JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Loom, 200 002.

DK - solo albumsOprettet af Jacob Pertou lør, august 03, 2013 22:42

Tidligt sidste år udgav powertrioen Loom albummet Scored, der viste sig at blive årets absolut største albumoplevelse. Dette på baggrund af den koncert i 2011, der i sig selv var en af de mest bemærkelsesværdige denne skribent nogen sinde havde ladet sig bombardere sanseløs til.

Her på tærsklen til sensommeren lader det til at Loom gentager succesen med at indtage førstepladsen for årets bedste udgivelse. Album eller EP, who cares?

Fire numre af særegen episk opbygning udgør sammenlagt 32 minutters i særklasse fremragende musik.

Det indledende pragteksemplar ”Rejuvenation” er velsagtens Looms første reelle stykke kooperative skilderi, hvor tre kreative hjernespind beviser, at de kollektivt tænker større tanker end hvad de individuelt kan præstere.
Nummeret tager turen fra Jerome Froeses tilbagelænede guitartronica med tressertwang, over Robert Waters melankolsk funderede, fintmaskede elektronika til Johannes Schmoellings melodiske synthleads, der er sentimentale, indestængte og tilgivelsessøgende på samme tid. Sådan vekselvirker der frem og tilbage, til man slutteligt ikke kan skelne, hvem der bidrager med hvad.
Enkelte motiver kan isoleret synes poppede, men de står alligevel ikke ud af den soniske mængde som letkøbte eller platte.
”Rejuvenation” er et überfantastisk stykke kompositorisk arbejde, der overskrider kvalitetsidealer indenfor den melodiske elektroniske musik, og burde anerkendes og omtales i mainstreammedier for sin reinkarnerede pionermentalitet. Masserne kan dog heldigvis nyde nummeret ganske gratis i sin helhed, som musikvideo på Youtube.

Et nummer, der ikke var at høre til førnævnte koncert i 2011 i Eindhoven, er Schmoelling-kompositionen ”A Long Time Ago”, men her i Budapest udgaven fra 2012. Oprindeligt udgivet på det herlige, men harmløse soloalbum Instant City. Her præsenteret med klassiske rockidealer, og Johannes og Jerome side om side i klimakset, som to solister i spotlyset til en klassisk defineret progrock koncert ultimo halvfjerdserne, primo firserne. Dette kombineret med fuldfed, dynamisk og krystalklar lyd, der i sig selv er kæbe-til-gulvet.
Tempo og intensitet bygges op, og nedlægges efter forbillede. Al fysisk ophobning efter leadstykkerne er renset, da nummeret klinger ud.

Tredje nummer ”Jet” åbner med et riff, med inspiration fra David Gilmours About Face. Jerome er tydeligvis drivkraften bag dette nummer, og samarbejdet er ikke så indlysende som i de forgående to eksempler. Men godt er det. Der hænger erratiske toner i tyk luft, og energien fra halvfemserne er tilstede over det hele. Guitarmenageriet får en elegant udtoning.

Man kunne synes at temaet fra enkelt-sæson-serien Streethawk er udtrådt, træt og ikke kan bære flere fortolkninger. Så tager man fejl. Denne liveversion fra Budapest 2012 udbygger det latterligt simple tema til en episk mastodont på ni minutter. Fra introen med improviseret guitar og flygel, emanciperes, efter et par staccato-anslag på pianoet, selve temaet i et nyt arrangement. Derefter kommer endnu et semi-improviseret stykke, der muligvis kunne være hentet direkte fra serien, eller opfundet til lejligheden. Schmoelling agerer synthesizerhelt på linje med Emerson og Wakeman – fraregnet den dårlige smag – indtil nummeret igen spiller en høj-energisk finale over temaet. Og helt uden publikumsstøj ender 32 minutter på et uhørt højt plan. Det er op til lytteren at komme med de højlydte jubelsalver og stående ovationer, for sådanne fortjener albummet.