JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Volume 2 - Sheffield City Hall, England 29th October 1974. 7/10

DK - tangerine tree IOprettet af Jacob Pertou tor, september 04, 2008 22:41

Dette er et langt nummer på 44 minutter. Nummeret der hedder Sheffield, har ikke mange lighedspunkter med Phaedra, måske med outroen på titelnummeret. Der er masser af drivende orgelakkorder og sporadisk klimpende el-piano, og efter 20 minutter: Edgars karakteristiske uhyggelige mellotron. Musikken er svævende og uden puls. Synthesizerne her er ikke melodiske, ligesom sequencerne der først kommer ind efter 25 minutter er ret primitive. Dette er en unik musikstil, som egentlig er mere unik end smuk, for den er så kaotisk og lettere uhyggelig, at det nok er den cd i boksen, der bliver mindst spillet.
Taget i betragtning det er en publikumsoptagelse er lyden ret god. Der er ingen forstyrrende publikumselementer.
Sheffield-koncerten viser Tangerine Dream på et tidligt stadie, rent udviklingsmæssigt, i deres livesammenhæng. Ikke en gang tre måneder senere, til koncerten i Notre-Dame kirken/katedralen, hører vi en et kvantespring rent lydmæssigt. Denne legendariske koncert, som havde været bedre egnet her, hvis altså ikke denne box havde været udgivet så hastigt, kan høres på Tangerine Tree Vol. 30.
Jeg beundrer dog Tangerine Dreams frygtløshed dengang. Koncerterne blev spillet i komplet mørke, og folk fik aldrig noget genkendeligt musik. Der blev spillet meget højt og meget længe.
Jeg synes det er fascinerende at det dengang var maskineriet der havde krammet på menneskene og ikke omvendt. Det var op til Tangerine Dream at håndtere udstyret på en måde, så der kunne skabes god musik.
Synthesizerne havde deres eget liv, og det var ikke altid de lod sig bukke under for TD. Det tog timer at stemme synthesizerne, fordi det var ekstremt følsomt udstyr. Især overfor lufttemperaturer. Så når publikum entrerede scenen, kunne de vente på at Tangerine Dream begyndte at stemme udstyr igen. Edgar Froese har udtalt at det var et helvede at spille koncerter dengang, men jeg tror han har hygget sig lidt alligevel, for det er de færreste bands der har kunnet slippe afsted med at spille ukendt materiale.

Denne koncert er efterfølgende udgivet på The Bootleg Box Set Vol. 1. Jeg anbefaler man støtter Tangerine Dream, og køber denne udgivelse!