JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 50 - Assorted Secrets 2. 9/10

DK - tangerine tree VIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 19:25

Assorted Secrets 2 følger, naturligt nok, op på Assorted Secrets 1969-2001, men er primært en musikalsk rejse helt ud i 80'ernes krinkelkroge af rariteter.
Kildernes lydkvalitet varierer og er mestendels hentet fra VHS-bånd af svingende kvalitet, omend gennemgående god.

Numrene er klogeligt placeret i en kronologisk rækkefølge, selvom det ikke siger noget passende om Tangerine Dreams udvikling. Dertil er material ganske enkelt for obskurt.

I en rusten lydkvalitet åbnes med et kun syv minutters uddrag fra Silver Scale/Horns, som på 80/81-touren var 20 minutter langt stykke med repeterende og tunge sequencerpassager.

Strange Behaviour er hentet fra filmen af samme navn, og er med sin afdæmpede guitar og ditto atmosfæriske bagtæppe af synths, en underlig genopfriskning af Black Sabbaths mest rolige nummer, Laguna Sunrise!

Sobernost, som den er blevet døbt i samlerkredse, var en del af TD's efterårsturné i 1981. Officielt kendes den som Edinburgh Castle, da den i 2000 officielt udkom på en kompilering med sjældent materiale, nemlig Antique Dreams.

Sobernost kommer denne gang fra en mere tvivlsom kilde. I begyndelsen hører man Edgar Froese (I presume?) forklare at: "Hier kommt der Meister", efterfulgt af klukkende høns!! Jo, den er god nok!
Om selve nummeret Sobernost, kan der gives samme karakteristik som Silver Scale/Horns Of Doom.

Soldier On The Beach, må alene ud fra titlen at dømme, stamme fra filmen The New Soldier, fra startfirserne, og er nok navngivet ud fra at være et rearrangement af Beach Scene/Beach Theme fra filmen Thief. Det filmiske fra udgangspunktet er bibeholdt, men det vemodige er vendt mod det mere forløsende.

Unicorn Theme (Long Version) er lig de versioner, som Tangerine Dream spillede live i 1986. Selve Unicorn Theme er selvfølgelig oprindeligt tiltænkt filmen Legend, der med Tom Cruise i hovedrollen, udspillede sig i et Ringenes Herre-univers.
I Legend er en enhjørning symbolet på uskyld og afholdenhed, og da Tom Cruises karakter ikke kan modstå at røre denne enhjørning, opnår Legend et point-of-no-return.

Et lignende skift kan netop høres i Unicorn Theme, der starter meget atmosfærisk og harmløst, men som i sidste sektion begynder at miste denne uskyld.

Zoning er oprindeligt et soundtrack indspillet i 1985, med den kendte besætning Schmoelling/Franke/Froese. Alligevel er det officielle album indspillet i 1994, af Edgar Froese ene mand, og komplet anderledes end udgangspunktet. Dette album udkom i 1996, og er nok det album, der har opnået størst kritik fra fans, for at være kikset muzak. De to originale uddrag der præsenteres her, er også kikset muzak.
Mere af originalmusikken, kan høres på Tangerine Trees søsterprojekt, Cinema Lost, Cinema Found, der består af uudgivet filmmusik fra TD og Edgar Froese. Denne lever mere op til standarden - modsat disse lumre numre med syntetisk saxofon!

Canyon Carver og Canyon Voices kendes fra Canyon Dreams albummet, udsendt i 1991. Disse versioner er dog mere skrabede og er enten demoversioner, eller mere tænkeligt, planket fra selve videokassetten til Canyon Dreams, der allerede udkom i 1987!

Min klare favorit er selvfølgelig Brother Or Stranger. Det er mig ubegribeligt at Tangerine Dream, med deres enorme bagkatalog aldrig udgav nummeret officielt.
Brother Or Stranger er et stærkt powerpop-nummer, med et særdeles fængende omkvæd, der måtte lide den sørgelige skæbne at være baggrundsmusik til rulletekster til filmen City Of Shadows fra 1987.
Mens biografgængere udvandrede til musikken, blev Brother Or Stranger en klar samlerfavorit. Selvsagt, da det er velgennembearbejdet, og ikke mindst ekstremt poppet i forhold hvad TD-fans var vant til dengang.
Tangerine Dream udgav dog næsten nummeret i 2004, som en del af deres jukebox på deres hjemmeside, og webmasteren kunne endda bonusinformere om, at den mandlige korsanger var Paul Haslinger!
Jeg venter stadig på en officiel udgivelse - da er Brother or Stranger næsten for oplagt.

Metropole Berlin er mere sjælden end køn. I hvert fald når det gælder lydkvaliteten. Kilden er hvad jeg kan dømme den til, en fjernsyn-til-bånd optagelse i den absolut dårligst tænkelige lydkvalitet.
Musikken er dog upåklagelig, maskinel og rigtig 90'er!

Dies Martis (Alternate Version) er hentet fra fejlpresningen af Mars Polaris. Denne fejlpresning, indeholdt foruden ca. halvt numre fra Great Wall Of China, halvt numre fra Mars Polaris, af en eller grund, denne alternative version af Dies Martis - og alternativ er den!

Det er et faktum at fejl opstår på Tangerine Dream albums. Sidste nummer, Ruling The Waves, var et ekstranummer på TD's 1990-tourné i England, og denne genindspilning var tiltænkt som bonusnummer til genindspilningen af Melrose, som i 2002 udkom på bokssættet The Melrose Years.

The Melrose Years udkom i en hast, og Ruling The Waves var på trods af at være nævnt på coveret ikke til stede, i stedet var Ivory Town fra i-Box fra 2000 at finde der.

Assorted Secrets numre rummer altså mange interessante historier...



  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post184