JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangerine Leaves Volume 30 - Düsseldorf Philipshalle, Germany 25th February 1978. 9/10

DK - trees og leavesOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 18:13

Tangerine Dream drog i 1978 på landevejene i Europa, for at promovere det anmelderudskældte album, Cyclone.
Det afholdt imidlertid ikke fans fra at dukke op til koncerterne, på denne tour.
Men publikum fik lyden af et splittet band, og alt hvad de havde formået at bygge op, siden 1974-1975, blev langsomt nedbrudt i 1978.
Om Tangerine Dream havde opnået et renommé som et kompromisløst band, blev det i den grad bekræftet, da de kom forbi Düsseldorf Philipshalle i 1978.
Steve Joliffe lyder som en flygtet patient fra en koldbøttefabrik, da han frådende og skrigende, byder publikum alt andet end velkommen.
Betragt det som en reel advarsel, for musikken er meget farlig. De interne spændinger, der var i bandet - især mellem Joliffe og Froese - kom ofte til udtryk i form af en regression, helt tilbage til The Pink Years - dengang hvor rigtige trommer og tværfløjter dominerede billedet - og kaos herskede!
Det i 1978 allerede antikverede møbel man kunne spille musik på, Mellotronen, synes også meget fremtrædende her.
Paradoksalt var destruktionen af musikken, ofte en kunstnerisk og interessant succes.
Alt efter hvorvidt de nogenlunde var i stand til at lægge låg på deres følelser, kunne man faktisk godt beskylde dem for at spille sammen.
Part One er, med undtagelse af "velkomsten", mestendels ganske rolig på sin egne dystre og ulmende facon.
En musikalsk dagsorden er ikke forberedt, men der er tydeligvis et hierarkist tyranni, da Joliffes tværfløjte og trommerne fra Krieger, kun minimalt får sneget sig ind i de første 34 minutter. Der er Franke og Froeses synth/mellotron-interaktioner, som udgør det essentielle i Part One.
Ved sequencerens indtog i det 34. minut, beslutter TD sig endelig for at lægge den langsommelige, dystre musik bag sig, og leverer deres ultrahurtige fortolkning af rock'n'roll.
Baseret på sequences fra Madrigal Meridian (side to på Cyclone) med lynhurtige synthesizersoli, er der løsnet op på Froese og Frankes diktatur, og Krieger kan endelig tillade sig at overfalde sit trommesæt, anderledes vildere end de lidt tamme trommepræstationer, som hørt på Cyclone og Force Majeure.
Det hele bringes til ophør efter 49 minutter, ved en kaotisk, dissonant og påfaldende kort finale.
Set ud fra et kompositorisk og Hi-Fi-mæssigt perspektiv, er Düsseldorf '78 den bedste start, hvis man vil give sig i kast med de kontroversielle koncerter
For det første er lyden klarere end gennemsnittet ('78 var ikke et godt år for publikumsoptagelser).
For det andet andet er improvisationerne overkommelige, da de ikke trækker udnødigt i langdrag, og faktisk byder på ganske imponerende soli.
Dette præger helt klart Part Two. Andet indslag til koncerterne fra 1978 åbnede altid med en pianoimprovisation af Edgar Froese, med et tilbagevendende tema.
Efterfølgende var det, som i afslutningen af Part I, de vanvittige Madrigal Meridian-sequences, uendelige synthsoli, korporlig trommeafstraffelse og støjende magtdemonstrationer fra en sur og desillusioner Edgar Froese på Mellotronen.
Han kunne endda tage sin Gibson Les Paul frem og spille en langvarig guitarsolo heavy metal solo, med et specielt blues-feel, ikke helt ulig Tony Iommi (fra Black Sabbath).
Den fysiske smerte i fingrene bliver brugt som indikator for hvornår nummeret kunne begynde at nå til en afslutning. Smerten høres tydeligt henmod den forrygende, langsomme konklusion.
Part Three er en kort opsummering af en komplekst voldelig form for koncert, med de interne intriger som en givtig ressource. Det faldt ikke altid så heldigt ud, som det her.
Edgar var ikke tilfreds med Cyclone, på grund af sangen, som ifølge ham , kom med for at gøre de andre tilfredse. Tanken om kompromis var ikke tiltalende, og efter den touren med dens kaotiske musik, lå det i kortene at bandet ikke kunne fortsætte på samme måde.
Man kan gisne om hvordan den planlagte, men desværre aflyste Force Majeure tourné i 1979 ville have udartet. På den næste tourne i 1980, lå improvisationerne i fastdefinerede rammer, og var faktisk så godt som helt væk, fra og med 1982.
Jeg tror at Cyclone-tourneens udfald var fundamentet til at der blev strammet op på strukturen!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post164