JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Schulze samlet

DK - klaus schulzeOprettet af Jacob Pertou lør, marts 27, 2010 20:02
Klaus Schulze har siden 1972 stort set lavet mindst et – ofte både to eller tre albums om året. Men ved siden af disse mange ”normale” udgivelser har hans manager gennem alle årene, Klaus Dieter Müller, også stået for udgivelsen af diverse box-sets med ting fra arkiverne. I 1995 kom Historic Edition med 10 cd´er, i 1997 Jubilee Edition med 25 cd´er, og i 2000 samlede Müller så disse to udgaver (plus det løse) i en gigantisk Ultimate Edition bestående af 50 cd´er. De forskelige Editions kom i meget begrænsede oplag og har været særdeles eftertragtede samlerobjekter. Disse box-sets med hidtil ikke udgivet materiale fra hele Schulzes karriere er Müller nu gået i gang med at udgive igen, denne gang kronologisk og i sæt bestående af tre cd´er med titlen La Vie Electronique. Disse mange optagelser bliver nu almindeligt tilgængelige igen i en overskuelig kronologisk form. Og Müller er naturligvis så god en købmand, at han hist og pist smider et enkelt track ind, som slet ikke har været udgivet tidligere. Så kan de svorne fans komme til lommerne igen. De to første udgivelser i serien er indspilningerne hentet fra henholdsvis 1969-72 og 1972-75. Hovedparten af musikken på de to cd-sæt består af lydeksperimenter, der mest af alt virker som grundforskning og forarbejder til de regulære albums fra perioden. Samtidig er det tydeligt at høre, hvordan Schulze afsøger de forskellige nye elektroniske instrumenters potentiale. Det begynder i 1969 med et meget simpelt Teisco hjemme-orgel kombineret med en ekko-boks, mikrofoner og en Fender guitar-forstærker, der blev dobbelt-forbundet til mikseren og dermed kunne modulere tonerne. Siden kommer farfisa-orglet og de første moogs. La Vie Electronique 1 og 2 er et kig ind i Schulzes kunstneriske værksted og tidligste udvikling. Til slut på det andet sæt fornemmer man, hvordan Schulze når frem til det kunstneriske udtryk og gennembrud, der kort efter kom til udtryk på de klassiske lp´er Picture Music, Timewind og Moondawn.

Klaus Schulze: La Vie Electronique 1 og 2, SPV
Henrik Ørnstrup


HIGHfidelity, februar 2009.


Tak til Henrik, for at sende denne anmeldelse!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1005