende resonans med højfrekvente
klange og hvalsange. Det her er næsten definitionen på skønhed.
Pluto. Havde Planets været indspillet udgivet i dag,
var Pluto måske ikke inkluderet, da
det kan betegnes som en mini-planet. Pluto består af is, men
jeg får ikke fornemmelsen af at blive kølet ned her. Snarere tværtom. Det syder
og bobler i sin ihærdighed for at fange lytterens opmærksomhed.
Planets er et af de
få værker der matcher Zeits
kvaliteter. Faktisk synes jeg at Planets
er bedre og langt mere målrettet. Desværre tror jeg nok at pladen var for
radikal for Fønix Musik at genoptrykke, da jeg har endnu ikke set den i Matas, Interflora
eller Bog og Idé. Ej heller på deres hjemmeside.
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou Sun, July 04, 2010 17:21:58
Det er ikke fordi jeg ikke allerede har givet det en chance,
men klassisk musik siger mig næsten ingenting! Jeg underkender ikke komponisternes
kompetencer, eller betydning for samtiden, men deres musik rører mig bare ikke.
Mit problem er at kontakten med komponisten ikke har fundet sted igennem
generationer, og at værkerne i dag står som fortolkninger eller coverversioner.
Jeg har altså ingen kontakt til Bach igennem Brandenburgkoncerterne, ligesom jeg føler mig distanceret til
Mussorgsky og hans ellers, isoleret set, fine Udstillingsbilleder.
Kontakten til komponisten kræves for at have det fulde
udbytte og forståelse af værket. Når fans fremhæver en Karajan-dirigeret
koncert, frem for en af eksempelvis Bernstein, skyldes det ikke værkets
kompositoriske kvaliteter, men den måde dirigenten har valgt at håndtere værket
på. Og det er en synd og skam. Men da komponisten aldrig har indspillet værket
selv, sker den emotionelle kontakt aldrig fyldest.
Og da slet ikke i Steve Schroyders fortolkning! Vanessa Mae
møder Rednex møder Army Of Lovers møder Mozart. Det bliver bare så gennemført
dumt og blodtryksforøgende harmdirrende at lytte på dette opblæste eurodance-makværk.
Og det endda fra et band, der begik den ellers så fine Psy*Force. Så skal vi Mozarte? Nej, det
tror jeg ikke vi skal!
DK - solo albumsPosted by Jacob Pertou Sun, July 04, 2010 14:24:27
Man kan ikke klandre Jacobs Tangerine Dream Blog for ikke at
komme vidt omkring. Har man haft en fod indenfor Tangerine Dream lejren, så er
man kommet i betragtning til at få lidt omtale på disse sider. Denne – og for
første – gang skal det handle om Steve Schroyder, og hans Star Sounds
Orchestra.
Steve Schroyder var medlem af Tangerine Dream i 1971 og
spillede orgel på plade nummer to, Alpha
Centauri. Det lykkedes ham dog desværre at blive fyret, grundet sit
tiltagende stofmisbrug. Han blev dog taget i nåde til indspilningerne af
opfølgeren, Zeit, men forsvandt
hurtigt ud i glemselen bagefter.
Små tyve år efter debuterer Star Sounds Orchestra og Steve
Schroyder med det new-age prægede Planets
album på det danske pladeselskab, Fønix Musik, der er kendt for deres
omfattende distribution af såkaldt ”opløftende” og ”afstressende” musik.
Det er dog ikke Planets
vi skal beskæftige os med, men den meget mere uptempo Psy*Force. Jeg bryder mig egentlig ikke om at udtale mig om de
latterligt mange undergenrer der findes indenfor elektronisk musik, men jeg
tror godt jeg tør kalde det her udpræget 90’er techno/trance.
Og så er der nok nogle, der stopper med at læse videre. Fint
nok, men hvis man vil udvide sin Tangerine Dream horisont, er der al mulig
grund til at udforske dette værk.
26 år efter Alpha
Centauri er Steve Schroyder stadig ”obliged to space”, og selvom jeg
personligt aldrig har givet meget for at musik skulle kunne forbindes med
rejser i rummet, så respekterer jeg den vedholdenhed i det musikalske koncept,
som han var med til at definere dengang. Det er stadig udpræget psykedelisk og
sprællevende. Mange af numrene synes mere udført end komponeret, og der hersker
en første-take ideologi bagved skæringerne, med undtagelse af de påklistrede
stemmesamples, der bidrager til underholdningsværdien. De bliver brugt i en
overkommelig mængde, modsat eksempelvis The Orb, der var kendt for at drukne
deres musik i disse stemmesamples. Og hvor andre samtidige trance-acts nok havde
brugt en dyb René Dif-agtig mandestemme til statements som ”this is intergalactic
space” eller ”planetary spaceshuttle”, bliver der brugt citater fra Martin
Luther King eller andre religiøst klingende samples.
Energien er uimodståelig, fordi man kan høre at Steve
Schroyder og percussionisten Jens Zygar har nydt indspilningsprocessen i fulde
drag. Det rytmiske element er dragende og kører i højeste gear (se nedenunder).
Nogle vil nok hævde at samtlige tracks er skåret over samme kam, og at albummet
er ensformigt, men er man fortrolig med eksempelvis Klaus Schulzes musik, kan
man sagtens finde glæde i de små detaljer, der langsomt vinder frem.
