JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Edgar Froese: Ages, 1978. 9/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:29
Blog Image
I følge Edgar Froese er Ages indspillet under en følelsesmæssig svær tid. Han havde bedt Peter Baumann om at forlade Tangerine Dream, hvilket medførte en del aflyste koncerter, og han vidste ikke hvordan bandets fremtid så ud.
Som en form for terapi indspillede Edgar i pausen albummet Ages, og der var materiale nok til en dobbelt lp.
Anmeldelserne af albummet var harske, da musikkens minimalistiske melodier blev gentaget i uendelighed, syntes nogle. Blandt andet blev Ages af Paul Stump i Digital Gothic kaldt en fornærmelse mod lytterens, og ikke mindst Edgar Froeses egen intelligens.
Hvad Paul Stump ikke havde forstået, var at Edgar Froeses plader i højere grad end Tangerine Dreams plader var mere eksperimentelle, og også skulle ses som demonstrationer af synthesizerens utallige klangspektre. Derfor denne monotoni, men de fremragende sequences kan høres i uendelighed.
Ligesom sangen Gaudi Park på Le Parc af TD var Ages inspireret af Park Guell i Spanien, tegnet af den spanske arkitekt Gaudi. Åbningsnummeret er dog inspireret af Fritz Langs film Metropolis. Det hedder nummeret også. Nummeret er meget langt (11 minutter), og temaet bliver da også gentaget in infinitum, men det, og de små detaljer der gradvist bliver tilføjet, samt den overraskende slutning gør nummeret værd at lytte på.
Samme struktur finder vi i Era of the Slaves, der med en hypnotisk sequencer, og Klaus Kriegers bedste trommespil på pladen, har en høj kvalitet.
Side to rummer pladens bedste komposition, men paradoksalt nok ikke pladens bedste nummer.
Tropic of Capricorn er en 21-minutter lang suite, og åbningen med de klassisk inspirerede arpeggios det mest kendte fra nummeret. Men det er synd, for næste afdeling med strandlyde og smukt klaverspil er utroligt rørende. Synthesizerakkompagnementet i symbiose med klaverspillet, understreger det stadie Edgar befandt sig på, efter fyringen af sin gode ven, Peter Baumann.
Det sørgelige vender mod mere en mere optimistisk stemning og lyden læner meget op af David Bedfords plade Instructions For Angels, der klart kan anbefales, hvis man synes om Ages.
Nights of Automatic Women starter med lyde fra en restaurant og bizarre orkesterlyde, indtil en sequencer sætter ind. Kriegers trommespil er ikke fremragende, men det er kompromisløst (hør bare hi-hatten), og langt bedre end det han kunne tilbyde Tangerine Dream på pladerne Cyclone og Force Majeure. Over sequenceren spiller Edgar nogle inspirede soli med masser af nerve og energi. Klangbilledet bliver helt fyldt ud, og dette nummer er uden tvivl pladens bedste nummer.
Icarus har en langsom, dyb, næsten heavymetal-præget sequencer, men bortset fra det, er det en kende for trægt. Men Edgar har altid en plan til at redde sådanne numre, nemlig med hans guitarspil!
Jeg havde engang min mor på besøg, hvor Ages kørte i baggrunden, og da vi nåede til nummeret Childrens Deeper Study, fortalte hun at temaet mindede om hende og hendes søskende klimpren på klaveret i deres barndomshjem.
Jo, temaet er naivt, men ret hurtigt og nok for indviklet at fremføre for min onkler og mostre, der aldrig har excelleret i nogle instrumenter. Edgar selv, har nok ikke været for tilfreds med nummeret, da det ikke er inkluderet på genindspilningen af Ages, men det er et sjovt lille indslag, så længe det varer. Som der gradvist lægges flere lag af synths på, mister nummeret uskyldighed, og var Edgar bevidst om denne udvikling ville han ikke have udeladt Children's Deeper Study på genindspilningen af Ages.
