DK - 2010-2013Posted by Jacob Pertou Sat, May 11, 2013 19:15:13
Edgar Froese kom i vinters på glatis.
Han fik en kæberasler og i tilgift, en brækket arm, samtidigt med
at Linda Spa måtte gennemgå et – efter ordlyden i
pressemeddelserne – ret alvorligt sygdomsforløb.
Ergo måtte det stort anlagte
progcruise, Cruise To The Edge, undvære en af hovedattraktionerne,
og et anseligt antal billetkøbere måtte derfor bøje nakken i
skuffelse.
Som en slags plaster på såret udkom
en måned senere albummet Cruise To Destiny, der slog sig op på at
være en optagelse fra øvestunderne, hvoraf tres procent af det
endelige repertoire blev nedfældet på bånd.
Derfor kunne man have håbet på en
slags ”live i studiet” agtig udgivelse. I stedet får vi - alt
efter præference - en halv Booster eller en dobbelt ”cupdisc”.
Det er er ualmindeligt svært at spotte
noget som helst skulle være live. Mange af skæringerne (inklusive guitarsoli)
lyder fuldstændigt copy-pastede fra deres respektive udgivelser, og
de nye genindspilninger var utvivlsomt tiltænkt den cupdisc der
skulle have været til salg på færgen.
Ikke at man ikke kan nyde musikken, som
den fremstår. Bevares, ”Betrayal” brillerer ved brug af temaer
fra Stratosfear LP'ens anden side, og ”Too Hot For My Chinchilla”
står min dør altid åben for.
Det der irriterer mig, er at Cruise
To Destiny, i realiteten, blot er endnu en middelmådig opsamling som vi
efterhånden har lært dem så indgående at kende. Når billederne i
bookletten rent faktisk bevidner at bandet havde det tunge liveskyts
linet op, ærgrer det mig at broerne mellem numrene, samt de
obligatorisk mere livagtige instrumenter helt er fordampet. Starmus
– Sonic Universe, der udkom samme dag, er heldigvis i en helt anden
kaliber.
DK - 2010-2013Posted by Jacob Pertou Sat, December 01, 2012 12:42:52
Man skal altid stole på sin musikalske
intuition. Om det så betyder at man må overtrække på sit
kontokort for at købe et eksklusivt bokssæt eller sætte himmel og
vande i bevægelse med koncertekskursioner, af uvant luksuriøs
karakter.
Sidstnævnte gjorde jeg, da ikke ville
have at Tangerine Dreams rædselsfulde Zeitgeist koncert
skulle stå som et endeligt punktum for min glorværdige karriere som
koncertgænger for mit yndlingsband.
Og hvilken forrygende begivenhed det
var, fra balkonen i Shepherd's Bush Empire.
Nu, og langt om længe, får vi første
kapitel i den officielle udgivelsesrække fra den - i mine øren –
bedste turné siden Chris Frankes medlemskab, nemlig The Electric
Mandarine Tour.
Fra Budapest kommer et lækkert 3-CD
sæt og et værdigt bilag i form af en dvd, hvor man så kan nyde
herlighederne i 5.1. Den tid, den glæde.
Med Tangerine Dream får man ikke alle
rok og rullens skønhedspletter eller umiddelbare interaktion. Noget
jeg i en periode havde voldsomt nederen over, men i en kommentar på
Kristian Leths hedengange blog, ”Spredehagl”, fik ny jeg indsigt
i TD, da han kritiserede anmeldere for at nedrakke popmusik og sætte
den ind i de rockistiske idealer. Og det kan man heller ikke med
Tangerine Dream. De har deres egen måde at drive koncertvirksomhed
på, og den skal selvsagt hyldes, når totaloplevelsen er så stærk
som dokumenteret i Budapest i april.
Det bedste er gemt til først. ”The
Sensational Fall Of The Master Builder” - åbningsnummeret fra den
næsten geniale Finnegans Wake
- transporterer det budskab, man ikke kan hitte hoved og hale ud af,
når Edgar Froese ytrer sig i svært dechifrerbare, filosofiske
vendinger. Hinsides, ulmer Bernhard Beibls kaotiske, dog
kontrollerede guitarspor.
”Breaching
Sky” har den der spirituelle kraft fra The Five Atomic
Seasons, tilsat liveleads på
synthesizerne, og har, i ledtog med den luftige og rummelige lyd, et
langt stærkere budskab end den plade den nu engang udkom på.
”Breaching
Sky” brister og morfer over i ”Morphing”. Et passivt-aggresivt,
tidligt coda med æstetik fra lyden af roterende helikopter-blade, og
enkelte lydglimt fra Twin Peaks
soundtracket.
