DIETER MOEBIUS, MICHAEL ROTHER & TANGERINE DREAM LIVE I KØBENHAVN / KONCERTDAGBOG.
LIVE I KØBENHAVNOprettet af Jacob Pertou lør, april 12, 2014 11:49
Følgende tekst skal ikke ses som en
decideret anmeldelse, men nærmere en personlig koncertdagbog.
Teksten blev skrevet i hånden, fredag 4. august, inden jeg fik læst
andres anmeldelser og kommentarer, og inden jeg fik lyttet til Sorcerer 2014. Jeg har
stort set ikke redigeret i teksten.
Fanmødet var sat til begynde kl.
14:00, men undertegnede og Peter Ravn, arrangør, var forpligtede
andet sted, og kunne ikke deltage før kl. 15:00. En hurtig optælling
var i overensstemmelse med det tilmeldte antal, og stemningen i
Library Bar, var stille, rolig og dirrende af forventninger til
aftenens koncert. Der er helt sikkert blevet etableret nye, spændende
relationer på dette fanmøde, givetvis sin første af sin art i
Danmark. (Nogle havde dog desværre ikke rigtigt læst op på
tingene, og troede der ville komme musikere forbi, selvom det på
ingen måde havde været insinueret).
Jeg selv blev kun til 16:45, for der
skulle køres mad ind, inden Artist Talk kl. 18:00. Jeg burde være blevet til fanmødet,
for Artist Talk'en var mere akavet og kedelig, end den var
informativt og underholdende. For det første var valget af
konferencier rimelig malplaceret. Dels var hans research
uimponerende, men Jan Sneum har mig bekendt aldrig rigtigt brugt sin
stærke position i Danmarks Radio til at formidle krautrock – et
begreb han syntes at træde vande, ret så akavet, i. Jan Sneum havde
ingen grundig indsigt i Edgar, Michael, eller Dieters karriererer, for
så havde han gjort sig umage for at at få dem ordentligt i tale.
Dieter Moebius virkede mere fokuseret på sin nært forestående
koncert, og meldte sig sjældent på bane. Michael Rothers blide og
høflige væsen forbød en dårlig stemning, mens Edgar Froese
tydeligvis ikke gad at snakke om en så ligegyldig, og oprindeligt,
små-rascistisk, genrebetegnelse, der i senere år er blevet
hipstersmart.
Edgar (konsekvent kaldet FROSE!)
prøvede humoristisk at lukke diskussionen med den konklusion at
musikken opstod af tyskernes uduelighed. Han sagde også at han ikke
er indbygger af nogen specifik geografisk adresse, hvilket gør emnet
uinteressant for ham.
Når ikke Edgar var på, kedede jeg mig.
Ras Bolding fra GAFFA, eller en anden, kunne have løftet
arrangementet til noget interessant. 15 minutter blev sat af til
spørgetid, og jeg husker ikke hvad folk spurgte om, men jeg blev så
pinligt berørt ved sidste spørgsmål, at jeg måtte forlade min
stol. En fan spildte alles tid med intimiderende skamros og
selvpromovering for egne CD'er, han ville give Edgar, og Talk'en blev
pludselig afbrudt for flere spørgsmål. Der var så mulighed for at
at sige hej til musikerne bagefter. Ærlig talt, var jeg flov på
Edgars vegne, for han blev sat i en dum situation, eftersom han ikke
beskæftiger sig med musik, der kopierer hans egen.
Næste destination var koncertsalen. Lars Top-Galia og Jacob Neiiendam præsenterede aftenens imponerende tretrinsraket af musikere.
Først Dieter Moebius. Ja, ham fra
Cluster og Harmonia. Dieter Moebius har en tilsvarende betydning for
elektronisk musik, som Edgar Froese. Hvor Edgar har sublimeret sit
lyriske udtryk gennem årene, har Moebius holdt fat i
elektronmusikkens grimme ansigt, uden leflen for folks konventionelle
opfattelser af musik, som en størrelse, med så og så meget brug af
melodi.
Det var en øredøvende omgang
smadderelektronik Hr. Moebius kunne præsentere fra sit bord, med et
par moduler elektronisk grej.
