JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Danske musikeres forhold til Tangerine Dream, del 2: Tidal Force.

DK - musikere om TDOprettet af Jacob Pertou fre, januar 04, 2013 18:16
I anden ombæring af interviewserien om danske musikeres forhold til Tangerine Dream, er turen kommet til Tidal Force. Noget så sjældent, som en ung dansk Berlin School kvartet, der har meget at takke Tangerine Dream for. Bandet udgav i 2012 den stærke debut, Nebula. De to kreative skabere i Tidal Force hedder Frederik og Alexander, og har begge solokarrierer kørende sideløbende. Alexanders projekt hedder PC-72, og Frederik udkom sidste år med debutpladen, Berlin.


Hvordan opdagede I Tangerine Dream, og hvordan var jeres første indtryk?

Alexander: Jeg opdagede Tangerine Dream som lidt af et tilfælde. En mærkværdig blanding af forskellige begivenheder, og det er en noget snørklet vej derhen. Siden jeg flyttede til Danmark i 1997, som russisk indvandrer, kunne jeg huske et bestemt bånd fra barndommen, et sådant typisk russisk piratbånd ... en eller anden form for musikkompilation, med instrumental elektronisk musik. Jeg havde aldrig vidst hvad det var, og havde i mellemtiden aldrig rigtigt haft nogen som helst interesse for musik, andet end givetvis at fundere over, hvad det var, jeg havde hørt på dét bånd. Jeg lyttede ikke rigtigt til andet end musikken i visse videospil. Det var først i 2007, at jeg ved et rent lykketræf identificerede den musik, jeg havde gået og husket og sommetider grublet over i 10 år. Det viste sig at være numre af Jean Michel Jarre, samt et fransk band, der hed Space. Space var jeg dog kølet lidt af for gennem tiden, mens Jarres Oxygène tryllebandt mig præcis ligesom dengang jeg hørte de korte udpluk derfra på båndet. Jeg opdrev alt, der var værd at opdrive med denne Jarre, og dette var den spæde start på min fascination af elektronisk musik.

Jeg begyndte i 2007 så småt at søge videre, og kom omkring sådanne ting som Pink Floyd og Mike Oldfield, men jeg var lidt betænkelig ved at skulle begive mig udi de ”sære” tyske indslag, som jeg havde set nævnt tit og ofte, såsom Klaus Schulze, Kraftwerk, Ash Ra Tempel, Popol Vuh...og Tangerine Dream. Jeg fandt dem...via Wikipedia. Det lyder fandeme som en vittighed, men det er fuldstændigt seriøst. Jeg læste om elektronisk musik på Wikipedia for at kunne komme videre. Jeg gik faktisk systematisk igennem dem alle sammen. Rækkefølgen husker jeg ikke, men der var ikke rigtigt nogen af dem, der fængede mig. Jeg havde på det tidspunkt meget begrænset musikerfaring, og var blevet lidt for hjemmevant omkring det fortrinsvis melodiske arbejde, der lå bag Jarre, Oldfield, og Pink Floyd. Jeg havde dog i længere tid set deres værk omtalt som værende vigtig for elektronisk musik og New Age-genren, som jeg dengang var meget draget af. Jeg var fast besluttet på at ”fatte” dem, hvilket skete langsomt i løbet af 2008. Kraftwerk var selvfølgelig de første, jeg ”fattede”. Siden kom Klaus Schulze til, lige så stille, med pladen Moondawn. Der var et eller andet dragende og hypnotisk ved musikken, hvis genre blev omtalt som ”Berlinskolen”.

Frederik: Jeg tror, jeg må give Alexander æren for at have introduceret mig til Tangerine Dream, som han var meget begejstret for. Jeg husker ikke hvad jeg hørte først, men mit første indtryk var ikke ret positivt. Der skete jo ingenting i musikken, og det lød mest af alt som ufokuseret leg med dyre keyboards! Indimelllem kom der et catchy tema, f.eks. "Stratosfear", men så blev det som regel afløst af mere synth-navlepillen lige derefter. Jeg var da ikke i tvivl om, at jeg lyttede til pionerarbejde, men med meget få undtagelser, rørte det mig altså ikke.

