JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Edgar Froese: Beyond The Storm, 1995. 6/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:25
Blog Image
Vend coveret 90 grader og det ligner mistænkeligt Stratosfear. Hvad vil jeg egentlig sige med det? Det ved jeg ikke, men en ting er sikker. Dette er Edgar Froeses pendant til Tangerine Dreams fremragende boxsæt med remixet materiale, Tangents.
Hæftet består af computermanipulerede landskabsbilleder, og fremragende covernoter af Mark Prendergast, som også brugt i anmeldelserne af Edgar Froeses plader.
I bookletten er der ikke informationer om hvilke år de nye kompositioner oprindeligt er indspillet, men Prendergast opfordrer lytteren til at gætte hvornår de er indspillet, og det vil jeg så gøre her...
Et af de nye numre hedder Heatwave City. De første 2½ minut er lettere "rocket", men en lettere lummer guide-saxofon gør nummeret mere blødt, og får det til at lyde som et outtake fra Quinoa, som i forvejen lød som noget foregående arbejde for 220 Volt, indspillet i 1992.
Vi får mere i samme i boldgade, med guidesaxofon og det hele, så jeg skyder også Dome Of The Yellow Turtles til at være fra 1992.
One Fine Day In Siberia gengiver TD's i deres mest uinspirende soundtrackøjeblikke. Musikken er ren lydtapet og ganske ufarlig, så mon ikke det er fra 1987? Jeg kommer i hvertfald til at tænke på Canyon Dreams.
Magic Lantern er en blid, kitchet tyndbenet produktion, med det mest spinkle trommebeat overhovedet tænkeligt. Vi skal dog vente til den altid reddende guitarsolo, for at kunne sjusse os frem til et indspilningsår, og jeg tror egentlig, det kun er guitarsoloen der er indspillet i 1986, for den lyder næsten som en variation over guitarspillet i Song Of The Whale Part 1.
Walkabout kender vi fra Pinnacles, og ikke overraskende, overgår det de fire foregående numre, men det lyder mere fjernt og ambient i forhold til originalen, men re-mixing har ikke gjort nummeret harme.
Genesta In The Afternoon Glow lyder mest som Summer In Shauxi, Great Wall Of Chinas afskyelige antiklimaks ovenpå Meng Tian, men det nummer er fra 1999, så hvornår mon det kan være fra, ja det ved kun Edgar.
Moonlight On A Crawler Lane lyder som en 'Tangentized' udgave af musikken fra Sphinx Lightning på TD's Hyperborea, især i rytmesporet, men ellers er det ligeså tyndbenet som alle de fortløbende nye numre.
Scarlet Score For Mescalero er oprindeligt fra Froeses Stuntman, og er med sine antikverede, men her opdaterede synthlyde bedre end det fortløbende, selvom stilen stadig er rolig.
Efter otte meget rolige numre, er det en fornøjelse at høre opdateringen af Upland fra Aqua, 1974. Originalsporet med boblende synths og orgelbrus er intakt i introen, men et tilføjet Dream Mixes-influeret beat og ditto melodi, giver nummeret en friskhed, som er tiltrængt.
Santa Elena Marisal er ret Optical Race/Lily On The Beach-agtig på trommemaskinelyden, samt de metalliske synths, så mon ikke det er fra 1988/1989?
Macula Transfer, er i virkeligheden nummeret IF 810 (fra Macula Transfer, 1976), og selvom Edgar ikke har nænnet at ændre noget drastisk hørbart ved originalen, er selve lydkvaliteten noget bedre.
Drunken Mozart er 'velsignet' med en klassisk inspiret fanfare-agtig intro, og selvom det ikke er katastrofalt, har jeg aldrig kunnet døje orkestermusik på keyboards!
Det glemmer man, for intet kan spolere Edgars bedste solonummer overhovedet, der lyder forrygende godt i efterbehandlingen (med undtagen af introen.)!
Descent Like A Hawk er mere fra perioden omkring 1989, og det er efter min mening noget lallet bras.
Carneol har været udgivet i forvejen, hvor ved jeg ikke, men det er egentlig ret sej synthesizer-rock, ikke helt ulig Quinoa!
Det var så slut på den første cd, som på 76 minutter ikke bød på en særlig høj standard, og kun få numre kunne skille sig ud. Heldigvis er den anden cd bedre.
The Light Cone, der ikke var noget højdepunkt på Pinnacles, bliver det næsten her, for det er bedre end det meste på cd 1.
Detroit Snackbar Dreamer fandtes oprindeligt på Stuntman, og er selvfølgelig fremragende, med sine pinte og følsomme synthesizer-melodier, som får tankerne hen på Tangram. Produktionen er gennemført lækker, og der er kreeret et smukt ambient lydbillede!
Epsilon In Malaysian Pale er det samme uddrag som der findes på Solo 1974-1979, men der er pillet for meget ved originalen, så det smukke mellotronspil ikke er så tydeligt, og det er lidt en skam, for det bliver ret forvirrende at lytte på, selvom det stadig er meget smukt.
Tierra Del Fuego lyder malplaceret ovenpå Epsilon..., da det er muzak i stil med det ringeste fra Rockoon (1992).
Bobcats In The Sun er jævnt god med sin pågåenhed, og lyder som noget fra Optical Race.
Metropolis fra Ages er halveret i spilletid, og har fået et næsten symfonisk arrangement med de tilføjede synths. Jeg foretrækker originalversionen til hver en tid.
Year Of The Falcon skyder jeg på til at være perioden omkring 1983, for det lyder næsten til at være et outtake fra Pinnacles, og det høres mest i sequenceren.
Juniper Mascara er der ingen tvivl om. Det er indspillet i 1980, da de vanvittige sequences, der er brugt er identiske med de fandtes i nummeret Undulation, som Tangerine Dream spillede på som åbningsnummer på deres 1980-1981 turné. Det er i øvrigt et af Beyond The Storms bedre numre.
Shores Of Guam er nok fra 1985, da der bruges nogle af de samme lyde som i Zen Garden fra TD's album Le Parc. Men der også referencer til No Man's Land fra Hyperborea.
Shores of Guam har også samme gode kvalitet, som Zen Garden og No Man's Land.
Uddraget fra Pinnacles og titelnummeret fra Stuntman er vellykkede, og det er heldigvis ikke sovset ind i unødvendige synths som Metropolis og Epsilon.
Days of Camouflage er svær at placere, men med sit stramme beat, vil jeg skyde på det er fra Turn Of The Tides-æraen. Det er endnu et af de dårlige numre, som fremstår som rent fyld.
Tropic Of Capricorn har fået ny intro og outro, men det skæmmer ikke originalen synderligt.
Vault Of The Heavens kan jeg ikke sætte årstal på, da det mest lyder som noget fra Mota Atma. Det er ganske fed synthrock, som slutter 2½ times musik, med meget svingende karakter, af.
Jeg har lyttet meget til Beyond The Storm, og har nydt det hver gang, men ser man nærmere på numrene, især de ikke tidligere udgivne, så er de mestendels ikke af nogen nævneværdig kvalitet. Desuden er re-mixningen ikke lige så vellykket som på Tangents. Det her kunne du have gjort meget bedre Edgar!
Var det ikke for de gamle numre havde karakteren ikke været så høj, og skal du have en compilation, gå i stedet efter Solo 1974-1979.

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post259