JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

JACOBS TANGERINE DREAM BLOG

Dream Mixes One, 1995. 9/10

DK - 1990-1999Oprettet af Jacob Pertou lør, september 06, 2008 00:34
Blog Image
Dream Mixes One er det højdepunkt Tangerine Dream har haft behov for i mange år! Reduceret til en duoen Froese/Froese, bydes der endelig igen på en skive der er lytteværdig fra start til slut.
Little Blond in the Park of Attractions (The Thai Dub) har fået en saltvandsindsprøjtning, så den ikke har samme sløvhed mere. Desuden er der lagt kvindevokal ind over, og som titlen antyder, formoder jeg det er sunget på Thai.
Da nummeret stilmæssigt er dance/techno, mangler vi det seje guitarspil fra originalen, men jeg savner det ikke meget, for nummeret er bedre end originalen. Især også fordi Linda Spa ikke er at finde på dette album - Yes!
Rough Embrace er ren midthalvfemser-techno, men det skal ikke opfattes negativt. Synth-riffet er hurtigt, simpelt og meget effektivt. Beatsene har ikke længere den hårde, flade, stramme og rumklangsfattige lyd, som prægede de tidlige halvfemsere.
Denne nykomposition er en fornøjelse at høre på, og det beviser at bandet ikke har mistet tråden med hensyn til den nye udvikling.
På trods af at det er techno, er det fremragende, for det er så tydeligt det er Tangerine Dream.
Pladens bedste nummer er et af halvfemsernes bedste numre: Touchwood (Forest Mix)!
Der er en verden til forskel fra originalen på Rockoon, og jeg tror egentlig der er tale om genindspilning fremfor remix.
Åbningstemaet er spillet på klaver, så det fremstår mere levende end originalen. Derefter bliver nummeret mere sit eget med det techno-agtige præg. Højdepunktet er når nummeret giver plads til det næste tema, som i originalen kommer lang tid før. Netop denne ventetid gør nummeret fremragende. Touchwood er energisk og frisk, og der kan ikke sættes en finger på dette nummer.
Jungle Journey (Reptile Mix) har beholdt Zlatkos fremragende guitarspil, og på det produktionsmæssige er det synd at resten af Turn Of The Tides ikke har samme lyd. Tempoet og tyngden er øget så meget at nummeret, fra at være klinisk, pludelig bliver levende og spændende at høre på.
Virtually Fields er en meget overset perle i TD-sammenhæng. Det er uden tvivl pladens mest eksperimenterende, progressive, ungdommelige og spændende nummer. Især introen med samples og politisirener er så anderledes i forhold til hvad TD tidligere har lavet, og jeg er sikker på at det er Jerome der står bag nummeret, da han sideløbende har en karriere under navnet TDJ Rome, der netop laver moderne electronica. Det er genialt og nytænkende, derfor tilskriver jeg Jerome æren af at have reddet bandet.
Firetongues (The Break Freak Mix) skiller sig ud fra originalen på den måde at guitarsoliene er fjernet, mens det stramme beat, er blevet kraftigt moderniseret.
I stedet for guitarsoliene gøres der plads til nytænkning og med en mur af synths og heftige beats går nummeret over i techno.
Keyboardtemaerne går dog igen, så nummeret er genkendeligt. På trods af den manglende guitar, er vitaliteten og lyden så forbedret at det er meget bedre end originalen.
San Rocco starter med klaverakkorder, der dør ud i ekko, og netop det får mig til at tænke på Underworlds klassiker Born Slippy. Det er dog mange år siden jeg hørt det nummer.
Nummeret er hård techno, men meget forfriskende. Det er især en fonøjelse at høre et tema fra Mojave Plan (White Eagle)!
Den største kvalitet i nummeret ligger i at beatet er det samme hele vejen igennem, mens der gives plads til fede synth-temaer og sågar tidstypiske eurodance-akkorder!
Catwalk (Dress-up Mix), åbner med præcis den samme vocoder, som fra originalen på Tyranny of Beauty. Bortset fra det, er nummeret radikalt anderledes på grund af de fyldige beats og det kinesiske musik der er blevet overdubbet. Med det tilføjede beat, bliver originalens højdepunkt, det dramatiske stykke, endnu mere effektivt. Change of the Gods er et rigtig godt nummer, men er ikke ligeså interessant som de andre, da det ikke har en original, det kan sammenlignes med. Det bedste ved nummeret er, at der bagved muren af massive beats gemmer sig en melankolsk Tangerine Dream melodi, fire minutter inde i nummeret. Et andet højdepunkt er den bratte afslutning.
Bride In Cold Tears (The Motown Monk Mix)(!?!) er hverken bedre eller værre end originalen. Det lyder ganske vist mere ungdommeligt, men jeg savner meget det baglænsspillede bånd, der gjorde introen i originalen så sej.
Dream Mixes One tilgiver numrene fra Rockoon, Tyranny Of Beauty og Turn of The Tides, da de lyder mange gange bedre her.
Dream Mixes One findes også med en bonus-cd, kaldet The Club Dream Mixes. Denne cd, bestående af seks numre, heraf to versioner af Touchwood, er en spændende udgave af Catwalk, i et Black Ink Mix. Denne udgave er temlig anderledes end Dress-up Mixet, og det beviser vel bare at der er uendeligt mange muligheder i remixkunsten, uanset hvor heldigt resultatet bliver. I dette tilfælde har det været en stor succes.