JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Perge: Attalus (2013)

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou ons, maj 15, 2013 22:39

Perge lagde i fjor adskillig en Tangerine Dream afficionado horisontalt ned i immakuleret begejstring, da de tog et særdeles vagt dokumenteret kapitel i Tangerine Dreams historie til miskropisk eftergranskning, og udgav pladen Dyad.

Perge sejrede, da de ud fra tonale forskydninger, transponeringer og hvad har vi, skabte ny musik ud af de melodiske tomrum, Tangerine Dream aldrig selv nåede at udforske.

Dyad havde en særegen kvalitet i sit snævre fokus. Den reelle efterfølger, Attalus, er langt mere vidtfavnende, men ikke mindre interessant.

I den to-delte ”Attalus I” får vi TD referencer en masse, bygget op omkring Pergamon, og ultimativt, Encore. Det er rå sequencer møder kreative hjernespind, og fabulerende, episke ørkenvandringer med det ene frodige fata morgana efter det andet.

Rigtigt interessant bliver det for alvor i ”Attalus II,” der i fire dele suger de sidste kræfter ud af Chris Frankes sidste, talte dage i Tangerine Dream, og sætter dem i grundigt perspektiv. Især fordi det ikke bliver et søgt nostalgisk tilbageblik på gamle dage.

Efter en lynhurtig lydsnas, der gengiver noget af ”Network 23,” får vi et pureret resume af den genopblomstring, der har været i soundtrackverden, de seneste år, hvor man har spurgt alle andre end Tangerine Dream til at lave musikken. Bedste resultat var soundtracket til den rædsomme Refn film Drive.

Perge kombinerer på forbilledlig vis denne cinematografiske indgangsvinkel med Polands iskolde, militante prototechno.

Spor fem udmærker sig ved sin brug af diskret elpiano, efter Vangelisks ideal.

Konkluderende, så udvikler den logiske efterfølger til Dyad, sig til et selvstændigt mikrokosmos, for at bruge et meget Edgarsk udtryk. Ultimativt finder Attalus sin egen verden, da de kreative kræfter bag værket har skabt et uregerligt monster langt udenfor hr. Froeses kontrol.