JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Passioneret indtagelse i billedskønne paladser.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou fre, juni 01, 2012 17:31
Picture Palace Music
"Indulge the Passion"
- music for 7-word-influences & monetary capitals -

(CD, Groove Unlimited, 2012)


Det efterhånden veletablerede kultband Picture Palace Music, har siden 2007 været lidt af en dark horse, da bandet ikke rigtigt har formået at spille sine kort rigtigt, i forhold promotion og modet til at distancere sig fra mainman Thorsten Quaeschnings hovedband, Tangerine Dream.

Desuagtet er bandet et slags afløb fra den enevældige Edgar Froeses ujævnbyrdige fordeling af kreativt input. Allernådigst får Thorsten Quaeschning nogle tracks gennemtrumfet på hver udgivelse, og de som oftest bliver de mest populære og iførefaldende.

Indulge The Passion fulgte en, i Tangerine Dream kontekst, usædvanlig fremskridelsesproces, da den undervejs affødte videoer, der afspejlede indspilningsprocessen. Det var sjældent lige kønt, og da min internetforbindelse samtidigt lå brak, fik jeg lige netop kun set en brøkdel af dette projekt.

Da oprandt dagen, i påsken – heraf titlen – hvor jeg sad ved en lånt internetforbindelse og desperat trykkede F5 i Picture Palace Musics online shop. I håbet om at download ville være i min varetægt, de få minutter efter. Albummet var dog forsinket, og downloadet udeblev. Men hver ting til sin tid.

Det der fik mig til at sidde kampklar ved tasterne var de så absolut geniale forrige udgivelser. Bombastiske, episke, elektroniske albums med sfæriske kompositioner, og nogle enkle melodiske ledemotiver, der omgående havde et fængende moment. Thorsten selv er et komplekst musikalskt produkt af sine progressive, gotiske og elektroniske guddommelige inspirationer. Den ligeså fremragende komponist og udøver, Sascha Beator, er en slags Martin Gore ghost-writer.

Indulge The Passion gør ingen undtagelse. Vi skipper dog de dissekteriske stuegange af individuelle skæringer.

Lad være at se videoerne. Lad være at gøre dig et indtryk, før du har hørt albummet. Køb albummet på det arkaiske compact disc format, inkluderet spildtid på ventefronten, om så du må. Glem for guds skyld denne opsang.

Indulge The Passion er et svendestykke uden sidestykke. Passionen kan indtages i voluptuøse mængder, på dette fem kvarter lange soundtrack til en imaginær stumfilm.

Picture Palace Music er så meget mere end et irregulært supplement til Tangerine Dream. Det er mere end et hobbyprojekt fra Berlin, der tager ud og spiller sammen med urutinerede Klaus Schulze kloner, på undselige, tyske festivaler. Picture Palace Music fortjener bred anerkendelse, og burde dele scener med bands som Dream Theater og Depeche Mode, rundt om i verden.

Indulge The Passion - vi lander på en tier.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1318

Jerome Froese: Einzelkind EP, 2011. 8/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tir, oktober 25, 2011 20:01

Også til Loom koncerten kunne Jerome Froese lancere en mindre compact disc. Einzelkind EP er knap så sensationslysten, men ikke desto mindre, en stærk 11 minutters udgivelse.

”Glasmenagerie” er en hæftig sag, der trækker på de nyere Jerome-influenser, men med kløgtige temposkift, æteriske klange og mere. En slags rocket shoegaze, med en flygtig snært fra Prodigys velmagtsdage. Guitar(feedback) møder breakbeats og shoegazens uomgængelige weltschmerz. Komplekst og vellykket.

”Sprachlabor” er efter sigende kreeret mestendels via gamle spillekonsoller og lignende. Ikke et succeskriterium i sig selv, men udfaldet er særdeles positivt. Det er ikke en parade af 8-bit Nintendo temaer, men derimod velkendt Jerome Froese, i det mere drillesyge og sprælske hjørne. Heldigvis ikke fritaget for refleksive momenter eller skærende guitarer.

En ualmindelig vellykket lille EP fra enebarnet, der borger vel for den kommende fuldlængde Far Side of The Face.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1190

Loom: 100 001, 2011. 9/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tir, oktober 25, 2011 19:32

Ekstasen over Looms historiske koncert har alt andet en fortaget sig, her ti dage efter. Som det kan læses på hele to sprog, og i begejstrede vendinger, her på bloggen. Og mens vi venter på det annoncerede dobbelte, livealbum, er der alt mulig grund til at advokere lidt for deres første udgivelse. En 19-minutter kort EP, der i ventetiden vil blive roteret et par tusinde gange i stereoanlægget.

Albummet præsenterer fire helt eksklusive tracks, der ikke engang blev formidlet til koncerten. Det gode er dog at ikke blot Johannes Schmoelling og Jerome Froese kommer kreativt til orde. Også tredjeparten Robert Waters træder i karakter.

Jerome Froese's ”The Light That Failed” er sequencer møder guitartronica, på hans typiske, men utrættelige sound. Der bygges op indtil de bastunge breaks og beats bryder igennem mønstrene, og ungdommeligheden løber løbsk. En ukompliceret melodi er placeret henover tracket.

