JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangerine Leaves Volume 32 - Québec Hilton Convention Center, Canada 11th April 1977. 10/10

DK - trees og leavesOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 18:12

I de gode gamle dage plejede det at forholde sig sådan, at når først Tangerine Dream nåede et godt stykke ind i turnéerne havde Baumanns, Froeses og Frankes hjerner indstillet sig på samme frekvens, og musikken fremstod mere gnidningsfri. Det betød at det de syntes var de bedste fragmenter blev gengangere, selvom musikken stadig var improviseret.
I 1977 havde Tangerine Dream fået så meget kontrol over deres maskineri, at de fremstod ekstremt proffessionelle og overlegne, samtidig med at de red på en succesbølge i USA.
Især Peter Baumann fik smag for det søde liv i USA, og drog dertil efter han blev fyret fra TD. Hans musikalske visioner var kommercielt funderede, og i 1981 blev LP'en Repeat Repeat indspillet i New York, kraftigt inspireret af legenden Gary Numan.
Peter var efterhånden blevet grundigt træt af gruppens introverte image og manglende interesse i at kommunikere med publikum.
Til og med 1976 sad de tre herrer med ryggen til de fremmødte, og den eneste belysning var små blå lys, så bandet kunne finde de rette knapper at dreje på.
Ellers var det bælgravende mørkt. Et skridt i den rigtige retning, var da bandet allierede sig med Laserium i 1977 på deres Nordamerika tourné, for så var der i det mindste et spektakulært lasershow at kigge på!
Edgar var meget glad for Peter, men han syntes at der havde været for mange kontroverser dem imellem, og deres ambitioner var langt fra proportionelle. Peter var rock'n'rolleren, mens Edgar var visionæren, og der var tvister om hvordan indtægterne skulle formøbles.
Quebec '77 er TDs Abbey Road! Vi hører et band på opløsningens rand, der giver alt hvad der er tilbage. Deres synergiske, sidste kreative, kræfter blev formidlet igennem mange af koncerterne, hvor især denne gør et stort indtryk:
I Part III bliver Edgars hårde selvkritik af sit eget guitarspil massivt gjort til skamme. Jeg kan ikke mindes at have hørt mere udholdende, skramlet vidunderlig larm! Det er tre egoers organiseret musik kampe, hvor vinderen alligevel er, lusen mellem de to negle, Chris Franke, der endnu en gang overgår sig selv på sequencerne!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post163