A: Som et andet Rom førte alle veje til Tangerine Dream. Jeg forsøgte gang på gang at sætte mig ind i deres musik, men det gik aldrig. Jeg var nærmest ikke beredt til det, men dengang var det blot stærkt frustrerende. De blev omtalt som "geniale", men for mit øre var det blot arrangeret støj og pladder, så jeg var begyndt at se mig godt gal på tyskerne og deres prætentiøse larm. Så lagde jeg dem lidt på hylden i stor irritation og forargelse.
I 2009 faldt jeg tilfældigt over Michael Hoenigs album Departure From the Northern Wasteland, som jeg nød ganske meget. Da jeg på daværende tidspunkt endelig var blevet meget mere glad for Klaus Schulzes arbejde var der ikke langt til at prøve Tangerine Dream igen. Der var et eller andet, der kaldte og kaldte. Jeg blev hurtigt overrasket af de melodiske idealer i Stratosfear—og efter at Wikipedia fortalte mig, at Tangs fortsatte deres arbejde med udpræget melodiske temaer i Force Majeure, fandt jeg også frem til denne.

F: Jeg nåede dog et gennembrud da jeg - af en eller anden grund - fik lyttet til Force Majeure. Dén plade ramte mig, med tilbagevirkende effekt. Nu kunne jeg lige pludselig høre idéen med musikken. I hvert fald deres Virgin-værker, som var de plader, Alexander indirekte havde givet mig for som "hjemmearbejde." Det er stor musik, også selvom det ikke altid udvikler sig så meget i tid som i rum.

A: Det var af ren stædighed, at jeg smed Phaedra på afspilleren, den dag i sensommeren 2009, fast besluttet på endelig at høre hele pladen igennem fra ende til anden. Jeg fandt så ud af, at der rent faktisk VAR et godt nummer, ”Mysterious Semblance at the Strand of Nightmares”. Nummeret var godt nok til at berettige at anskaffe hele pladen for dets skyld alene. Men sekvensen fra titelnummeret havde på en eller anden måde sat sig fast i mit hoved som en anden ørehænger—og dér hang den. Jeg måtte høre og genhøre det nummer sammen med resten af albummet. Til sidst blev det til et dagligt ritual. Ja, sekvenserne var skam sjove, men jeg lyttede dybere og dybere hver gang, og begyndte endelig at forstå, hvorfor pladen var skamrost af så mange. Efter et par års forsøg havde jeg endelig ikke blot ”fattet” Phaedra, men forstået den komplet, på et dybt plan. Rubycon lå ikke ret langt væk. Ej heller Zeit.
Nu var jeg fandeme helt solgt. Førend 2009 var slut, var Tangerine Dream gået hen og blevet mit yndlingsband.


Har I en yndlingsplade?

F: Det er stadig Force Majeure. Det er en helt superb prog-rock plade. Jeg ville ønske, bandet havde lavet mere af den slags, for der er godt nok masser af energi og nerve i de tre kompositioner, der udgør albummet. Man kan vitterligt høre, at vi har at gøre med et band, der, efter den uberettigede fiasko med Cyclone, kæmper med næb og kløer for at vise publikum, at de stadig har noget at byde på. Stillet over for sådan en situation, ville mange kunstnere nok have valgt at hvile på laurbærrene, hvilket jo nok ville være endt med en Phaedra II. Men nej - ikke Tangerine Dream! Med al respekt, kunne Edgar Froese anno 2013 nok lære lidt af den desperate Edgar Froese anno 1979.

