JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

»The Electric Mandarine Tour 2012« -- Shepherd's Bush Empire, London, den 24. juni.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, juni 26, 2012 21:31

Tangerine Dream leverede en overbevisende to-akter, og måske deres bedste koncert siden 1987, med hjemmebanefordel på Shepherd's Bush Empire.


Koncerten i Royal Albert Hall i 2010 repræsenterede en række dårligdomme, omkring foretagendet Tangerine Dream. Lyden var mudret, repertoiret alt for afhængigt af harddiske. For mange gengangere og en desperat mangel på Quaeschning-kompositioner. Cellokvartetten var ren skuespil, genindspilningerne af klassikerne var rædsomme. Og så videre.

Desuden havde bandet simpelthen ikke skyggen af format til at spille salen op. Det var tragisk uden lige. Men vigtigst af det hele var selvfølgelig at jeg var udbrændt efter otte års intens fandyrkelse.

I dag har jeg et mere afbalanceret forhold til Tangerine Dream, men står dog stadig ved holdningerne omkring Royal Albert Hall koncerten. Det var ikke godt, og alle optagelserne fra denne Zeitgeist turné, illuderer dette tydeligt.

Heldigvis begyndte Edgar Froese at læse spændende bøger igen, efter The Five Atomic Seasons og stormen fra opsamlingshelvedet havde lagt sig. The Sonic Poem Series leverede (til dato) tre yderst spændende og vedkommende albums, med et optimeret musikersammenhold. Her kan nævnes den dygtige violinist Hoshiko Yamane, der gav lydbilledet lige en ekstra en tand finesse.

Livealbummet Gate of Saturn – Live In Manchester (2011) var et friskt pust, i forhold til setlisten, og lidt af en øjenåbner oven på en række lange pauser som TD fan.

Og midt i maj, bestilte jeg helt spontant billet til London udgaven af The Electric Mandarine Tour. Der var ikke tid til at få kolde fødder, eller glæde sig ihjel, da arbejdet fyldte utroligt meget i den mellemliggende periode. Jeg var fast besluttet at den dumme oplevelse fra Royal Albert Hall ikke skulle stå som det endelige punktum for mit virke som koncertgænger hos Tangerine Dream.

Med en uoverskridelig ”søndagscurfew” klokken 23:00, hængende over bandet, gik de rimeligt præcist på, inden klokken var slagen otte. Og med ”The Sensational Fall Of The Master Builder”, fra det sensationelt opbyggede mesterstykke, Finnegans Wake, var tonen sat.

Selv i ”Dolphin Dance” virkede Edgar Froese mere deltagende, og jeg sværger han spillede nogle af melodilinjerne live. Faktisk virkede det til at være det mest liveprægede set siden Chris Frankes afskedskoncert i 1987.

Det der har naget mig ved TDs koncerter, er brugen af harddisk, hvor de præ-programmerede dele fremstår ualmindeligt mudrede, og svært dechifrerbare. Denne aften syntes dette suværent at forholde sig til basgangene, enkelte rytmespor eller sequencerprogrammeringer.


Jeg sad på balkonen (Level 2), og højttalerne var placeret således at lyden blev sendt i retning mod det publikum, der havde siddepladser på gulvet foran scenen. Alligevel kunne man fornemme at enkelte syntesizerinstrumenter alligevel adskilte sig, og var mere livlige end jeg husker dem fra tidligere.

Så kom helt uventet ”Cliffs of Sydney”, hvor Iris trommede præcist og blottet for congas, bongo eller andet perkussivt gøgl. Synthklangene oversvømmede det lyttende publikum, med stor fryd.

Et af ”Logos (Part 1)” allerstærkeste momenter blev spiffet op med powerchords, hurtige soli på keyboards, og der sad en uforløst tåre i øjenkrogen.

Det twangbårne, sentimentale modstykke til ”Le Parc”, ”Ayumi's Loom”, gjaldede ufortrødent derudad, som til lanceringen i Northeim, 2009. Smukt.

Egentlig havde jeg håbet at Views From a Red Train efterhånden havde lidt en stille død i livesammenhæng, men med ”One Night In Space” og Bernhard Beibls orange Ibanez guitar, kunne man overtales endnu en gang. Dette nummer var også lidt af et samtaleenne i baren i pausen.

Første set blev rundet af med den helt igennem storslåede komposition, ”The Silver Boots Of Bartlett Green”. Endnu et eksempel, hvorfor Thorsten Quaeschning er den rette mand i TD.

