JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Den elektroniske rocks fædre.

DK - 2010-2013Oprettet af Jacob Pertou fre, juni 03, 2011 14:41

Af Michael Tversted Lundsgaard. Midtjyllands Avis, 14. januar 2011.

Zeitgeist, 2010. 3/10

DK - 2010-2013Oprettet af Jacob Pertou fre, august 13, 2010 20:46


”Zeitgeist” er et begreb på den ånd, der afspejler en given tid. Denne tid kan være universel eller begrænse sig til et eksklusivt mikrokosmos.

Hvis Tangerine Dream vælger at kalde en koncert og en EP for Zeitgeist ved jeg ikke om det er alvorligt ment, eller bare et smart ordspil på den uortodokse Zeit LP fra 1972.

Når begreberne ”Zeitgeist” og ”Tangerine Dream” går hånd i hånd med de fire skæringer på denne EP, er der seriøst grund til bekymring, for til hvert track kan der faktisk tilknyttes en tendens i det stadie Tangerine Dream befinder sig på i dag:

Rubycon 2010 = Genindspilninger. Smertegrænsen for genindspilninger er hermed overskredet. Jeg er ikke religiøst anlagt, men Rubycon er på trods af sin tidsløshed, så rodfæstet i 1975, at Tangerine Dream ikke vinder noget ved at kigge tilbage. Sequenceren anno 2010 fungerer som et klassisk guitarriff spillet af et lokalt coverband, men fordums højder har uoverskuelige udsigter.

Zulu = Overskudsmateriale. Ubetinget EP’ens bedste skæring, selvom den bærer præg af 2. sortering fra The Five Atomic Seasons og er ganske kedelig. I den rette sammenhæng havde det sikkert fungeret upåklageligt

Order of the Ginger Guild 2010 = Tangentizing. Begrebet “Tangentizing” opstod da Edgar Froese skulle udgive bokssættet Tangents. På daværende tidspunkt udtalte han at han ikke ønskede at hans fans skulle købe de samme numre en gang til, og tilføjede lidt fernis. Meget sympatisk. Desværre gik der spekulation i denne metode, og Edgar Froese øjnede mulighed for at omgå sagsanlæg med Virgin et al., og ”genindspillede”, blandt andet, hele sin solokarriere. Order of the Ginger Guild udkom engang  i 1997, og skulle efter sigende bestå mestendels af et keyboardpreset ad lib. Det vælger man så at genudgive med et ”nutidigt snit” i form af lidt ”æterisk ynde”. Selvfølgelig falder det til jorden med et brag.  

Norwegian Wood = Den sikre crowdpleaser. Eleanor Rigby, Back In The USSR og nu, Norwegian Wood. Hvem elsker ikke The Beatles? Jeg gør i hvert fald. Norwegian Wood er et billigt trick til at skærpe opmærksomheden hos nyudklækkede koncertgængere af Tangerine Dream. Guitarriffet og tilhørende solo er opfindsomt, men kæmper bravt, alt imens det omgivende arrangement trækker helhedsindtrykket ned i dynget. Vokalarbejdet er udpræget dårligt. Dels drukner det i rumklang, dels bliver teksten udtalt så skævt at visse linjer slet ikke rimer med de foregående. 

EP’en Zeitgeist  rangerer desværre blandt de mest blodfattige og ligegyldige udgivelser jeg nogensinde kan erindre hos Tangerine Dream.

« Forrige