Stærkeste
trumfkort denne aften er dog utvivlsomt ”Song Of The Whale, Part
II: To Dusk”, der trodser enhver fatteevne, og burde få den værste
skeptiker af genindspilninger på bedre tanker. For det rammer
hovedet på sømmet i enhver henseende. Også dem man ikke lige havde
set komme. Det er perfekt ganget med sig selv i det uendelige. Den
måde synthesizersoloen gør sin indtræden og bliver afløst
af Bernhard Beibls pletfrie rendering af Froeses oprindelige solo kan
faktisk ikke beskrives med ord. Det skal høres. Igen og igen. Og
ligegyldigt hvilken yndlingsperiode med TD du har, så er det her
bedre hvad hr. hvem som helst synthesizermanualekspert eller
sovekammermusikant nogensinde, i sine vildeste drømme, kan præstere.
Og i
stedet for at takke publikum, for den indlysende reaktion, der måtte
komme, laves en bro til næste nummer, "Ayumi's Loom", og som slutter i den rette
toneart. Hvor jeg dog elsker dette anakronistiske, sørgmuntre kig i
krystalkuglen. Med tressernes twangguitar, og rytmebeat, som kunne de
findes i halvfjersernes rytmebokse, leveres med høj energi, et track
med reminiscencer fra den lalleglade ”Le Parc – L.A. Streethawk”
og lyden af tunge metaldøre der smækkes højdramatisk i.
Alle
disse herligheder afrundes med den hæsblæsende versionering af
Logos' allermest
fængende moment. I ved, det stykke fra The Keep,
hvor man hører lyden af insisterende kogekedel, som skræmmeeffekt.
Her er arrangementet en milliard gange bedre. Særligt gode er
Bernhard Beibls markeringer af becifringerne i nummeret, med de sprøde
guitarakkorder, frem for åndede soli i lyntempo.
Melodien
amplificeres af Hoshiko Yamane, der efter partitur, alligevel forstår
at finde ind ind til nerven i dette stykke. Det er så emotionelt
overvældende, det er forståeligt der inkorporeres kunstpause dernæst.
”Purple
Of All Curtains” er lidt af et wildcard, da det er første gang
noget fra The Seven Letters From Tibet overhovedet
præsenteres live. Det lyder bedre end nogensinde før, og hårene på
armene står i lodret position. Det er vaskeægte synthesizereufori,
afsluttende med Walter Carlos agtig moog-messingsuppe.
Hernæst
åbneren fra første kapitel i den fantastiske Eastgate
Sonic Poem Series, ”Marmontel
Riding On A Clef”, der med store anslag, en hektisk basstruktur og
alt godt derimellem indkapsler mange af de trademarks TD længe har
lukreret på.
”Living
In Eternity” er sjovt nok ikke indekseret på hverken compact eller
digital versatile disc. Det er ganske vist en petitesse i dette
grotesk sublime første sæt, men alligevel en vigtig bro til
finalen, ”The Silver Boots Of Bartlett Green”.
The Angel At The West Window
er en svingende affære rent kunstnerisk, men det her nummer har en
admirabel kvalitet i sin diskrete, og ikke-prangende facon. Særligt
det stykke hvor firsersynthen (lidt henad Tyger)
står alene, og der pludseligt indføres violin, ja så forsvinder
jorden under én, og man flyver, mine damer og herrer, i rummet.
”The
Silver Boots Of Bartlett Green” afslutter perfekt, og ret
udramatisk, det bedste Tangerine Dream har lavet i koncert
siden...vær beredt...Poland!
For første gang sprænger bandet sin egen skala, og var det ikke
fordi andet sæt rummer så mange gentagelser, i alt for kendte
arrangementer, fra tidligere koncerter, havde vi landet på 11 ud af
10.
”Ricochet
(excerpt)” åbner dog næste bal med bravur. Fra Edgars solopiano til
den vanvittige forvirring af sequencere sat i system fra et
matematisk tænkende, musikalsk geni (oprindeligt fra 50 timers
livemateriale), rekreeres nok det bedst klingende uddrag fra
halvfjerdserne. Særlig begejstret er jeg for at ikke hele
lydbilledet er plastret til, og at Iris Camaa for en gangs skyld
bidrager med noget konstruktivt.
Efterfølgende
er alt desværre som det plejer. Samme numre, kun minimalt forbedret.
At ”Cycle Of Eternity” gør sit indtog højner kvaliteten. Til
London koncerten trak jeg flere gange trommesolokortet, lod vandet og
besøgte baren i dette sæt. I dagligstuen kan man med få tryk på
fjernbetjeningen komme videre i teksten. Det er ikke dårligt, langt
fra, men det var ikke skabt til hyppige koncertgængere eller ivrige
pladekøbere.
