JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

ANBEFALING: Erez Yaary - Moab.

DK - udenfor kategoriOprettet af Jacob Pertou lør, september 07, 2013 10:40


I en periode modtog jeg downloadpromoer fra det tyske, melodiske, elektroniske selskab MellowJet. Det var ikke dem alle jeg tog under behandling. Men et af de albums, der, på det seneste, alligevel har gjort et uudsletteligt indtryk er Moab fra Erez Yaary.

Når jeg vælger at inkludere albummet på nærværende Tangerine Dream-blog, er det grundet en længere coverversion, samt inspirationer og temaer fra det berlinske ensemble, der gentagne popper op hos lytteren.

Hovedbestanddelen af albummet er ”Moab”, findes i to ”parts”. Allerede fra første færd, med den slørede, phasede drone med mellotronstrejf er vi i antikt drømmeland. Et akkordskift senere er vi pludselig tilbage i 1982 på Logosturnéen, hvor der autentisk parafraseres over brudstykket ”One Night In Romania” fra The Keep. Højstemt piano a la Force Majeure fordobler TD-effekten med særlig styrke. Fem minutter inde har ”Moab Part 1” for alvor taget fart. Med et syntetisk celloriff og alskens genkendelig lyde og harmoniseringer lægges der gradvist flere og flere lag på den lagkage, langt de fleste TD-kendere har smag for. Det er dog ikke en skamløs kopi, men en passioneret versionering, der også har karakter af Vangelis' mere orkestrale værker. Enhver kan programmere en sequencer i dag, men at stykke lange suiter sammen efter forbillede, kræver dog alligevel evner ud over det sædvanlige. Det sublime ved ”Moab Part 1” er at der lægges til og der tages fra, for at skabe den dynamiske effekt, et seksten minutter langt nummer skal og bør rumme. I bedste ånd fra vinyltiden, lægges der vægt på at en progression skal finde sted, og at x antal sindsstemninger skal mødes inden nummeret rinder ud.

”Moab Part 2” begynder på en dyster tone, med syntetisk messingsuppe og forlorne strygere. En klang, elektroniske entusiaster nok foretrækker frem for den ægte vare. Et ”triangel” slår pulsen an, og mere original klingende, men klokkelydende elektronik finder dets respektive plads. Den alvorlige, og statiske tone (med rum til store armbevægelser) er mere Klaus Schulze end Tangerine Dream, men det er fedt at Erez Yaary også viser den anden side af medaljen. Det giver albummet, som helhed, en større dynamisk spændvidde. Særligt velvalgt er det fagotklingende soloinstrument, der sikkert og støt leder den Schulzeagtige stemning ind i ”Betrayal”, vi kender som temaet fra Sorcerer. Tre minutter før kollaps får nummeret fast struktur med det programmerede trommespor, og en guidende melodi leder os videre til en særdeles velkonstrueret amalgamation af italo disco og berlinerskole. Jeg drister mig her til at bruge ordet genialt.

Skæring tre ”Desert” er meget alvorlig i sin karakter. Næsten gyserfilmsagtig. En voldsom tone slår regelmæssigt ned. Der mangler blot den susende monostøj vi kender fra VHS-båndenes velmagtsdage, for at det virkelig kan løbe koldt ned af ryggen på én. Hvis vi skal sammenligne med et Tangerine Dream-soundtrack er det nok Strange Behavior eller The Keep. Lidt melodi introduceres i sidste tredjedel, men det opvejer ingenlunde uhyggen.

”Red Logos” er coverversionen. Med et tåget, psykedeliske optrin til sektionen med det samplede - og her tyvstjålne - ”Wake up!” (alternativt transskriberet som ”Wanker!”), skabes her en personlig udlægning af et værk mange elektroniske udøvere har kradset sig i hovedbunden til. Hvordan det er muligt at lave så fantastisk synthesizermusik som TD kunne i 1982, finder man kun ud af, ved at rekreere det selv. Konkluderende bliver der, efter smag og behag, brugt lidt for mange molakkorder, men destotrods er det en fin-fin coverversion. I jpg'en på mit promoeksemplar kun man dog have vist den anstændighed at have krediteret Franke, Froese og Schmoelling, for det er sgu ikke, hvordan man vender og drejer det, ikke Erez Yaary, der har komponeret al musikken på albummet!

Nuvel. Femte skæring ”11 11 11” har en afmålt Dream Mixes-identitet inden den bliver afløst af Exit-agtig melankoli og Vangelisk sødsuppe.

Sidste skæring er højoktan midi-electro og totalt fejlplaceret. Ikke desto mindre er hovedbestanddelen af musikken på Moab virkelig fremragende. Man kan altså sagtens fortolke den lyd Tangerine Dream var garanter for, og lave stor kunst ud af det. Moab er et pragteksempler derpå.



  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post1536