JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

ELECTRONIC CIRCUS Vol. 7.

DK - liveOprettet af Jacob Pertou man, oktober 06, 2014 20:46

For syvende år i træk afholdes den tyske festival Electronic Circus i Gütersloh. Hovedattraktionen denne gang er Jerome Froese, med hjælp fra kollegerne i Loom, Rob Waters og Johannes Schmoelling.

Endvidere på programmet er duoen Alerick Project, jeg desværre må gå glip af, da de spiller så tidligt på dagen, at en ekstra overnatning i deres favør, havde været at stramme den, rent finansielt. Jeg kan dog læse mig frem til at det skulle have været en god oplevelse.

Rent tidsmæssigt er det et held at jeg kan få hele Bernd Kistenmachers koncert med. Siden jeg anmeldte hans mesterværk Antimatter for Geiger i 2012, har jeg ønsket at opleve hans musik live. Ligesom dette album stolt bærer arven og fanen videre fra X af Klaus Schulze, har koncerten samme kvaliteter.


Her er det dog det kommende album Paradise, der luftes for publikum. Men inden den arketypiske ambientatmosfære opbygges, griber Bernd en mikrofon, og opfordrer det 300-mand stærke publikum til ”massehysteri”, hvilket han dokumenterer med sin smartphone.

Første indslag varer tre kvarters tid. Som visual har han medbragt et kalejdoskopisk luftfoto af en regnskov. Klaus Schulze-kendere vil være fortrolige med brugen af sequencer, samt de transponerede akkordskift af samme, og de frit fabulerende soli. Retfærdigvis skal det siges at Bernd Kistenmacher håndterer dem mere opfindsomt og mindre forudsigeligt.

Med sig har han fire keyboards, og i næste komposition bliver der spillet solo på minimoogen. Uden derefter at forlade scenen, spørger han tilfreds og selvsikkert om vi vil have et ”Zugabe”, hvilket der må siges at være stemning for.


Konkluderende må det siges at være en en god koncert, et betragteligt stykke over middel. Når det kommer til Berliner Schule live er jeg ret altædende, da det er yderst sjældent at jeg kan deltage i sådanne begivenheder. Når det så udføres af så dygtig en performer kan det kun betragtes som en sejr.

Fra mit sæde på første række, lige foran (og under) keyboardsetuppet og højre højttalertårn er lyden, i forhold til udsynet, lidt flad og unuanceret. Til Vile Electrodes' koncert, bestræber jeg mig på at finde en mere centralt positioneret plads.

Men først en times pause. I tilstødende lokaler har postordrefirmaer som Groove, Spheric Music og Cue et overflødighedshorn af EM til salg. Der mangler ikke noget, og har man medbragt en formue i Euro, vil man kunne købe noget nær komplette bagkataloger med Tangerine Dream, Klaus Schulze og Edgar Froese, blot for at nævne et par stykker.

Velrenommerede musikere som Ron Boots, Stephen Parsick, Mario Schönwalder, Matzumi, Stephan Erbe, Moonbooter – foruden de optrædende – har også fundet vej, og har musik til salg.


Kort sagt, er udvalget næsten uoverskueligt, og jeg bruger hele pausen på blot at ose, og beslutte mig for hvad jeg vil tage med hjem. Det ender med at blive de seneste udgivelser med de optrædende parter (minus Alerick Project), samt Kamikaze 1989, for at fuldende min Edgar Froese samling på CD. Og som bonus: Steel and Steam af og med ['ramp], da den er gæstet af Mark Shreeve.


Nu hedder arrangementet Electronic Circus, og det har arrangørerne sørme taget for gode varer, da de er klædt ud som klovne, sprechstallmeistere og andet vildt uhøjtideligt. Absolut ingen mening giver det, men det fremkalder et smil fra Vile Electrodes' Anais Neon, da klovnen blæser sæbebobler i hendes retning, idet hun går på scenen. Sceneoutfittet er stramt, skinnende latex i grønne og orange farver. Hun er derfor garant for en sexappeal, de andre mandlige optrædende slet ikke besidder. Kameramanden, der skal sørge at filme koncerten som visuelt backdrop, excellerer også med diskret at zoome ind på hendes røv et par gange!