Med Kriegers eksotiske percussion læner Pizarro and Atahuallpa sig op Sorcerers Santana-inspirerede skæring, Impressions Of Sorcerer, og ligesom Nights of Automatic Women bliver lydbilledet fyldt ud med fantastiske soli.
Det afsluttende nummer Golgatha And The Circle Closes, har en titel der lægger op til de store tolkninger, men jeg vil lade dette stå hen i dette uvisse og fokusere på den pinte melodi. Den er følelsesbetonet, og at se Edgars udtryk mens han spillede guitarsoloen må helt klart beskrive hans følelsesmæssige tilstand på det tidspunkt.
Ages har det meste af tiden en tungsindig tone, og det er umuligt ikke at blive rørt, når man hører det fremragende afslutningsnummer, som ikke findes på cd-versionen.
Foruden manglen af Golgatha And The Circle Closes, så har cd-versionen også den ulempe, at den lyder for nutidig i sin remastering. Hvorfor må musik ikke lyde som et produkt af sin tid, uanset hvor futuristisk det end måtte være!

Stuntman by Edgar Froese, 1979. 10/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:29
Blog Image
Klar, helt igennem lækker lyd fra vinylpladen kommer ud igennem højttalerne og indtager rummet med en fantastisk effekt!
Edgar Froeses første eksperimenter med de digitale synths er til at falde i svime over. Mere moderne end de fortløbende solo- og sågar TD-plader. Titelnummeret åbner på munter og indbydende vis, It Would Be Like Samoa minder om de koncerter TD gav i 1980/1981, da sequencerne er mere komplekse (ja, for helvede!). Der bliver leget med spændende soli henover. I forhold til tidligere udgivelser er lydspekteret større, således at der mellem lyse og dybe lyde er større kontrast, og det gør musikken så aktuel at det er ufatteligt. Som sædvanlig sætter guitaren prikken oven i'et, også her helt på Mike Oldfields niveau!
Detroit Snackbar Dreamer, med sine pinte og følsomme synthesizer-melodier, får tankerne hen på Tangram. I baggrunden ligger et stortrommebeat á la den vi kender fra nutidens elektroniske musik, men er dog betydeligt mere diskret.
Drunken Mozart In The Desert. Ja, dette nummer er Froeses bedste nummer overhovedet! Læs anmeldelsen af Solo 1974-1979 for nærmere detaljer.
En nummer på samme højde er efterfølgeren A Dali-Esque Sleep Fuse - en hyldest til Edgars gode ven Salvador Dali. Tangerine Dream spillede i 1967 nogle koncerter i hans hus, og et venskab udviklede sig. Dali gjorde stort indtryk på Edgar, så meget at hans intention omkring Tangerine Dream var at gøre det i musik, som Dali kunne skabe på et lærrede. I 2004 udgav Edgar Froese sågar en hyldestplade til Dali, i form af cd'en Dalinetopia.
Jeg ser ingen smeltende ure, krykker, eller hvad Dali ellers malede, for mig, når jeg hører musikken.
Det første der springer i ørerne er en sequence der er identisk med den i Stratosfear, men bortset fra det, er referencerne mere Tangram og Force Majeure i den vanvittige sequence, hyllet ind i flanger, som går fra den ene højttalere til den anden.
Når jeg tænker mig nærmere om, så er det her nummer vel egentlig bedre end Drunken Mozart...?
Oven på den heftige, førnævnte effekt har afslutningsnummeret, den rolige, Scarlet Score For Mescalero, en næsten rensende effekt, og således tager man afsked med et album der rummer det bedste fra Tangerine Dream!

Edgar Froese: Solo 1974-1974, 1982. 8/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:28
Blog Image
Næsten på samme tid som White Eagle med Tangerine Dream udkom, blev denne opsamling udgivet. Den var i midlertid ikke den første opsamling med Edgar Froese, da der i 1976 udkom én med titlen Electronic Dreams, som udmærkede sig ved at have den fejl, at side to (Maroubra Bay) var baglæns! Dette gjorde denne opsamling til et samlerobjekt, og det samme kan vel også siges om Solo 1974-1979, der foruden lettere remixede numre og uddrag, har en genindspilning af NGC 891 fra Aqua.
