JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Official KLAUS SCHULZE Boot Vol. 1: »Stars Are Burning« dobbelt vinyl (2015).

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou søn, marts 01, 2015 17:14

Et album, der ikke nåede at komme på min Top 10 over Tangerine Dream-relaterede udgivelser i 2014 er Official KLAUS SCHULZE Boot Vol. 1: »Stars Are Burning«. I midlertid udkom vinyludgaven, lettere forsinket - endelig i midten af januar 2015, hvorfor jeg tillader mig frækheden at inkludere den, når der igen skal opgøres årets albums. For det er i sandhed godt det her. Sequencerstykkerne er umiskendeligt Schulzede, men det er de kulsorte droner, der er tilløbsstykket her. Jeg drister mig til at sige, at det er lysår forud for sin tid. Vi taler 1977, mine herrer.

Desværre kan man godt sige lyden er dårlig, men det vænner man sig til. 2x180 gram vinyl er nok for godt til så tvivlsom en optagelse, der også er prydet af hosten og harken blandt de tilhørende. Der er bare så tilpas meget klassisk Berliner Schule over det her, og mange steder 1977-materialet, i La Vie Electronique-serien, overlegent.

På tre sider får vi musikken fra CD-udgavens første skive, og på side 4 hopper vi 30 år frem i tiden til den sidelange komposition "Invisible Musik", der oprindeligt udkom på en opsamling. Jeg er svært tilfreds.

Shadowlands.

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou lør, februar 23, 2013 00:16

Klaus Schulzes produktivitet kender ingen grænser. I hvert fald ikke indtil for nylig, for ventetiden har været næsten ubærlig for mange Schulze fans. I mellemtiden er der kommet liveudgivelser med og uden Lisa Gerrard, diverse La Vie Electronique bokse, samt genudgivelser på mindre plademærker. Derfor betragtes Shadowlands af mange som det første regulære album siden 2007s Kontinuum. Shadowlands inkorporer elementer fra soundtracket til en tysk film, navngivet Hacker, og er et tavshedsbrud fra en særdeles profileret og hædret musiker. En musiker der skaber halvfærdig musik, hvor det er op til lytteren at færddiggøre den i sit eget billede.
Hvorvidt forventningerne er skruet op til realiteternes tilstand er derfor op til lytteren.

Stilstand i skyggeland
Fra første synthesizerbrus møder man en stemningsmættet genkendelsesglæde. Der er forudsigelige akkordflader i mol, og tyk atmosfære til at skære frodige lunser af. Men hurtigt går det op for én at en gammel cirkushest ikke kan oplæres i nye tricks. Friskheden, som et nyt værk skal præsentere, synes ufravigeligt fraværende.
Opbygningen er velkendt. Dramatikken lige efter drejebogen. Og den obligatoriske ankomst af sequencer lige så præcist leveret som et Rolex urs tikken.
Albummets første episke mastodont ”Shadowlights” er storladen natmusik, til akkompagnement til fordybelsesaktiviteter. Stemningen er hovedstolen, og produktionen overtrækker brutalt på Schulzes reelle musikalske kapaciteter og, ikke mindst, kreativitet.
Der regerer forstokket stilstand fra Farscape æraen, og den ellers så fremragende Kontinuum.
Violinisten løfter nummeret til noget delikat og ærværdigt. Det er den sviende filen på violin, der skærer ind til nerven på nummeret og rammer bull's eye i følelsesregisteret. Man føler sig næsten, bemærk ordvalget, næsten, hensat til velmagtsdagene omkring Trancefer.
Efter seksten minutter får lytteren en tiltrængt følelse af håndgribelig tekstur, da programmerede trommer får den flydende musik til at strømme mere konsekvent og insisterende ind i lytterens sanseapparat. Samklangen af violin og databehandlede stemmer fra arkivet, lagt oven på den ufortrødne suppe af sequencereufori og bastante akkorder, fremkalder noget foruroligende smukt.
Tempoet tager til, og agerer klimaks. Klaus Schulze trækker tempokortet, som vi kender det fra hans livekoncerter, og skaber en intensitet ulig den mørke, tykke luftighed fra tidligere. ”Shadowlights” får en hurtig udtoning, og dør en smuk død.

Bongorama
På den anden side kommer den opdelte, men alligevel udadskillelige sammensmeltning af ”In Between” og ”Licht Und Schatten”. Indledningsvist er narrativet uigennemskueligt. Allerede fra den diffuse og svimlende start med artificielle stemmer. Den abstrakte karakter er en umiddelbar vinder. Tidligere anvendte fabriksindstillinger kommer til overfladen. ”Constellation Andromeda” fra genudgivelsen af Dreams, går igen under hele forestillingen. Senere i fortællingen prydes der med hurtig sequencer, og historien får et skarpere omrids.
En bongo agtig (syntetisk selvfølgelig) indtræden pryder lydbilledet i en velformuleret psykedelisk klædedragt. Slagtøjet står på egen hånd, da anden del, ”Licht Und Schatten” opstår. Lisa Gerrards digitale nonsensvokal præger lydbilledet. Underlig beslutning at påbegynde et nummer her, da der ikke sker nævneværdig progression, eller noget man ønsker at spole frem til.