Vile Electrodes er et synthpop/wave-band, med en rollefordeling a la Yazoo, hvor Martin Swan står for det meste af elektronikken, og syndrums, som han jævnligt hamrer på med ufortrøden styrke. Der er en sund spilleglæde og ”are you ready?” spørger Anais Neon regelmæssigt sin scenepartner. Med charmerende ivrighed kan hun ikke vente med at præsentere numrene for publikum. Hendes vokal sidder lige hvor den skal. Er man til synthpop med hang til firserretro, er Vile Electrodes en glimrende mulighed. Opmærksomhed fortjener de i hvert fald, og et friskt, varieret pust er de denne aften.

Pause. Der skal køres mad ind, og det bliver lidt stramt rent tidsmæssigt. Alligevel viser der sig en forsinkelse. Jeg venter næsten tre kvarter, stående, inden jeg bliver lukket ind til den koncert jeg har rejst de mange kilometer for. Der er problemer med det visuelle akkompagnement eller projekteren. Det er kedeligt og trælst at vente, mens det står på. Af hensyn til de rejsende der skulle hjem med tog, burde de have skrottet videosiden. Så vigtigt er det visuelle sjældent alligevel.

Den fjollet udklædte konferencier præsenterer stolt aftenens hovednavn Jerome Froese, og hans sparringspartner Rob Waters. Først en time efter går Johannes Schmoelling på.


”#! (SHEBANG)”, fra den nye EP, er åbningsnummer. Stilmæssigt afviger det ikke fra den guitartronica Jerome har præsteret siden 2005, men det har et godt drive som åbningsnummer.

Foruden lidt spartansk arbejde på et Roland-keyboard er det Jeromes primære opgave at spille (lead)guitar. Lidt underligt er det at se ham stå i venteposition med guitaren, i flere minutter, mens musikken spiller fra et forprogrammeret medie. Det gælder både for rytmeguitar, synthesizer og andet. Rob Waters' opgaver er som systemafvikler, med en lille afstikker til lidt keyboardarbejde, selvom det egentlig er svært at gennemskue hvad han reelt laver. Jeg havde gerne set Johannes Schmoelling til stede under hele koncerten, og at melodistykker var arrangeret til ham, og ikke bare løftet fra CD'erne.


Jeromes solomateriale udgør den første time udelukkende repertoiret, og det er de hårdt rockende guitarsoli i ”My Reality At 52 Degrees Of Latitude” og (hvis jeg husker korrekt) ”Playing For Penalties”, der er det fedeste i den sektion af koncerten. Jeg kan virkelig godt Jeromes stil på guitaren. Der er masser af firsertapping, og han kunne sagtes bestride et erhverv som guitarist i et mere konventionelt rockband.


Johannes Schmoelling betræder scenen, da ”La Marche” fra Tangerine Dreams Jeanne d'Arc er i gang. På reaktionen fra publikum er han aftenens trækplaster, og efter min mening er det her koncerten når samme niveau som Looms koncert fra 2011. ”Rejuvenation”, der var 2013s bedste komposition, indenfor melodisk elektronisk musik, er en vekselvirkning mellem Jerome og Johannes' legende soli. Præcis som det er i Schmoelling-kompositionenerne ”A Long Time Ago”, ”Time and Tide” og den altid muntre ”Choronzon”.


Koncerten tager med andre ord et kvalitets- og underholdningsmæssigt løft med Johannes Schmoellings entré. Han er i højt humør, og langt mere afslappet end til Looms debutkoncert. Et par fejl sniger sig ind, men det er egentligt forfriskende i kontrast til den store andel af backingtrack.


Jeg går fra Electronic Circus med fornyet energi og særdeles godt humør. Hvilken begivenhed, der kommer til at lægge til grund for min næste koncertanmeldelse vil tiden vise. Der skal lyde en stor, ærbødig tak til folkene bag arrangementet. Og som altid, en fornøjelse at hilse på nye og gamle bekendtskaber.

Foto: Conrad Gibbons