Drunken Mozart In The Desert, der klogeligt er valgt som nummer et er, efter min mening, Edgar Froeses bedste nummer overhovedet.
Det blev i 1979 indspillet på Edgar Froeses soloplade Stuntman fra 1979. Dette nummer har samme skyhøje kvalitet som TD's Force Majeure fra samme år.
På Stuntman kunne man høre Edgar Froeses første eksperimenter med digitale synthesizere, og resultatet lyder ikke famlende. Tværtimod er resultatet yderst melodisk og afvekslende.
Titlen, Drunken Mozart In The Desert, er morsom, men også typisk Froese, der brugte kryptiske titler og ordspil, når et nummer skulle navngives.
Drunken Mozart In The Desert beskriver ifølge Froese den mærkelige stemning der kom frem, efter at have siddet i Mojave Ørkenen, i sin jeep under en storm, og hørt Mozarts Tryllefløjten.
Som sagt er nummeret yderst melodisk, med masser af arpeggios der leder tankerne hen på klassisk musik. Fremragende!
IF 810 er fra den næsten uopdrivelige plade Macula Transfer fra 1976. Edgar Froese optog denne plade i en af pauserne fra Tangerine Dream, hjemme hos sig selv på en 4-spors Ampex båndoptager.
Pulsen i nummeret minder om den fra Drunken Mozart In The Desert. Den har et sådant tempo, at hvis man hører den, mens man er ude at gå, er det svært ikke at gå i samme tempo!
Det lyder ikke langt fra TD, men det er mere minimalistisk, da Baumann og Franke ikke har sat deres velkendte præg.
Tropic Of Capricorn er ikke præsenteret i sin helhed, men kun første del med de klassiske arpeggios.
Epsilon In Malaysian Pale, et uddrag fra 1975-pladen af samme navn, er nok noget af det bedste mellotron-musik overhovedet. Smukt, dystert og med referencer til Rubycon og den mægtige Royal Albert Hall-koncert fra samme år!
Mere dyster mellotron-musik med soundtrackislæt finder man i PA 701, også hentet fra Macula Transfer. Musikken lyder fjern, men det gør den blot endnu mere stemningsmættet. Her beviser Edgar også, at det ikke kun er Franke der kan lave sequences!
Titelnummeret fra Stuntman er en modsætning, da produktionen for det første er mere klar, men også fordi melodierne næsten er muntre.
OS 452 er endnu et dystert stemningsmaleri med rolig guitarspil fra Macula Transfer, Pizarro and Atahuallpa er identitisk med versionen fra Ages, mens det afsluttende nummer NGC 891 er en genindspilning af det oprindelige nummer fra Aqua. Genindspilningen er meget kortere, og fokuserer mest sequence-afdelingen, der oprindeligt havde Chris Franke med som gæst. Resultatet er markant anderledes og gør denne kompilation yderst værdig, hvis du kan finde den!

Pinnacles by Edgar Froese, 1983. 9/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:26
Blog Image
Pinnacles er Edgar Froeses ækvivalent til TD's Hyperborea fra samme år. Ligesom Hyperborea er opkaldt efter et bidende koldt, nordligt sted, så er Pinnacles en region i det vestlige Australien, hvor nogle bizarre sten er vokset ud af ørkensandet.
Naturen har altså ofte været til inspiration for Edgar Froese, og den atmosfæriske musik vil være et fedt soundtrack til en gåtur i denne fascinerende natur!
Specific Gravity Of Smile har en sofistikeret kompleks struktur med lag af velklingende synthesizere og sequencere, der med deres sørgelige melodier minder om f.eks. White Eagle-titelnummeret. Spektret af lyde er utallige og stemningsmættende, og dette er efter Drunken Mozart... Froeses bedste komposition.
The Light Cone blegner i forhold, da den er lidt for naiv, og er hvad der får pladen til at gå ned på 9/10. Walkabout er også atmosfærisk, og har sine største kvaliteter i det.
