JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 34 - London Royal Albert Hall, England 7th June 1976. 8/10

DK - tangerine tree IVOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 21:39

Super koncert! I stedet for at gentage mig selv, i vanlig '1976' retorik, har jeg her oversat en koncertanmeldelse, af 'Miles' i Melody Maker 7. juli 1976, for at give et mere præcist billede af hvordan koncerten foregik:

Royal Albert Hall
"T-DREAM er blevet beskrevet som alting fra 'den mest avancerede udvikling af progressiv rock' til 'elektronisk muzak'. Gruppen fremkalder polemik, sandsynligvis fordi folk er i vildrede over den måde de ingen setnumre eller noget show har - de improviserer alt direkte på scenen - hvadenten der sker, sker kun på grund af hvad de føler den dag, hvad de føler omkring hinanden, salens akustik og - vigtigst - stemningen de får fra publikum.
Instrumenteringen er også forvirrende, hvis du vil vide, hvem der gør hvad. De anvender tre specialbyggede synthesizere. Da de ligner højst komplekse telefoncentralborde, giver de ikke ligefrem rockkritikeren meget at skrive om.
De fleste koncertanmeldere prøver at komme til bunds i musikkens følelser, ved at beskrive hvad der skete på scenen, hvem der gjorde hvad, deres bevægelser og gestikuleren. Når det gælder T-Dream, så sidder de bare foran deres Star Trek kontrolborde i mørket, og det giver dig ikke meget at skrive om, med mindre du vil ind på tekniske...
Sædvanligvis går gruppen på, sidder ned, spiller, spiller et ekstranummer, og skilles. I aftes sprang de næsten over, og faktisk introducerede Peter Baumann bandet til publikum.
"Overraskede jeg dig, hva'?" spurgte han mig bagefter, "jeg overraskede mig selv!"
Jeg tænkte at Edgar var i et meget romantisk lune denne aften, hans diskante 'orgel'-keyboardarbejde i første del var næsten sentimentalt, og anden del åbnede med ham, grædende ned i sit triste flygel. Han har altid været det lyriske medlem af gruppen, Tangerine Dreams ækvivalent til Paul McCartney.
De begyndte med pastorale strygere, og fløjter skiftende i stereo, og frembragte snart store messende kor af mandestemmer.
Jeg tror jeg greb Christophers hoved i at nikke i takt, imens gigantiske hamre hamrede på en enorm xylofon og blikpander blev faset og gav genlyd.
Ved at kigge på de blinkende lys, kan du altid gætte hvilken maskine, der gør hvad, for der vil altid være en række af lys, blinkende i takt med det 'instrument', du kigger efter.
(...)
I anden del var Edgars klaversolo bragt til ophør af 8:56'eren fra Paddington, tøffende i fabelagtig stereo gennem salen.
Deres musik er blevet mere rendyrket, mindre forvirret, færre 'special effects'. Jeg kan genkende Christophers rytmer hvorsomhelst nu, så klart som jeg kunne identificere Charlie Watts - til syvende og sidst gør instrumenterne ingen forskel.
Edgar sætter stroppen på sin guitar, og der er ingen misforståelser om at han er på forkant, med sine angreb på det rigtige instrument. Et mellotronspor af kvindestemmer synger med, før han flænser dem. De andre laver dommedagslyde, som de bygger højere og højere op med leverrystende dybe toner og flagermuseskrig cirkulerende oppe i luften, indtil Albert Hallens kuppel er dømt til at kollapse. Det er en effektiv afslutning."

Sammenligner man denne anmeldelse med publikumsoptagelsen, er der en del, der er gået tabt. Jeg får ikke ikke den samme stereo-oplevelse som 'Miles', men jeg er meget glad for at en publikummer har bevaret denne mindeværdige aften, for det har uden tivl været en oplevelse.
Før Part II går i gang, råber en fan til TD: "Mach nicht so lange Pause, ihr Banditen!", hvilket der også blev råbt til en af Jeanne d'Arc koncerterne i Berlin, og os der genkendte denne hentydning, trak på smilebåndet!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post201