JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 7 - Croydon Fairfield Halls, England 23rd October 1975. 8/10

DK - tangerine tree IOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:31

Denne koncert er sammen med Royal Albert Hall koncerten med til at bevise hvor fremragende et år 1975 var for Tangerine Dream.
Det er her dele af Ricochet-pladen er optaget, så her burde TD have støvet de gamle bånd af (jeg ved I har dem!), for lyden er til tider ret mudret. Det prøver vi at se bort fra her, for musikken er upåklagelig.
Part One, lægger ud på præcist samme måde som Ricochet, men sin drævende langsomme, dybe synthesizer intro. Men referencerne til Ricochet hører hurtigt op. Introen efterfølges hurtigt af en sequencer (som lyder underligt fjern), mens der der bliver akkompagneret med synths og mellotron. Efter syv minutter er, den 20-minutter lange, Part One i fuldt gang. Der bliver leveret en anarkistisk, udflippet guitarsolo, der lægger langt fra det "pæne" guitarspil på Ricochet. Synthesizer/guitar-interaktionen er voldsom, men denne spilleglæde er uimodståelig, for det er så kompromisløst og farligt i forhold til hvad der blev produceret i 1975 (Black Sabbaths Sabotage er en værdig modstander). Det heftige bliver mod slutningen af nummeret nedtonet, og der afsluttes på den velkendt måde. Klapsalverne mangler, men de kommer istedet i begyndelsen af næste nummer.
Den 30-minutter lange Part Two starter med mellotron, og et klaver begynder at spille med. Netop klaverer skulle senere blive en fast bestanddel af TDs koncerter i 70'erne, hvor mere eller mindre improviserede klaverstykker åbnede lange stykker. Det virker rigtig godt med klaver, for det giver afveksling, understreger bandets virtuositet og menneskelige præg.
Klaveret spiller temaet der åbner Ricochet Part 2, og det er ikke så disciplineret spillet. Hvem ved, måske var det her det temaet blev opfundet. Dette tema blev hurtigt en bestanddel i stort set alle klaversoli, helt op til slutningen af 1980'erne. Klaveret forsvinder og der lægges op til det helt store igen, hvad det indebærer af synthesizere, mellotron og sequencere. Den ret dårlige lyd, bevidner efter 11 minutter at vi er tilbage til Ricochet Part 1, og det fortsætter nummeret ud (vi mangler bare det overdubbede trommespil). Det er overkill af synths, og det lyder ikke så forskelligt som det fra LP'en. Det gør guitaren til gengæld. Den er udisciplineret og respektløst spillet, men hvordan skal ellers spille til så hurtige sequencere?
Som sagt blev denne sangstruktur brugt flittigt op gennem resten af 1970'erne og sidste gang til Johannes Schmoellings første koncert, i Øst-Berlin, den 31. januar 1980.
Part Three har ikke noget at gøre med Ricochet, og er derfor, med sine 11 minutter til trods, cd'ens mest interessante skæring. Der er ikke noget nyskabende i forhold til det vi tidligere har hørt, men deres hurtige sequencermusik fra 1975, kan jeg simpelthen ikke få nok af.
Skal jeg vælge mellem denne koncert og Ricochet, så bliver det Ricochet, for den er så perfekt lavet, og bedre end sit udgangspunkt!