Pinnacles, der fylder hele side to, begynder lige på og hårdt og er med sine repeterende sequences svimlende. I sine bedste øjeblikke kommer nummeret op på højde med Sphinx Lightning fra Hyperborea og sågar Drunken Mozart..., da der her også bruges velkomponerede arpeggios, i samme stil. Ligesom en god film vil jeg ikke afsløre mere, men foreslå at man lytter, og svømmer væk i det smukke musiklandskab.
Ligesom Hyperborea og Ages er denne plade udskældt på grund af sine repetitioner, men det er uretfærdigt, for det er uden tvivl det bedste musik til at akkompagnere en naturoplevelse - og så har jeg ikke mere at sige!

Edgar Froese: Beyond The Storm, 1995. 6/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:25
Blog Image
Vend coveret 90 grader og det ligner mistænkeligt Stratosfear. Hvad vil jeg egentlig sige med det? Det ved jeg ikke, men en ting er sikker. Dette er Edgar Froeses pendant til Tangerine Dreams fremragende boxsæt med remixet materiale, Tangents.
Hæftet består af computermanipulerede landskabsbilleder, og fremragende covernoter af Mark Prendergast, som også brugt i anmeldelserne af Edgar Froeses plader.
I bookletten er der ikke informationer om hvilke år de nye kompositioner oprindeligt er indspillet, men Prendergast opfordrer lytteren til at gætte hvornår de er indspillet, og det vil jeg så gøre her...
Et af de nye numre hedder Heatwave City. De første 2½ minut er lettere "rocket", men en lettere lummer guide-saxofon gør nummeret mere blødt, og får det til at lyde som et outtake fra Quinoa, som i forvejen lød som noget foregående arbejde for 220 Volt, indspillet i 1992.
Vi får mere i samme i boldgade, med guidesaxofon og det hele, så jeg skyder også Dome Of The Yellow Turtles til at være fra 1992.
One Fine Day In Siberia gengiver TD's i deres mest uinspirende soundtrackøjeblikke. Musikken er ren lydtapet og ganske ufarlig, så mon ikke det er fra 1987? Jeg kommer i hvertfald til at tænke på Canyon Dreams.
Magic Lantern er en blid, kitchet tyndbenet produktion, med det mest spinkle trommebeat overhovedet tænkeligt. Vi skal dog vente til den altid reddende guitarsolo, for at kunne sjusse os frem til et indspilningsår, og jeg tror egentlig, det kun er guitarsoloen der er indspillet i 1986, for den lyder næsten som en variation over guitarspillet i Song Of The Whale Part 1.
Walkabout kender vi fra Pinnacles, og ikke overraskende, overgår det de fire foregående numre, men det lyder mere fjernt og ambient i forhold til originalen, men re-mixing har ikke gjort nummeret harme.
Genesta In The Afternoon Glow lyder mest som Summer In Shauxi, Great Wall Of Chinas afskyelige antiklimaks ovenpå Meng Tian, men det nummer er fra 1999, så hvornår mon det kan være fra, ja det ved kun Edgar.
Moonlight On A Crawler Lane lyder som en 'Tangentized' udgave af musikken fra Sphinx Lightning på TD's Hyperborea, især i rytmesporet, men ellers er det ligeså tyndbenet som alle de fortløbende nye numre.
Scarlet Score For Mescalero er oprindeligt fra Froeses Stuntman, og er med sine antikverede, men her opdaterede synthlyde bedre end det fortløbende, selvom stilen stadig er rolig.
Efter otte meget rolige numre, er det en fornøjelse at høre opdateringen af Upland fra Aqua, 1974. Originalsporet med boblende synths og orgelbrus er intakt i introen, men et tilføjet Dream Mixes-influeret beat og ditto melodi, giver nummeret en friskhed, som er tiltrængt.
Santa Elena Marisal er ret Optical Race/Lily On The Beach-agtig på trommemaskinelyden, samt de metalliske synths, så mon ikke det er fra 1988/1989?
