JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Picture Palace Music: Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice. 4/10

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou tor, december 27, 2012 21:37


Juleplader. Alle laver dem, og langt de fleste går i glemselen. Fordi, de er så evigt ligegyldige. Forståeligt, man gerne vil lave et julehit, der kan sikre pensionen og arven til flere generationers afkom. Mindre begribelig er trangen til at genindspille de samme udtjente travere. Dette gøres gerne i en sommerferie, således at ens tilhængere har sin egen parade af julesange, til at akkompagnere den kommercialiserede jul, der starter i november engang.

Jeg kan desværre kun komme i tanke om én juleplade, der er blottet for denne kvalme, og stopfodrende livsglæde. Desværre er det ikke Tangerine Dream-medlemmet Thorsten Quaschnings pendant.

Picture Palace Musics Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice videreformidler denne amerikaniserede, sødladne vinkling, på trods af nogle af de fine kvaliteter vi kender det fra nyere TD. Særligt Madcap's Flaming Duty.

Albummet har rødder helt tilbage til 2003, da Thorsten Quaeschnings band hed Minory. Med ”Lonely Christmas” lanceres eget bud på en julesang, der desværre er så tåkrummende ringe, at hverken B- eller C-stykker retter op på det. Med tyk tysk accent, småklynker den hjælpeløse sanger sig igennem en fornærmende intetsigende pseudo-pop sang. Det er som U2 uden højt til himlen. Og så tilmed i både en 2004 og 2007 version!

Det skorter nemlig ikke på mængden af numre. Tyve slags fordelt på små 100 minutter. For hvert år ekspanderes albummet med endnu en julesang. Ret symptomatisk på folks opfattelse af hvad julen skal indeholde. Mere og mere og mere. Nok om det.

”Silver Bells” og ”Christmas Song” er ikke meget mere end en middelmådig sangerinde med udtalefejl og klaver med stryger. Omtrent ligeså ophidsende som noget fra X Factors boot camps.

I den mere vellykkede afdeling er det ni minutter lange appendiks til Madcap's Flaming Duty, "Auld Lang Syne". Melodien kender vi fra Gasolin's ”Stakkels Jim”, og de dramatiske virkemidler fra ”One Hour of Madness” eller ”Lake of Pontchartrain”, fra førnævnte albumfavorit af mine.

Der læsses på med emotioner og soli, og en konstruktiv opbygning. For første og eneste gang på albummet, tillader Thorsten Quaeschning sig selv at brillere.

Han gør det dog ikke alene. Chris Hausl, der også synger på Madcap, lægger vokal til lyrikken på en smagfuld, ikke overfraseret, accent-tolerabel facon. Noget han også får lov til på ”The First Noel”, hvis succes kan tilskrives ham.

Thorsten, hamselv, skulle derimod undlade at synge. Accenten er så tyk og underlig, det ikke engang er charmerende. Det er bare dårligt. Derfor ikke en overraskelse at hans instrumentale, men kluntede Memotron versionering af ”God Rest Ye Merry Gentlemen” er ligaer bedre end den vokale udgave, der præsenteres otte numre senere. En små-poppet synthetiseret ligegyldighed.

Blødt punkt for julen, eller ej. Det her er såre simpelt det ringeste vidnesbyrd fra Thorsten Quaeschnings musikervirke overhovedet. Som regulær lyttemusik ved volumen til at overdøve en gennemsnitlig dagligstues baggrundsstøj er det for klistret, klæbrigt og vammelt. Som lydtapet er det et bedre alternativ til radioens udbud af ”Last Christmas” og alle de latterlige, udtrådte undskyldninger for julesange.

Next year, we may all be many miles away - music for the winter solstice har adopteret en sjælden flig af regulær vellyd, og vinder på grund af dette. Der findes bedre juleplader, men ikke meget er bedre end Picture Palace Music i sin pure form.

Godt nytår.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1445