Ekstranumrene
er dog sjove. Vivaldis ”Sommer”, præsenteret i et mageligt fire
minutters format, den funky, dog overlegne ”One Night In Space”,
og temaet fra Star Wars,
afrunder en koncert der havde potentiale til at markere sig blandt
TD's bedste. Første sæt kan der ikke udsættes noget på, da det er
selve inkarnationen af Tangerine Dream. Inkluderingen af ”Caminos
del Inca” fra Machu Picchu
er umåde malplaceret, som en blindtarm, i form af et nummer de ikke
spillede til koncerten. De skulle hellere havde ladet være.
Overordnet
betragtet er det sgu et fremragende album, og en langt mere værdig
introduktion til bandets nyere produktion end de der Boosters.
Der er forfriskende åndehuller, mere livelyd end før, og ikke
mindst – i første sæt – et slidstærkt materiale.
Jeg
nærer ikke samme veneration for Berlin koncerten, men den er dog der
henad.
Tro på
min intution, der bragte mig til London, og tro på min dedikation der
købte dette album, og ultimativt, anmeldte det.
DK - 2010-2013Posted by Jacob Pertou Tue, April 10, 2012 16:31:51
GAFFA, februar 2012.
DK - 2010-2013Posted by Jacob Pertou Sat, March 31, 2012 13:39:33
Det var både hovedrysten og sympatitilkendegivelser der mødte mig, da jeg slagtede de seneste skud på Tangerine Dream stammen –
Machu Picchu og
Booster V. Derfor overraskede jeg også mig selv, da jeg, uden tøven, købte
The Virgin Years 1977-1983 i Flensborgs Saturn i går. Ikke fordi udgivelsesdatoen først var sat til mandag, den 2. april. Men fordi jeg, i princippet, hader at køber store mængder musik, for at få fat i de få eksklusive minutter.
Alligevel. De tidligere udgivelser på Virgin er rent ud sagt tarvelige. Fyldt med fejl, og kedelige, hvis ikke decideret dårlige reproduktioner af de originale lp covers. De to styks, tre eller fem cd'er til en cd's pris,
Virgin Years bokssæt, præsenterer på indbydende modus, kort sagt, det bedste musik, der nogensinde er nedfældet på bånd. Dengang da lyddesignet blev redefineret på hver udgivelse. Og coverne er flotte. Den første implementerede
Phaedra,
Rubycon og
Cyclone i
Stratosfears artwork. Spritnyeste edition ligner en parring af Schiller coverne
Weltreise og
Sensucht, selvom det selvfølgelig er ren TD.
Musikken kan der ikke peges fingre af. Selv de ikke helt perfidt perfekte albums (
Encore og
Exit), bliver opvejet af
Force Majeure, der, kort sagt, er det bedste eksempel på musik. Ever. Lad mig stave det for jer: Nittennioghalvfjerds.
Encore bliver passende rundet af med et syvtommer spin-off , hvorimod det måske, for nogle, er et issue at
Tangram og
Logos er delt mellem to discs. For mig er det ligegyldigt, da god musik ikke dræbes af en aktiv stillingtagen om dens videre forløb. Også fordi det simpelthen bare er ren nydelse at have en cd med
Force Majeure direkte efterfulgt af ”Tangram Set 1.”
Thief glimrer ved sit fravær (fraregnet en singleplade). Det gjorde
Encore også på
The Virgin Years 1974-1978, men er altså her at finde. Det indgyder håb for en dobbelt soundtrack cd fra Virgintiden, indeholdende
Thief (herunder maxien
Dr. Destructo),
Risky Business numrene, Tatort singlerne
Miriam og
Das Mädchen auf der Treppe, og ultimativt
Heartbreakers.
Ja, hvorfor ikke? Der er jo i samme åndedræt udkommet en firedobbelt boks med Edgar Froeses Virgin plader, undertegnede har brugt en milliard på at fremskaffe de oprindelige cd'er af. Hvem ved, måske genudgives Peter Baumanns albums også i en
Virgin Years kompilering. Håbet er lysegrønt.
Det er sådanne
Virgin Years kompileringer, der gør det let, billigt og overskueligt at anbefale Tangerine Dream til nye lyttere. Da jeg startede for ti år siden var
Dream Sequence det bedste bud, men den er nu overhalet indenom. Her får man et næsten fuldendt perspektiv.
DK - 2010-2013Posted by Jacob Pertou Fri, March 23, 2012 21:45:07På en plademesse for nyligt tiggede jeg penge af min storesøster, så jeg kunne købe mit femte eksemplar af
Alpha Centauri. En plade der i en helhedsbetragtning ikke er synderligt fremragende.