I de første ti minutter kammede det over med kaos og støj, indtil et industrialagtigt beat gav et mere overskueligt lydbillede, selvom der var længst mulig tænkelig afstand til Cluster og Harmonias sødmefyldte melodier.
Koncerten bestod af to dele, i hver en LP-sides varighed. Store bifald efter begge indslag. Der var først i de allersidste par minutter, noget der kunne minde om harmonier.
En kort, men vigtig optræden var bag
os, og dernæst en koncert jeg havde glædet mig sindssygt meget til:
Michael Rother.
Nærmeste optræden Danmark, var i
Malmö, september 2010, hvor han med et andet hold af musikere,
præsenterede numre fra bagkatalogerne.
Ved hans første koncert i Danmark var
repertoiret også udskiftet, således at solomateriale i højere
målestok, og Dingers ”Negativland”, kom med. Ligesom i Malmö
var det næsten en spirituel opvågning da motorik/apache/NEU!-beatet
gik i gang. Hans Lampe (NEU! 75 + La Düsseldorf) var fremragende. Ikke alene holdt han rytmen
stålsikkert, men det er imponerende hvor mange takter en
trommeslager, som ham, skal holde og huske. Hans Lampe så dog ud til
at holde humøret tilsvarende højt. Sjovest på scenen havde Michael
Rother det nok. Med flanger og distortion i bund, blev de ofte
sødladne og forsimplede melodier suppleret med pigtrådsstikkende
vitalitet.
”Zyklodrom”
[forkert husket, det var ”Karussell”!] fra Flammende
Herzen var her et godt eksempel
Harmonias ”Immer
Wieder” forblev nærmest instrumental, da den ellers så yndige og
søde Annika slet ikke kunne finde vej gennem decibellerne. Det var
faktisk lidt ubehageligt at se på, for Annika så slet ikke ud til
at trives på scenen. Læberne bevægede sig ikke på de rigtige
tidspunkter, og hun kunne tilsyneladende ikke høre sig selv.
Ærgerligt, for det er en sjov tekst, der minder om de remser vi lærte
i skolen, for at få bugt med den tyske grammatik.
En publikummer fra
salen råbte at han ikke kunne høre hende, men hun blev på scenen,
selvom det ikke blev til mere end lidt pippen fra hende, i de
følgende numre.
Særligt båret af ungdomsaggressioner var Klaus Dingers ”Negativland”, samt en ny udgave af ”Hallogallo” - begge fra NEU!s debutplade (1972).
NEU! 75 var repræsenteret med den sløve, men uimodståeligt smukke … [den hedder ”Seeland”, Jacob!], og ”E-musik” lød slet ikke så ringe, som jeg huskede det.
Michael Rother havde sin visuelle artist med som femte mand på scenen. Motorvejssekvenserne fra Storebæltsbroen var velvalgt til den ensidige rytmik, men alt det andet visuelle blev overflødigt.
Konklusionen må være, at det her var en særdeles vellykket koncert. Min tidsfornemmelse var allerede skredet helt ud, og en halv til en hel time i tillæg, havde absolut ikke gjort noget. Der var stående ovation fra række 10, plads 17.
I min optik er
Michael Rother en af verdens bedste guitarister. Også i aften fik
han sin guitar til at tale til mit følelsesapparat, for alle de
menneskelige følelser som eufori, eftertanke og aggressioner blev
poetisk sat i toner og rytmik. Bravo!
Pause. Mine
hjemmelavede flyers blev delt rundt, men eftersom de fleste ”kun”
var kommet for at se giraffen , og nok var afskrækket af ordet
”fans” på flyeren, kom der til eftermødet kun et skuffende
antal fremmødte. Med til historien hører det, at Tangerine Dream
først forlod scenen kl. 00:40, og en del skulle med sidste bus eller
tog hjem. (Klokken var omtrent 22:30, da Tangerine Dream gik på
scenen.)
Sort Sols Mellotron
og analoge synthesizere, lånt af ”danske venner” havde fundet
vej til scenen mellem laptops, digitale synts, percussion, V-Drums,
blæseinstrumenter – og harmonika!
Først skulle
William Friedkin introducere koncerten. Med selvsikker amerikansk
aura, indtog han scenen og stolt præsenterede værket, om fortalte
om sin første koncert med Tangerine Dream, hvor de spillede i en rømmet kirke ved
midnat, og kun blev oplyst af blinkene på synthesizerne. Mere
lysshow fik vi heldigvis i Tivoli, men der blev fortsat et godt
stykke efter midnat.
