JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

NIJMEGEN KONCERTDAGBOG.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou tir, maj 27, 2014 00:39


I kølvandet den umåde succesfulde Sorcerer-koncert i Tivoli, og et sikkert, men ret uinteressant repertoire på progrock-krydstogtet Cruise To The Edge, var det med blandede forventninger til Phaedra Farewell-turneen at jeg drog til Nijmegen. Sorcerer-koncerten viste præcist hvordan en TD-koncert skal skæres i 2014, i kontrast til best-of-koncerterne, der kørt på det sikre, men desværre også, alt for forudsigelige format lidt for længe.

En afvigelse fra dette format var dog uundgåelig. En central guitarvirtuos ville ikke være til stede. Derfor ville alene fraværet af guitarlir markere en forskel. Mere om det senere.




Jeg ankommer til Concertgebouw, tyve minutter før dørene åbner. Inden da har jeg registreret at Nijmegen er en skøn by, pulserende med liv og mennesker, der nyder livet i sommervarmen. Ikke mange er mødt op endnu, men jeg kendte og nye mennesker. Errol, der bor i Amsterdam, har i været i London aftenen forinden. Som er han kommet direkte til Nijmegen, tager han tourprogrammet og EP'en Josephine the Mouse Singer ud af tasken. EP'en får jeg lejlighed til at købe, men Eastgate løb tør for programmer i London, og fik derfor ikke nogle med til Nijmegen. Derfor kunne jeg skrive mig på en mailingliste, så jeg var garanteret et eksemplar. Til de kommende koncerter, skulle der dog være mulighed for at købe et program. Det er et flot og lækkert program på fotopapir, og smukke billeder. Blandt andet et med Edgar, Linda, Thorsten og Jean-Michel Jarre. En fælles megakoncert skulle være i støbeskeen. Jeg køber også et album med Iris Camaa, men venter med at købe merchandise i Berlin, når jeg er bedre bemidlet.


Klokken nærmer sig otte. Jeg har fundet min plads. Række seks, plads fem, hvilket er meget til højre for scenen. Det viser sig at give nogle lydmæssige begrænsninger.

Fem minutter i otte høres lyden af brusende bølger, som også visualiseres og projekteres på bagvæggen, der ligner ukogte nudler i overdimensioneret størrelse.


De nu tre to herrer, og tre damer har ubemærket indfundet sig på sine pladser. Med de tre voldsomme og disonante anslag fra ”Odd Welcome” på Franz Kafka – The Castle, er vi i gang. Lige på og hårdt. En tourpremiere, og meget velkommen. Et klart højdepunkt, på en af de mere chancesøgende plader i nyere tid.


Energiniveauet opretholdes i ”Burning The Bad Seal”, men modsat standardproceduren bliver der ikke lavet bro mellem numrene til koncerten. Numrene bliver ofte afsluttet med tre-fire anslag på keyboard. Og her valget faldet et preset, hvor lyden er høj og sylespids. Men det virker, og forandring fryder som bekendt. En fordel ved dette, er også man ikke lige gætter det fortkommende nummer. Det kan man så argumentere for at jeg spolerer fuldstændigt, ved at gengive setlisten. (Jeg sidder klar med blokken hele aftenen igennem, for at hjælpe mig til genopfriske koncertens forløb).

Tilbage ”Burning The Bad Seal”. En af favoritterne fra GTA5 – The Cinematographic Score. Helt igennem firserretrolækker. Akkordprogressionen er fantastisk, og med fyldig perkussion er det svært at holde nakken i ro.


Mere fyldig trommespil finder vi ”The Midnight Trail” fra Optical Race. Det lyder ikke som om Iris spiller henover et programmeret beat, men helt og holdent står for det selv. Det er fornøjeligt og underholdende. ”The Midnight Trail” har heller ikke været spillet live de sidste otte år, så det var på tide at tage det med igen.

Nu kommer ”Sorcerer Theme”. Uden mellotron at forståes, men alligevel det samme arrangement som i København. Jeg klager ikke. Balkonen er helt ubemandet, med undtagelse af Edgar Froeses kone, Biance Acquaye Froese, der tager billeder, og nyder musikken på lige fod med publikum.

”Twilight in Abidjan” er en sød lille keyboardkomposition, der sjovt nok har fået lov at komme med. Det er ikke et særligt oplagt valg, men man bliver alligevel glad i dets selskab.

Glad på en lidt anden måde bliver jeg, da ”Hermaphrodite” træder i karakter. Finnegans Wake-albummet lukker med denne guitardrevne, lyriske komposition. Edgar forlader sin maskinpark finder guitaren. Han tager hatten af, sætter den oven på guitarens ”hoved”, tager stroppen over hovedet, og tager igen hatten på. Edgar sidder med siden til publikum, og spiller denne fantastiske solo, man ikke andet kan end at falde i svime over.


”Sleeping Watches Snoring in Silence” er af samme episke, og majestætisk kaliber. Næsten ondt, i hvert faldt meget mørkt. En personlig favorit, siden det blev udgivet på EP'en af samme navn og udgivet til London-koncerten i 2007, men først spillet live på afskedsturnéen. Langt om længe!

”Song of the Whale, Part One: From Dawn” er helt uden guitar! Thorsten spiller lead på synthesizer. Savner man Bernhard? Tja, måske hans glade væsen, men guitaren? Egentlig ikke. Det er faktisk rart med elektronikken mere i front til en afveksling. Det er tilstrækkeligt med det Edgar bidrager med.

