JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

DIETER MOEBIUS, MICHAEL ROTHER & TANGERINE DREAM LIVE I KØBENHAVN / KONCERTDAGBOG.

LIVE I KØBENHAVNOprettet af Jacob Pertou lør, april 12, 2014 11:49


Følgende tekst skal ikke ses som en decideret anmeldelse, men nærmere en personlig koncertdagbog. Teksten blev skrevet i hånden, fredag 4. august, inden jeg fik læst andres anmeldelser og kommentarer, og inden jeg fik lyttet til
Sorcerer 2014. Jeg har stort set ikke redigeret i teksten.


Fanmødet var sat til begynde kl. 14:00, men undertegnede og Peter Ravn, arrangør, var forpligtede andet sted, og kunne ikke deltage før kl. 15:00. En hurtig optælling var i overensstemmelse med det tilmeldte antal, og stemningen i Library Bar, var stille, rolig og dirrende af forventninger til aftenens koncert. Der er helt sikkert blevet etableret nye, spændende relationer på dette fanmøde, givetvis sin første af sin art i Danmark. (Nogle havde dog desværre ikke rigtigt læst op på tingene, og troede der ville komme musikere forbi, selvom det på ingen måde havde været insinueret).


Jeg selv blev kun til 16:45, for der skulle køres mad ind, inden Artist Talk kl. 18:00. Jeg burde være blevet til fanmødet, for Artist Talk'en var mere akavet og kedelig, end den var informativt og underholdende. For det første var valget af konferencier rimelig malplaceret. Dels var hans research uimponerende, men Jan Sneum har mig bekendt aldrig rigtigt brugt sin stærke position i Danmarks Radio til at formidle krautrock – et begreb han syntes at træde vande, ret så akavet, i. Jan Sneum havde ingen grundig indsigt i Edgar, Michael, eller Dieters karriererer, for så havde han gjort sig umage for at at få dem ordentligt i tale. Dieter Moebius virkede mere fokuseret på sin nært forestående koncert, og meldte sig sjældent på bane. Michael Rothers blide og høflige væsen forbød en dårlig stemning, mens Edgar Froese tydeligvis ikke gad at snakke om en så ligegyldig, og oprindeligt, små-rascistisk, genrebetegnelse, der i senere år er blevet hipstersmart.


Edgar (konsekvent kaldet FROSE!) prøvede humoristisk at lukke diskussionen med den konklusion at musikken opstod af tyskernes uduelighed. Han sagde også at han ikke er indbygger af nogen specifik geografisk adresse, hvilket gør emnet uinteressant for ham.


Når ikke Edgar var på, kedede jeg mig. Ras Bolding fra GAFFA, eller en anden, kunne have løftet arrangementet til noget interessant. 15 minutter blev sat af til spørgetid, og jeg husker ikke hvad folk spurgte om, men jeg blev så pinligt berørt ved sidste spørgsmål, at jeg måtte forlade min stol. En fan spildte alles tid med intimiderende skamros og selvpromovering for egne CD'er, han ville give Edgar, og Talk'en blev pludselig afbrudt for flere spørgsmål. Der var så mulighed for at at sige hej til musikerne bagefter. Ærlig talt, var jeg flov på Edgars vegne, for han blev sat i en dum situation, eftersom han ikke beskæftiger sig med musik, der kopierer hans egen.

Næste destination var koncertsalen. Lars Top-Galia og Jacob Neiiendam præsenterede aftenens imponerende tretrinsraket af musikere.

Først Dieter Moebius. Ja, ham fra Cluster og Harmonia. Dieter Moebius har en tilsvarende betydning for elektronisk musik, som Edgar Froese. Hvor Edgar har sublimeret sit lyriske udtryk gennem årene, har Moebius holdt fat i elektronmusikkens grimme ansigt, uden leflen for folks konventionelle opfattelser af musik, som en størrelse, med så og så meget brug af melodi.


Det var en øredøvende omgang smadderelektronik Hr. Moebius kunne præsentere fra sit bord, med et par moduler elektronisk grej.