A: Absolut Phaedra! Det er en plade, som jeg hører dagligt. Ja, endogså mere end én gang om dagen.
Phaedra er hvad jeg uden videre ceremoni ville kalde den bedste plade i verden. Phaedra står for mig over al anden musik, og det er meget svært at forklare hvorfor. Der er ét eller andet i det album, én eller anden form for ... hjemlig, nærmest hyggelig mørke, en sødmefyldt frygt. Det er som at lytte til et mareridt. Albummet starter ... med en start. Det har natur af en begyndelse, af en opstanden, måske en fødsel af et eller andet—og så kommer der et kor, der sprænges af eufori. Efter den velkendte hovedmelodi dykkes der ned i mareridtet, i én eller anden urfrygt, ét eller andet psykologisk fortidsmørke, urdybet, et sort hul. Det er utroligt svært at kunne sætte ord på, hvad albummet fremkalder af stemninger, billeder, og følelser, men det nærmest narkotisk i sin virkning; det er ikke et album for sarte sjæle eller simple sind. Jeg er selv af den mening, at man skal være født med evnen til at forstå Phaedra, at kunne forstå dens mening, udgangspunkt. Jeg mener selv, jeg forstår den, men det kan ikke sættes i ord. Albummet er en ende, en afslutning, og en begyndelse på noget nyt. Det er overgangen mellem æraer, det er overgangen mellem verdener. Det er universets slutning, hvor alt bliver til intet, og en tidsalder af mørke og forfald oprinder. Phaedra er døden selv, frygten, et mareridt, hvor jeg kan føle mig komplet hjemme og veltilpas.
Efter Phaedra...ja, så kommer Stratosfear. Derefter Cyclone. Og så fantastiske Rubycon, Force Majeure, Ricochet, Tangram, Encore...Zeit... Når jeg lytter til Tangerine Dream, hvilket jeg gør meget regelmæssigt, i visse perioder dagligt, så er det en forskubbet 70'er-runde, der kommer i kronologisk rækkefølge. Alt fra og med Zeit til og med Tangram, som dog sommetider bliver udeladt, den stakkel. En solid gang rigtig god musik.

F: Derudover er jeg også rigtig glad for Schmoelling-æraen. Især Logos og Poland.


Hvilket album købte I sidst, og hvornår var det?

A: Sidste album jeg købte var Stratosfear! Og det var genudgivelsen, der kom ud på plade tidligere i 2012.

F: Det må have været Encore på vinyl i sommeren 2011. Min bror overraskede mig ved at give mig Views From a Red Train på vinyl i julegave. Den plade er jeg rigtig glad for!

A: Hele samlingen fra de ovennævnte forskubbede 70'ere, har jeg hver i tre kopier: På kassettebånd, på ved købet helt uspillet vinyl og på CD. Om det er en besættelse eller praktiske hensyn, skal jeg ikke selv kunne bedømme, men i hvert fald er man da godt dækket ind, vil jeg mene..!

F: Jeg skal stadig have fuldendt min Tangerine Dream-vinylsamling, men min bankkonto er ikke altid enig i mine prioriteter!

A: Stratosfear havde jeg egentligt på vinyl i forvejen. En uspillet plade helt tilbage fra 70'er-oplaget, sendt til mig fra Japan. Det er en lidt tragikomisk historie, da det var i de tider, hvor der havde været tsunami. Pladen kom et par dage efter at jeg havde købt den på Ebay. Det er i forvejen UTROLIGT hurtigt, men ham, der afsendte pladen, undskyldte af en eller anden grund over for mig, at han havde været ”sen”. Der havde været en ”ulykke” som forsinkede posten. Han mente 2011-tsunamien!. Det er sgu da nærmere mig, der skulle undskylde overfor ham at ha' gjort ham ulejlighed..!!

F: I forhold til de albums, jeg endnu ikke har fået købt, bruger jeg Spotify meget. Det er et virkelig godt redskab i forhold til det nuværende Tangerine Dream. Jeg ville nok aldrig gå ind og købe noget på Eastgates online-shop uden at have lyttet grundigt i forvejen. Der er simpelthen for langt mellem snapsene i deres nuværende output.


