JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Danske musikeres forhold til Tangerine Dream, del 4: Ras Bolding.

DK - musikere om TDOprettet af Jacob Pertou søn, januar 13, 2013 12:21

Ras Bolding stammer fra Odense, Den Graa Stad, men har efterhånden spillet land og rige tyndt gennem en årrække, fra gothpunk- og electronicaklubber til undergrundsfestivaler og musikkonferencer. Han har sågar optrådt i en bus (kørende), i en boksering og på Fyns Kunstmuseums balkon, flankeret af Space Invaders og laserstråler. Musikalsk befinder Bolding sig i kunstnerisk ingenmandsland og dyrker et særegent udtryk, der forener elementer af synth og 8-bit med techno og electronica samt goth og punk. Tilsyneladende uden den store respekt for hvad der er musikalsk fortid, nutid og fremtid. Han er desuden formand for Odenses alternative musikklub Golem, og er også musikskribent.



Hvordan opdagede du Tangerine Dream, og hvordan var dit første indtryk?

Jeg tror Ricochet var første album, men er egentlig ikke helt sikker. Kan huske at jeg fiflede mig frem til åbningstemaet på mine tangenter derhjemme. Min indgangsvinkel til gruppens musik var gennem Jean Michel Jarre, Kraftwerk, Mike Oldfield, så man kan vel sige, at det lå lige for også at gå i kast med Tangerine Dream.


Har du en yndlingsplade?

Faktisk ikke. Tangerine Dream har udgivet så mange album med årene, at det vel kun er de mest nørdede fans og end ikke gruppen selv, der har styr på dem alle. Der er dog helt klart titler i samlingen jeg lytter mere til end andre. Nogle af de udgivelser jeg bliver ved med at vende tilbage til er sådan nogle som Phaedra, Rubycon, Ricochet, Stratosfear, Exit, White Eagle, Poland. Jeg har ikke været så betaget af perioden fra senfirserne og frem.


Hvilket album købte du sidst, og hvornår var det?

Det er ved at være nogle år siden. Det har sikkert været noget opsamling. Seneste studiealbum er Goblins Club, og det er midthalvfemserne, men jeg har da hørt nogle af gruppens udgivelser også derefter.


Hvorledes kan man kan høre Tangerine Dream i din musik?

Det skal man måske i virkeligheden spørge alle andre end jeg selv om. De fleste af mine numre har vokal, men der er også instrumentalnumre her og der, og det er måske i disse man skal lede, hvis det skal være. Jeg er netop for tiden i færd med at færdiggøre et tretten minutter langt nummer, der skal udgives sammen med en bog med danske gyserfortællinger, og selvom der også er vokaler undervejs, så er der ligeledes instrumentalpassager, nogle af dem måske med lidt filmisk karakter. Det filmiske aspekt med stemning af uro og uhygge, melankoli, længden på nummeret og den kompositoriske teknik med at lade visse motiver genbruge undervejs, men i nye omgivelser eller mere eller mindre altereret form, er velsagtens alt sammen noget man ofte finder hos Tangerine Dream. Et andet af mine instrumentalnumre, "Twilight Dance", har faktisk en direkte reference til Tangerine Dreams "Stratosfear". Og nåja, så har jeg ved en enkelt lejlighed spillet sammen med en pige, der var i familie med Steve Jolliffe, som jo kortvarigt var medlem af Tangerine Dream.


I hvilke situationer lytter du til Tangerine Dream?

Det varierer meget. Nogle kammerater og jeg mødes faktisk engang imellem med nogle måneders eller et halvt års mellemrum for at drikke te og lytte til musik såsom Tangerine Dream, Klaus Schulze, Jean Michel Jarre, Brian Eno, Kraftwerk, Vangelis, de der oprindelige halvfjerdserpionerer, der jo på en eller anden facon alle, i større eller mindre grad, er udgangspunkt for det væld af genrer og stilretninger, der udgør den såkaldte elektroniske musik i dag. Jeg har også benyttet Tangerine Dreams musik fra tid til anden når jeg har spillet rollespil. Den slags der foregår rundt om bordet og ikke ude i skovene, selvom jeg er ret overbevist om at en tusmørkeskov med skjulte højttalere og Rubycon dvælende bag hver kroget stamme, må bringe den bedste svartelver frem i os alle.


Hvad er det bedste ved Tangerine Dream?

Tangerine Dream er en meget alsidig gruppe, der har været vidt omkring. Fortalere for "Den Gode Smag" vil fremhæve materialet fra især de tidlige halvfjerdsere, hvor tyskerne jo har gang i ambientmusik en del år før Brian Eno finder på at kalde den slags sådan. Men akkurat lige så interessant - og original - er perioden fra midt- til senhalvfjerdserne, hvor de hastige sequencerfigurer og de melodiske idéer dukker op, noget man i samme periode finder hos både Jean Michel Jarre, Klaus Schulze, Vangelis og Kraftwerk også. Det er ikke helt forkert at påstå at de nævnte navne, i de år, alle er med til at skabe fundamentet for det, der senere skal udvikle sig i retning af synth og electropop, ebm og industrial, electro og techno. I begyndelsen af firserne bliver Tangerine Dream mere melodisk orienterede, og det fungerer rigtig godt i begyndelsen, ikke mindst fordi det tilsyneladende åbner op for nogle helt nye muligheder i gruppens regi og dermed også frigiver en god portion kreativitet. Samtidig er det vel en udvikling der, senere i det årti, fører til en mere jingleagtig melodianvendelse, hvilket bl.a. kommer til udtryk i det, der i mine ører, lyder som lidt for mange lidt for anonyme soundtracks til lidt for anonyme film. Chris Franke vælger at forlade gruppen, efter eget udsagn fordi han er frustreret over de mange og ikke altid lige inspirerende soundtrack-jobs, og ender i øvrigt med selv, nogle år senere, at lave musik til en sæson af Walker, Texas Ranger med den aldrende og slowmotioncirkelsparkende Chuck Norris i hovedrollen. Smukt fald. Det var i øvrigt omkring denne periode at jeg holdt op med for alvor at holde øje med Tangerine Dreams gøren og laden.