I de første ti minutter kammede det over med kaos og støj, indtil et industrialagtigt beat gav et mere overskueligt lydbillede, selvom der var længst mulig tænkelig afstand til Cluster og Harmonias sødmefyldte melodier.

Koncerten bestod af to dele, i hver en LP-sides varighed. Store bifald efter begge indslag. Der var først i de allersidste par minutter, noget der kunne minde om harmonier.

En kort, men vigtig optræden var bag os, og dernæst en koncert jeg havde glædet mig sindssygt meget til: Michael Rother.


Nærmeste optræden Danmark, var i Malmö, september 2010, hvor han med et andet hold af musikere, præsenterede numre fra bagkatalogerne.

Ved hans første koncert i Danmark var repertoiret også udskiftet, således at solomateriale i højere målestok, og Dingers ”Negativland”, kom med. Ligesom i Malmö var det næsten en spirituel opvågning da motorik/apache/NEU!-beatet gik i gang. Hans Lampe (NEU! 75 + La Düsseldorf) var fremragende. Ikke alene holdt han rytmen stålsikkert, men det er imponerende hvor mange takter en trommeslager, som ham, skal holde og huske. Hans Lampe så dog ud til at holde humøret tilsvarende højt. Sjovest på scenen havde Michael Rother det nok. Med flanger og distortion i bund, blev de ofte sødladne og forsimplede melodier suppleret med pigtrådsstikkende vitalitet.


”Zyklodrom” [forkert husket, det var ”Karussell”!] fra Flammende Herzen var her et godt eksempel

Harmonias ”Immer Wieder” forblev nærmest instrumental, da den ellers så yndige og søde Annika slet ikke kunne finde vej gennem decibellerne. Det var faktisk lidt ubehageligt at se på, for Annika så slet ikke ud til at trives på scenen. Læberne bevægede sig ikke på de rigtige tidspunkter, og hun kunne tilsyneladende ikke høre sig selv. Ærgerligt, for det er en sjov tekst, der minder om de remser vi lærte i skolen, for at få bugt med den tyske grammatik.


En publikummer fra salen råbte at han ikke kunne høre hende, men hun blev på scenen, selvom det ikke blev til mere end lidt pippen fra hende, i de følgende numre.

Særligt båret af ungdomsaggressioner var Klaus Dingers ”Negativland”, samt en ny udgave af ”Hallogallo” - begge fra NEU!s debutplade (1972).

NEU! 75 var repræsenteret med den sløve, men uimodståeligt smukke … [den hedder ”Seeland”, Jacob!], og ”E-musik” lød slet ikke så ringe, som jeg huskede det.

Michael Rother havde sin visuelle artist med som femte mand på scenen. Motorvejssekvenserne fra Storebæltsbroen var velvalgt til den ensidige rytmik, men alt det andet visuelle blev overflødigt.

Konklusionen må være, at det her var en særdeles vellykket koncert. Min tidsfornemmelse var allerede skredet helt ud, og en halv til en hel time i tillæg, havde absolut ikke gjort noget. Der var stående ovation fra række 10, plads 17.

I min optik er Michael Rother en af verdens bedste guitarister. Også i aften fik han sin guitar til at tale til mit følelsesapparat, for alle de menneskelige følelser som eufori, eftertanke og aggressioner blev poetisk sat i toner og rytmik. Bravo!


Pause. Mine hjemmelavede flyers blev delt rundt, men eftersom de fleste ”kun” var kommet for at se giraffen , og nok var afskrækket af ordet ”fans” på flyeren, kom der til eftermødet kun et skuffende antal fremmødte. Med til historien hører det, at Tangerine Dream først forlod scenen kl. 00:40, og en del skulle med sidste bus eller tog hjem. (Klokken var omtrent 22:30, da Tangerine Dream gik på scenen.)

Sort Sols Mellotron og analoge synthesizere, lånt af ”danske venner” havde fundet vej til scenen mellem laptops, digitale synts, percussion, V-Drums, blæseinstrumenter – og harmonika!