Hvorledes kan man kan høre Tangerine Dream i jeres musik?


A: Tangerine Dream lærte mig at give pokker i perfektion og lade musikken styre sin egen gang. Deres forkærlighed for improvisation og lydevolution, i løbet af et nummer, viste mig en helt ny måde at komponere på, hvor sequenceren ikke var nodepapir men et instrument i sig selv. De ledte mig også hen mod musik, der ikke altid var melodisk eller harmonisk. Musik, der gjorde strategisk brug af støj og larm til at skabe lydbilleder, teknikker til lydlandskaber og mange nye vinkler på en æstetisk tilgang. Jeg var i løbet af 2010 begyndt at lege lidt med genrens typiske elementer, køre sekvenser og improvisere over dem, spille udenfor de vigtige melodier eller styrende akkorder, slippe noget af kontrollen og lade kaoset råde over visse dele. Jeg lærte meget fra disse eksperimenter, og fik også samlet en hel del idéer, som jeg kunne arbejde videre med. Selvfølgelig er det en noget charlatanagtig tilgang, men helt forgæves var det jo ikke: Nogle af disse idéer endte senere i et ret simpelt 28-minutters nummer, jeg kaldte ”Nebula A”, der blev til hvad der nu er titelnummeret på Tidal Force albummet.

F: Udover at Tidal Force jo er en form for videreudvikling af den klassiske sequencer-drevne Berlin-sound anno Rubycon og Stratosfear, tilsat et kontemporært præg, er der bestemt mange elementer, der har haft en invirkning på min måde at komponere på.

A: I arbejdet med [solopladen] Paragonzerfall har jeg flere steder skamløst hugget Frankes teknik med en sekvens, der vokser, udvikler sig, og skifter mellem at styre akkompagnementet og blive styret af dette. Det famøse ARP Pro Soloist-synthlead fra Stratosfear har også fundet vej ind i Paragonzerfall, og det samme gælder en allerhelvedes masse Mellotron (både fløjterne og strygerne!). Når jeg ser tilbage på det, er det jo nærmest pinligt..!

F: I december færdiggjorde jeg soundtracket til Svage Sjæle, en kortfilm, som en af mine gode venner har skrevet og instrueret. Kort fortalt (og uden spoilers), befinder vi os i genren magisk realisme; både Døden og djævlen optræder som karakterer. Derfor var det meget nærliggende at prøve at gå i andre retninger end typisk dansk filmmusik. Jeg gad ikke sådan noget glitchy Trentemøller-klaver-noget. Delvist fordi jeg ikke kan finde ud af at komponere den slags overbevisende! Så jeg kiggede faktisk meget på soundtracket til The Keep, som rummer en masse lækkert arbejde med droner, uhyggelige lydeffekter og så selvfølgelig den dér uforlignelige Schmoelling-melodik. Jeg endte så med noget, der også havde elementer af Goblin og John Carpenter, men jeg har da både haft Mellotron, Gilmour/Froese-guitar og diverse klassiske synths indover, så det oprindelige udgangspunkt er stadig sporbart, skulle jeg mene.


I hvilke situationer lytter I til Tangerine Dream?


F: Alle! I bussen om morgenen, som baggrundsmusik til hjemmearbejde eller bare højlydt på pladespilleren uden at koncentrere mig om andet. Sidstnævnte scenarie er ikke altid lige let at finde tid til, men det er da afgjort det mest ideelle.

A: Det kan være når som helst, men især hvis jeg skal ud og trave en god lang tur eller rejse nogen steder hen. I disse tilfælde plejer man måske især at have brug for mentale billeder og dagdrømmerier. Jeg har, i al fald. Det kunne lige så godt have været som afslapning ovenpå en god gammeldags arbejdsdag, eller en tidlig morgen med en kop te. Ja, vitterligt når som helst.


