TimeSquare - Dream Mixes II, 1997. 8/10
DK - 1990-1999Posted by Jacob Pertou 2008-09-06 00:22
Der må have været et behov for at gøre nogle ting gode igen fra Turn Of The Tides. Mobocaster er nemlig et remix af Twilight Brigade. Mobocaster er langt at foretrække med sit fængende synthriff og sofistikerede beat. Mobocaster har et fint midterstykke med hurtig sequencer der ligger i baggrunden til en rolig synthfigur. Nummeret vender tilbage til sit udgangspunkt, der er mere techno-agtigt.
Nummeret slutter af som sit mellemstykke, så det føles om vi har hørt det samme nummer to gange!
Jungle Jacula starter ud med atmosfære hvorefter staccato-synth og et trommebeat sammen med en samplet kvindevokal, skaber flot varieret elektronisk musik. Kompleksiteten i dette nummer gør det svært udpege og fremhæve synth-detaljer, og det er selvfølgelig ment som en ros.
Towards The Evening Star (Blue Gravity Mix), tror jeg, er blevet lavet som en modreaktion til The Orbs remix af nummeret, som var så radikalt ændret, at det ikke faldt i Edgar og Jeromes smag.
Et finurligt trommespor akkompagneret af klaverintroen fra originalen, lyder ved de første gennemlytninger kakofonisk, men netop denne nytænkning giver originalen et pift.
Samtidig er nummeret både markant andeledes og genkendeligt. Det manglede "Um Baah Oh!" og det opdaterede udtryk, er med til at gøre remixet bedre end originalen.
Digital Sister har et hurtigt, lidt spinkelt trommebeat, som også er det bedste ved nummeret, for når trommefillsne sætter ind, benytter nummeret muligheden for at skifte karakter.
Pixel Pirates starter med stemningsfulde lyde, og en lyst til at lege og manipulere med dem. Derefter kommer roligt klaver spillet af Edgar. Selvfølgelig skal vi ikke snydes for trommebeats, men de høres ikke hele tiden, da nummeret skifter hastighed et par gange. Klimakset er dog hurtigt, og med sine tubular bells replikaer, tænker jeg især på afslutningen af Mike O.s Tubular Bells III. Selve afslutningen af Pixel Pirates er ligesom begyndelsen.
Culpa Levis, der med sine 10 minutter er albummets længste skæring, starter langsomt ud med en repeterende synth-figur. Der lægges et passende beat, hvorefter temaet præsenteres.
Den trancelignende stemning, der især ligger i den hypnotiserende sequencer får mig til at tænke på de gode gamle 80'ere.
Der er også lagt en smuk en kvindevokal, og hvilket sprog hun synger på, ved jeg ikke.
Culpa Levis er det nummer på pladen der har den mest klassike TD-lyd, så der er ingen tvivl om jeg holder meget af nummeret.
Titelnummeret er lækker chill-out med nogle metalliske klange og moderate beats. Dette nummer bliver dog mere levende efter tre minutter. Nummeret indeholder nogle melodier som af en uforklarlig grund egner sig godt i et afslutningsnummer.
TimeSquare - Dream Mixes II er efter min mening ikke et rigtigt Dream Mixes album, da det kun indeholder to remixes. Som kontrast til etteren, der lyder mere kommerciel, er dette album mere dybt, forstået på den måde at stilen ikke er (hård) techno, men mere raffineret. På trods af dette, er det ikke på samme højde som etteren, og det skyldes til dels den dårligere produktion, men også at jeg mangler at kunne sammenligne med tidligere indspillede numre.
Jeg synes dog pladen er et habilt studiealbum, der altid er et lyt værdigt.
- Comments(0)http://tangerinedream.pertou.dk/#post312


