JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 19 - Paris Palais du Sport, France 22nd November 1976. 9/10

DK - tangerine tree IIIOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:13

Super koncert! I stedet for at gentage mig selv i '1976' klichéer, har jeg her oversat en koncertanmeldelse, af 'Miles', fra samme år, for at give et mere præcist billede af hvordan koncerten var:

PARIS
"T-DREAM havde ingen opvarmning, så de startede kolde, men så snart lysene dæmpede i Palais Des Sports, brølte og hujede publikummet og tændte deres lightere ligesom til en Rollers koncert.
Det udsolgte publikum på 5500 unge franskmænd, lod enten stadig deres hår gro - eller for de virkelig hippes vedkommende - der allerede havde hørt om punk rock, havde trimmet det væk. De fleste af dem var stadig skoleelever.
Åbningsnummeret var et traditionelt Tangerine Dream stykke - meget lyrisk og med orgellyde, som fyldte den kæmpe geodætiske kuppel med sammenstyrtende billeder af gotiske katedraler. De opbyggede et stykke fra "Stratosfear", spillede den genkendelige melodi (Nej, melodien er ikke fra Stratosfear, red.) i en evigt skiftende keyboard indstilling på orgel og trompet henover en rytmesektion med bas og tromme.
Det andet nummer åbnede med Edgar Froese, som lavede en Chopin-lignende klirren på flygelet, som udviklede sig til noget meget højt og rytmisk. De publikummer som prøvede at klappe i takt med rytmecomputeren, løb hurtigt ind i problemer - forsøg på sådanne ting kan få din hjerne til at falde ud.
Et behageligt røgtæppe af pot, hang over de skyldige, bevægende i små bølger og hvirvler, imens bastoner pumpede ind i dem fra højttalerne.
Det var ret meget ligesom at sidde i et lydstudie - handlingen på scenen bestod af tre svagt belyste figurer, som drejede på underlige knapper, og nogle gange rakte over for at trykke på en kontakt, det var indtil Edgar rejste sig med sin guitar og gik som en and.
De folk som sad på gulvet, rejste sig ærbødigst. Lydstyrken blæste folks ører af, selv i denne store sal. De rullende bølger af stereo-ekko voksede til en højde, hvor de ikke kunne komme højere, og det var på det tidspunkt, hvor Peter Baumann faktisk rejste sig op.
Jeg ved godt, det er lidt svært for jer at tro på, men det gjorde han. Han rejste sig og tog en mikrofon, og han skreg ind i den.
De massive pulte af deres synthesizere blev ved med at tikke - røde lys blinkede, spillede musikken - mens parret (Froese og Baumann, red.) vandrede rundt på scenen ligesom en heavy metal gruppe. Formodentlig vil Chris Franke snart have et trommesæt gemt bag sin synthi, som han kan finde frem ved sådanne lejligheder i fremtiden.
Det var meget rytmisk - et af multibeatene var ligesom en der slog på en flyvinge med en forhammer.
Peter introducerede anden del på engelsk. Underligt, taget i betragtning af at gruppen er tysk og vi var i Paris.
Sættet var længere og meget mere varieret end deres Fairfiell Hall optræden, og lyden var meget klarere. Publikum var ellevilde og krævede to ekstranumre.
De musikalske strukturer de bygger nu om dage er som tæt vævet stof i hvilke, de indsætter små yndige noder, som ved denne enorme lydstyrke de bruger, lyder som bobler der sprækker ved den smeltede overflade af en aktiv vulkan.
Egypterne, aztekerne og de gamle irere troede alle at den rette kombination af noder, kunne få sten til at lette. The Tangs må have haft noget af det samme i sinde. (...)
Chris forklarede mig hvorfor koncerten i London var så høj - den var 120db bagerst i salen - "Der var et eller andet galt med vores scenemonitorer, så vi blev vi ved med at hæve PA niveauet, blot for at høre hvad vi lavede." Jeg tror ikke rigtigt på det, men det er deres historie.
Det næste træk er tilsyneladende en form for visuel opvisning. Edgar bekræftede dette. "Det er tiden hvor vi skal have noget visuelt spændende - et lysshow, en film eller noget. Musikken er klar til det." (...)"