Hvad er det bedste ved Tangerine Dream?


A: 70'er-perioden. Lyden var måske lidt mere mudret og der var langt mindre retningsbestemthed; som om Tangerine Dream selv gik og famlede lidt og ikke kunne finde vej. De analoge synthesizeres organiske lyd faldt godt sammen med dette, og 70'ernes rock-æstetik havde også sin egen indvirkning mange steder med sin lidt mainstreamfjendtlige indstilling. Det var noget mere dystert og noget mere upoleret, men også i dén grad mere levende.

F: Den var svær. Jeg kan faktisk ikke rigtigt pege på én ting. Men klassisk Tangerine Dream havde ofte et strejf af noget uhyggeligt, og noget ubehageligt over sig. Selv musikken fra Schmoelling-æraen, som generelt fremstår meget harmonisk, kunne have uhyggelige indslag. Den dér nådesløshed, hvor der bliver bygget lag på lag indtil der nås et klimaks. Af og til endda et anti-klimaks. Den metodik dukker lidt for sjældent op i deres musik i dag, men "Leviathan" og "Purple Diluvial" er strålende eksempler. Jeg forstår ikke hvorfor klassisk Tangerine Dream så ofte bliver betegnet som New Age, for flere af deres bedste værker har altså de dér små touches af uhygge og paranoia. Jeg turde sgu ikke meditere til det!

A: Det bedste, for nu ikke at gribe fat i tidsperioder, men noget måske lidt mere relevant: Deres evne til at skabe en portal, en overgang, til en drømmeverden. Musikken går som alt: Den belønner aktiv lytning ved at skabe drømme og billeder. Som baggrundsmusik går den ikke ind og forstyrrer, men derimod på en eller anden måde vikler sig ind i omverdenen og dens begivenheder og forstærker deres virkning. Det er som om, at det er en form for universmusik, der ALTID passer. ...men igen vil jeg bryde sammen og tilstå at alt det nævnte udelukkende hæfter sig til Virgin-perioden, absolut med inklusion af den ellers ikke Virgin-udgivne Zeit. ...og så igen, PHAEDRA!


Hvad er det værste ved Tangerine Dream?

A: 80'erne og derefter. Det var som om, at de brændte ud. Efter 80'ernes synths kom ind, var det som om at det var melodier og teknik, der var i højsædet. Tangerine Dream har altid været et band på forkant med musikteknologien. Foran alle andre trådte de ud i ukendt område og opfandt nye ting; banede vejen frem for dem, der kom bagefter. Jeg skal ikke benægte, at de sikkert nok fortsatte med dette, men efter Virgin-perioden, især efter 70'erne, var det som om billederne og drømmen forsvandt fra musikken. Det blev til kommerciel komposition drevet af teknikeksperimenter, og drømmen var forsvundet i alt det tekniske. Måske er det fordi 70'ernes opdagelser var de mest spændende, måske var det den analoge lyd, der gjorde det. Men siden 80'erne og digitale teknologier kom til, og overtog, har det beklageligvis ikke været det samme.

F: Edgar Froese er efterhånden blevet sin egen værste fjende. Jovist, han kan stadig. Det har han da bevist med Atomic Seasons-cyklussen, Views From a Red Train og Island of the Fay, for nu at tage de mest nærliggende eksempler. Men når Tangerine Dream går hen og rent faktisk bliver til sådan noget sødsuppe-New Age, som bliver spillet i venteværelser, eller på dårlige restauranter, står jeg helt af. Tangerine Dream er, rent ud sagt, røvkedelige når de ikke viser tænder på en eller anden måde. Når de ikke har noget kunstnerisk at byde på. Al kunst har det jo med at blive kedelig, når den udelukkende er kommerciel, men Froese har jo fået kørt den problematik ud i yderste konsekvens med alle sine ubrugelige compilations, redundante cupdiscs (læs: coasters), halve genindspilninger og hvad ved jeg. Det er en skam, for de har altså stadig masser af god musik at byde på. Men den manglende sans for selvkritik står i vejen.

