JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Edgar Froese: Solo 1974-1974, 1982. 8/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:28
Blog Image
Næsten på samme tid som White Eagle med Tangerine Dream udkom, blev denne opsamling udgivet. Den var i midlertid ikke den første opsamling med Edgar Froese, da der i 1976 udkom én med titlen Electronic Dreams, som udmærkede sig ved at have den fejl, at side to (Maroubra Bay) var baglæns! Dette gjorde denne opsamling til et samlerobjekt, og det samme kan vel også siges om Solo 1974-1979, der foruden lettere remixede numre og uddrag, har en genindspilning af NGC 891 fra Aqua.
Drunken Mozart In The Desert, der klogeligt er valgt som nummer et er, efter min mening, Edgar Froeses bedste nummer overhovedet.
Det blev i 1979 indspillet på Edgar Froeses soloplade Stuntman fra 1979. Dette nummer har samme skyhøje kvalitet som TD's Force Majeure fra samme år.
På Stuntman kunne man høre Edgar Froeses første eksperimenter med digitale synthesizere, og resultatet lyder ikke famlende. Tværtimod er resultatet yderst melodisk og afvekslende.
Titlen, Drunken Mozart In The Desert, er morsom, men også typisk Froese, der brugte kryptiske titler og ordspil, når et nummer skulle navngives.
Drunken Mozart In The Desert beskriver ifølge Froese den mærkelige stemning der kom frem, efter at have siddet i Mojave Ørkenen, i sin jeep under en storm, og hørt Mozarts Tryllefløjten.
Som sagt er nummeret yderst melodisk, med masser af arpeggios der leder tankerne hen på klassisk musik. Fremragende!
IF 810 er fra den næsten uopdrivelige plade Macula Transfer fra 1976. Edgar Froese optog denne plade i en af pauserne fra Tangerine Dream, hjemme hos sig selv på en 4-spors Ampex båndoptager.
Pulsen i nummeret minder om den fra Drunken Mozart In The Desert. Den har et sådant tempo, at hvis man hører den, mens man er ude at gå, er det svært ikke at gå i samme tempo!
Det lyder ikke langt fra TD, men det er mere minimalistisk, da Baumann og Franke ikke har sat deres velkendte præg.
Tropic Of Capricorn er ikke præsenteret i sin helhed, men kun første del med de klassiske arpeggios.
Epsilon In Malaysian Pale, et uddrag fra 1975-pladen af samme navn, er nok noget af det bedste mellotron-musik overhovedet. Smukt, dystert og med referencer til Rubycon og den mægtige Royal Albert Hall-koncert fra samme år!
Mere dyster mellotron-musik med soundtrackislæt finder man i PA 701, også hentet fra Macula Transfer. Musikken lyder fjern, men det gør den blot endnu mere stemningsmættet. Her beviser Edgar også, at det ikke kun er Franke der kan lave sequences!
Titelnummeret fra Stuntman er en modsætning, da produktionen for det første er mere klar, men også fordi melodierne næsten er muntre.
OS 452 er endnu et dystert stemningsmaleri med rolig guitarspil fra Macula Transfer, Pizarro and Atahuallpa er identitisk med versionen fra Ages, mens det afsluttende nummer NGC 891 er en genindspilning af det oprindelige nummer fra Aqua. Genindspilningen er meget kortere, og fokuserer mest sequence-afdelingen, der oprindeligt havde Chris Franke med som gæst. Resultatet er markant anderledes og gør denne kompilation yderst værdig, hvis du kan finde den!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post261