Noget af det jeg helt overordnet set, og på et personligt plan, holder meget af ved Tangerine Dream, og ikke mindst i dag, hvor elektronisk musik er over alt, er at her er tale om et udtryk, som ikke handler om at score damer, danse natten lang og feste til den lyse morgen. Her er ingen forsøg på at bilde nogen ind, at det her er skabt af smarte producere, der holder til på gaden, hvor man enten lever det såkaldt hårde og autentiske liv, inden man skal ind til den svinedyre laptop igen, forstås, eller snakker fupintellektuelt om boligindretning og den seneste digtsamling, man ikke har læst, men den får gode anmeldelser i Weekendavisen, her er ikke skyggen af svedige beats og syg bas, og det er ikke sprøde toner til den stil-det-vil-sige-selvbevidste hipster. Det her er musik for nørder. Og det kan godt være de ser fjollede ud i deres anorakker, men de var her først og vidste hvad en oscillator er for noget før du lyttede til dubstep og dancehall.


Hvad er det værste ved Tangerine Dream?

Tangerine Dream er en meget alsidig gruppe, der har været vidt omkring. På et tidspunkt flyttede Edgar Froese til USA, og det blev en ny tid for Tangerine Dream, der efter min beskedne smag, aldrig rigtig kom sig kunstnerisk over denne relokalisering til det amerikanske. Lige pludselig handlede det om Moonjam-saxofoner, side om side med guitarlir, alt sammen på en solid bund af synthesizersovs, og selvom der sporadisk har været gode momenter i perioden fra senfirserne og frem, så har gruppen ikke rigtig fanget mig på samme måde som tidligere. Men ret skal altså være ret, og man må give Edgar og hans skiftende Tangerine-konstellationer, at gruppen lyder i hvert fald i dag ikke bare som et forsøg på at genskabe klangen fra storhedstiden i halvfjerdserne. Det kan godt være, at undertegnede ikke har været ligefrem jublende begejstret for gruppens udvikling over de seneste mange år, men respekt herfra, afgjort, for det fortsatte arbejde. Selvom man måske nok, om man er kynisk anlagt, kan finde på at spekulere på om måske dog en enkelt eller to af gruppens efterhånden vanvittigt mange udgivelser skulle være udsendt med økonomisk motivation for øje, så må man vel også ret besinde sig en smule og komme sig i hu, at selvom Tangerine Dream har en trofast fanskare derude, som køber lystigt videre, så er benævnte fanskare næppe så stor som den var engang. Med andre ord, jeg tror faktisk, i det store hele, det stadig er lysten, der driver værket. Og hatten af for det efter mere end fyrre års tro tjeneste.


Har Tangerine Dream overskredet sin eksistensberettigelse i 2013?

Det spørgsmål lægger sig fint i forlængelse af mit forrige svar. Personligt mener jeg nok, at Tangerine Dream på mange måder har sine bedste år bag sig. For længe siden. Men jeg synes gruppen har sin eksistensberettigelse så længe der er en lyst til at bedrive musik til stede hos de folk, der udgør den. Edgar Froese er selvsagt ankermand, og det må være vanskeligt at blive ved med at finde lysten, motivationen og måske også idéerne efter så mange år, men jeg har faktisk fælt på fornemmelsen, at skulle manden lægge projekt Tangerine Dream på hylden, så blev det side om side med blomster på graven. Det her er et livsværk, mine damer og herrer. Og hånden på hjertet, alderdommen er måske sjældent det smukkeste ved tilværelsen, men den hører nu engang med, hvis man bliver gammel nok. Og så synes jeg ikke vi skal glemme, at gruppen kan altså stadig samle mennesker til koncerter rundt omkring. Det i sig selv er en bedrift efter så mange år.


Har du oplevet Tangerine Dream i koncert?

Nej, de har jo ikke just været voldsomt koncertaktive her til lands, for nu at sige det sådan.


Er der fundament for en Tangerine Dream koncert i Danmark?

Det tror jeg faktisk. Sidste år optrådte både Ultravox og Human League i Amager Bio i København. Med lidt god PR, en fornuftig billetpris og en ikke alt for fed hyre til musikerne hvis det hele skal kunne løbe rundt, så tror jeg godt det ville kunne lade sig gøre. En anden mulighed kunne være i forbindelse med en egentlig festival for elektronisk musik, eller som del af en kulturbegivehed af en art.



  • Kommentarer(2)//tangerinedream.pertou.dk/#post1452