JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Edgar Froese: Ages, 1978. 9/10

DK - edgar froeseOprettet af Jacob Pertou fre, september 05, 2008 10:29
Blog Image
I følge Edgar Froese er Ages indspillet under en følelsesmæssig svær tid. Han havde bedt Peter Baumann om at forlade Tangerine Dream, hvilket medførte en del aflyste koncerter, og han vidste ikke hvordan bandets fremtid så ud.
Som en form for terapi indspillede Edgar i pausen albummet Ages, og der var materiale nok til en dobbelt lp.
Anmeldelserne af albummet var harske, da musikkens minimalistiske melodier blev gentaget i uendelighed, syntes nogle. Blandt andet blev Ages af Paul Stump i Digital Gothic kaldt en fornærmelse mod lytterens, og ikke mindst Edgar Froeses egen intelligens.
Hvad Paul Stump ikke havde forstået, var at Edgar Froeses plader i højere grad end Tangerine Dreams plader var mere eksperimentelle, og også skulle ses som demonstrationer af synthesizerens utallige klangspektre. Derfor denne monotoni, men de fremragende sequences kan høres i uendelighed.
Ligesom sangen Gaudi Park på Le Parc af TD var Ages inspireret af Park Guell i Spanien, tegnet af den spanske arkitekt Gaudi. Åbningsnummeret er dog inspireret af Fritz Langs film Metropolis. Det hedder nummeret også. Nummeret er meget langt (11 minutter), og temaet bliver da også gentaget in infinitum, men det, og de små detaljer der gradvist bliver tilføjet, samt den overraskende slutning gør nummeret værd at lytte på.
Samme struktur finder vi i Era of the Slaves, der med en hypnotisk sequencer, og Klaus Kriegers bedste trommespil på pladen, har en høj kvalitet.
Side to rummer pladens bedste komposition, men paradoksalt nok ikke pladens bedste nummer.
Tropic of Capricorn er en 21-minutter lang suite, og åbningen med de klassisk inspirerede arpeggios det mest kendte fra nummeret. Men det er synd, for næste afdeling med strandlyde og smukt klaverspil er utroligt rørende. Synthesizerakkompagnementet i symbiose med klaverspillet, understreger det stadie Edgar befandt sig på, efter fyringen af sin gode ven, Peter Baumann.
Det sørgelige vender mod mere en mere optimistisk stemning og lyden læner meget op af David Bedfords plade Instructions For Angels, der klart kan anbefales, hvis man synes om Ages.
Nights of Automatic Women starter med lyde fra en restaurant og bizarre orkesterlyde, indtil en sequencer sætter ind. Kriegers trommespil er ikke fremragende, men det er kompromisløst (hør bare hi-hatten), og langt bedre end det han kunne tilbyde Tangerine Dream på pladerne Cyclone og Force Majeure. Over sequenceren spiller Edgar nogle inspirede soli med masser af nerve og energi. Klangbilledet bliver helt fyldt ud, og dette nummer er uden tvivl pladens bedste nummer.
Icarus har en langsom, dyb, næsten heavymetal-præget sequencer, men bortset fra det, er det en kende for trægt. Men Edgar har altid en plan til at redde sådanne numre, nemlig med hans guitarspil!
Jeg havde engang min mor på besøg, hvor Ages kørte i baggrunden, og da vi nåede til nummeret Childrens Deeper Study, fortalte hun at temaet mindede om hende og hendes søskende klimpren på klaveret i deres barndomshjem.
Jo, temaet er naivt, men ret hurtigt og nok for indviklet at fremføre for min onkler og mostre, der aldrig har excelleret i nogle instrumenter. Edgar selv, har nok ikke været for tilfreds med nummeret, da det ikke er inkluderet på genindspilningen af Ages, men det er et sjovt lille indslag, så længe det varer. Som der gradvist lægges flere lag af synths på, mister nummeret uskyldighed, og var Edgar bevidst om denne udvikling ville han ikke have udeladt Children's Deeper Study på genindspilningen af Ages.
Med Kriegers eksotiske percussion læner Pizarro and Atahuallpa sig op Sorcerers Santana-inspirerede skæring, Impressions Of Sorcerer, og ligesom Nights of Automatic Women bliver lydbilledet fyldt ud med fantastiske soli.
Det afsluttende nummer Golgatha And The Circle Closes, har en titel der lægger op til de store tolkninger, men jeg vil lade dette stå hen i dette uvisse og fokusere på den pinte melodi. Den er følelsesbetonet, og at se Edgars udtryk mens han spillede guitarsoloen må helt klart beskrive hans følelsesmæssige tilstand på det tidspunkt.
Ages har det meste af tiden en tungsindig tone, og det er umuligt ikke at blive rørt, når man hører det fremragende afslutningsnummer, som ikke findes på cd-versionen.
Foruden manglen af Golgatha And The Circle Closes, så har cd-versionen også den ulempe, at den lyder for nutidig i sin remastering. Hvorfor må musik ikke lyde som et produkt af sin tid, uanset hvor futuristisk det end måtte være!

  • Kommentarer(0)//tangerinedream.pertou.dk/#post263