Macula Transfer, er i virkeligheden nummeret IF 810 (fra Macula Transfer, 1976), og selvom Edgar ikke har nænnet at ændre noget drastisk hørbart ved originalen, er selve lydkvaliteten noget bedre.
Drunken Mozart er 'velsignet' med en klassisk inspiret fanfare-agtig intro, og selvom det ikke er katastrofalt, har jeg aldrig kunnet døje orkestermusik på keyboards!
Det glemmer man, for intet kan spolere Edgars bedste solonummer overhovedet, der lyder forrygende godt i efterbehandlingen (med undtagen af introen.)!
Descent Like A Hawk er mere fra perioden omkring 1989, og det er efter min mening noget lallet bras.
Carneol har været udgivet i forvejen, hvor ved jeg ikke, men det er egentlig ret sej synthesizer-rock, ikke helt ulig Quinoa!
Det var så slut på den første cd, som på 76 minutter ikke bød på en særlig høj standard, og kun få numre kunne skille sig ud. Heldigvis er den anden cd bedre.
The Light Cone, der ikke var noget højdepunkt på Pinnacles, bliver det næsten her, for det er bedre end det meste på cd 1.
Detroit Snackbar Dreamer fandtes oprindeligt på Stuntman, og er selvfølgelig fremragende, med sine pinte og følsomme synthesizer-melodier, som får tankerne hen på Tangram. Produktionen er gennemført lækker, og der er kreeret et smukt ambient lydbillede!
Epsilon In Malaysian Pale er det samme uddrag som der findes på Solo 1974-1979, men der er pillet for meget ved originalen, så det smukke mellotronspil ikke er så tydeligt, og det er lidt en skam, for det bliver ret forvirrende at lytte på, selvom det stadig er meget smukt.
Tierra Del Fuego lyder malplaceret ovenpå Epsilon..., da det er muzak i stil med det ringeste fra Rockoon (1992).
Bobcats In The Sun er jævnt god med sin pågåenhed, og lyder som noget fra Optical Race.
Metropolis fra Ages er halveret i spilletid, og har fået et næsten symfonisk arrangement med de tilføjede synths. Jeg foretrækker originalversionen til hver en tid.
Year Of The Falcon skyder jeg på til at være perioden omkring 1983, for det lyder næsten til at være et outtake fra Pinnacles, og det høres mest i sequenceren.
Juniper Mascara er der ingen tvivl om. Det er indspillet i 1980, da de vanvittige sequences, der er brugt er identiske med de fandtes i nummeret Undulation, som Tangerine Dream spillede på som åbningsnummer på deres 1980-1981 turné. Det er i øvrigt et af Beyond The Storms bedre numre.
Shores Of Guam er nok fra 1985, da der bruges nogle af de samme lyde som i Zen Garden fra TD's album Le Parc. Men der også referencer til No Man's Land fra Hyperborea.
Shores of Guam har også samme gode kvalitet, som Zen Garden og No Man's Land.
Uddraget fra Pinnacles og titelnummeret fra Stuntman er vellykkede, og det er heldigvis ikke sovset ind i unødvendige synths som Metropolis og Epsilon.
Days of Camouflage er svær at placere, men med sit stramme beat, vil jeg skyde på det er fra Turn Of The Tides-æraen. Det er endnu et af de dårlige numre, som fremstår som rent fyld.
Tropic Of Capricorn har fået ny intro og outro, men det skæmmer ikke originalen synderligt.
Vault Of The Heavens kan jeg ikke sætte årstal på, da det mest lyder som noget fra Mota Atma. Det er ganske fed synthrock, som slutter 2½ times musik, med meget svingende karakter, af.
Jeg har lyttet meget til Beyond The Storm, og har nydt det hver gang, men ser man nærmere på numrene, især de ikke tidligere udgivne, så er de mestendels ikke af nogen nævneværdig kvalitet. Desuden er re-mixningen ikke lige så vellykket som på Tangents. Det her kunne du have gjort meget bedre Edgar!
Var det ikke for de gamle numre havde karakteren ikke været så høj, og skal du have en compilation, gå i stedet efter Solo 1974-1979.

« ForrigeNæste »