JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Live In Budapest At Béla Bartók National Concert Hall. 9/10

DK - 2010-2013Oprettet af Jacob Pertou lør, december 01, 2012 12:42


Man skal altid stole på sin musikalske intuition. Om det så betyder at man må overtrække på sit kontokort for at købe et eksklusivt bokssæt eller sætte himmel og vande i bevægelse med koncertekskursioner, af uvant luksuriøs karakter.

Sidstnævnte gjorde jeg, da jeg ikke ville have at Tangerine Dreams rædselsfulde Zeitgeist koncert skulle stå som et endeligt punktum for min glorværdige karriere som koncertgænger hos mit yndlingsband.

Og hvilken forrygende begivenhed det var, fra balkonen i Shepherd's Bush Empire.

Nu, og langt om længe, får vi første kapitel i den officielle udgivelsesrække fra den - i mine øren – bedste turné siden Chris Frankes medlemskab, nemlig The Electric Mandarine Tour.

Fra Budapest kommer et lækkert 3-CD sæt og et værdigt bilag i form af en dvd, hvor man så kan nyde herlighederne i 5.1. Den tid, den glæde.

Med Tangerine Dream får man ikke alle rok og rullens skønhedspletter eller umiddelbare interaktion. Noget jeg i en periode havde voldsomt nederen over, men i en kommentar på Kristian Leths hedengange blog, ”Spredehagl”, fik ny jeg indsigt i TD, da han kritiserede anmeldere for at nedrakke popmusik og sætte den ind i de rockistiske idealer. Og det kan man heller ikke med Tangerine Dream. De har deres egen måde at drive koncertvirksomhed på, og den skal selvsagt hyldes, når totaloplevelsen er så stærk som dokumenteret i Budapest i april.

Det bedste er gemt til først. ”The Sensational Fall Of The Master Builder” - åbningsnummeret fra den næsten geniale Finnegans Wake - transporterer det budskab, man ikke kan hitte hoved og hale ud af, når Edgar Froese ytrer sig i svært dechifrerbare, filosofiske vendinger. Hinsides, ulmer Bernhard Beibls kaotiske, dog kontrollerede guitarspor.

”Breaching Sky” har den der spirituelle kraft fra The Five Atomic Seasons, tilsat liveleads på synthesizerne, og har, i ledtog med den luftige og rummelige lyd, et langt stærkere budskab end den plade den nu engang udkom på.

”Breaching Sky” brister og morfer over i ”Morphing”. Et passivt-aggresivt, tidligt coda med æstetik fra lyden af roterende helikopter-blade, og enkelte lydglimt fra Twin Peaks soundtracket.

Stærkeste trumfkort denne aften er dog utvivlsomt ”Song Of The Whale, Part II: To Dusk”, der trodser enhver fatteevne, og burde få den værste skeptiker af genindspilninger på bedre tanker. For det rammer hovedet på sømmet i enhver henseende. Også dem man ikke lige havde set komme. Det er perfekt ganget med sig selv i det uendelige. Den måde synthesizersoloen gør sin indtræden og bliver afløst af Bernhard Beibls pletfrie rendering af Froeses oprindelige solo kan faktisk ikke beskrives med ord. Det skal høres. Igen og igen. Og ligegyldigt hvilken yndlingsperiode med TD du har, så er det her bedre hvad hr. hvem som helst synthesizermanualekspert eller sovekammermusikant nogensinde, i sine vildeste drømme, kan præstere.

Og i stedet for at takke publikum, for den indlysende reaktion, der måtte komme, laves en bro til næste nummer, "Ayumi's Loom", og som slutter i den rette toneart. Hvor jeg dog elsker dette anakronistiske, sørgmuntre kig i krystalkuglen. Med tressernes twangguitar, og rytmebeat, som kunne de findes i halvfjersernes rytmebokse, leveres med høj energi, et track med reminiscencer fra den lalleglade ”Le Parc – L.A. Streethawk” og lyden af tunge metaldøre der smækkes højdramatisk i.