Halvvejs inde inde i ”Licht Und Schatten” er der opbrud til en bastard semi-avantgarde møder pseudo-new age, med en jammerligt computermaltrakteret Lisa Gerrard i front. Velkendte strygerakkorder gør sin entré. Der bygges bro til sequencer. Fremgangen er statisk indtil vi igen får en hurtig og kort udtoning.

Narkolepsi
Bonusafdelingen af Shadowlands varer ligeså længe som selve albummet, men rummer måske nok de bedste øjeblikke. I hvert fald i ”The Rhodes Violin”. Titlen alene burde ikke få tilhørere til at studse over sammenhængen med ”The Theme: The Rhodes Elegy” fra Virtual Outback. I samme ånd køres der i ustandselig gentagelse, et lækkert luftigt motiv, som skelet til filmiske improvisationer, udført på primært akustisk klingende instrumenter.
Den narkotiske, og øjeblikkeligt afslappende kvalitet fra ”The Theme: The Rhodes Elegy” går dog kun igen i første halvdel af nummeret. Omend med en særlig mellemøstlig aura.
Efter 26 minutter vågner nummeret fra sin dvale. Den sejlivede violin ændres fra plukken til strygen, da sequenceren har gjort sin tilbagevenden fra disc et. Tankerne vender igen tilbage på Trancefer.
Hastigheden forøges igen efter bogen. Udtoningen sker hurtigt. På trods af denne velkendte formular træder Schulze ”kortvarigt” ukendt land i første halvdel, hvilket han for min skyld gerne måtte gøre langt mere i.

Sammendrag
I ”Tibetanian Loops” finder jeg ikke det fjerneste genskin af guldkorn. At repetition fremmer forståelsen er i udtømmelig grad blevet udpenslet på de fire, forgående skæringer. Symbolsk om- og afslutter nummeret Shadowlands på godt og ondt.

Man når at kede sig flere gange på denne to en halv time lange oeuvre. En kraftanstrengelse ud i det hamrende uoriginale, særligt oven på den lange ventetid. For der er så godt som intet nyt under solnedgangen. Schulze selv indtræder på lytterens niveau, ved at viderebygge på tidligere (efter filosofien) halvfærdige værker, uden evne til at komme nærmere en slutning.
Foretrækker man derimod de åbne vidder og løse ender, vil man helt sikkert finde glæde i Shadowlands kortfattede fraktion af uendeligheden. Isoleret set er Shadowlands en Kong Salomons mine af skønne toner, hvis fortiden kan abstraheres.

"Ikke bestået" // Greg Allen: Klaus Schulze - Electronic Music Legend

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou tir, august 10, 2010 20:06

Med et intensivt promotionarbejde for at udbrede kendskabet, og ikke mindst salget, af denne bog om Klaus Schulze, bed jeg selv på krogen, for et års tid siden.

Prisen syntes rimelig, selvom jeg endte med at betale 200 kr. oven i hatten, da bogen blev midlertidigt konfiskeret af toldmyndighederne.

Jeg burde have taget dette som et tegn eller et varsel, og ladet bogen ligge i tolden. For den var bestemt ikke de 200 kr. ekstra værd.

Mit første indtryk var positivt. Jeg bladrede i en bog der dækkede hele Klaus Schulzes diskografi, og det så mildest talt lovende ud, på trods af ”gør-det-selv” æstetikken.

De første afsnit omhandler Klaus Schulzes instrumenter og diverse interviews. I bund og grund fatter jeg ikke en døjt af hvad diverse synthesizere er i stand til, rent teknisk. Interviewene er bogens eneste formildende omstændighed, hvorimod selve ”kernen” af bogen er anmeldelserne.

Allerede halvvejs inde i beskrivelsen af Irrlicht var jeg hægtet af. Sproget var dræbende!

Overvejende mangler alle anmeldelserne baggrundsinfo, personlige anekdoter og er præget af et kedeligt, obducerende og klinisk sprog. Selv for kendere af de beskrevne værker, bliver det for abstrakt, knastørt og indforstået ud i det ekstreme.

Uden musikken spillende i baggrunden fremstår det som ren teoretiseren. Og når en CD med Klaus Schulze sjældent varer under 75 minutter, er der, som forfatter, tid til at nedfælde lange, uinteressante ørkenvandringer.

For at kompensere for den manglende evne til at fænge læseren, lånes der uddrag, der er sakset fra andre, mere spændende anmeldelser, hentet fra internettet, til at indlede - stort set - hvert eneste kapitel/anmeldelse. Helt uacceptabelt består kapitlet om Megatone, alene af følgende afsnit:

”Allmusic.com rates Megatone two stars out of five, with no review included.”