”Betrayal
(Sorcerer Theme)” åbnede koncerten. Arrangementet var nærmest
den udgave, der udkom på Cruise To Destiny,
men analoge klange havde tydeligvis gjort sit indtog.
Jeg tager ikke
parti i den gamle diskussion om analog versus digital, men så
længe det har åbnet for mindre grad af forprogrammeret musik, synes
jeg det skal hilses velkommen.
Det
var tilfældet i Tivoli, og kombineret med det faktum at hitparaden
var aflyst, gjorde det til den absolut stærkeste TD-koncert, jeg
nogensinde har haft fornøjelsen at overvære. For det første var
Edgar og Thorsten de to centrale figurer, og en guitarshredder havde
ikke passet ind i konteksten. Det der var særligt udslagsgivende for
koncertens succes var at den gjorde op med Sorcerer-albummets
fragmentariske struktur og erstattede den med en kontinuitet. Numrene
kom ind i en meningsfuld rækkefølge, og ovenpå de minimale
sequences, blev der lagt en nådesløs analog og digital gang
synthesizerkrigsførsel. Et højdepunkt var ”Impressions of
Sorcerer”, der på pladen er en nonchalant Santana-parafrase, men
her, fuldstændig gik op i en højere enhed, hvor Edgar spillede sin
pinte leadguitar, og Thorsten gav den ondeste synthesizersolo.
Noget af det
tidligere, ikke udgivne materiale fungerede, grundet sin ukendte
natur, som bindeled mellem det kendte materiale, og kompositionerne
fra det gamle partitur, var arrangeret og opdateret til at lyde som
Tangerine Dream gør i 2014.
Hoshiko Yamane
havde virkelig en stor evne til at emulere synthesizer, der særligt
kom til udtryk i den langsomme ”The Call”, som på pladen varer
under to minutter, og blot er et cue. Nummeret fik tid til at vokse
sig stort, og leve sit eget musikalske liv.
Min
anke ved Sorcerer-pladen
er nemlig den kortfattethed, der har gjort den til et uforløst potentiale. 
I ”Rain Forest” gik Tangerine Dream fuldstændig ud af alle
tangenter, på en så kakofonisk, udbasunerende måde, ikke set i min
tid som koncertgænger. Selv Hoshiko Yamae måtte stå måbende til,
forstenet, med sin violinbue, ned langs siden. Grønt lys og røg fra
røgmaskiner, matchede kaoset perfekt.
Helt
pjattet med Linda Spas harmonika var jeg ikke – den passede ikke
ind – men ellers var det uden
sammenligning den absolut bedste Tangerine Dream-koncert, jeg har været til, nogensinde.
Væk var hitparaden, og den ”konventionelle” koncert med de
kendte virkemidler og guitarsoloerne. Men ikke nok med det; et
lidt amputeret soundtrack kom endelig til sin fulde ret.
Jeg glemte helt tid og sted. ”Betrayal
(Sorcerer Theme)” satte punktum for tour-de-forcen, og der blev bundet sløjfe på soundtracket.
Bedst tænkelige souvenir fra koncerten var den dobbelte CD, med
musik fra koncerten, opført live for en lukket skare i Wien, et
stykke tid tidligere.
Stor tak til arrangørerne, CPH PIX og artFREQ, og alle der dukkede
op til koncert og fanmøderne, før og efter, på denne historiske
dag.
Særlig personlig tak vil jeg gerne give til Tommy og Peter (som har
taget billederne i dette indlæg), og Elisabeth, Oluf og Birk, som
jeg tilbragte nogle uforglemmelige timer sammen med.
Tusind tak til Ståle for blusen med teksten PERTOU is ”Stuntman” in
Eindhoven 2008 for: Edgar Froese. Jeg kom dengang ikke til koncerten
i Eindhoven, grundet manglende finanser. Men jeg er lige i nabolaget,
når jeg tager til næste koncert med Tangerine Dream, nemlig i Nijmegen
24. maj. Vi ses!
- Kommentarer(9)//tangerinedream.pertou.dk/#post1580