Alle disse herligheder afrundes med den hæsblæsende versionering af Logos' allermest fængende moment. I ved, det stykke fra The Keep, hvor man hører lyden af insisterende kogekedel, som skræmmeeffekt. Her er arrangementet en milliard gange bedre. Særligt gode er Bernhard Beibls markeringer af becifringerne i nummeret, med de sprøde guitarakkorder, frem for åndede soli i lyntempo.

Melodien amplificeres af Hoshiko Yamane, der efter partitur, alligevel forstår at finde ind ind til nerven i dette stykke. Det er så emotionelt overvældende, det er forståeligt der inkorporeres kunstpause dernæst.

”Purple Of All Curtains” er lidt af et wildcard, da det er første gang noget fra The Seven Letters From Tibet overhovedet præsenteres live. Det lyder bedre end nogensinde før, og hårene på armene står i lodret position. Det er vaskeægte synthesizereufori, afsluttende med Walter Carlos agtig moog-messingsuppe.

Hernæst åbneren fra første kapitel i den fantastiske Eastgate Sonic Poem Series, ”Marmontel Riding On A Clef”, der med store anslag, en hektisk basstruktur og alt godt derimellem indkapsler mange af de trademarks TD længe har lukreret på.

”Living In Eternity” er sjovt nok ikke indekseret på hverken compact eller digital versatile disc. Det er ganske vist en petitesse i dette grotesk sublime første sæt, men alligevel en vigtig bro til finalen, ”The Silver Boots Of Bartlett Green”.

The Angel At The West Window er en svingende affære rent kunstnerisk, men det her nummer har en admirabel kvalitet i sin diskrete, og ikke-prangende facon. Særligt det stykke hvor firsersynthen (lidt henad Tyger) står alene, og der pludseligt indføres violin, ja så forsvinder jorden under én, og man flyver, mine damer og herrer, i rummet.

”The Silver Boots Of Bartlett Green” afslutter perfekt, og ret udramatisk, det bedste Tangerine Dream har lavet i koncert siden...vær beredt...Poland! For første gang sprænger bandet sin egen skala, og var det ikke fordi andet sæt rummer så mange gentagelser, i alt for kendte arrangementer, fra tidligere koncerter, havde vi landet på 11 ud af 10.


”Ricochet (excerpt)” åbner dog næste bal med bravur. Fra Edgars solopiano til den vanvittige forvirring af sequencere sat i system fra et matematisk tænkende, musikalsk geni (oprindeligt fra 50 timers livemateriale), rekreeres nok det bedst klingende uddrag fra halvfjerdserne. Særlig begejstret er jeg for at ikke hele lydbilledet er plastret til, og at Iris Camaa for en gangs skyld bidrager med noget konstruktivt.

Efterfølgende er alt desværre som det plejer. Samme numre, kun minimalt forbedret. At ”Cycle Of Eternity” gør sit indtog højner kvaliteten. Til London koncerten trak jeg flere gange trommesolokortet, lod vandet og besøgte baren i dette sæt. I dagligstuen kan man med få tryk på fjernbetjeningen komme videre i teksten. Det er ikke dårligt, langt fra, men det var ikke skabt til hyppige koncertgængere eller ivrige pladekøbere.

Ekstranumrene er dog sjove. Vivaldis ”Sommer”, præsenteret i et mageligt fire minutters format, den funky, dog overlegne ”One Night In Space”, og temaet fra Star Wars, afrunder en koncert der havde potentiale til at markere sig blandt TD's bedste. Første sæt kan der ikke udsættes noget på, da det er selve inkarnationen af Tangerine Dream. Inkluderingen af ”Caminos del Inca” fra Machu Picchu er umåde malplaceret, som en blindtarm, i form af et nummer de ikke spillede til koncerten. De skulle hellere havde ladet være.

Overordnet betragtet er det sgu et fremragende album, og en langt mere værdig introduktion til bandets nyere produktion end de der Boosters. Der er forfriskende åndehuller, mere livelyd end før, og ikke mindst – i første sæt – et slidstærkt materiale.

Jeg nærer ikke samme veneration for Berlin koncerten, men den er dog der henad.

Tro på min intution, der bragte mig til London, og tro på min dedikation der købte dette album, og ultimativt, anmeldte det.