JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Tangerine Leaves Volume 21 - Milwaukee Riverside Theater, USA 29th March 1977. 10/10

DK - trees og leavesOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 18:15

1977? Uha, hvad kan der være tilbage at sige om dette år? Tangerine Dream udkom med to albums dette år, som ikke helt nåede samme højder som tidligere skiver. Encore, skulle forestille at være et vidnesbyrd på deres USA-turné, faldt betydeligt ved siden af, hvad der rent faktisk kunne bevises at komme fra den tourné.
Denne skramlede koncertoptagelse viser nemlig en mere ufragmenteret og umiddelbar side af bandet.
Track I (Cherokee Lane) er en forkortet og betydeligt mere energisk version, når først de indledende maneuvrer, herunder en ufatteligt dåselydende vindsusen, er overstået.
Selve strukturen i Cherokee Lane er vel egentlig såre simpel:
1) Improviseret indledning på bl.a. mellotron.
2) Et langsomt fade-in af en hurtig, bippende sequencer.
3) En gradvis opbygning der fører til det ønskede tempo.
4) Synth/mellotron-improvisationer over de hurtigt pulserende sequencere.
5) En (relativt) langsom udtoning.

Strukturen er efterlignet af mange Berlinerskole-retrobands, der sværger til den lyd. En ting har de dog ikke forstået. Prøver man at kopiere Tangerine Dream i deres velmagtsdage, vil man fejle hver gang. Og så er det selvfølgelig altid patetisk at lyde som noget fra næsten tredive år siden, med softsynths og pinlige improvisationer.
Track II (Monolight) er en suite, hvis fire satser, ikke er blevet varieret betydeligt gennem tournéen. Stærkest står selvfølgelig anden sats, Monolight (Yellow Part), som er en bittersød synthpop ting, der står i et nært slægtskab, til eksempelvis Kraftwerks kommercielle sigte. Den udkom også som single, men floppede desværre.
Den proto-Goa-techno agtige tredje sats bibeholder blandt andet temaet fra Stratosfear, omend spillet i en anden toneart, mens selve soloerne, der grænser op til, går andre veje, end eksempelvis på Encore.
I forhold til Cherokee Lane står lyden en del klarere nu, hvilket muligvis skyldes en forøgelse af decibelstyrken, eller at lydmanden har arbejdet på sagerne.
Fjerde sektion er coda'et fra Invisible Limits fra Stratosfear. Med andre ord en meget højstemt dyade mellem klaver og en næsten pibende synth.
Cherokee Lane og Monolight var altid de faste indslag på turnéen. Derefter fulgte mere eller mindre kendte improvisationer i klart løsere definerede rammer.
Track III på hele 20 minutter er en voldsomt hæsblæsende bastard af groteskt muterede blues-guitarsoli, lagt ovenpå et sequencerbeat, man i bogstaveligste forstand kan headbange til.
Tangerine Dream peakede i 1977 på det koncertmæssige plan. Intet band har været bedre live!
Milwaukee '77 er blot et af eksemplerne.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post165