Robert Waters jonglerer mere subtilt med det melodiske, for hans ”Sun Castle” er pudsigt nok noget af det allerbedste fra 2011. Melodierne er støbt ind i det rytmiske fundament, og det er så umådeligt underspillet, lækkert og tilpas sentimentalt at begejstringen ikke er til at holde tilbage. Der ødsles ikke med noget. Det holdes i moderat målestok, det er så nøje afmålt, at man sidder tilbage med følelsen af at lytte på perfektioneret skønhed.

”On My Way”, er en smågenial komposition af Schmoelling. Der er særligt tydelige identifikationer med ”Matjora is Still Alive” fra Wuivend Riet (1986), og der køres spidsfindigt på med samme ydmyghed fra forrige track.

Robert Waters' andet bidrag, "The Hand of Bosch" er en smågenial hyldest til Vangelis og Oldfield. Og indenfor tre minutter er man hensat til en stemning af bombastisk firsersoundtrack eller et solbeskinnet, instrumentalt hit på linje med ”To France”.

Loom er utvivlsomt noget af det allerbedste der er sket musik i 2011. EP'en 100 001 er en underskøn afspejling af dette.



  • Kommentarer(4)//tangerinedream.pertou.dk/#post1189

Kvartalets Klassiker! - Rot + Blau.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou ons, juli 06, 2011 21:13

Af Jannik Juhl Christensen.
Geiger nummer 6, november 2002.


  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1138

Conrad Schnitzler: Con, 1978. 9/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou fre, juli 23, 2010 21:06


Da Tangerine Dream i 1970 debuterede med Electronic Meditation, var det svært at høre at dette var et samarbejde mellem tre spirende genier, der senere hen, og hver for sig, skulle belemre den elektroniske musik med et ocean af udgivelser. Edgar Froese og Klaus Schulze fik succes med deres tilgængelige, men samtidigt surrealistiske og repetitive musik i store dele af Europa, mens Conrad Schnitzler, der sjældent har forladt Berlin, har nået ud til meget få tilhørere.

Og det er der ikke noget at sige til. Kompromiser eller melodier tiltaler ikke Hr. Schnitzler synderligt, for som han siger: ”Jeg laver kunst for kunstens skyld”, og: ”Melodier er en som en orm i hjernen, der ikke vil gå væk igen”.

Så er stilen vist lagt?

Med et bagkatalog, der vokser uge for uge, kan det være svært at navigere mellem skidt og kanel, for der er nok af begge dele. Alligevel, kan man som med Tangerine Dream og Klaus Schulze, med nogenlunde sikkerhed, trygt henvise til mandens 70’er produktioner. En af mine favoritter er Con fra 1978, der i 1992 blev genudgivet som Ballet Statique, med en stribe bonusnumre.

Oprindeligt blev Con indspillet i Paragon Studios i Berlin i 1978. Paragon Studios var ejet af Peter Baumann, der lige var trådt ud af Tangerine Dream, og ind i en kortvarig periode som producer for banebrydende, alternative, elektroniske artister. Cluster kan nævnes. Et band som Conrad Schnitzler var medlem af, lige efter sin tid i Tangerine Dream, dengang de hed Kluster.

Peter Baumann, der altid har haft et godt øje til det mere lettilgængelige, formår næsten at tæmme vilddyret Schnitzler, for Con er på sin vis et utroligt smukt album. Baumanns specialbyggede Projekt Electronics synthesizer bliver brugt i stor stil, og givetvis har ophavsmanden oplært artisten i brugen af dette apparat.

Overdubs bliver anset for frådseri, da musikken flyder spontant. Conrad Schnitzler har selv sagt at han ikke betragter sig selv som musiker, hvilket jeg er uenig i. Conrad har nemlig en forrygende evne til at lyde som en nybegynder igen og igen. Også her. Om det er en primitiv VCS3 synthesizer eller en dyr specialbygget synthesizer fra Projekt Electronics, lader ikke til at anfægte ham. Hans tilgang til sequencerne er uortodoks og disharmonisk. Og bag dysterheden gemmer der sig en udpræget humoristisk tone. (For hvad er avantgarde blottet for humor? - Ubrugelig, hvis man spørger mig.)

Når jeg på den ene side siger at han virker en anelse tæmmet i Baumanns tilstedeværelse, og på den anden side, siger at han udfører en uspoleret eksperimentaltrang, skal det ikke opfattes som et paradoks eller et kompromis, men hellere som et samarbejde mellem musiker og producer.

Melodierne bliver heldigvis ikke undertrykt, og Ballet Statique klinger lækkert, i kølvandet på den komplicerede Electric Garden.

Titlerne er meget præcise, og giver et fingerpeg om hvordan de lyder. Med en titel som Zug, er det unødvendigt at gå i detaljer, for titlen siger det hele.

Og i bonusafdelingen på Ballet Statique er Underwater Church meget passende navngivet, med de rolige klokker og boblende lyde.

Conrad Schnitzlers musik kræver stor koncentration. Men giver man den det, er der stort udbytte at hente. Con – eller Ballet Statique, om man vil – er et oplagt sted at starte. De manglende overdubs giver plads til luft og pauser, og man kløjes derfor ikke i den moderat dystre musik.



  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1058
« ForrigeNæste »