Og hvor var det dog en fremragende måde at slutte af på.


Især fordi jeg begynder at miste koncentrationen efter halvanden time, og synes alt over to timer er spild af tid. Derfor var de to gange fem kvarter, som at have to særskilte koncerter efter hinanden.

Efter pausen, spillede Edgar Froese introen til klassikeren ”Ricochet Part 2”, med nogle få, pudsige omveje, inden Thorsten Quaeschning trykkede løs på sit tårn af en Schrittmacher sequencer, og et brøl fra publikum udeblev ikke, skulle jeg hilse at sige.


Hvor første del var tiltrængt forfriskende, fulgte oven på ”Ricochet Part 2” en parade af numre, TD havde spillet lidt for mange gange før. Det har sikkert virket for majoriteten af de fremmødte, men Tangerine Dream er ikke hitbaseret rockband, men et elektronisk band, der ikke kan afvige sindssygt meget fra hvordan numrene lyder live. Dette kombineret med de publikumsgengangere, der gerne skulle blive stadigt udfordret live. Hvad har ”Lady Monk” at gøre igen, og tilmed i en rodet version med trommeduet mellem Thorsten og Iris? Det var sgu ikke så godt som de nok havde tænkt det.

Firserperler som ”Das Mädchen Auf Der Treppe” og ”Warsaw In The Sun” (med pianointro) var dog velkomne genhør. ”Teetering Scales” var i bund og grund et backing track til en jamsession mellem perkussion og violin, og tilpas underlig, som det nu kan være, når Edgar Froeses krøllede hjerne, er den endelige beslutningstager.

"Stratosfear" var pumpet op til Satrianiske dimensioner, og selvom jeg syntes det var lidt vulgært, blev jeg dog alligevel grebet af den fascination, der samtidig efterlod publikum med kæber, der ramte gulvet.

Vivaldis ”Vinter” var dristigt og hurtigt klemt inden klokken blev 23:00. Det var ligeså kitschet som da Jean-Michel Jarre spillede det med Kinas svar på Yngwie Malmsteen i Beijing engang i 2004. Her var leadinstrumentet dog en violin.

Koncerten faldt sammen med Englands VM kamp mod Italien. I Edgar Froeses afsluttende bemærkninger, skulle han dog lige høre resultatet. Ikke fordi det interesserede ham en døjt, men fordi han lige skulle takke publikum for at have valgt at dukke op, og måske lidt drilsk, spolere resultatet, for dem der havde optaget kampen. De afsluttende ord var sjældent morsomme, og man kunne fornemme hvorfor dette liveband har holdt sammen så længe.

Tangerine Dream har tidligere triumferet på Shepherd's Bush Empire. I 1996, 1997, 2001 og 2005. Det var lidt af en homecoming at se dem igen, syv år efter den allerførste gang. Små knap så fremragende momenter var tilstede, men i bund og grund en forbløffende overbevisende oplevelse.


Lidt ekstra betragtninger:

· Folk i London var overraskende interesserede i at snakke om Tangerine Dream. Taxachaufførerne, bartenderne, receptionisten, og spørgeskemadamen i Gatwick. Jeg følte mig helt hjemme. I Danmark er der sgu ingen, der under mine T-shirts et blik eller lade en hurtig kommentar falde. Det må skyldes uvidenhed eller generel manglende interessere i musik og folk generelt.

· Det var fantastisk at se de gamle hoveder på pubben inden koncerten. Men det var primært folk fra UK. De andre landes fans har nok tilvagt koncerterne i Belgien, Italien, Tyskland og Ungarn, og den kommende USA turné


· Der blev udøvet en striks anti-fotograferingspolitik til koncerten, hvilket nogle selvfølgelig trodsede, men langt de fleste respekterede. Jeg tror det er vejen frem. Nogle var jo også modstandere da rygeforbuddet blev indført på spillestederne. Hvor er det dog egentligt distraherende med alle de lysende smart phones og telefoner. Bandet kan selv hyre deres fotograf, og lægge billederne på nettet. Vi skal jo egentlig bare koncentrere os om at nyde showet.

· Der var ingen CD'er udgivet specielt i anledningen. Ikke fra TD i hvert fald, men derimod guitaristen Bernhard Beibl. Helt uventet havde han udgivet en potent progressiv, instrumental heavy metal compact disc, helt på højde med hvad John Petrucci eller Marty Friedmann kan levere.

· Tag færgen, når du skal til England.

smiley

  • Kommentarer(1)//tangerinedream.pertou.dk/#post1337