Hvad skal jeg bruge denne overspringshandling af en unødvendig information til?

Indrømmet, man skal være noget af et sprogligt geni, hvis man skal underholde stolpe op, stolpe ned, om Klaus Schulzes næsten statiske musik. Meget få er i stand til dette. Jeg selv tvivler på min evne desangående, og har derfor ikke givet mig i kast med mange Klaus Schulze anmeldelser. Søg efter Klaus Schulze på www.geiger.dk, hvor Jannik Juhl Christensen og Ras Bolding, på forbilledlig vis, veksler den sublime musik til et ligeså ekvilibristisk sprog.

Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg selv har forfaldet til kedelige, og langtrukne gennemgange af de musikalske passager i mine anmeldelser. I det mindste tager jeg ikke penge for mit produkt. Klaus Schulze – Electronic Music Legend havde været harmløs i blogosfæren, men er slet ikke det papir værd, den er trykt på.

Klaus Schulze/Lisa Gerrard: Dziekuje Bardzo, SPV

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou lør, marts 27, 2010 20:04
Klaus Schulzes samarbejde med Lisa Gerrard (tidligere del af duoen Dead Can Dance) har vist sig at være meget produktivt. Først kom en dobbelt-cd indspillet i Schulzes studier i Hambühren, dernæst kom en dobbelt-dvd og dobbelt-cd fra den succesfulde optræden på Lorelei, en optræden, der affødte flere koncerter med duoen i Berlin og Warszawa. Fra koncerten i Polen, hvor Klaus Schulze er et meget stort navn, udkommer nu en dvd. Desuden kommer en tre-dobbelt cd med optagelser fra begge storbyer. Dvd´ens lydkvalitet er absolut i orden og billedkvaliteten er hæderlig. Duoen optræder ikke med en set-liste og en stor del af musikken er improviseret. Derfor er materialet helt nyt i forhold til studieindspilningerne og koncerten på Lorelei. Endnu en gang kan man således beundre duoens absolutte koncentration og den enorme hengivelse til musikken, der skaber den helt specielle atmosfære, som karakteriserer Klaus Schulze koncerter. Dvd´en indeholder desværre kun tre tracks, hvor cd-udgaven har seks tracks.

Henrik Ørnstrup

HIGHfidelity, maj 2009.


Tak til Henrik, for at sende denne anmeldelse!

Schulze samlet

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou lør, marts 27, 2010 20:02
Klaus Schulze har siden 1972 stort set lavet mindst et – ofte både to eller tre albums om året. Men ved siden af disse mange ”normale” udgivelser har hans manager gennem alle årene, Klaus Dieter Müller, også stået for udgivelsen af diverse box-sets med ting fra arkiverne. I 1995 kom Historic Edition med 10 cd´er, i 1997 Jubilee Edition med 25 cd´er, og i 2000 samlede Müller så disse to udgaver (plus det løse) i en gigantisk Ultimate Edition bestående af 50 cd´er. De forskelige Editions kom i meget begrænsede oplag og har været særdeles eftertragtede samlerobjekter. Disse box-sets med hidtil ikke udgivet materiale fra hele Schulzes karriere er Müller nu gået i gang med at udgive igen, denne gang kronologisk og i sæt bestående af tre cd´er med titlen La Vie Electronique. Disse mange optagelser bliver nu almindeligt tilgængelige igen i en overskuelig kronologisk form. Og Müller er naturligvis så god en købmand, at han hist og pist smider et enkelt track ind, som slet ikke har været udgivet tidligere. Så kan de svorne fans komme til lommerne igen. De to første udgivelser i serien er indspilningerne hentet fra henholdsvis 1969-72 og 1972-75. Hovedparten af musikken på de to cd-sæt består af lydeksperimenter, der mest af alt virker som grundforskning og forarbejder til de regulære albums fra perioden. Samtidig er det tydeligt at høre, hvordan Schulze afsøger de forskellige nye elektroniske instrumenters potentiale. Det begynder i 1969 med et meget simpelt Teisco hjemme-orgel kombineret med en ekko-boks, mikrofoner og en Fender guitar-forstærker, der blev dobbelt-forbundet til mikseren og dermed kunne modulere tonerne. Siden kommer farfisa-orglet og de første moogs. La Vie Electronique 1 og 2 er et kig ind i Schulzes kunstneriske værksted og tidligste udvikling. Til slut på det andet sæt fornemmer man, hvordan Schulze når frem til det kunstneriske udtryk og gennembrud, der kort efter kom til udtryk på de klassiske lp´er Picture Music, Timewind og Moondawn.

Klaus Schulze: La Vie Electronique 1 og 2, SPV
Henrik Ørnstrup


HIGHfidelity, februar 2009.


Tak til Henrik, for at sende denne anmeldelse!

Næste »