Og jeg har da også ofte købt opsamlinger for at anskaffe mig få minutters sjældne tracks, omend jeg havde dem på en brændt compact disc et sted.
Alligevel synes jeg at Eastgates udgivelsestaktik er noget lodden i kanten. På samme dag udkommer
Machu Picchu - tre kvarters soloexcercits fra Maestro Froese - men også et dobbelt opsamlingsoverblik over tiden siden
Booster IV, i form af
Booster V. Her med sølle 32 minutters eksklusiv musik på to cd'er fyldt til bristepunktet, med musik vi allerede har købt i forvejen.
Eastgate vil sikkert argumentere for at mange er glade for deres
Booster serie, og at mange ikke har de tracks der udgør
Booster V. Men helt ærligt. Mængden af compilations har på det nærmeste oversteget den samlede mængde reelle albums (herunder soundtracks). Endnu en compilation i rækken besværliggør blot evnen til at få et overblik over hvad TD står for i dag.
Når opsamlingshelvedet har nået sådan et niveau, bliver de originale udgivelser også devalueret på sin vis. For tilhørsforholdet forsvinder fra den oprindelige hensigt, når den bare kan genbruges på endnu en compilation.
Indtil videre har jeg i protest fravalgt de fysiske udgaver af
Machu Picchu og
Booster V. Jeg har downloadet førstnævnte, og håndplukket de seks numre fra dobbeltcd'en. Inklusiv porto har jeg har jeg sparet 150 kr. Sammenlagt kunne alt dette presses sammen på én skive. Men det er blevet til tre. Ikke alene fylder samlingen i reolen mere og mere, fordi nysgerrigheden, og den irrationelle insisteren på at eje de fysiske formater, og et stigende antal gengangere, nok har taget overhånd. Tilsyneladende er der altså et marked for de loyale fans og entusiaster, der føler de gør bandet en god gerning, ved en økonomisk håndsrækning til Edgar Froeses pensionisttilværelse, der alligevel aldrig indtræder.
For Edgar
er musik, har vi fået at vide. Men han er også penge. Det bliver lidt uanstændigt at han spiller på mange TD fans' ukritiske købelyst, når der kunne have været skåret ind til benet, og samtidigt sparet miljøet for lidt unødig udladning i produktionen af skiverne.
Så derfor ser jeg
Machu Picchu og de seks tracks fra
Booster V som en samlet udgivelse. De er jo alligevel udgivet samme dag. Hvorfor dette adskillelsesræs i det hele taget?
Problemet er dog er at Edgar har det med at sagte agterud og falde til patten, rent kunstnerisk.
Eastgate's Sonic Poem Series var ofte fremragende.
The Five Atomic Seasons ditto. Trivialiteten er dog, støt men sikkert, blevet en tilbagevendende ingrediens i gryderetten Tangerine Dream. Man bliver lidt af træt at høre de samme fabriksindstillinger, akkordprogressioner, overdubs, melodier og så fremdeles.
Machu Picchu er i bund og grund drønkedelig. Selve salgsargumentet i den online TD Shop burde belønnes med en pris indenfor reklamebranchen, da den fremhæver at her er 45 minutters unik, sammenkædet musik fra Edgar Froeses allermest private arkiv.
Intet nyt er her at komme efter. Intet materiale af sensationel karakter for den voyeuristiske Edgar Froese tilbeder at søbe i. Og numrene er blot kædet sammen af kedelig fernis fra det keyboard han for længst burde have smidt ud på lossepladsen. Ligesom han gjorde med sit udstyr efter
Turn of the Tides. Ud med lortet.
Albummet ender uden nogen form for udtoning eller klimaks. Det er vel almindelig høflighed man lige siger farvel?
De eksklusive tracks på
Booster V er en passende forlængelse af
Machu Picchu.
Booster II formåede at sejre på de eksklusive tracks, og
Booster IV gengav hele det udgåede mesterværk
Purple Diluvial. Men her er det bare mere af det samme.
Selv Thorsten Quaeschnings "Booster Battery" lyder træt og tilsløret.
”Views From A Distant Star” har ganske vist nogle flotte (omend klassiske) akkordprogressioner, men selve melodilinjen er ren enfingers naivitet i uskøn fremføring.
Brug hellere dine penge på Carboneids' og Bernd Kistenmachers seneste udgivelser på Mellow Jet, hvis du vil høre hvordan retrospektiv elektronisk musik anno 2012 skal og bør lyde. Eller betal dine regninger. Og husk at sortere dit affald.