Først skulle William Friedkin introducere koncerten. Med selvsikker amerikansk aura, indtog han scenen og stolt præsenterede værket, om fortalte om sin første koncert med Tangerine Dream, hvor de spillede i en rømmet kirke ved midnat, og kun blev oplyst af blinkene på synthesizerne. Mere lysshow fik vi heldigvis i Tivoli, men der blev fortsat et godt stykke efter midnat.


”Betrayal (Sorcerer Theme)” åbnede koncerten. Arrangementet var nærmest den udgave, der udkom på Cruise To Destiny, men analoge klange havde tydeligvis gjort sit indtog.

Jeg tager ikke parti i den gamle diskussion om analog versus digital, men så længe det har åbnet for mindre grad af forprogrammeret musik, synes jeg det skal hilses velkommen.


Det var tilfældet i Tivoli, og kombineret med det faktum at hitparaden var aflyst, gjorde det til den absolut stærkeste TD-koncert, jeg nogensinde har haft fornøjelsen at overvære. For det første var Edgar og Thorsten de to centrale figurer, og en guitarshredder havde ikke passet ind i konteksten. Det der var særligt udslagsgivende for koncertens succes var at den gjorde op med Sorcerer-albummets fragmentariske struktur og erstattede den med en kontinuitet. Numrene kom ind i en meningsfuld rækkefølge, og ovenpå de minimale sequences, blev der lagt en nådesløs analog og digital gang synthesizerkrigsførsel. Et højdepunkt var ”Impressions of Sorcerer”, der på pladen er en nonchalant Santana-parafrase, men her, fuldstændig gik op i en højere enhed, hvor Edgar spillede sin pinte leadguitar, og Thorsten gav den ondeste synthesizersolo.


Noget af det tidligere, ikke udgivne materiale fungerede, grundet sin ukendte natur, som bindeled mellem det kendte materiale, og kompositionerne fra det gamle partitur, var arrangeret og opdateret til at lyde som Tangerine Dream gør i 2014.

Hoshiko Yamane havde virkelig en stor evne til at emulere synthesizer, der særligt kom til udtryk i den langsomme ”The Call”, som på pladen varer under to minutter, og blot er et cue. Nummeret fik tid til at vokse sig stort, og leve sit eget musikalske liv. Min anke ved Sorcerer-pladen er nemlig den kortfattethed, der har gjort den til et uforløst potentiale.


I ”Rain Forest” gik Tangerine Dream fuldstændig ud af alle tangenter, på en så kakofonisk, udbasunerende måde, ikke set i min tid som koncertgænger. Selv Hoshiko Yamae måtte stå måbende til, forstenet, med sin violinbue, ned langs siden. Grønt lys og røg fra røgmaskiner, matchede kaoset perfekt.


Helt pjattet med Linda Spas harmonika var jeg ikke – den passede ikke ind – men ellers var det uden sammenligning den absolut bedste Tangerine Dream-koncert, jeg har været til, nogensinde. Væk var hitparaden, og den ”konventionelle” koncert med de kendte virkemidler og guitarsoloerne. Men ikke nok med det; et lidt amputeret soundtrack kom endelig til sin fulde ret.


Jeg glemte helt tid og sted. ”Betrayal (Sorcerer Theme)” satte punktum for tour-de-forcen, og der blev bundet sløjfe på soundtracket.

Bedst tænkelige souvenir fra koncerten var den dobbelte CD, med musik fra koncerten, opført live for en lukket skare i Wien, et stykke tid tidligere.


Stor tak til arrangørerne, CPH PIX og artFREQ, og alle der dukkede op til koncert og fanmøderne, før og efter, på denne historiske dag.

Særlig personlig tak vil jeg gerne give til Tommy og Peter (som har taget billederne i dette indlæg), og Elisabeth, Oluf og Birk, som jeg tilbragte nogle uforglemmelige timer sammen med.


Tusind tak til Ståle for blusen med teksten PERTOU is ”Stuntman” in Eindhoven 2008 for: Edgar Froese. Jeg kom dengang ikke til koncerten i Eindhoven, grundet manglende finanser. Men jeg er lige i nabolaget, når jeg tager til næste koncert med Tangerine Dream, nemlig i Nijmegen 24. maj. Vi ses!