JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Perge: Dyad - Live In Concert (2012).

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou tor, september 20, 2012 20:52


Jeg tror ikke det er så svært at genskabe lidt af Tangerine Dreams karakteristiske halvfjerdserlyd. Jeg har hørt meget lort, men også fine, eksorbitante sager, der næsten nåede Tangerine Dream til tænderne.

Men indtil nu har intet band som Perge, formået at genskabe en så rendyrket, professionel tidslomme fra Tangerine Dreams karriere.

Ingen træden vand i Rubycon. Derimod en surreel overlevering af Tangerine Dreams fremragende, strømlinede, energiske 1980 koncerter, og Thief ideologier. En faket livekoncert, fra et parallelunivers, udtænkt af de dygtige hjerner med bopæl i Matthew Stringer og Graham Getty.

Lidt ligesom tyrkiske Can Attila tager den udskældte halvfemserproduktion under kærlige parafraser, genopdager Perge en periode, der ikke er gået inflation i. Perge er nemlig så fokuserede om en kort, men særdeles væsentlig periode i TD's karriere. Og nu er 1980 koncerterne ikke dokumenteret i officiel, udtømmende grad. Derfor er en sådan udgivelse velkommen.

Der jammes ikke åndsforladt til endeløse sequencere, programmeret i billigt software, men derimod til autentiske synthesizere fra perioden. Detaljegraden er forbløffende, selvom selve udtrykket klinger ensartet, goldt og strømlinet. Synth-rock extravaganza.

Og referencerne står i kø, vælter rundt mellem hinanden, men på en måde hvor det er oprigtig hyldest og ikke milimeterkopier. ”Temple of Trajan” tager skridtet videre fra klaversolostykket ved Tangerine Dreams koncert i Østberlin 1980. ”Naafkopf” er en utvetydig genfortælling af hooket i ”Tangram Set 1”, men forskydningerne resulterer i et helt andet nummer. Med de karakteristiske krummelurer i loopene, dukker referencer til ”Calymba Caly”, ”Silver Scale” og andre perler op andre steder.

De usædvanlige titler symboliserer tinder i bjergkæden Rätikon. Et navn, nogle nok kender fra en Tangerine Dream bootleg. Og selve coveret plagierer de hvide bootleg-lp'er med påklistret A4 ark, og tvivlsomme informationer. Lyden lider dog ikke under at være dårligt optaget.

Den vigtigste komponent er melodierne der opstår på baggrund af Graham Gettys velstrukturerede sequences. Johannes Schmoellings måde at fremføre soli på er svært fascinerende, og Matthew Stringer formår næsten at gøre ham kunsten efter. Overbevisende er det i hvert fald.

Det er netop i spændingsfeltet mellem originalmateriale og fortolkning, det interessante opstår. Havde det været en decideret kopi af musikken fra en koncert i 1980/81, kunne man med fordel have tyet til de mange Tangerine Tree / Tangerine Leaves optagelser.

Efter forskrifterne skal "koncerten" så rundes af med et zugabe for sequencer og elguitar. Sidstnævnte må man tænke sig til, for det er ikke rigtig guitar, men rent sonisk, falder det heldigvis ikke udenfor.

Dyad – Live In Concert er ikke en træt kopi af Tangerine Dream. Det er utvivlsomt den bedste hyldest jeg har hørt, og det siger efterhånden ikke så lidt. Perge har med bravur, hæder og ære skabt ny musik udfra et kort, og sjældent fortolket kapitel i vores yndlingsbands historie.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1371