Jeg synes også, det "nye" Tangerine Dream har en tendens til at glemme deres rødder i deres fremadstræben. Og så ender de, ironisk nok, med at lave nogle gevaldige tilbageskridt. Froese & Co. måtte gerne tage et blik på Loom, som forholder sig respektfuldt til deres rødder, uden at levere et rent nostalgishow. Island of the Fay var dog et skridt i den rigtige retning. Når man lytter til sequenceren i "Marmontel Riding On A Clef", kan man pludselig genkende bandet, der lavede "Rubycon" igen. Uden at det bliver nostalgi for nostalgiens skyld.


Har Tangerine Dream overskredet sin eksistensberettigelse i 2013?

A: Bestemt ikke! Jeg er ikke i tvivl om, at de ville kunne genfinde gejsten fra 70'erne og komme tilbage til billeder uden ”ostede” 80'er-lyde og sampling. Eller hvad det nu er, de kunne gøre.

F: Før jeg fik lyttet ordentligt til nogle af de bedre værker fra 90'erne og 2000'erne, ville jeg nok have sagt ja. Men engang imellem laver de stadig materiale af forbløffende høj kvalitet. Især Thorsten Quaeschning, som altså godt måtte få lidt mere albuerum. Så nej, de har bestemt ikke overskredet deres eksistensberettigelse... men de måtte gerne kæmpe lidt mere for den!

A: Måske er jeg forblindet af forhåbninger skabt af Magma, som kunne vende tilbage i 2004, 2009 og 2012 med absolut fantastiske albums efter at have været næsten komplet uaktuelle siden 70'erne, der var deres storhedstid. Måske er det blot gammel kærlighed for Tangerine Dream som de engang var. Det kan være mange ting, men et band holder først op med at være et band, når de ikke selv gider mere, når de selv siger stop. Så de overskrider først deres eksistensberettigelse når de ikke gider mere, er min mening.


Har I oplevet Tangerine Dream i koncert?


A: Nej, desværre. Jeg har ikke oplevet dem live, til min store beklagelse.

F: Desværre ikke, men det er vist mere deres vilje end min. Hvis jeg en dag har muligheden for at tage en rask tur udover Danmarks grænser for at se dem live, kunne jeg godt finde på at gøre det. Men det er en rimelig voldsom udgift når jeg nu har et lidt blandet forhold til den nuværende inkarnation af bandet.

A: Jeg har til gengæld lyttet til livealbums og Tangerine Tree udgivelser. Jeg vil sågar tilstå at have hørt adskillige Tangerine Leaves. Nu er jeg heller ikke den store live-person, og der er kun to bands, jeg faktisk har nogen som helst interesse i at se live: Tangerine Dream og Magma. Live er kun sjovt, når man selv spiller.


Er der fundament for en Tangerine Dream koncert i Danmark?

A: Ja, det synes jeg bestemt, der er! Det mangler da bare! Man skulle da som udgangspunkt mene, at der i Danmark er nok kendskab til bandet til, at det kan regnes for at være økonomisk forsvarligt. Interessen må da vel et eller andet sted være der; om ikke andet vil der jo også være fans tilstede fra omkringliggende lande, hvis ikke der alene i Danmark er nok til at kunne fylde en koncertsal.

F: Det ville være synd og skam hvis bandet aldrig når at spille i Danmark. En sådan koncert skulle nok promoveres heftigt, og jeg er ikke i tvivl om, at det stadig ville være et forholdsvis lille niche-publikum, der dukkede op. Men sidstnævnte er dog mere en styrke end et problem, efter min mening. Jeg ville faktisk hellere se en lille, vedkommende koncert end et stort, pompøst extravaganza.