”Horizon (Warsaw Gate Mix)” er et uddrag, og får aldrig lov at folde sig rigtigt ud, da det fede sequencerinferno er klippet væk (Chris Frankes ophav, måske?). Heldigvis er ”Sphinx Lightning” næsten at finde i sin helhed, med guitarsolo og det hele. Og så er det blevet tid til en halv times pause.


Første set er over al tænkelig forventning. Rigtig mange nye numre, og god energi. Forfriskende at ikke alle numre har guitarsoli eller rytmeklimpren. Lyden fra mit sæde er dog til tider meget rodet. Bassen kan ikke rigtig komme ud gennem højtalerne, på den tilsigtede måde, og detaljerne synes at flyde mellem hinanden. Jeg vælger at se bort fra det, og glæde mig over repertoiret. Når et band som Tangerine Dream gør så stor brug af forprogrammeret materiale, jamen så kommer numrene tit til at gentage sig fra koncert til koncert. Derfor er det død og pine vigtigt at repertoiret bliver udskiftet mere end jævnligt. Det gjorde detogså på Electric Mandarine-tournéen i 2012 i første set, mens andet set var for meget af det samme fra tidligere. Heldigvis byder andet set i 2014 på endnu flere nye numre. Og TAK for ikke at spille ”Sally's Garden”, ”Lady Monk” eller ”Loved by the Sun”!


En halv times pause, og Tangerine Dream spiller titelsporet fra den nye EP. Iris danser ekspressiv dans i et sort fjerkostume med hvid, mimikløs maske. Hoshiko bærer samme slags maske, da hun styger buen hen over de kropsløse, elektriske cello. Hvad der egentlig lyder som Iris' stemme, er i virkeligheden samplet. Musikken er ret sentimental. I London blev den dedikeret den højtrespekterede Tangerine Dream-fan Tim Pullen, der døde alt for tidligt for sidste år. Det skulle have været et meget smukt øjenblik til koncerten.


Vi springer let og elegant henover beskrivelserne til ”Logos” og ”Alchemy of the Heart”, der kun udmærker sig ved fraværet af guitar. Dernæst ”Grind” med suffikset ”2014”. Et sublimt rockende stykke soundtrack.

”Warsaw in the Sun” og – tre numre fremme i programmet – ”Das Mädchen auf der Treppe”; to syvtommersingler og små hits, med sine melodirigdomme, men desværre lidt for trivielle setlistegengangere.


Linda Spa har forladt scenen under ”Warsaw in the Sun”. Hun har påført sig et chikt kjolekustome, der glæder mandfolkene blandt publikum (99%), og hun træder helt ud på scenekanten, i mens hun spiller Jeromes halvfemserbasker, ”Oriental Haze”. Herligt!


”Three Bikes in the Sky” er ikke spillet live siden 1990, så det debuterer næsten på ny igen. Glimrende valg. Der er utrolig meget dynamik i dette nummer, og Edgars guitarsolo giver det en dramatisk udvikling, typisk for en svunden tid.

Marmontel Riding on a Clef” og ”Trauma” har vi hørt en del gange før (med hidsig leadguitar), men som afslutning på andet set, fungerer det som det skal. To komplekst konstruerede og fokuserede forløb, der næsten tager pusten fra mig. Koncerten kunne såmænd godt stoppe her.


Men Edgar og hans kvartet er gavmilde. ”Phaedra”, der har givet afskedsturnéen navn, er første ekstranummer. I arrangementet fra 2005, overdubbet med supplerende sequencerfigurer i 2014. Det er lidt kaotisk og rodet fremført, og vinder kun på underholdningens værdi.

Fra den nye EP, et stykke med klassisk: ”Arcangelo Corelli's La Folia”. Lidt i stil med Vivaldi, og Edgars inspiration til at skrive det sidelange mesterværk ”Force Majeure” fra 1979. Det er dog ikke sindssygt enslydende. Min sidemand bliver dog hurtigt træt af indslaget. Han sidder med ansigtet i hænderne og beklager sig uden at lægge skjul på det. ”Endlich!” mishagsytrer han sig efter musikken gør holdt. Han har ellers været pænt begejstret undervejs, og leget dirigent til musikken. Han har genfundet glæden i det uigenkaldeligt sidste stykke musik, den perfekte finale, ”The Silver Boots of Bartlett Green”.


Stor og velfortjent applaus. Edgar takker os kort for at være kommet. Jeg har været umåde godt underholdt. Jeg lever stadig højt og flot på oplevelsen, og jeg tager den gerne med igen i Berlin (udsolgt!) og Offenbach, for at jeg kan leve videre på den et stykke tid endnu.


Jeg tager det annoncerede ”meet and greet” med. Mens vi står og snakker (jeg takker for de pæne ord om mit interview med Edgar), kommer Bianca og Edgar bærende på højt cafébord. Da de får det stillet ned igen, HAMRER Edgar højlydt sin håndflade ned i bordet, som et signal til at komme at få signeret cd-hæfter, billetter og hvad har vi. Det udløser en række grin, og Edgars gode humør smitter af. Jeg mangler ikke autografer, men ærgrer mig over ikke at få snakket mere med bandet, men den den ni timer lange tur har tæret på kræfterne. Jeg må tage revanche i Berlin og Offenbach!